Når den rejsende vender sig om: Leonard Cohen 1934-2016

NÅR DEN REJSENDE VENDER SIG OM

Leonard Cohen 1934-2016

Af BO GREEN JENSEN

NOVEMBER 2016: Leonard Norman Cohen blev født i Montreal den 21. september 1934. Han døde i Los Angeles den 7. november, kort efter udgivelsen af albummet You Want It Darker. Sangeren blev 82 år.

   Cohen betød så meget for så mange, og hans død kommer sent i et mærkeligt år, der har været ét kolossalt memento mori. Bowie, Prince og mange andre musikalske helte falder fra. Eneste lyspunkt er Dylans Nobelpris. Det er i hvert fald ikke Brexit og det amerikanske præsidentvalg.

   Nu har alle skrevet nekrologer og fortalt, hvilke sange de holder mest af. Jeg vil ikke gøre det kort, for stemmen var også et anker for mig, men jeg vil prøve at skrive noget andet. Cohens liv i kunst blev en lang og mangfoldig historie, som kan læses fra talrige vinkler. Det kan alle liv vel i grunden. Men Cohen levede sit i fuld offentlighed.

HAN voksede op i Westmount-kvarteret, en engelsktalende enklave i det frankofone Quebec. Hans far solgte tøj og var en respekteret støtte i det jødiske samfund. Han døde, da drengen var ni. Cohens mor havde russiske rødder og blev meget gammel. Hun døde i 1978. Han synger bevægende om hende i »Night Comes On« (fra Various Positions, 1984):

   »She said, I’ll be with you/ My shawl wrapped around you/ My hand on your head when you go/ And the night came on/ It was very calm/ I wanted the night to go on and on/ But she said, Go back to the World.«

 

   

COHEN gik på McGill University, hvor han blandt andet læste jura. Han spillede guitar i countrytrioen The Buckskin Boys og gik til litteraturtimer hos digterne Irving Layton og Louis Dudek. De første tekster blev trykt i tidsskriftet CIV/n i 1954. I 1956 udkom debutsamlingen Let Us Compare Mythologies.

   I 1961 fulgte The Spice-Box of Earth med flere tekster, som senere blev til sange. Cohen fik et arbejdslegat og tog til London for at skrive på Flowers for Hitler (1963). Han så et solbrændt ansigt i regnen og købte hus på den græske ø, Hydra, hvor han mødte norske Marianne Ihlen, som også er død her i år.

   Alle må have hørt historien om, hvordan hun blev forladt af sin mand, forfatteren Axel Jensen, og flyttede sammen med Cohen. De har i hvert fald hørt »So Long, Marianne« (fra Songs from a Room, 1969).

   På Hydra skrev Cohen samlingen Parasites of Heaven (1966), hvor prosatekster og digte er blandet. En af de bedste linier lyder: »Don’t call yourself a secret, unless you mean to keep it«. Han skrev også digtene i The Energy of Slaves (1972), som i lang tid var den sidste digtsamling.

   Judy Collins indspillede tre af hans sange, og Cohen flyttede til New York, skønt han aldrig solgte huset på Hydra. I 1967 skrev han kontrakt med Columbia Records og indspillede The Songs of Leonard Cohen.

   Herefter følger standardhistorien om digteren, der blev sin tids mest romantiske sanger, en kunstner med global udbredelse og legendarisk menneskevarme.

COHEN vil naturligvis blive husket for sine sange, men bøgerne er andet og mere end mellemstationer. The Favorite Game fra 1963, som på dansk hedder Yndlingslegen, er en klassisk udviklingsroman om digteren Breavman (»Berøveren«), der vokser op i 40ernes og 50ernes Montreal i skyggen af sin døde far og med en appetit på livet, der ligner Cohens egen sult.

   Beautiful Losers fra 1966, der på dansk hedder Dejlige tabere, er derimod en kompleks, eksperimenterende tekst, som bruger mange slags stemmer og stilarter til at skildre et trekantsforhold mellem en afdød kvinde og to levende mænd, en militant anarkist og en antropolog. Sidstnævnte skriver på en afhandling om Catherine Tekakwitha, »den irokesiske madonna«, som levede fra 1656 til 1680. Bogen blev en skandalesucces i Canada, hvor man så den som et pornografisk værk i ånden fra William Burroughs.

   Det er en stor og bevidsthedsstrømmende satsning, skrevet på ouzo og amfetamin i solen på taget af huset på Hydra. At læse de to bøger sammen er som at komme fra klarhed til kreativt kaos, fra Dublinfolk til Ulysses. Det er flammende, potent magi. Buffy Sainte-Marie satte musik til afsnittet »God is Alive, Magic is a-Foot» på albummet Illuminations (1970).

   Beautiful Losers havde nær taget livet af Cohen og var ifølge Marianne Ihlen den direkte årsag til, at han fremover ville satse på sange.

   
BEGGE bøger forholder sig til en tradition og ligner noget, som var der i forvejen. Det kan man ikke sige om Death of a Lady’s Man, som udkom i 1978 og lukkede en lang skrivepause. Bogen består af korte tekster, som blander prosa og poesi, aftrykker udkast fra dagbøger og notesbøger, kommenterer sig selv meget kritisk og fælder en dom over ægteskabet.

   Det er forfatteren Cohens mest helstøbte og originale værk. I virkeligheden var det en gravskrift over hans forhold til Suzanne Elrod, som han levede sammen med i ti år. Parret fik sønnen Adam og datteren Lorca. Men i bogen bliver ægteskabet et billede på alle pagter, også dem mellem Gud og individet, Musen og digteren, sangeren og hans fans, magthaverne og de undertrykte.

