Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022)

SOM EN HAMLET
Batman begynder altid igen

Af BO GREEN JENSEN

ROBERT Pattinson debuterer i (endnu) en genstart af den evige serie om selvtægtsmanden fra Gotham City. I begyndelsen var Batman mere detektiv end superhelt. Bob Kane og Bill Finger skabte figuren i Supermans skygge for 83 år siden. De gav ham derfor ikke kosmiske kræfter. De gav ham dragten og lod ham komme fra dybet under gaderne. De gav ham også konturerne af den identitetskrise, som får fans og filmskabere til at komme igen.

   Matt Reeves prøver indædt at levere den mørkeste Batman til dato. Han møder tre faste fjender: The Riddler (Paul Dano), The Penguin (Colin Farrell) og Catwoman, som straks er hans allierede love interest. Michael Giacchinos musik er generisk, men det markerer en attitude, at Kurt Cobain og Nirvana synger »Something in the Way«, da vi møder den søvnløse hævner i regnen. Det er Halloween, og The Batman taler til tilskueren som Travis Bickle i Taxi Driver.

PATTINSON er den yngste og mest realistiske Batman til dato. Det giver mening, at hans dragt er en rustning. Han spiller Batman som en Hamlet. Som noget nyt er der ingen bund i ondskaben. Selv Thomas og Martha Wayne, de myrdede forældre, havde dunkle, begravede hemmeligheder.

   Heldigvis har butleren Alfred (Andy Serkis) og kommissær Gordon (Jeffrey Wright) stadig rene hænder. Zoë Kravitz er sjælfuld og væver som Catwoman. Ikke siden Michelle Pfeiffers bud i Batman Returns (1992) har fetichismen været så åbenlys.

   Der er selvsagt ingen spor af den selvironiske camp, som stadig udmærker 1966-versionen med Adam West og Burt Ward. Der er heller ingen tilløb til den pompøse mytologi, som omgav Ben Affleck i de seneste DC-film fra Zack Snyder. Derimod er der reminiscenser af Tim Burtons 1990er-version, som gav mørket mere plads og stil, og af Christopher Nolans tre film. Der er ikke langt fra Christian Bale i The Dark Knight (2008) til Pattinson i The Batman.

FILMEN varer tre timer. I de første to er den tæt og to the point. Desværre skrider sidste akt, da byen får en kvindelig afrikansk-amerikansk borgmester. The Riddler har fæller på Nettet, som han aktiverer i ånden fra Donald Trump og hans følgere ved Capitol Hill. »Hvor er jeg altså bare relevant,« kan man høre Reeves tænke ved tasturet.

   Trods alt har filmen integritet. Det værste ved superhelteserierne er, at de har udviklet en spraglet, digital fællesstil. Alt er mere af det samme. The Batman prøver at skille sig ud. Den er lidt mindre vellykket end Todd Phillips' Joker (2019) med Joaquin Phoenix, men har de samme selvstændige gener.

DET bliver svært at lave børnevenlig merchandise. Jeg begyndte at læse om Batman som dreng. Vi havde samlekort og legetøjsbiler, der er blevet en formue værd. Det må være 60 år siden nu. I 1989 var jeg tilfældigvis i New Orleans, da Tim Burtons Batman med Michael Keaton og Jack Nicholson fik premiere. Det var vel den sejeste genstart. Salen jublede over Princes musik.

   Den nye version gør figuren ære og viser respekt. Det er atter den tragiske realisme, der kalder Nattens Ridder hjem. The Batman er en værdig tilføjelse til DC-universet. Og faktisk en god og ganske stilren film noir.

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

The Batman. Instr.: Matt Reeves. Manus: Matt Reeves, Peter Craig. Foto: Greig Fraser. 175 min. USA 2022. Dansk premiere: 03.03.2022.

Fotos: Warner Bros. Entertainment Inc./ DC Entertainment/ 6th & Idaho Productions/ Dylan Clark Productions/ SF Studios

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, HBO MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022.

Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020)

ASTERIAS RUSTNING

Tiden bider ikke på en halvgud

Af BO GREEN JENSEN

PATTY Jenkins’ første film om Wonder Woman (2017) var en stor succes både kritisk og populært. Den fortalte tilblivelseshistorien fra Antikken og henlagde sin hovedfortælling til Europa under 1. verdenskrig. I rammen om det hele blev der knyttet an til en nutid. Entreprenøren Bruce Wayne (dvs. Batman i civil) kontaktede historikeren Diana Prince (dvs. heltinden til hverdag) og bad om forklaringen på et foto, der var taget ved fronten 100 år før.

