Amerikanske billeder: Jacob Riis 1849-1914

AMERIKANSKE BILLEDER
Fotografen Jacob Riis 1849-1914

Af BO GREEN JENSEN

JACOB Riis var lærersønnen fra Ribe, som i 1870 rejste til USA, levede en tid i vinden og endte som en af tidens mest indflydelsesrige sociale reformatorer. Hans sociale bevidsthed var vakt allerede, da han kom til New York, men nogle hårde år på Mulberry Street hærdede hans overbevisning til en egentlig sag. Med sin journalistik fik han borgerskabet i tale, og da teknikken tillod ham at dokumentere sine reportager med fotos, kunne offentligheden ikke længere ignorere de umenneskelige boligforhold i ghettoerne på Lower East Side.

   Riis samlede sine iagttagelser i How The Other Half Lives: Studies among the Tenements of New York (1890), som blev en bestseller i samtiden og endnu er en klassisk tekst i amerikansk sammenhæng. Han turnerede resten af sit liv med de foredrag, som i 1970erne blev en model for Jacob Holdt og dennes legendariske Amerikanske billeder (1977, senest ajourført i 2011). I USA har man rejst statuer af Riis, opkaldt parker efter danskeren og hyldet ham som foregangsmanden, der fik slumbebyggelsen saneret. Han var utrættelig i sin kamp for bedre boligforhold. Man kunne derfor tro, at Riis ville have en høj stjerne på den danske venstrefløj.

DETTE har dog aldrig været tilfældet. Tværtimod har man betragtet Riis med skepsis. Danskeren omfavnede den amerikanske drøm og lod sig opsluge i sit nyvalgte fædreland. »The American Made« hedder sidste kapitel i selvbiografien The Making of an American (1901, da. Hvordan jeg blev amerikaner), og ved Riis’ død udtalte Theodore Roosevelt: »If I were asked to name a fellow-man who came nearest to being the ideal American citizen, I should name Jacob Riis.«

   Så højstemt ros fra så tvivlsom en kilde kunne man ikke forholde sig positivt til i de danske 70ere. Vi bliver af og til mindet om Riis, hvem han var, hvad han gjorde og hvor han kom fra, men det ville være synd at sige, at vi værner effektivt om hans minde.*

ROBERT Fox’ kunstfærdige dokumentarfilm om Riis lader de kronologiske linjer flyde ud og løbe sammen. Den lægger et skær af drøm og erindring over de faktiske forhold. Det gør den vel for bedre at kunne vise os manden, der i sine egne skrifter skiftevis er knirkende tør og drivende sentimental.

   Vi ser en gammel mand sidde og skrive, mens Peter Stormares dybe svenske stemme på engelsk citerer brudstykker af The Making of an American og lader Jacob fra Ribe fundere over, hvordan han blev en amerikansk partisan. Riis’ klassiske fotos blandes med samtidens grynede film og lyriske situationer fra den sociale bagside af dagens USA. Romantiske optagelser fra Ribe giver et indtryk af en fattig barndom, men sådan var det vist egentlig ikke.

FILMENS impressionistiske stil står ofte i vejen for den kritik af Riis, som retfærdigvis må iblandes lovprisningen. Riis’ indignation var social, men ikke politisk baseret. For ham lå svaret i forbedrede boligforhold, ikke i faglig kamp og parlamentarisk indflydelse. Hans model var filantropi, ikke revolution, og han var tilbøjelig til at betragte lejekasernernes fattige indvandrere under ét som en slags uansvarlige børn.

   Racemæssige stereotyper er en forudsætning for flere løsningsmodeller i How The Other Half Lives, der gennemtrawler »Jewtown«, »Chinatown« osv. efter etnisk generaliserende principper. Den jødisk-amerikanske historiker Irving Howe fælder i hovedværket World of Our Fathers (1976) følgende dom over Riis:

   »What he described of ’Jewtown’ was accurate and – in behalf of tenement reforms yet to come – very useful. But Riis was a cold writer, deficient in that play of humane sympathies which lights up the work of Steffens and Hutchins Hapgood (...) His eye was sharp, but it was the eye of an outsider content to remain one, and eager as he was to remedy the conditions of the immigrant poor, he was equally clear in his mind as to the distance he meant to keep from them.«

DISSE nuancer og i sig selv fascinerende modsætninger bliver ikke taget op i Flash of a Dream, der fremstår som en hagiografisk levnedsmontage. Men man får lyst til at læse mere af Riis, vide mere om manden, der som den eneste dansker er optaget i Life Magazines Hall of Heroes på linje med Mahatma Gandhi og Martin Luther King.

   Riis gjorde en forskel, tog skæbnen i egne hænder og skabte sig et liv i det fremmede. Det er let at nøle og kritisere, være bagklog og have fine fornemmelser, men filantropen fik faktisk tingene gjort.

*) Teksten er skrevet i 2002. Der har siden været betydelig dansk interesse og stadig større respekt omkring Riis. I 2008 viste Det Nationale Fotomuseum i samarbejde med Museum of the City of New York en udstilling med restaurerede fotos. Det skete på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant i København. I 2009 fik Tom Buk-Swienty udgivet biografien Den ideelle amerikaner – en biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis (Gyldendal, 2009). Bogen udkom senere med ny undertitel: Danskeren der gik i krig mod New Yorks slum. I 2019 åbnede Jacob A. Riis Museum i Riis barndomshjem i Sortebrødregade 1 i Ribe. Museet hører under Sydvestjyske Museer og har en meget velkurateret hjemmeside. Riis tog over 700 fotografier, som han ikke passede særlig godt på. De er i dag fordelt på fem samlinger: Museum of the City of New York, New York Historical Society, New York Public Library, Library of Congress og Sydvestjyske Museer. I 2015 udkom Bonnie Yochelsons Jacob A. Riis: Revealing New York's Other Half – A Complete Catalogue of His Photographs på Yale University Press. Det ikoniske foto »Bandit's Roost 59½ Mulberrry Street«, som Riis tog i Five Points-kvarteret, var en visuel reference for Martin Scorsese, da han forberedte produktionen af Gangs of New York (2002).

Flash of a Dream (Fotografen og præsidenten). Instr. og manus: Robert Fox. Foto: Morten Bruus. 52 min. Danmark 2002. Dansk premiere: 18.02.2002 

Fotos: Zentropa Real/ Camera Film/ Statens Filmcentral/ Museum of the City of New York/ Jacob A. Riis Museum/ Gyldendal/ Yale University Press

Filmen streames på Filmcentralen

Anmeldelsen stoid i Weekendavisen Kultur 18.02.2002