   Bogens bedste tekst hedder »Hvordan man læser digte højt«. Det handler om ikke at opføre dem, men udtrykke sig i neutrale vendinger, som skulle man tale for et jævnbyrdigt selskab, for eksempel i Globetrotternes Klub.

SANGEREN døde den 7. november. Familien ventede med at offentliggøre nyheden til efter præsidentvalget. Alligevel mente mange, at Trump tog livet af Cohen.

   Cohen vidste godt, at der sagtens kunne komme en mand som Donald Trump. Han forventede halvt, at nykristne fundamentalister ville tage magten i landet en dag. Cohen ventede sig hvad som helst af USA – og ikke kun i negativ forstand. På albummet The Future (1992) er sangen »Democracy« en karikeret forudanelse om alt det, der vil og kan komme:

   »It’s coming to America first/ The cradle of the best and of the worst/ It’s here they’ve got the range/ and the machinery for change/ And it’s here they’ve got the spiritual thirst/ Democracy is coming/ to the USA«.

   På samme album taler titelsangen profetisk om, hvordan privatlivet vil eksplodere: »There’ll be a breaking of the ancient western code/ Your private life will suddenly explode/ There’ll be phantoms/ There’ll be fires on the road/ and the white man dancing...«

   I løbet af 90erne gik de besværgende fantasier i opfyldelse, kulminerende i terrorangrebet den 11. september 2001. Cohen var ikke overtroisk – men der er ikke flere sange i den profetiske stil efter »The Future«. Hvor dansen til gengæld går lystigt, og tidsånden er beskrevet perfekt:

   »Give me crack and anal sex/ Take the only tree that’s left/ and stuff it up the hole/ in your culture/ Give me back the Berlin Wall/ Give me Stalin and Saint Paul/ I’ve seen the future, brother:/ It is murder.«

JEG må have været 13 eller 14 år, da jeg hørte Cohen første gang. Det var hos en kammerat, hvis storesøster spillede det første album i sløjfe. På hendes værelse stod kun et bord og en stol (»I choose the rooms that I live in with care/ The windows are small and the walls are almost bare/ There’ s only one bed and there’s only one chair/ and I listen all night for your step on the stairs«). Væggene var tapetseret med Cohens tekster på A4-ark.

   Det var »The Butcher«, »The Old Revolution« og »Bird on a Wire«, der først gjorde indtryk. Forstod jeg de politiske og historiske henvisninger i »The Old Revolution«? Jeg forstod i hvert fald, at sangen brugte dem på samme måde som Dylans »Desolation Row«, der også lå højt på min liste. Men med Cohen var der altid en særlig slags fortrolighed. Enten var man uberørt. Eller også talte han som en bror.

   Jeg begyndte at følge med Cohen og lærte selv at spille de sange. Det kunne også lade sig gøre at få stemmen til at ligne lidt. Songs of Love and Hate (1971) gjorde værelset større. Vi elskede alle sammen »Diamonds in the Mine« (med linjen om fyldt chokolade) lige så højt som »Avalanche« og »Joan of Arc«, der efter »Story of Isaac« var den anden helt vellykkede religionstime.

   New Skin for the Old Ceremony (1974) er det smukkeste af de ældste album med sange som den selvironiske »Field Commander Cohen« (hvor Cohen ser sig selv som »the patron saint of envy and the grocer of despair/ Working for the Yankee dollar«) og »A Singer Must Die«, der svarer både bødlerne og kritikerne: »Your vision is right/ My vision is wrong/ I’m sorry for smudging the air with my song«.

   På samme album er der en helt enkel sang, »I Tried to Leave You«, hvor melodien bliver blues-agtig, og Cohen i tre vers beskriver, hvad der sker, når en familie får børn: »The years go by/ You lose your pride/ The baby’s crying/ So you do not go outside/ And all your work is right before your eyes...«

    Men samtidig bliver glæden filtret ud af den samme desillusion: »Good night, my darlin’/ I hope you’re satisfied/ The bed is kinda narrow/ But my arms are open wide/ And here’s a man still working for your smile.«

COHEN har skrevet så mange slags kærlighedssange, hvor et jeg og et du prøver kræfter og elsker, så Ordet bliver til kød. Nogle er høviske, andre er pornografiske. Nogle er vrede, andre er lyksalige. Der er næsten altid en åben taknemlighed. Som i »Alexandra Leaving« (fra Ten New Songs, 2001): »Do not say the moment was imagined/ Do not stoop to strategies like this«.

   Især er der kærlighedssange, som skildrer det modsatte af de sædvanlige fraser. »Paper-Thin Hotel« (fra Death of a Ladies' Man, 1977) handler om at høre sin kone elske med en anden gennem væggen på Chelsea Hotel: »The struggle mouth to mouth and limb to limb/ The grunt of unity as he came in«.

   »The Gypsy’s Wife« (fra Recent Songs, 1979) handler om at vente hele natten på, at kvinden kommer hjem. »Iodine« (Death of a Ladies' Man) beskriver skammen ved ikke at kunne få erektion og vreden ved at blive trøstet med kys, der stinker af jod: »You covered up the place I couldn’t master/ It wasn’t dark enough to shut my eyes/ So I was with you/ O sweet compassion/ Compassion with the sting of iodine«.

   Der bliver til gengæld kompenseret med sange om erobring. I sangen »Memories» sætter Cohen et jernkors i sin jakke og går hen til »the tallest and the blondest girl« for at spørge, om de skal danse til Frankie Laines version af »Stardust«: »In solemn moments such as this/ I have put my trust/ And all my faith to see/ I said, All my faith to see/ Her naked body«.