   Diana kommer fra Themyscira i det ægæiske hav, hvor tåge holdt verden på afstand, så amazoneprinsessen, der er datter af dronning Hippolyta (Connie Nielsen) og Zeus, kunne blive oplært i empati af sin mor og i praktiske færdigheder, herunder krigsførelse, af sin moster, general Antiope (Robin Wright). Et fly faldt ned ved øen i 1918. Diana forelskede sig i piloten Steve Trevor (Chris Pine) og tog med ham til vores virkelighed.

WONDER Woman kan afværge skud med sine armbånd og tvinge fjender til at sige sandheden med sin guldvævede lasso. Hun er klædt i en ekstravagant fantasi over USA-flaget med stjerner og striber. Dragten har altid været et hit blandt seksuelle fetichister og i vide cosplay-kredse.

   Af alle figurer fra superheltenes guldalder har Wonder Woman den særeste origin story. De fleste skikkelser blev skabt af unge mænd med hang til sci-fi og bibelsk mytologi. Wonder Woman er tænkt som en feminin arketype. Hun blev skabt i 1942 af psykologen William Moulton Marston, som på samme tid opfandt løgnedetektoren.*

   Marston var før-feminist på sin måde og levede i et non-binært ménage à trois med sin kollega og hustru, Elizabeth Holloway, og aktivisten Olive Byrne. Historien er så god, at den har fået sin egen film, Professor Marston and the Wonder Women (2017). Der er næsten mere at hente her, end i de store effektfilm, hvor kompleksiteten trods alt er begrænset.**

TIDEN bider ikke på en halvgud, så i 1984 er Diana Prince den samme, som hun var i Belgien i 1918 og bliver i Paris i 2020rne, hvor rammehistorien fra den første film foregår.

   Hun arbejder på Smithsonian Institution i Washington D.C. Her bliver hun først veninde med Barbara Minerva (Kristin Wiig), som er summen af alle mobbede kvinder; siden opsøgt af Steve Trevor i en anden mands krop; så den eneste, som kan forhindre finansmanden Max Lord – en Donald Trump-type med endnu mere storhedsvanvid – i at udløse arsenalet af kernevåben.

   Da verdens skæbne hænger i balancen, og hendes kræfter ikke rækker i kampen mod Barbara Minerva, som nu er forvandlet til urvæsenet Cheetah (en ærkefjende fra tegneserien), spiller Jenkins sin trumf og lade Diana bære gudinden Asterias gyldne rustning. Der er stadig bløde steder. Wonder Woman redder faktisk dagen ved at tale til det gode i Max Lord.

HELE korttricket lykkes især, fordi Gal Gadot har fysik og karisma til at spille Wonder Woman, og fordi Susan Jenkins går til stoffet og genren med lige dele kærlighed og distance. Så langt det bedste ved filmen er det nostalgisk-ironiske tidsbillede. Epilogen foregår ved juletid. En ældre kvinde redder et barn. Vi ser da, at Asteria har levet blandt mennesker ligesom Diana. Asteria bliver spillet af 69-årige Lynda Carter, som var Wonder Woman i tv-serien fra 1976-79.

   Fans finder filmen rigeligt blød. Jeg håber nu, at der kommer en treer. Det er genrefilm i den helt store skala, og det er dejligt at slippe for selvfedmen, som præger de kosmiske kampe i Marvel-universet.***

Se også Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).  

NOTER

*) Marston skrev Wonder Woman under navnet Charles Moulton. Han får som regel hele æren, men faktisk var flere kræfter i spil. Illustratoren Harry George Peter (1880-1958) og dennes hustru, Adonica Fulton, som rentegnede og farvelagde, formgav serien i begyndelsen. Joye Hummel (1924-2021) var Marstons assistent, men hun begyndte at skrive historierne i 1944, da han blev syg. Efter Marstons død i 1947 fortsatte Peter med at tegne figuren. Mange tegnere har arbejdet med Wonder Woman. En særstilling indtager Trina Robbins, som skabte The Legend of Wonder Woman i 1986. Gail Simone var hovedforfatter på serien fra 2007-2010. På forsiden af Wonder Woman #184 (2002) har Adam Hughes tegnet Phil Jimenez-inkarnationen af heltinden, der møder urversionen af sig selv som tegnet af H.G. Peter.

