Marianne & Leonard: Words of Love (2019)

MUSENS SANG

Balladen om Marianne og Leonard

Af BO GREEN JENSEN

MARIANNE Ihlen blev bemærket, da Leonard Cohen skrev sangen »So Long, Marianne« til sit banebrydende debutalbum. Det var i 1967. To år senere blev hun berømt, da han brugte hendes billede på bagsiden af coveret til Songs from a Room. Her markerer sangen »Bird on a Wire« en afsked med huset på Hydra, hvor de havde været et par i seks år.

   Alle Cohens fans måtte granske fotoet af den blonde, norske kvinde. Mariannes søn, Axel, er ikke i sigte. Der var aldrig børn med i billedet dengang. Men Leonard blev en bonusfar for »Lille« Axel, da han overtog familien, som Mariannes første mand, forfatteren Axel Jensen, forlod. Så gik han selv fra Marianne. Og Lille Axel blev som voksen en forvirret mand, der har tilbragt hovedparten af sit liv på institutioner.

BEGYNDELSEN på historien er gylden. Senere er der mere mørke end lys. De fleste, som kom til Hydra, gik ned. Kun særtilfælde som Cohen kunne trives. Her syntes alting at virke for ham.

   Nick Broomfield kortlægger forholdet i dokumentaren Marianne & Leonard: Words of Love. Det er en leddeløs film, som ikke kan bestemme sig for, om den skal være et Cohen-portræt eller fokusere på Marianne. Det sidste havde været at foretrække. Men selvsagt er filmen interessant – især for yngre tilskuere, som måske ikke er fans eller Cohen-eksperter.

   Broomfield har udviklet sin slentrende form i dokumentarer som Kurt & Courtney (om Kurt Cobain og Courtney Love) og den opsigtsvækkende Whitney: Can I Be Me? (om Whitney Houston). Han bliver kritiseret for altid at ville være med i billedet. Dét er dog styrken i Words of Love.

   Som 20-årig kom Broomfield selv til Hydra og fik et romantisk forhold til Marianne. Senere besøgte hun ham i England, da Lille Axel begyndte i skole. Filmen kan vise optagelser med den døende Marianne, der lytter til beskeden fra Cohen, som hendes ven, Jan Christian Mollestad, læser op:

   »Nå, Marianne, det er omsider blevet tiden, hvor vi virkelig er så gamle, at vores kroppe falder fra hinanden. Jeg tror, jeg følger efter dig meget snart. Du skal vide, jeg er så tæt på, at hvis du rækker hånden bagud, så tror jeg, den kan røre min. Du ved, at jeg altid har elsket dig for din skønhed og din visdom, men det behøver jeg ikke at sige mere om, for du véd allerede det hele. Nu vil jeg bare ønske dig god rejse. Farvel, gamle ven. Uendelig kærlighed og på gensyn nede ad vejen.«

MARIANNE og Axel Jensen kom til Hydra i 1958. Han var allerede gået sin vej, da Cohen kom til øen i 1960.* De flyttede ind i Cohens hus og levede sammen indtil 1967, da han indledte sin karriere som sanger. Alle de talende ansigter i filmen gør meget ud af hendes rolle som muse. Formentlig har Broomfield bedt dem tænke over temaet.

   Marianne var efter alt at dømme et mildt og givende menneske, som ikke kunne finde en vej for sig selv. Da tiden med Cohen var omme, tog hun hjem og giftede sig (i 1979) med oliemanden Jan Stang. Cohen inviterede hende altid til sine norske koncerter. Og hun kom og sad på første række med klare tårer i sine øjne.

   Først troede Cohen, at Marianne og Lille Axel skulle med, da han begyndte at synge for alvor. Men et besøg i Montreal var en skuffelse, og New York blev en ren katastrofe. Alt det, som havde fungeret på Hydra, forsvandt i den nye virkelighed.

FILMEN overvejer at tegne et gruppebillede af kunstnerkolonien. Det bliver dog ikke til mere. Men her er mange nye fotos, og selveste D.A. Pennebaker har optaget smalfilm med Marianne. Han kom for at tale med Cohen, men Cohen var rejst. Så fulgtes han med Marianne i stedet.