DER er også en håndfuld sange, der vil samle det hele: manden og kvinden, kønnet og digtet; musikken, når den endelig lykkes. »Hallelujah« (fra Various Positions) er det store eksempel, fordi melodien følger med konflikten og det lykkelige klimaks i teksten, hvor sprog og tro og kød smelter sammen:

   »They say there was a secret chord/ That David played and it pleased the Lord/ But you don’t really care for music, do you?/ It goes like this/ The fourth, the fifth,/ The minor fall, the major lift/ The baffled king composing Hallelujah.«

   Ikke uden grund bliver »Hallelujah« fortolket af mange kolleger. Som Bob Dylan har sagt: »Hans særlige gave eller geni er hans forbindelse til sfærernes musik. »Hallelujah« giver genlyd i mig. Der er igen en smukt konstrueret melodi, som stiger op, udvikler sig og falder tilbage, alt sammen på meget kort tid (...) Sangene er store, dybe og sandfærdige som altid, med mange dimensioner, forbavsende melodiske: De får én til at tænke og føle.«

EFTER The Future holdt Cohen en pause på ni år og brugte en stor del af tiden i zen-refugiet på Mt. Baldy, hvor læreren Roshi vejledte ham. Alle kender historien om, hvordan Cohen var ruineret, da han kom ned. Sekretæren og manageren Kelley Lynch havde brugt Cohens penge. Han var i minus, og han skyldte, så han var tvunget til at tage ud på vejen igen.

   Han indspillede straks Ten New Songs, som Sharon Robinson hjalp til med at skrive. Herefter turnerede han i årevis. Ten New Songs er et pragtfuldt album med sange som »A Thousand Kisses Deep«. Det var efter dét, at Cohen fik den status, som Dylan taler om ovenfor: ambassadøren for alle slags sange om hjertet.

   Der kom en fjerde akt med sange, som følger en udmærket formel og afstår fra at udvikle rummet. Dear Heather (2004) er et interessant album, fordi det stritter i mange retninger, og Cohen er tæt på at være i stofnød. Men på Old Ideas (2012), Popular Problems (2014) og You Want It Darker sidder formen nagelfast: korte, hårdt rimede linier, en stadig dybere stemme af grus og programmerede melodier med enkelte levende islæt.

I 1978 debuterede jeg som musikskribent med et forsvar for Death of a Ladies’ Man, som ingen forstod på det tidspunkt. Så kom jeg til at skrive om Cohen hver gang. Jeg interviewede ham fem gange i løbet af 80erne og 90erne, og jeg oversatte to af hans bøger. Derfor har jeg dedikerede eksemplarer af Death of a Lady’s Man og Book of Mercy, hvor han siger tak »with gratitude«. Var jeg stolt eller hvad? Jeg har også et brev og et postkort. Med Cohen var jeg altid en fanboy – som de fleste musikjournalister blev hen ad vejen.

DET bedste øjeblik var i 1988, da Cohen kom til København for at lancere I’m Your Man. Klaus Lynggaard, Lars Dan og jeg sad ved mesterens fødder. På et tidspunkt sagde han:

   »Jeg har det egentlig meget som en storebror i den her samtale. Hvad siger man til sine yngre brødre? Hele historien er dér, lige for øjnene af jer. Manden lyder bitter, men han har et smil på læben. Sangen handler om tab og død, men den får mig til at føle glæde, hver gang jeg hører den. Dét er det hele i en nøddeskal. Der er ikke nogen løsning på noget problem, man kan give videre til sine yngre brødre og søstre. Det hele hænger sammen alt i alt.«*

   Siden stod vi foran scenen ved alle koncerter. Der var en særligt magisk én på Rosenborg Slotsplads, hvor månen kom helt frem og lyste, mens Cohen spøgte med, at han skrev disse sange, da han var en naiv ung knægt på bare 50. Der var altid charmen og elskværdigheden. Men der var ingen adgang for gæster bag scenen. Selv Marianne Ihlen blev ikke inviteret backstage i Oslo.

COHEN har været en god stemme at have i svære som i florlette tider. Han skrev nogle sange, som var vores salmer og hymner, oder og evergreens. Han skrev disse bøger, som åbnede verden og sproget for mange, der selv ville skrive. Et ikon er især et eksempel. Det var dét, som Cohen blev over tid.

   Der er i alle hans arbejder, hvad man kunne kalde en åndelig årvågenhed. Også når det gælder verdslige emner bruger han religiøse billeder. Det gælder hele vejen fra Let Us Compare Mythologies til You Want It Darker.

   Book of Mercy fra 1984 er en samling på 50 nummererede tekster, der umiddelbart ligner prosa, men bliver til salmer i kraft af sproget og rytmen. Den sidste af dem lyder:

   »Jeg fór vild på min vej, jeg glemte at kalde på dit navn. Det nøgne rå hjerte slog imod verden, og tårerne faldt for min tabte sejr. Men du er her. Du har altid været her. Verden er kun glemsel, og hjertet er en rasen af retninger, men dit navn forener hjertet, og verden løftes på plads. Velsignet er han som venter i hjertet, når den rejsende vender sig om.«

DET sidste album blev præsenteret i Los Angeles den 13. oktober. Pressemødet blev filmet. Undervejs bliver Cohen spurgt om det religiøse. Han forklarer sig langsomt og besværet, men taler som altid i færdige sætninger:

   »Jeg har aldrig set mig selv som en religiøs person. Jeg har ingen spirituel strategi. Snarere halter jeg videre, som så mange af os gør, gennem disse områder. Fra tid til anden har jeg følt velsignelsen ved et andet nærvær, men det er ikke noget, jeg kan bygge nogen form for åndelig struktur på.«