**) Professor Marston and the Wonder Women er skrevet og instrueret af Angela Robinson. Luke Evans, Rebecca Hall og Bella Heathcote spiller William Moulton Marston (1893-1947), Elizabeth Holloway (1893-1993) og Olive Byrne (1904-1990). William og Elizabeth kender begge den psykologistuderende Olive fra deres undervisning på Harvards Radcliffe College. William ansætter Olive som forskningsassistent. Det er hans løgnedetektor, som røber, at de alle tre elsker hinanden. Således opstår (eller bekræftes) det »polyamorøse« kærlighedsideal og det åbne tresidige forhold, som var radikalt og kontroversielt for tiden. Filmens sætstykke er bryllupsceremonien, hvor Olive bærer de lænker/armbånd, som Diana Prince siden bruger i serien. Begge kvinder er skeptiske, for at sige det mildt, da William fortæller om sin idé til Wonder Woman. De tre fik sammen en familie i fuld skala. Olive satte sin uddannelse på pause for at tage sig af Elizabeths og Williams søn. Hun fik selv to sønner med William. Elizabeth og Olive blev sammen efter Marstons død. Filmen fik ikke dansk premiere, men streames bl.a. på HBO Max.

***) Patty Jenkins har skrevet manuskriptet til Wonder Woman 3, som efter planen skal produceres i sommeren 2023. Både Gal Gadot og Lynda Carter medvirker. Endvidere er er et spinoff-projekt, en film eller serie om amazonerne på Themiscyra i tiden efter Dianas afrejse, under udvikling. Min kilde er IMDB og rygtebørsen på Wikipedia. 







Wonder Woman 1984. Instr.: Patty Jenkins. Manus: Dave Callahan, Geoff Johns, Patty Jenkins. Foto: Matthew Jensen. 151 min. USA 2020. Dansk premiere: 11.02.2021 [streaming + Drive-in Bio].

Fotos: Warner Bros./ DC Entertainment/ Atlas Entertainment/ The Stone Quarry/ SF Studios/ HBO Max/ Strongman/ Annapurna Pictures/ Comics.org

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 12.02.2021 [under anden COVID19-nedlukning]

Patty Jenkins: Wonder Woman (2017)

EN FEST FOR FETICHISTER

Den første og stærkeste superheltinde

Af BO GREEN JENSEN

WONDER Woman – som engang hed Mirakelkvinden på dansk – er en af de ældste superhelte. Hun blev født i hæftet All Star Comics i 1941, umiddelbart før USA gik ind i 2. verdenskrig. Det var da også nazister, som hun hjalp piloten Steve Trevor med at bekæmpe i de første historier.

   De fleste latexklædte helte blev skabt af unge jødiske mænd. Wonder Woman kommer et andet sted fra. Psykologen William Moulton Marston (1893-1947) havde talt om tegneseriens potentiale i et interview, som forlæggeren Max Gaines havde læst. I de år var mediet opsat på at legitimere sig kulturelt, og Gaines bad Marston skabe en ny heltetype.

   Marston levede i et menage à trois med Elizabeth Holloway Marston, som både var hans kollega og hustru, og veninden Olive Byrne. De gik alle tre ivrigt i seng med hinanden, og begge kvinder inspirerede amazoneprinsessen fra Thermyscira, der er »smuk som Afrodite, klog som Athena, hurtigere end Hermes og stærkere end Herkules«.

   Wonder Woman blev med andre ord – ret enestående – skabt som en feministisk rollemodel. Marston så hende som »psykologisk propaganda for en ny slags kvinde, der efter min opfattelse burde herske over verden.« Han var rasende, da figuren senere blev optaget i Justice League of America – DC-superheltenes forbund – men fik status som alliancens sekretær.

HISTORIEN har været fortalt på mange måder i de forløbne 80 år. Patty Jenkins’ stort budgetterede film bruger mere eller mindre Marstons version. Visuelt er den især inspireret af den modernisering, som George Perez (1954-2022) foretog i forbindelse med relanceringen af figuren i 1987. Perez blev for Wonder Woman, hvad Frank Miller var for Batman.

   Diana (Gal Gadot) vokser op på amazonernes ø som datter af dronning Hippolyta (Connie Nielsen), der har formet hende af en klump ler, som Zeus har pustet liv i. Hun bliver trænet af sin moster, general Antiope (Robin Wright), og er kampklar, da nutiden bryder igennem den tåge, som Zeus har lagt over paradisøen.

