Robert Eggers: The Northman (2022)

AMLED FØR HAMLET

Nordiske guder og (anti)helte

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med ravne på vej gennem stormen og kolossal musik, som får biografen til at skælve. Titlerne skrives med runer, og alting i verden er kaos.

   Senere kommer der stille steder, men det er egentlig sådan The Northman bliver ved: en skabelsesemmende skrøne, der vil give os den fulde sagaoplevelse.

   The Northman er lavet til fans af voldsomme serier som Vikings (2013-2020), men forfatteren Sjón og instruktøren Robert Eggers har samtidig en regulær ambition om at være mere historisk korrekte. Det er den nye, kosmopolitiske version af vikingetiden, som bærer den drabelige fortælling om hævneren Amleth (Alexander Skarsgård), søn af kong Aurvandill (der er uden forbindelse til eddadigtningens Aurvandil – men måske navngivet efter ham, ligesom vi kalder vores børn Freja og Thor). 

   Man bevæger sig frit i Nordsøen og den baltiske region, fra Irland og de britiske øer til Volga og Byzantium; fra Amerika, Island og Grønland til Romerriget i syd. Fordrevne høvdinge finder et nyt sted, måske en ø i Hebriderne eller en vig – som ordet »viking« kommer af – i Island at kolonisere. Der er blomstrende handel og rig kulturel udveksling. Der er militære plyndringstogter, hvor krigerne oplæres i at gå bersærk og tage trælle.

   Det er også skibsbegravelsernes tid. Det er i store træk det samme billede af kulturen, som arkæologen Jeanette Varberg giver i Viking – Ran, ild og sværd (2019), der er den kurante fremstilling af Nordsøkulturen, der havde sin blomstring fra ca. 750-1050, men strakte sig over en meget længere periode.  

ÅRET er 895. Som dreng ser Amleth sin far (Ethan Hawke) blive myrdet af onkel Fjölnir (Claes Bang), der overtager både tronen og dronning Gudrun (Nicole Kidman). Sidst nogen greb fat i Amled før Hamlet, var da Gabriel Axel (1918-2014) lod Christian Bale, Gabriel Byrne, Helen Mirren og Kate Beckinsale spille ømt egnsteater i Prinsen af Jylland (1994).

   Sjældent har to film haft mindre til fælles, bortset fra hårdt vejr og grove gevandter. Axel, som havde brugt materialet fra Saxo og sagaerne i Den røde kappe (1967), realiserede en gammel drøm at gøre det mindre og mere realistisk. Han nedskalerede alt ved historien. Erik Kjersgaard var medforfatter, og Per Nørgaard skrev ny musik for gamle instrumenter. Det hele blev skudt på Hjerl Hede. Prinsen af Jylland har noget af ånden fra Roman Polanskis (1971) og Justin Kurzels (2015) forsøg på at give Macbeth fysisk tyngde og ny relevans. Axels film accentuerer en tidløs småborgerlighed. Eggers' film er en rasende åbenbaring i forhold..

   Den voksne Amleth kommer forklædt som træl, da han har lært at gå ulvebersærk. Han forelsker sig i Olga (Anya Taylor-Joy) fra Ukraine. Og hævner sig så eftertrykkeligt, at alle i salen får kvalme. Det er i forvejen en barsk tid. Kongsgårdene lader trælle dyste i en slags primitiv hockey, som er livsfarlig. Her demonstrerer Amleth sin fysik. Han får et magisk sværd, som kun kan bruges i mørke eller ved Hels port.

FORFATTEREN Sjón har bidraget med den islandske baggrund. Det kunne være interessant at høre, hvad han synes om filmen, der ligner en blanding af fantasy og spaghettiwestern. Det er en altomsluttende oplevelse. Man kan knap have neutrale reaktioner.

   Eggers har gjort betydeligt indtryk med to små produktioner, som blev store arthousehits. The Witch (2015) kom fra puritanernes tid i New England, og i The Lighthouse (2019) var Willem Dafoe og Robert Pattinson fyrmestre, som fik økuller sammen. Her har Eggers for første gang et stort budget til rådighed.

   The Northman ligner på den måde The Green Knight (2021), som var David Lowerys tilsvarende riddertidsfantasi. Lowery tog afsæt i digtet om Sir Gawain og den grønne ridder. Her er grundhistorien fra Saxo smagt til med elementer fra Bjowulf-kvadet og sagaen om Sigurd Fafnersbane.

NÅR man har vænnet sig til støjen, kommer stoffet til sin ret. Især lykkes det at nuancere psykologien. Eggers rekonstruerer en verden, der hænger sammen, så brutal den nu er. Man kan lige nøjagtigt fornemme en hverdag i scenerne fra den islandske kongsgård. Der er end ikke tilløb til regressiv eskapisme eller fejlanbragt nostalgi. Ingen får lyst til at rejse tilbage.

   Magien er mere end generisk filigran; der er ægte forankring. Björks blinde seerske er ærefrygtindgydende makaber, og slutopgøret ved Hels port synes virkelig at være skudt i klodens kogende indre. Gudrun og Fjölnir er komplekse og interessante figurer med en mere moderne psykologi. Det er ikke Margrete den Første. The Northman er en monstrøsitet, men der er tænkt over, hvorfor effekterne bruges. Vi skal virkelig se Ragnarok denne gang.

The Northman. Instr.: Robert Eggers. Manus: Sjón, Robert Eggers. Foto: Jarin Blaschke. 136 min. USA-Kina-UK 2022. Dansk premiere: 13.04.2022.

Fotos: New Regency Productions/ Focus Features/ Universal Pictures/ Perfect World Pictures/ Square Peg/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Spirit Entertainment (UK) 24.03.2025

Anmeldelsen trykt (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.

Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009)

DEN TAVSE KRIGER

En martret maskulinitets æstetik

Af BO GREEN JENSEN

»JEG betragter kunst som en voldshandling. Den eneste forskel på tingene er, at vold ødelægger i virkeligheden, hvorimod kunst inspirerer.« I 2010 er Nicolas Winding Refn kun 40 år, men han taler allerede som en dansk version af Sam Peckinpah. Den sårede hvide hanelefant går afsides for at æde sit bytte. Han har dog ikke tænkt sig at dø foreløbig. Så meget rogue male er Winding endnu ikke blevet.

   Det er let at få øje på volden og dyrkelsen af kvæstelser som maskulin forløsning i Refns uegale, men langt fra usammenhængende filmværk. Snarere er det dog brugen af farve, som gør ham speciel. Valhalla Rising er fuld af sekvenser, hvor lærredet fyldes af mættet rød farve, mens lydsiden rumler som pumpende blod. De fandtes magen til i den anderledes kølige Fear X (2003), som Refn skrev sammen med Hugh Selby Jr. og optog i USA. David Lynch laver sandt nok noget der ligner, men Refn er blevet sin egen mand nu. Han er om nogen ekspressionisten i dansk film. Hvis Pusher II (2006) var den store lakmusprøve, er Valhalla Rising rendyrket stil.

DET er en enkel og evig historie, som Refn har skrevet sammen med den norske forfatter Roy Jacobsen. Valhalla Rising kunne være hugget i granit. I overgangen mellem vikingetid og middelalder, da en frisk kristendom fortrænger troen på de gamle guder, bliver krigeren One-Eye (Mads Mikkelsen) holdt i bur og byttet rundt blandt dekadente høvdinger, som lever i noget, der ligner skotsk højland. One-Eye taber aldrig en tvekamp. Han bider og kvæler og knuser sin modstander. Første scene sætter tonen og demonstrerer, hvor farlig og følelsesløs manden er.

DA det lykkes One-Eye at dræbe sine vogtere, skåner han drengen (Maarten Stevenson), som siden bliver hans væbner. Han slår følge med fanatiske kristne, der vil til Det Hellige Land for at rejse et Nyt Jerusalem. Fordi One-Eye aldrig taler, kender tilskueren ikke hans motiver. Efter uger på et vindløst hav, bliver saltvand til ferskvand som ved et mirakel, og mændene befinder sig med ét i Eldorado.

   Den nye verden ligner Amerika, men er ikke et ædelt Valhalla. Drømmen om rigdom og ære tager livet af mændene efter tur. På et tidspunkt bygger One-Eye sin egen grav af stablede sten. Han går de indfødte i møde for at ofre sig, så drengen kan rejse hjem. For første gang synes en frisk vind at blæse, da drengen ser ud over havet. Manden er vendt tilbage til søen, han sikkert kom op af i tidernes morgen.

REFN siger selv, at Valhalla Rising koncentrerer hans kærlighed til tre genrer: samuraifilm, sci-fi og spaghetti-westerns. I samme ånd repræsenterer One-Eye indbegrebet af den ærketypiske ener. Han er »en helt af mytiske proportioner, den tavse kriger som står alene (…) Han er alt. Han kommer af intet og bliver til intet. One Eye er fusionen af alle de mytologiske filmskikkelser, som jeg voksede op med.«

   Så store disse ord nu er, giver hensigtserklæringen fuldkommen mening. Filmen står og falder med One-Eyes kompromisløshed, der er hinsides både moral og etik. Han er Manden uden Navn; Den Fremmede på Vejen; Ridderen i Ødemarken; Den sidste Samurai. I Mads Mikkelsens arrede skikkelse bærer han filmen, uden at sige et eneste ord og uden at fortrække en mine. Han ligner måske en Jesus-figur, men egentlig er drengen, menneskesønnen som han beskytter, den eneste mulige Kristus. Man kan faktisk ikke mindes en film, der er sluppet så godt fra at tale rent sagasprog.

DET siger vel sig selv, at det har omkostninger. Man skal ikke vente sig vikingeskibe eller historisk akkuratesse. Universet er helt mytologisk. I højlandsafsnittene trækkes der på en keltisk/angelsaksisk grundforestilling om levende guder med mennesketræk og besjælet, skønt udeltagende natur. Midt i en vindløs atlantisk passage, er man også på vej over Styx. Indianerne er som stammefolk langs floden i Mørkets hjerte. Overhovedet ligner Valhalla Rising momentvis en krydsning af John Boormans Deliverance, Coppolas Apocalypse Now og Werner Herzogs Aguirre, den gale erobrer.

   Det er en verden uden kvinder. Kun drengen bevidner, at forplantning finder sted. One-Eye er helt uden ophav. Han kommer af intet og bliver til intet – her noget, der minder om Excalibur-legenden og Artus-digtningens Lady of the Lake.

   Filmen er foruroligende smuk. Der er en indædt stædighed på spil, sammenbidt, blodindsmurt, foroverbøjet – som det boksende handyr, der tålte hvad som helst i den britiske Bronson (2008), Refns forrige film. Det er en martret maskulin æstetik, der tangerer den samme spartanske fascisme, som Frank Miller og Zack Snyder flirtede med i 300. Det er ikke en film for de sarte, og den er ikke politisk korrekt noget sted. Men Valhalla Rising skaber måske den flotteste fysiske action, man har set i nogen dansk film.

Se også Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]; Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100].

Valhalla Rising. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Roy Jacobsen og Nicolas Winding Refn. Foto: Morten Søborg. 100 min. UK-Frankrig-Danmark 2009. Dansk premiere: 31.03.2010

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ BBC Films/ Anobium.lit (on set photo)

Filmen streames på SF Anytime og MUBI

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 26.10.2010

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 31.03.2010