   Så følger en ret god forklaring på alle de metafysiske billeder:

   »Det religiøse sprog er en terminologi, som jeg voksede op med. Dette bibelske landskab er meget velkendt for mig, og det er naturligt, at jeg bruger dets landemærker som henvisninger. Engang var det universelle henvisninger, som alle kendte og forstod. I dag er det ikke længere tilfældet, men alligevel er det stadig mit landskab. Så jeg bruger de henvisninger. Jeg prøver at gøre det på en måde, som ikke er for svær eller dunkel. Men bortset fra det kan jeg ikke – jeg vover ikke – at kalde noget i det religiøse rige for mit.«

   Det må være dét. Alligevel er det stadig mit landskab. Til sidst var Cohen strandet i tiden, men han blev aldrig en anakronisme. Som ung stak han af. Som voksen bar han traditionen. Som gammel lagde han sværdet og satte endelig sit glas. Men sangene var sat i verden. Vi vil lytte til dem længe endnu.

Se også Leonard Cohen: A Crack in Everything; Marianne & Leonard: Words of Love (2009); Det canadiske album: Dear Heather (2004) [Leonard Cohen fylder 70]; Den dybeste skæring: Leonard Cohens 'Queen Victoria'; Samson i begyndelsen: Leonard Cohen fylder 80 [Popular Problems]; Det lange farvel: You Want It Darker (2016); Tilbage til virkeligheden: Ten New Songs (2001); Det efterladte album: Thanks for the Dance (2019)

*) Interviewet er trykt i  Andre stemmer - Forfatterportrætter og værkstedssamtaler. 30 interviews. Forlaget Per Kofod, 1995

Fotos: Gorm Valentin/ Sharon Robinson/ Columbia Records/ Sony Music/ McClelland and Stewart/ Simon & Schuster/ André Deutsch Publishers/ YouTube Music/ Wikimedia Commons/ Google Images etc.

Nekrologen stod i Weekendavisen Kultur 18.11.2016

Samson i begyndelsen: Leonard Cohen fylder 80 (Popular Problems, 2014)

SAMSON I BEGYNDELSEN

Leonard Cohen fylder 80

Af BO GREEN JENSEN

HAN er god til epigrammer. Værket er fyldt med fyndord, som synes at sige alt i en sætning: »Even a bitter man can praise creation«; »The rich have got their channels in the bedrooms of the poor«; »I needed so much to have nothing to touch, I’ve always been greedy that way«. Til 80 års-dagen kunne man citere: »Everybody knows that you live forever/ When you’ve done a line or two.«

   Leonard Cohen har ry for at være en bekender, men den fortrolige form er en venlig forklædning. Han har i vid udstrækning levet sit liv efter devisen, som står i Parasites of Heaven, en underkendt samling fra 1966: »He had the last line of each verse of the song but he didn’t have any of the other lines, the last line was always the same, Don’t call yourself a secret unless you mean to keep it.«

DET må være mærkeligt at nå Cohens alder i en kultur, der lider af nærsynet retromani. Mærkedagene tårner sig op, og hvert femte år bliver man hyldet som en blanding af Ældre Statsmand og Levende Legende, simpelt hen fordi man er her endnu. Fjender kan pludselig smile, kasserede kærester tilgiver alt. Egentlig venter man blot på at dø, så det omsider får en ende, og nekrologerne kan blive skrevet.

   De store fejringer er for længst foretaget. Da Cohen fyldte 60, blev han fejret i festskriftet Take This Waltz (1994), hvor bl.a. Allen Ginsberg, Phil Spector, Judy Collins og Kris Kristofferson skriver hver en lille tekst. De bedste digte og tekster blev samlet på 400 sider i Stranger Music (1993), som udkom over hele verden.

   Der var sådan set ikke mere, og Cohen gik i kloster for at finde meningen, før det blev alvor. Hvem kunne vide, at der ventede en fuld tredje akt med helt nye scener?

DET har været et langt liv i mange kapitler, som ikke altid så lovende ud. Leonard Norman Cohen – hvis jødiske navn er Eliezer – blev født den 21. september 1934 i det engelsktalende Westmount-kvarter i vinterbyen Montreal. Der er stort set biografisk sammenfald mellem Cohen og Lawrence Breavman (»Berøveren«), som vokser op i romanen The Favourite Game, der udkom i 1963.

   Cohens far, Nathan, var manufakturhandler og jøde af polsk afstamning. Hans bedstefar, Lyon, blev i 1919 den første præsident for interesseorganisationen Canadian Jewish Congress. Cohens mor, Masha, var datter af en rabbiner, som flygtede fra Litauen. Hun døde i 1977 og nåede at se sin dreng få succes. Han har senere sagt, at de første og bedste sange var hendes bedrift.

   
FADEREN solgte tungt kvalitetstøj og gik op i at være ulasteligt klædt. I Yndlingslegen skriver Breavman en parodi på familiens lov: »Vi er victorianske gentlemen af hebraisk tro. Vi kan ikke være sikre, men vi har en stærk fornemmelse af, at alle andre jøder, der har penge, har tjent dem på den sorte børs.« Nathan døde, da Leonard var ni (»En kugle trængte ind i hans fars arm, da han rejste sig fra en skyttegrav. Det er en trøst for en mand med coronarthrombose at have et sår, han har fået i kamp.«)

   Cohen gik på Westmount High School og blev i 1951 immatrikuleret på McGill University. Hans første digte stod i magasinet CIV/n, og det var på McGill, at han mødte digteren Irving Layton, som blev en blanding af storebror og faderfigur. Cohen læste jura, Layton underviste i politisk videnskab. De kunne begge forestille sig noget andet. »Hvordan kan I bruge tid på den slags, når Layton og jeg er i live?« står der i den selvironiske kommentar til »Our Government-in-Exile« fra Death of a Lady’s Man (1978).