   Året er 1918, da Steve Trevor (Chris Pine) nødlander i forklædning som tysk pilot, forfulgt af tyske flådesoldater. Der er en blodig kamp mellem soldater og amazoner. Så følger Diana med Trevor til London for at dræbe krigsguden Ares.

   Her skal hun færdes i mændenes verden, som ikke er gearet til fysisk overlegne amazoner. Det kommer der en kulørt, let selvironisk og ganske god historie ud af. Filmen smager lidt af Indiana Jones. Skurken er en tysk sadist, der vil vende krigen med en særligt potent sennepsgas.

WONDER Woman har altid været en fest for fetischister, og hele udstyret – inklusive kugleafvisende armbånd og en gylden sandhedslasso – er dygtigt anvendt i filmen. Wonder Woman udgør fjerde del af det genstartede DC Universe og hører sammen med Man of Steel (2013), Batman vs. Superman: Dawn of Justice (2016), Suicide Squad (2016) og Justice League (2017).

   I rammehistorien sidder Diana Prince – som halvgudinden hedder i menneskenes verden –på Louvre og skriver en mail til Bruce Wayne, der har fundet et foto fra fronten i Belgien 1918. Hun forklarer altså Batman, hvordan sagen hænger sammen. Der er al denne kærligt tegnede baggrund. Det er næsten synd, at filmen slutter med et konventionelt actionbrag.

ISRAELSKE Gal Gadot har både fysikken og udstrålingen til at spille Wonder Woman. Tilbage i 1970erne, da figuren blev et vartegn for amerikanske feminister (Gloria Steinem brugte hende som coverstar på magasinet Ms.) spillede Lynda Carter heltinden i tre sæsoner af en mere kælen tv-serie.*

   Carter lignede også ret godt, men den nye film går til stålet. Der er gjort meget for at skabe en heltinde, som ikke støtter sig til mændene – tværtimod støtter de sig til hende – eller fungerer som dekorativ biperson.

   Warner Bros. og DC Comics har fået kritiske tæv for de mørke superheltefilm, der står i kontrast til den lettere tone i Marvel-universet. Jeg kan nu godt lide den stringens, der er, og den mere klassiske tyngde.

*) Den ikoniske serie med Lynda Carter (f. 1951) har stadig en dedikeret fanbase. Pilotepisoden (1975) og første sæson (ABC 1976-77) bevarede forankringen i 1940erne. I anden (CBS 1977-78) og tredje (CBS 1978-79) sæson var titlen ændret til The New Adventures of Wonder Woman, og tiden blev skruet frem til 1970erne.

   Charles Fox og Norman Gimbel skrev temasangen, der er lige så corny, som den er uopslidelig: »Wonder Woman, Wonder Woman/ All the world's waiting for you, and the power you possess/ In your satin tights, fighting for your rights/ and the old Red, White and Blue.// Wonder Woman, Wonder Woman/ Now the world's ready for you, and the wonders you can do.// Make a hawk a dove,/ Stop a war with love,/ Make a liar tell the truth.// Wonder Woman/ Get us out from under, Wonder Woman./ All our hopes are pinned on you/ and the magic that you do./ Stop a bullet cold,/ Make the Axis fold,/ Change their minds,/ and change the world.// Wonder Woman, Wonder Woman/ You're a wonder, Wonder Woman«.

   Allerede i 1966 forsøgte William Dozier, producer af The Green Hornet og Batman-serien med Adam West og Burt Ward, at skabe interesse for et tilsvarende sitcom-take på Wonder Woman. Her spilles heltinden af to skuespillere. Diana Prince (Ellie Wood Walker) dagdrømmer, at hun er Wonder Woman (Linda Harrison). Ideen vandt ikke gehør. Kun udkastet til en pilotepisode blev filmet. Titlen er Wonder Woman: Who's Afraid of Diana Prince? Mere udfoldet er Wonder Woman (1974) med Cathy Lee Crosby og Wonder Woman (2011) med Adrianne Palicki. Begge var pilotepisoder til serier, som ikke blev videreført.  

Wonder Woman. Instr.: Patty Jenkins. Manus: Allen Heinberg. Foto: Matthew Jensen. 141 min. USA 2017. Dansk premiere: 01.06.2017.

