Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/Los amantes pasajeros (2013)

MANDEN FRA LA MANCHA

Nostalgisk farce fra kaospiloten

Af BO GREEN JENSEN

MAN kan ikke tage tilbage, siger en amerikansk talemåde, som sikkert også findes på spansk. You can’t go home again. Pedro Almodóvar lader det komme an på en prøve i De elskende passagerer, som i mange henseender udgør et flashback. Det er ikke den modne melodramatiker fra Brudte favntag (2009) og Huden jeg bor i (2011), man møder i Los amantes pasajeros. Snarere bliver der pjattet, krukket og campet, så man føler sig hensat til Pepi, Luci, Bom og de andre (1980), Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud (1988) og andre af begyndelsens bolsjefarvede sætstykker.

   Det er et camoufleret kammerspil for henved en halv snes personer. Et rutefly fra Péninsula Air skal fra Madrid til Mexico City, da understellet sætter sig fast. En nødlanding er påkrævet, men ingen lufthavne er ledige. Derfor cirkler flyet i timevis over Toledo. Passagererne og personalet fra økonomiklassen bliver bedøvet med sovemedicin og lader stort set ikke høre fra sig. Til gengæld går det heftigt til på Business Class, hvor man kræver en forklaring og går i forskellige stadier af panik, mens tre ret sublimt karikerede pursere diverterer med homoerotiske slagnumre.

KOMEDIEN lyder nok sjovere, end den er. I hvert fald er kvaliteten af humoren mildest talt ujævn. Der er veloplagte udvekslinger mellem Javier Cámara, Carlos Areces og Raul Arevalo, som spiller kabyssens dynamiske, ikke-ciskønnede trio, og Antonio de la Torre og Hugo Silva, som spiller de binære og regulært rædselsslagne piloter. Der er også livløse scener som den opreklamerede karaoke-udgave af Pointer Sisters-hittet »I'm So Excited«, der har givet filmen engelsk titel.

   I kabinen sidder et skrabsammen af repræsentative karakterer fra dagens kompromitterede Spanien: en falleret forretningsmand, som flygter fra derouten; en skuespiller med kæresteproblemer; en kræsen dominatrice, som hævder at have belastende optagelser med 600 samfundsstøtter; en latinamerikansk lejemorder; en sovende narkokurer og hans bedøvede brud, som giver guddommelige blowjobs i søvne. Et troskyldigt medium, som lugter død alle vegne i flyet, får taget sin mødom, da hun sniger sig ind til den svedige pøbel på Economy.

DET går livligt til, og omgangstonen er forfriskende sjofel. Som tiden går, bliver rammen dog også anstrengende klaustrofobisk. Det er tydeligt, at Almodóvar vil kombinere samtidssatiren med en nostalgisk øvelse i frigørende seksuelt anarki. Det lykkes, når scenerne kommer fra hjertet, men generelt er skabelonen for snæver. Fejlen ligger i manuskriptet, som i store partier – undskyld udtrykket – flyver på automatisk pilot. Der er dog også adskilligt at glæde sig over. Den gamle ræv har stadig tænder. Filmen er et kuriosum, snarere end en kunsterisk fejltagelse.

ALMODÓVAR har altid haft både svimmelt lys og grådigt mørke i bagagen. For hver Bind mig, elsk mig, Høje hæle og Kika, var der en Matador, en Begærets lov og Kødet skælver. Han nåede sin store, modne form i Alt om min mor (1999), Tal til hende (2002) og Volver (2006), som er rent ud sagt pragtfulde film, æstetisk eventyrlystne lovsange til tolerancen med uforglemmelige kvindefigurer og nogle af historiens bedste LGBTQ+-skildringer. Det kan ikke undre, hvis han føler sig fanget i forventningen om flere rugende hovedværker i stilen fra Dårlig dannelse (2004) og Brudte favntag, hvor alvoren ofte føles som en begrænsning.

   Men man kan ikke tage tilbage. Det må siges, at mundheldet passer på Almodóvar. Han kan ikke genbruge begyndelsens stilgreb, for letheden bliver nu en manér, og eftersom adel notorisk forpligter, vil publikum ikke tage til takke med halvbagt satire og hengemte vittigheder i noget, der mest af alt ligner en skitse til en studenterrevy, ajourført for veteranerne, som opfører den ved skolens jubilæum.

ENDELIG får flyet lov at lande i La Mancha, hvor en skandaleramt, nyopført lufthavn endnu aldrig er brugt. Forretningsmanden på Péninsula Flight 2549 flygter netop fra denne fadæse. I virkeligheden ligger der sådan en lufthavn i Ciudad Real, men Almodóvar kommer fra La Mancha, og det er passende, også for spansk selvforståelse, at alting ender med en mavelanding i et orgie af skum i byen, som Don Quixote og Sancho Pancha satte ud fra. Man kan i hvert fald havarere med elegance.

DER er som altid musik af Alberto Iglesias, et gennemført produktionsdesign (af Antxón Gómez og Federico Cambero) og energiske præstationer fra de dramatiske kræfter. Lola Dueñas, som spiller mediet Bruna, føles næsten som en flygtning fra de første film, en fe, der vil orientere sig i nye, mageløse omgivelser. For gamle dages skyld medvirker Penélope Cruz og Antonio Banderas i en enkelt scene. Nej, man kan ikke tage tilbage, men Almodóvar gør et bravt forsøg i De elskende passagerer.

Se også Pedro Almodóvar: Tal til hende/Hable con ella (2002); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/La mala educacíon (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006); Pedro Almodóvar: Brudte favntag/Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/La piel que habito (2011); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4].

Los amantes pasajeros (De elskende passagerer). Instr. & manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 90 min. Spanien 2013. Dansk premiere: 27.06.2013.

Fotos: El Deseo/ FilmNation Entertainment/ UIP/ Midget Entertainment (Mis.Label)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.06.2013