   Cohens første digtsamling, Let Us Compare Mythologies, udkom i 1956, da forfatteren var 22 år. Den blev positivt anmeldt af bl.a. Northrop Frye (Anatomy of Criticism) og er tilegnet »erindringen om Nathan B. Cohen«. Epigrafen stammer fra William Faulkners The Bear, og der er gnidrede kultegninger af Freda Guttman.

   Vil man se, hvordan det begyndte for Cohen, skal man investere i dokumentaren Ladies and Gentlemen ... Mr. Leonard Cohen (1965). Donald Brittens film følger digteren gennem et snedækket Montreal, hvor han besøger sine favoritsteder og læser op på forskellige scener. Cohen ligner i slående grad en ung Dustin Hoffman.

MUSIKKEN var der altid ved siden af poesien. Cohen spillede guitar i countrytrioen The Buckskin Boys, der i hvert fald tog karrieren så alvorligt, at de fik fremstillet matchende frynsejakker af ruskind. Der var studieture til Nashville. Cohen læste Lorca og skiftede westernguitaren ud med en klassisk model, fordi han ville lyde som flamenco-guitaristerne, der optrådte i boulevard Saint-Laurent.

   Cohen gik på Columbia University i New York i et år. Han opgav studierne i 1957 og tog hjem til Montreal for at skrive de digte, der står i The Spice-Box of Earth (1961), som alt andet lige er den mest klassisk rundede samling. »As the Mist Leaves No Scar«, det besnærende enkle indledningsdigt, blev 17 år senere til sangen »True Love Leaves No Traces« fra Death of a Ladies’ Man, et notorisk svært – og fremragende – album, som Phil Spector producerede i 1977.

   I 1959 fik Cohen et arbejdslegat på 2.000 dollars fra Canadian Council. Han rejste til London og skrev på The Favourite Game, mens han overvejede sin fremtid. I marts 1960 købte han en rejse til Jerusalem og tog tilbage til London via Athen. I Athen tog han færgen til Hydra, som vennen Jakob Rothschild havde fortalt om. Rothschilds mor skulle giftes med en maler, Nikos Ghikas, der havde et hus på øen. Leonard kendte i forvejen Hydra fra Henry Millers henrevne beskrivelse i Kolossen på Maroussis.

SÅDAN kom Cohen til Hydra, hvor økonomien for første gang kunne hænge sammen, og hvor han fik ideen til at kombinere poesi og musik. »The stony path coiled around me/ and bound me to the night./ A boat hunted the edge of the sea/ under a hissing light,« står der i digtet »Hydra, 1963« fra samlingen Flowers for Hitler (1964).

   Cohen var træt ind til benet af grå vinterbyer. At komme til Hydra føltes som at vende hjem. Blandt alle bøgerne om Cohen, der er kommet de seneste år, er Kari Hesthamars So Long Marianne. En kjærleikshistorie (2008) måske den mest interessante. Den handler ikke direkte om Cohen, men beskriver nordmanden Marianne Ihlens dannelsesvej.

   Hun kom til Hydra i 1957 med sin første mand, forfatteren Axel Jensen. Da han forlod hende i 1960, stod hun alene med en nyfødt søn, Axel Joachim, og vidste hverken ud eller ind. Det var en af de andre fra bordet på havnen, canadieren der gik med sixpence og spillede guitar, som samlede hende op. I Hesthamars bog fortæller han om tiden med Marianne i et interview fra Los Angeles i 2005. Der er også en håndfuld digte og breve, som aldrig har været trykt andre steder.

   Cohen siger blandt andet: »Jeg kan huske, at Marianne og jeg tilbragte natten i Piræus på et eller andet billigt hotel. Vi var begge 25, og vi skulle med båden tilbage til Hydra. Vi stod op, og vi drak vel en kop kaffe, før vi fandt en taxi, og jeg har aldrig glemt det hér. Der skete ikke noget særligt, jeg sad bare bag i taxien sammen med Marianne og tændte en cigaret, en græsk cigaret med den dybe, delikate smag af græske cigaretter, som er fyldt med en masse tyrkisk tobak, og jeg tænkte: Jeg har mit eget liv, jeg er voksen, jeg er sammen med denne smukke kvinde, vi har en smule penge på lommen og er på vej hjem til Hydra, vi kører langs disse farvede mure. Jeg har forgæves prøvet at genskabe den følelse hundrede gange. Bare følelsen af at være blevet voksen, være sammen med en smuk person, som man er glad for at have ved sin side. Din krop er solbrændt, der er en færge, du skal nå. Det er en følelse, jeg husker meget, meget tydeligt.«

COHEN og Marianne var sammen på Hydra det meste af årtiet. Han blev en far for Axel Joachim og skrev sine første sange i huset, som han købte for 1.500 dollars i september 1960. Cohen skrev Flowers for Hitler og Parasites of Heaven på Hydra. Det er rammen om sangene på Songs of Leonard Cohen og Songs from a Room. Det var i solen på taget, at han skrev romanen Beautiful Losers, som udkom i 1966.

   Hvis Yndlingslegen er Cohens Catcher in the Rye, må Beautiful Losers være hans Howl, On the Road og Naked Lunch kombineret. Det er også en stor roman om irokeserkvinden Catherine Tekawitha (1656-80), »the Lily of the Mohawks«, som konverterede til kristendommen og blev kanoniseret af den katolske kirke.