Fotos: Warner Bros./ DC Entertainment/ Atlas Entertainment/ Cruel & Unusual Films/ Dune Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 02.06.2017.

Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012)

MYTERNES SANDHED

Nattens Ridder gør arbejdet færdigt

Af BO GREEN JENSEN

DER knyttede sig – for at sige det mildt – enorme forventninger til denne film, da den fik premiere i sommeren 2012. The Dark Knight Rises var sidste akt i Christopher Nolans genrejsning af selvtægtslegenden, som begyndte med Batman Begins i 2005. Heath Ledger modtog posthumt en Oscar for sin rolle som The Joker i fortsættelsen The Dark Knight (2008). Den kulørte kultur blev umådelig mainstream. Der herskede bred enighed om, at superheltegenren var bragt til sin episke klimaks.

   Men adel forpligter, og mere vil have mere. Brødrene Nolan, som havde skrevet sammen siden Following (1999) og gennembrudsværket Memento (2000), må have haft rigeligt af Batman, da Warner og DC Comics insisterede på en slutning. Omvendt havde succesen givet Nolan mulighed for at realisere den geniale illusionsfilm The Prestige (2006) og den overdrevent cerebrale Inception (2010). Så brødrene vendte tilbage. De skulle atter bestige Wagnerske højder, hvor genren kunne nå sit Götterdämmerung.

   Dusinvis af forfattere og tegnere har bestyret legenden, siden Bob Kane (og Bill Finger) skabte figuren i 1939. Med og uden Robin, henvendt til børn eller voksne, bevidst eller ubevidst om sin myte, har der været en Batman i 81 år. Batman Begins fortalte en ny origin story om tilblivelsen. The Dark Knight Rises blev lanceret med sloganet »The Legend Ends«. Det lå i luften, at Batman skulle dø denne gang.

DET er ikke så epokalt, som det lyder. Batman er en af de figurer – à la Tarzan, Zorro, James Bond og Sherlock Holmes – som tiden ikke vidste, den havde behov for, da begyndelsen blev skrevet, men som siden har levet i fælleskulturen. I Batman-universet er der mange parallelle og alternative storylines. Batman og The Joker er begravet flere gange, men eftersom de aldrig har levet, kan de heller ikke dø.

   Batman (1989) og Batman Returns (1992), Tim Burtons double feature med Michael Keaton som Batman, Jack Nicholson som The Joker og Michelle Pfeiffer som en stadig ikke overgået Catwoman, var resultatet af en modning i serieuniverset. Her havde Frank Miller skabt en slags år nul med billedromanen The Dark Knight Returns (1986), som præsenterede en ældre, vredere, vildere Batman.

   Redaktøren Dennis O’Neill, som frem til årtusindeskiftet havde samordnet de mange verserende forgreninger af moderhistorien, lod figurerne skildre i vidt forskellige stilarter og skrev selv om Batmans død i romanen Knightfall (1993).* Da Burton tog sex og fortrængninger med i sin postmoderne genfortælling, var der tale om en revolution i forhold til den campede popkunstudgave, tv-serien (1966-68) og spillefilmen Batman (1966) med Adam West og Burt Ward, som mange voksne havde i kærlig erindring.

   Også filmens Batman fik et nyt publikum i 90erne. Joel Schumacher satte landvindingen overstyr med to ukritisk overlæssede fortsættelser, Batman Forever (1995) og Batman & Robin (1997), hvor først Val Kilmer og siden George Clooney krøb i den formstøbte kampdragt. Imens blev en tegnet tv-udgave bedre og bedre. Det var i Batman: The Animated Series (1992-95), at The Joker og Harley Quinn fandt hinanden.

   Christopher (f. 1970) og Jonathan Nolan (f. 1976) var stadig store drenge, da Burtons Batman fik premiere. Da Warner Bros. tilbød dem opgaven, fordi man var imponeret over Memento og Nolans amerikanske remake af Erik Skjoldbjærgs norske Insomnia (2002), gav brødrene sig til at de- og rekonstruere legenden med al den iver, grundighed og respekt, som kendetegner dedikerede fanboys.

   Batman Begins var en kæmpesucces, men filmen kom fra hjertet og kunne derfor vække genklang. I samme ånd skabte Sam Raimi tre film om Spider-Man (2002-2007), mens J.J. Abrams instruerede en prequel til Star Trek (2009). Der er kommercielle interesser i disse latterligt kostbare blockbusters. Der er dog også en kærlighed investeret, og når nogen skriver filmhistorien om det årti, vil Nolans film ligge højt på den kritiske liste. Få har som brødrene Nolan forstået, hvad superheltebegrebet vil sige.