   Words of Love fungerer bedst, hvis man kender Kari Hesthamars biografi fra 2014. I So Long, Marianne, Et kjærleikshistorie – bogen findes også på engelsk og dansk – fortæller både Leonard og Marianne åbenhjertigt.**

   I filmen møder publikum et sammenrend af sædvanlige mistænkte. De bedste vidner er guitaristen Ron Cornelius, som fortæller om at turnere med Cohen i den vilde tid, og Aviva Layton, som er enke efter Cohens store ven og mentor, digteren Irving Layton. Hun siger, at begge mænd så »the real thing« i hinanden. Og at digtere aldrig er gode ægtefæller.

   Der er tilløb til et tragisk portræt af George Johnston og Charmian Clift, som var pionerer på Hydra. Både forældre og børn gik i stykker, da kunstnerfamilien kom hjem til Australien. Du kan læse den fulde historie – også om Cohen og Marianne – i Half the Perfect World: Writers, Dreamers and Drifters on Hydra, 1955-1964 af Paul Genoni og Tanya Dalziell. Bogen, som udkom hos Monash University Publishing i 2018, er efter sigende ved at blive filmatiseret.***

  

SÅ i 1965 sidder Cohen og skriver Beautiful Losers i solen på Hydra. Han overvejer at synge for brød i stedet for at skrive for krummer. Marianne kommer med mad og amfetamin. Så får de lagt strøm ind, og hun viser ham fuglen på tråden. »So Long, Marianne« hed først »Come On, Marianne« og var en sang om forsoning. Det er et perfekt øjeblik.

   Tyve år senere vender alting tilbage i digtet »Days of Kindness«, som Cohen skrev på Hydra i 1985. Teksten står i udvalget Stranger Music, som udkom i 1993, da sangeren skulle til at fylde 60 år:

   »Grækenland er et godt sted/ At betragte Månen, ikke sandt?/ Du kan se ved måneskin/ Du kan læse på terrassen/ Du kan se et ansigt/ Som du så det, da du var ung/ Der var et godt lys dengang/ Olielamper og kærter/ Og de små flammer/ Der flyder på en prop i olivenolie/ Hvad jeg elskede i mit gamle liv/ Har jeg ikke glemt/ Det lever i min rygrad/ Marianne og barnet/ De stiger op i min rygrad/ Og tager form som tårer/ Jeg beder til at der findes/ En kærlig erindring, også for dem/ De dyrebare, jeg kastede væk/ Til fordel for en uddannelse i verden.«****

MARIANNE Ihlen døde i Oslo den 28. juli 2016. Leonard Cohen døde samme år i Los Angeles den 7. november. Hun blev 81, han var lige fyldt 82. Men de var lige gamle, da han skrev. De var altid lige gamle.

   Words of Love har skønhedsfejl, men også kvaliteter. Hvad man aldrig tvivler på, er venskabet, varmen og tilliden mellem Marianne og Leonard. Og de ting får Broomfields film udmærket frem.

Se også Når den rejsende vender sig om: Leonard Cohen 1934-2016; Leonard Cohen: A Crack in Everything [Expo 2019]; Tilbage til virkeligheden: Ten New Songs (2001); Det canadiske album: Dear Heather (2004) [Leonard Cohen fylder 70]; Samson i begyndelsen: Leonard Cohen fylder 80 [Popular Problems, 2014]; Det lange farvel: You Want It Darker (2016); Det efterladte album: Thanks for the Dance (2019) + Den dybeste skæring: Leonard Cohens »Queen Victoria« (1973).

*) Axel Jensen (1932-2003) bliver altid skrevet hurtigt ud af historien. Det gør han også i Broomfields film. Jensen og Cohen blev venner og bevarede kontakten, også efter at Axel var flyttet fra Marianne. Jensen havde mere succes end Cohen, da de lærte hinanden at kende på Hydra. Romanen Ikaros – ung mann i Sahara (1957) blev oversat til engelsk, tysk, fransk og italiensk. I Danmark udkom den på Grafisk Forlag – i Hedda Løvtands oversættelse – i 1959. Også romanerne Line (1959), Joacim (1961) og Epp (1965) er oversat. Jensen var (som Cohen) inspireret af de amerikanske beat-forfattere. Han foretog hele den politiske og åndelige rejse gennem 60erne og 70erne og kan som forfattertype ligne en blanding af Ib Michael, Vagn Lundbye, Troels Kløvedal og Peter Laugesen. Cohen siges at være modellen for kunstnerfiguren Lorenzo i Joacim. Jensen fortalte dog Cohen, at karakteren var inspireret af svenskeren Göran Tunström. Axel Jensen blev gift med inderen Prabitha i 1974. I sine sidste ti år led han af sklerose. Cohen bidrog til plejen, som kunne aflaste Prabitha.