   I Cohens version bliver historien flettet sammen med trekantsforholdet mellem fortælleren, som er antropolog, hans hustru Edith, som begår selvmord, og tricksteren F., der er aktiv i seperatistbevægelsen i Quebec. Romanen er fuld af forskellige stemmer og afprøver alle de tricks og teknikker, der bliver en husstil i Death of a Lady’s Man og Book of Mercy (1984, da. Barmhjertighedens bog). Her er bønner, lovprisninger og tirader, side på side af strømmende tekst. Dejlige tabere er bedre end sit rygte og mere end et »det-kan-jeg-også«-projekt i stil med Dylans Tarantula.

   Romanen er bygget af udsigelser som: »I always wanted to be loved by the Communist Party and the Mother Church. I wanted to live in a folk song like Joe Hill.« »I want to hammer a beautiful colored bruise on the whole American monolith … I want History to jump on Canada’s spine with sharp skates.«

HER begynder det brede politiske spor, der fylder mindst lige så meget som kærligheden. Cohen bliver i regelen betragtet som en romantisk og dybest set ufarlig elsker, der priser og forbander bevægelserne i hjertet: »the patron saint of envy and the grocer of despair,« som det hedder i »Field Commander Cohen« fra New Skin for the Old Ceremony (1974), der er opmærksom på fraserne om, hvordan digteren solgte ud og blev »some grateful, faithful woman’s favorite singing millionaire«.

   Han er dog lige så ofte den anarkistiske partisan, der fantaserer om revolutioner og ser historien for, hvad den er: »History is a needle/ For putting men asleep/ Anointed with the poison/ Of all they wish to keep.« Eller præsten, som skriver en bog fuld af bønner, der blander mange slags tro, men begynder og ender i jødedommen.

   Af alle Cohens bøger har Book of Mercy den smukkeste slutning: »Blessed is the one who waits in the traveller’s heart for his turning.« Og der er næppe skrevet nogen bedre tekst om forbindelsen mellem kunst og politik, end anvisningen i »Hvordan man læser digte højt« fra Death of a Lady’s Man.

BUFFY Sainte-Marie tonesatte et afsnit fra Beautiful Losers, »God is Alive, Magic is Afoot«, på albummet Illuminations (1969). Det var kvindelige kunstnere som Judy Collins og Joan Baez, der først tog Cohens sange til sig og promoverede ideen om den canadiske Orfeus. Cohen sang »Suzanne« for Judy Collins i telefonen. Hun tog sangen med på albummet In My Life og trak Cohen ind på scenen ved en koncert i New York i februar 1967. Han var selv begyndt at slutte sine oplæsninger med en tidlig version af »The Stranger Song«.  Der kom ikke mere prosa efter Beautiful Losers. Til gengæld begyndte floden af sange.

COHEN har udgivet 13 studiealbums, 5 koncertplader og 4 kompilationer, der samler lidt af det løse. Set i forhold til de mange hyldemeter, som Dylan, Neil Young og Bruce Springsteen har præsteret, er der tale om en lille produktion. Dylan var et kvarter om at skrive teksten og musikken til »Knockin’ on Heaven’s Door«. Cohen brugte et år på at skrive 75 alternative vers til »Hallelujah«, en sang som i årenes løb er blevet en slags palimpsest, hvor nyt stof gradvis erstatter det oprindelige indhold.

   Det var i lang tid altid sange fra de første tre albums, som enhver kunne huske, hvis Cohen blev nævnt: »Suzanne«, »The Stranger Song«, »The Master Song« og »So Long, Marianne« fra Songs of Leonard Cohen; »Bird on a Wire«, »Story of Isaac« og »Seems so Long Ago, Nancy« fra Songs from a Room; »Avalanche«, »Famous Blue Raincoat« og måske »Joan of Arc« fra Songs of Love and Hate.

   Imidlertid var det sange som »Dance me to the End of Love« og »Hallelujah« fra Various Positions, der fastholdt Cohens navn i de magre år, indtil albummet I’m Your Man i 1988 ramte tidsånden skævt og helt uventet.

DER er en bittersød ironi i det forhold, at »Hallelujah« stammer fra et album, som Columbia Records – der ellers altid har behandlet Cohen loyalt – i 1984 troede så lidt på, at man slet ikke udgav det i USA. Various Positions udkom kun i Canada, Japan og Europa. Med sin blanding af sigøjnerlyd, salmer og countrymusik er det en af Cohens ypperste plader. Som på mange andre highlights er sangene arrangeret og produceret af John Lissauer, der også var en drivkraft på Cohens turneer.

   »They say there was a secret chord/ That David played and it pleased the Lord/ But you don’t really care for music, do you?« På Various Positions lykkes det Cohen at føre sporene sammen – politik, romantik, æstetik, tro og jødisk identitet – så han når en form, der er frigjort fra jeg’et. Det sker i teksten til »Hallelujah«, men også på skæringer som »The Night Comes On«, »If It Be Your Will« og »Coming Back to You«.

»HALLELUJAH« fik for alvor egenliv, da Jeff Buckley samlede sangen op på Grace fra 1994. Det var dog John Cale, Lou Reeds kollega fra tiden i The Velvet Underground, som blev sangens fødselshjælper. Cale valgte at synge »Hallelujah« på hyldestalbummet I’m Your Fan (1991), hvor kunstnere som Nick Cave, Lloyd Cole og R.E.M. fortolker mesterens sange. Det er så langt det bedste hyldestalbum – Tower of Song (1995), hvor navnene er mere celebre, er en flad og meget light affære.