DER er gået otte år, siden Batman trak sig tilbage, mere død end levende efter krigen mod The Joker i The Dark Knight. Bruce Wayne (Christian Bale) ligner karakteren, der taler i Trent Reznors sang »Hurt«, som Johnny Cash annekterede kort før sin død i 2003: »I hurt myself today/ To see if I still feel/ I focus on the pain/ The only thing that’s real.«

   Til butleren Alfreds (Michael Caine) store bekymring har Bruce isoleret sig i husets østfløj. Vandrehistorierne går om en Howard Hughes-agtig excentriker, der lader neglene gro og forretter sin nødtørft i syltetøjsglas. Klatretyven Selina Kyle (Anne Hathaway), bedre kendt som Catwoman, trænger ind og stjæler hans fingeraftryk sammen med et smykke, der har tilhørt hans mor. Han lader hende gøre det. Til gengæld vægrer han sig ved at modtage Miranda Tate (Marion Cotillard), som gennemskuer hans »indstuderede ligegyldighed«, da det lykkes at skabe kontakt.

   Det samme gør politikommissær Gordon (Gary Oldman), der som den eneste aldrig har tvivlet på flagermusmanden eller ønsket at fjerne hans maske. Catwoman vækker Bruce Waynes interesse, og samtidig bliver Batmans indgriben påkrævet, da terroristen Bane (Tom Hardy) besætter Gotham City med en hær af østeuropæiske lejesoldater.

   Først går det ud over banker og børsfolk, mens Bane – der trækker vejret gennem en iltmaske og har en fysik så koncenteret, at Batman bliver en splejs i forhold – holder taler om at give magten tilbage til Folket. Ordene kunne være skrevet af talsmænd for Occupy Wall Street-bevægelsen. Der er overhovedet en dimension af retfærdig hævner over denne sjældne superskurk. Inden længe tager han byen som gidsel, ødelægger infrastrukturen og iværksætter en bombe med energi, som Bruce og forretningsføreren Lucius Fox (Morgan Freeman) har udviklet til fredelige forhold.

TIL syvende og sidst bliver det Gothams politistyrke, som skal redde dagen sammen med de traumatiserede fetichister, Batman og Catwoman, der film for film bliver mere som et kærestepar (i serieuniverset har de for længst haft sex med kostumerne på). Legender kan gå i arv ligesom troner. Kriminalbetjenten John Robin Blake (Joseph Gordon-Levitt) bliver diskret kørt i stilling som den, der skal følge efter The Caped Crusader. Gotham lægges i ruiner. For så vidt er alt ved det gamle.

   Der bliver dog mytologiseret med måde. Den mørke ridders genkomst er ikke iscenesat med fanfarer. Tværtimod er han sin modstander underlegen, fysisk såvel som logistisk, indtil han (måske) vinder krigen efter at have tabt alle slag. Det er en væsentlig pointe, at ingen af legenderne taler sandt. Befolkningen holdes hen med en løgn. Man vedtog en lov – The Dent Act ligner The Patriot Act – som gav politiet frie hænder i kampen mod organiseret kriminalitet. Men Harvey Dent var identisk med Two-Face, og Batman var ikke hans morder.

   Helten er bare en skrøbelig mand. Helt eklatant er han ikke usårlig, som myterne om ham fortæller. Også Bane, den ustandselige nemesis, har sin akilleshæl, og der er en væsentlig krølle på sagnet om barnet, der kommer fra helvedes bund som en hævner. Her er filmens bærende tema, som siger John Ford ret imod. Man skal ikke længere trykke legenden, fordi den er smukkest og gør nytte på kort sigt. Nu må sandheden frem på alle niveauer, politisk såvel som personligt.

DET er modstanderen, som giver filmen substans. Bane (der blev skrevet ind i Batman-universet i 1993 og knækkede heltens ryg i miniserien Knightfall) er født i verdens værste fængsel. Han kommer – som butleren Alfred udtrykker det – fra helvede på jord i en ældre del af verden, hvor man kaster mænd ned på bunden og håber, at de rådner. Men en sjælden gang kaster mørket noget tilbage, og Bane er på den måde kommet, bogstavelig talt, som et indbegreb af borgerlig fortrængning.