** Kari Hesthamar: So Long, Marianne – en kærlighedshistorie. Oversat af Per H. Jacobsen. 207 s. EC Edition, 2015. 

***) Det er endnu ikke sket, men Charmian Clift (1923-1969) og George Johnston (1912-1970) er centrale karakterer i den norsk-græsk-canadiske miniserie So Long, Marianne, som havde premiere på NRK i september 2024. Thea Sofie Loch Næss spiller Marianne, Alex Wolff fungerer udmærket i rollen som den 24-årige Cohen. Jonas Strand Gravli er sat på en uriaspost som den konsekvent upålidelige Axel Jensen, mens Peter Stormare følger tingene fra Montreal i rollen som Irving Layton.

   Anna Torv og Noah Taylor spilller Charmian Clift og George Johnston. Øystein Karlsen, seriens forfatter og instruktør, trækker på alle forhåndenværende kilder og følger de faktiske forhold ret nøje. Serien vinder ved at være optaget på Hydra, skønt infrastrukturen på øen var mere rudimentær i pionertiden. Her er det hele lidt lækkert og oplyst fra starten. 

   Der er et andet godt billede af Hydra-tiden i Polly Samsons roman A Theatre for Dreamers (Bloomsbury, 2020), som nogen burde udgive på dansk. Her er fortælleren en britisk kvinde, der kom til øen som ung og boede hos Charmian Clift og George Johnston. Hun blev på Hydra og begynder i prologen at huske det hele, da hun i 2016 hører om Cohens død. På titelbladet er Marianne Ihlen citeret for aforismen: »I'm Living. Life is my art.« Marianne og Leonard er vigtige karakterer i bogen, men det er Charmian Clift og George Johnston, som Samson for alvor er interesseret i.

   Polly Samson (f. 1962) er gift med guitaristen David Gilmour fra Pink Floyd, som hun har skrevet mange tekster til. I 2021 fik hun genudgivet to af Charmian Clifts romaner, Mermaid Singing (1956) og Peel Me a Lotus (1959), på mikroforlaget Muswell Press. Begge er udstyret med Samsons nye, nyttige forord og har en posthum anbefaling fra Cohen på omslaget: »They were an inspiration.« Det er værd at se og læse altsammen, både den norske biopic-serie og den britiske »bare-jeg-havde-været-der« bog. 

****) »Days of Kindness// Greece is a good place/ to look at the moon, isn't it/ You can read by moonlight/ You can read on the terrace/ You can see a face/ as you saw it when you were young/ There was good light then/ oil lamps and candles/ and those little flames/ that floated on a cork in olive oil/ What I loved in my old life/ I haven't forgotten/ It lives in my spine/ Marianne and the child/ The days of kindness/ It rises in my spine/ and it manifests as tears/ I pray that a loving memory/ exists for them too/ the precious ones I overthrew/ for an education in the world.« Leonard Cohen: Stranger Music. Selected Poems and Songs. New York: Pantheon Books, 1993, s. 401. »Days of Kindness« er et af 11 »Uncollected Poems«, som kun er trykt i dette udvalg.

  

Marianne & Leonard: Words of Love. Instr. & manus: Nick Broomfield. Foto: Barney Broomfield. 102 min. Canada-UK 2019. Dansk premiere: 14.11.2019.

Fotos: BBC/ Kew Media Group/ Dogwoof (YouTube trailer)/ Camera Film/ Monash University Publishing/ McClelland & Stewart/ Pantheon Books/ Bloomsbury Circus/ Muswell Press/ NRK/ Columbia Records/ Sony Music

Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 15.11.2019