   Cale fjernede de religiøse vers fra den første version og erstattede dem med de politiske og apokalyptiske billeder, som Cohen havde udviklet i koncertversioner af sangen. Den bliver på den måde et statement i stil med »Close Watch«, Cales eget, prunkløse kærlighedsmanifest. Det var Cales version, som Buckley hørte, og det er dén, der i dag er alle vegne, endog på soundtracket fra animationsfilmen Shrek, hvor den fremføres af Rufus Wainwright.

   Selv har jeg lyttet til Cohen fra starten. For mig er det hverken de første eller de seneste albums, der udgør hovedstolen. Det er de fire albums, Cohen skrev og skar med gammeldags håndkraft i, hvad man opfatter som hans wilderness years, da tidens lyd var et andet sted henne, og 60er-navnene havde det svært. New Skin for the Old Ceremony, Death of a Ladies’ Man, Recent Songs (1979) og Various Positions er så tæt, som man kommer essensen af Cohen.

DET tog en vis tid at lære at elske de digitale legetøjsarrangementer på comeback-albummet I’m Your Man. For sangeren var de nye former en mirakuløs medicin. Stemmen var blevet så ru og dyb, at også humoren kom til sin ret: »I was born like this, I had no choice, I was born with the gift of a golden voice,« som det hedder i teksten til »Tower of Song«. Kapitallogikken står mørk og skarp på »Everybody Knows«, der beskriver, hvordan verden er skruet sammen.

   De ekstreme positioner trækkes hårdere op på The Future (1992). Her er Cohens sorte humor hevet helt frem til kanten af scenen: »Give me crack and anal sex/ Take the only tree that’s left/ And stuff it up the hole in your culture./ Give me back the Berlin Wall/ Give me Stalin and St. Paul/ I’ve seen the future, brother: It is murder.«

DER er også »Democracy«, en sang der ser USA som det bedste bud, vi har, trods alle fejl i nationen: »It’s here they’ve got the range and the machinery for change«. »Closing Time« er en kærligt makaber sang om at ældes og danse med døden. Endelig har »Anthem« epigrammet, der koncentrerer et livssyn: »There’s a crack in everything/ That’s how the light gets in.«

   Efter afdansningsballet på The Future – som var ledsaget af massive turneer – forsvandt Cohen fra scenen i tæt på ti år. De fleste af dem tilbragte han i Mount Baldy Zen Center ved Los Angeles, hvor han fungerede som assistent for sin lærer og ven, Kyozan Joshu Sasaki Roshi (1907-2014). Cohen blev zenmunk og tog dharmanavnet Jikan, som betyder »stilhed«. Han skabte kunst på sin computer og skrev digtene, der står i Book of Longing (2006, da. Længslens bog), en sporadisk inspireret, men også meget ujævn samling, som formentlig bliver Cohens sidste bog.***

MENS Cohen mediterede på Mt. Baldy, tog manageren og veninden Kelley Lynch sig af hans forretninger. Hun formøblede Cohens formue, overførte hans opsparing til egne konti og solgte hans musikrettigheder. Da Cohen kom ned fra bjerget, stod der 150.000 dollars på hans konto. Kelley Lynch var løbet med resten.

   Et juridisk efterspil fulgte. I 2006 blev Cohen tilkendt en erstatning på 9 mio. dollars, som Lynch dog var ude af stand til at betale. Til gengæld brød hun et polititilhold, som forbød hende at kontakte Cohen. I april 2012 blev Lynch idømt 18 måneders fængsel og fem års prøvetid.

   Alligevel skylder man Kelley Lynch tak. Det var for at genrejse økonomien, at Cohen kom tilbage til scenen, kontaktede Sharon Robinson – der havde designet lyden siden I’m Your Man – og udsendte Ten New Songs i oktober 2001. Det er Cohens sidste fejlfri album, med højdepunkter som »My Secret Life«, »A Thousand Kisses Deep« og den for alvor fremragende »Alexandra Leaving«, der er skrevet oven på en tekst (»Guden forlader Antonius«) af grækeren Konstantin P. Kavafis.

IKKE at der er noget galt med sangene på de skitseprægede albums, som Cohen har udsendt, siden han fyldte 70. Dear Heather (2004), Old Ideas (2012) og Popular Problems (2014) har alle tre noget at tilbyde. Dear Heather arbejder originalt med sit patchwork, tonesætter Lord Byrons »We’ll Go No More a-Roving« og har i titelsangen en pragtfuld tekst om at få et glimt af Heathers ben, der er »fuldkommen hvide af vinter«. Efter at have fantaseret om terrorisme på Manhattan, skriver Cohen i »On That Day« mere renfærdigt om, hvad der skete, da flyene »wounded New York«.

PÅ Old Ideas er »Show Me The Place« en sang, man kunne dø for, og to af de nye bidrag på Popular Problems - »Almost Like the Blues« og »Did I Ever Leave You« - har samme skarpslebne valør. Det er luftige albums, som egner sig fint til at blive hentet på iTunes og hørt på en iPod.

   De har dog ikke håndgribeligheden i sange, der er vokset frem vers for vers i en årrække og prøvet af i arrangementer på scenen. Cohen spiller ikke selv på sine albums efter 2001 og har i regelen skrevet sangene sammen med Sharon Robinson eller kæresten Anjani Thomas. Både Old Ideas og Popular Problems er skrevet i samarbejde med Patrick Leonard, der er bedst kendt som Madonnas producer. Han giver sangeren en tidssvarende lyd, men der er lysår til lidenskaben på The Future, Recent Songs eller Songs of Love and Hate.