   Som film er The Dark Knight Rises en meget præcis konstruktion. Ligesom tematikken holder igen, bliver effektbudgettet væsentligst brugt på at transportere Batman rundt i Flagermusen, et lille fly, der kan smyge sig mellem husene. Der er ingen Batmobil, og den futuristiske motorcykel betjenes af Catwoman, som næsten er en Batgirl nu.

   Fordi den narrative faktor er stærk, bliver der kun plads til enkelte sekvenser, hvor man abstraherer fra fortællingen og tænker, at dette er gjort med finesse. Det sker typisk, når lyd og billeder følger forskellige spor. På stadion synger en dreng med englestemme »The Star-Spangled Banner«, så selv Bane kommenterer vellyden. Imens sættes planen i værk, og forhistorien repeteres. Det lykkes her Nolan at skabe et af de æstetiske frirum, som udmærker hans actionfilm.

CHRISTIAN Bale er en mindre formørket ridder efter sin pause. Adskillige kender hans hemmelighed – blandt andre hittebarnet John Blake. Blake husker Waynes omsorg på samme måde, som Bruce selv husker kommissær Gordons venlighed. Det var den unge politimand, som lagde en jakke om den rige drengs skuldre, da hans forældre var blevet skudt. Han forstod, at verden stadig stod. At der fandtes varme, fædre og kærlighed. Her er Nolans andet tema: det gode i mennesket findes og lever i familien.

   Batman er år for år blevet mørkere, mere menneskelig og mere realistisk, mere udsat i forhold til sine fjender, men moralsk set usårlig og exceptionelt reflekteret. Det kunne være interessant, hvis man gik tilbage til selvironien fra Silver Age Batman og lod kitschfiguren Adam West lande midt i en ny Batman-film. Der er sket tusind ting i strukturen, men det er år og dag siden, at nogen har grinet.

   Filmen taler om myternes sandhed og er i tilgift en realpolitisk demonstration af, hvad der sker, hvis man giver magten til gadens parlament. Flere scener fra en standret, hvor man gør kort proces med finansfolk og spekulanter, er inspireret af tableauer fra den franske revolutionshistorie. Her er det Scarecrow (Cillian Murphy), som lader klasseforræderne vælge mellem død, eksil og døden ved eksil.

   Nolans trilogi er det til dato mest gennemtænkte forsøg på at skrive tegneseriernes virkelighed sammen med vor egen kompromitterede udgave. Der er langt til den naivistiske camp i The Avengers. Kun Hans Zimmers bombastiske musik, der også var tæt på skyde Inception i sænk, trækker fra i det samlede regnskab. Der er stadig stil og moral i historien. Det er effektiv PR for selvtægt med ansvar.

Læs mere om Christopher Nolans Insomnia (2002), The Prestige (2006), Inception (2010); Interstellar (2014); Tenet (2020) og Oppenheimer (2023).

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

*) Dennis O’Neill: Batman Knightfall. 416 s. Bantam Books, 1994. Tegneserien Knightfall var en labyrintisk multiplot-saga, som blev afviklet i en vifte af titler hen over halvandet år i perioden april 1993 til august 1994. Forfatterne var Chuck Dixon, Jo Duffy, Alan Grant, O’Neill og Doug Moench. Redaktører arbejdede sammen, en mindre hær af tegnere bidrog. Komplekset er samlet i omnibusbind flere gange, mest omfattende i Batman: Knightfall Vol. 1 (2017), Batman: Knightfall Vol. 2 – Knightquest (2017) og Batman: Knightfall Vol. 3 – KnightsEnd (2018). O’Neills roman samler fortællingens tråde og udreder kronologien. Sidst i bogen står en efterskrift, hvor O’Neill gør sig tanker om projektet. Han var hovedredaktør på Batman-familien af serier fra 1986 til 2000. Han skabte bl.a. Azrael–identiteten og moderniserede Green Lantern/Green Arrow-figuren sammen med Neal Adams. O’Neill delte fødselsår med Batman. Han døde – 81 år gammel – den 11. juni 2020.

The Dark Knight Rises. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan Nolan og Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 164 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 20.07.2012.

Foto: Warner Bros./ DC Comics/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ [FilmGrab]

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.12.2017

Samlet 6-disc udgave af The Dark Knight Trilogy 2005-2012 på 2K Blu-ray fra Warner Bros. 17.05.2022, 

Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 21.07.2012