EN enkelt sang på Popular Problems er helt og holdent Cohens egen. Det er den bibelske »Born in Chains«. »Samson in New Orleans« kunne have siddet på Various Positions. Her brugte Cohen første gang billedet af Samson, der bliver overmandet af hverdag: »She tied you to a kitchen chair/ She broke your throne and cut your hair/ And from your lips she drew the Hallelujah«.

   Vil man høre historien uden symbolske omskrivninger, skal man zappe tilbage til »I Tried to Leave You« fra New Skin for the Old Ceremony: »The years go by/ You lose your pride/ The baby’s crying/ So you do not go outside/ And all your work is right before your eyes.«

   Cohen fik selv sønnen Adam ( f. 1972) og datteren Lorca (f. 1974) med kunstneren Suzanne Elrod, da han havde taget afsked med Marianne. Adam synger, og Lorca tager billeder af sin far, der endvidere har delt bolig med fotografen Dominique Isserman, skuespilleren Rebecca de Mornay og sanger-sangskriveren Anjani Thomas, som han stadig lever sammen med. Men han er aldrig blevet gift.

DET er frusterende at behandle et livsværk i en tekst, som er relativt kort. Jeg hørte første gang Cohens stemme i 1969, da en skolekammerats storesøster – han hed Jesper, hun hed Maj - spillede Songs from a Room om og om og om igen på sit værelse. Rummet var et aflangt kammer. I Cohens ånd havde hun fjernet al pynt. Der var kun en seng og en stol og et bord i lokalet. Jeg hørte »The Old Revolution«, »The Butcher« og »The Partisan«. Jeg var solgt til stanglakrids, som vi sagde.

    Jeg har elsket Cohens stemme og reageret på hans sange lige siden. Der er dage, hvor kun Cohen kan beskrive, hvad der foregår. Først og sidst er han digteren, der kan fastholde verden og se den store sammenhæng i et enkelt billede. Så mange forbløffende linjer er strøet rundt omkring. I aften tænker jeg af en eller anden grund især på »Stories of the Street« (fra det første album), som slutter ved en metrostation i New York: »We are so small between the stars, so large against the sky/ And lost among the subway crowds, I try to catch your eye.«

   Hvem i alverden skriver ellers den slags? I Death of a Lady’s Man står til sidst en lille tekst, »Endelig undersøgelse«, der forestiller sig slutningen: »Jeg er næsten 90/ Alle jeg har kendt er døde/ undtagen Leonard/ Man kan stadig se ham/ humpe af sted med sin kærlighed.«

   Det må have lignet science fiction, da digteren skrev det i 1975. Nu er det snarere en konstatering. Der skal nok være ti eller tyve år mere i Cohen. Hans lærer, Roshi, blev 107. Det er det, man kalder slidstærk, og sangene er diamanter. Værket lever videre. Det er ikke, hvad det var, men det er godt.

Se også Når den rejsende vender sig om: Leonard Cohen 1934-2016; Leonard Cohen: A Crack in Everything [Expo 2019]; Tilbage til virkeligheden: Ten New Songs (2001); Det canadiske album: Dear Heather (2004) [Leonard Cohen fylder 70]; Det lange farvel: You Want It Darker (2016); Det efterladte album: Thanks for the Dance (2019); Marianne & Leonard: Words of Love (2019) + Den dybeste skæring: Leonard Cohens »Queen Victoria« (1973).

*) Take This Waltz. A Celebration of Leonard Cohen. Edited by Michael Fournier & Ken Norris. 192 s. Montreal: The Muses' Company/ La Compagnie des Muses, Ste. Anne de Bellevue, Quebec, 1994. 60 estimerede kolleger hylder Cohen. Det ærligste bidrag er Kris Kristoffersons. På Isle of Wight Festivalen i 1970 blev han og bandet buet ud, uanset hvad de forsøgte sig med. Selv 'Me and Bobbie McGee' døde på stedet. Cohen gik på kl. 4 om natten i pyjamas og trenchcoat og leverede en legendarisk optræden sammen med Jennifer Warnes og Bob Johnston. Kristofferson stod sammen med sin manager og sagde: 'That's the kind of background I'd like for my songs.' 'Boss,' sagde Zal Yanofsky, 'Leonard is an angst poet. You're an alcoholic.' 

**) Cohen fik et hav af ærespriser. I 2012 blev han og Chuck Berry de første modtagere af prisen for Song Lyrics of Literary Excellence, som uddeles af amerikansk PEN. Paul Simon motiverede prisen til Berry, og Salman Rushdie talte for Cohen. Bob Dylan sendte en mail, som lykønskede Berry, »the Shakespeare of rock and roll«. I et PS stod der: »And say hello to Mr. Leonard, the Kafka of the Blues«. I 2011 modtog Cohen Prinsesse/ Prins af Asturias Prisen, Spaniens svar på den svenske Nobelpris, for litteratur. Også Dylan havde fået en Premio Princesa de Asturias, men i Artes-kategorien for 'populære' kunstarter.

***)  I 2018 udkom The Flame. Redigeret af Robert Faggen og Alexandra Pleshoyano med et forord af Adam Cohen. 278 s. Penguin Random House (Canada); Farrar, Straus Giroux (USA) Canongate (UK). The Flame har samme løse struktur som The Book of Longing. Der er nye digte, teksterne til de sidste tre album og mere end 100 siders udtag fra dag- og notesbøger. Som coda er trykt Cohens tale ved modtagelsen af Prins af Asturias Prisen.

Leonard Cohen: Popular Problems. Producer: Patrick Leonard. Sony Music/ Columbia 2014. Alle formater.

Fødselsdagsartiklen stod i Weekendavisen Kultur 26.09.2014