Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021)

GNISTRENDE GALSKAB
Hengiven hyldest fra fan nr. 1

Af BO GREEN JENSEN

DE amerikanske brødre Ron (f. 1945) og Russell (f. 1948) Mael har lavet vild, excentrisk og uforudsigelig pop i 50 år efterhånden. Siden Halfnelson (1971) og Woofer in Tweeter’s Clothing (1972), hvor der første gang står Sparks udenpå, er det blevet til 25 album med mange hundrede sange.

   Det svirrer med tal og sandfærdige skrøner i Edgar Wrights hengivne dokumentar, som tager historien fra en ende af. Instruktøren af Baby Driver (2017) og Last Night in Soho (2021) er selv et kultfænomen. Han er superfan af Sparks, og når nu ingen andre ville give historien vingefang.

   Sparks har fans i fire generationer. For de fleste i min begynder historien med »This Town Ain't Big Enough for Both of Us« fra albummet Kimono My House, som var et monsterhit i 1974. Det samme var Propaganda (1975) og i lidt mindre grad Indiscreet (1976). Brødrene havde i de år kontrakt med britiske Island Records, og deres kernepublikum var europæisk.

DET er et stort paradoks i historien om Sparks, at de egentlig altid har prøvet at gøre det godt i hjemlandet. Det er lykkedes i perioder. Hele Rons hvide »pop som popkunst«-æstetik er rundet af svirpende Hollywood-drømme. Gratuitous Sax & Senseless Violins (1994) er en repræsentativ albumtitel.

   De kommer fra Pacific Palisades i Californien. Deres far, som døde tidligt, tog dem med i biografen. Deres mor kørte bilen til Las Vegas, så de kunne se The Beatles to gange. Ron fik moustache som Adolf Hitler og Charles Chaplin. Da Paul McCartney forklædte sig som Ron Mael, vidste brødrene, at de var blevet til noget.*

ADSKILLIGE backingbands er forladt hen ad vejen. Efter Indiscreet tog brødrene hjem og forsøgte at erobre USA. Det lykkedes hverken med Big Beat (1976) eller Introducing the Sparks (1977), men No. 1 in Heaven (1979), som Giorgio Moroder tæppebelagde med ur-synthesizer og Russells vokal, var et profetisk album. Cirka hér forlod jeg bordet og kom først igen, da der var furore om Lil’ Beethoven i 2002.

   I foråret 2008 så Sparks tilbage og samlede det fulde værk ved 21 koncerter i London. Hver aften opførte bandet et originalt album i hele sin udstrækning. I anden del var sanglisten sat efter afstemning blandt fans på bandets website. Den retrospektive »Sparks Spectacular« kulminerede i en præsentation af album nr. 21, Exotic Creatures of the Deep.

   Sparks nyder p.t. en stor renæssance, fordi de har skrevet sange til musicalen Annette, der var årets åbningsfilm i Cannes 2021. Leos Carax har instrueret Adam Driver og Marion Cotillard i Annette.

WRIGHTS film består af arkivklip, nye interviews med gamle partnere og snurrige indspark fra brødrene selv. De taler nødigt om Annette, for det er så tit gået galt med filmprojekter. Sparks og Jacques Tati var langt med et samarbejde. I sen-80erne, da deres aktie var lavest, brugte de seks år på at skrive Mai, the Psychic Girl, en manga, som Tim Burton skulle instruere.

   Der er meget filmkultur i Sparks. I foromtalen af Annette må det undre, at flere ikke nævner The Seduction of Ingmar Bergman (2009), som er en af de skæveste rockmusicals. I 1956 er Ingmar Bergman i Hollywood og bliver tilbudt en stor studiefilm. Han leger med tanken og ser på filmbyen. Greta Garbo råder ham til at tage hjem.

DE gamle mænd mødes i studiet hos Russell hver dag. De laver et album om året. Det seneste hedder A Steady Drip, Drip, Drip (2020). Måske er Sparks for sære til at være populære. Der er i hvert fald en udmattelseseffekt. Efter filmen styrer man ikke direkte mod hylden med Sparks. Man har nok for nu – men er lykkeligt mæt.

Se også Sparks | Leos Carax: Annette (2021) [Musicals]; Edgar Wright: Last Night in Soho (2021).

*) McCartney er forklædt som Ron Mael i videoclippet, som promoverer »Coming Up«, første skæring på McCartney II fra 1980. McCartney spiller selv alle instrumenter på albummet og er  i samme ånd castet som alle ti medlemmer af spoofbandet The Plastic Macs. Kun Linda McCartney supplerer. Keith McMillan instruerede clippet, som blev lanceret på The Kenny Everett Video Show den 14. april 1980. DR sendte faktisk Kenny Everett-programmerne, som inspirerede bl.a. Jarl Friis-Mikkelsen, Kim Shumacher og lidt senere Casper Christensen med hensyn til værtstil. Vi er så langt tilbage i kronologien, at end ikke MTV fandtes. Kanalen, som ændrede medielandskabet, blev lanceret den 1. august 1981, på passende vis med Buggles-hittet »Video Killed the Radio Star«. I dag ligger alting selvsagt på YouTube. »Coming Up« er med på dvd-antologien The McCartney Years (2007). McCartney udpeger selv Ron Mael, Hank Marvin og John Bonham på kommentarsporet. Og siger, at det hele var for at have en vinkel og for sjov. Sjovt er det. Sangen er ikke noget særligt, men clippet viser McCartney i et visuelt overskudshumør, der fører tankerne tilbage til Magical Mystery Tour.     

The Sparks Brothers. Instr. og manus: Edgar Wright. Foto: Jake Polonsky. 120 min. UK-USA 2021. Dansk premiere: 21.10.2021.

Fotos: Focus Features/ Media Rights Capital/ Complete Fiction/ Universal Pictures/ Island Records/ CineMaterial

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Amazon Store, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay. Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios (UK) med koncert og interviews i fuld længde 18.10.2021. 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.10.2021.

Edgar Wright: Last Night in Soho (2021)

FOR LÆNGE SIDEN LIGE FØR

Gyser, musikfilm og hjemstavnsfortælling

Af BO GREEN JENSEN

TEENAGEREN Eloise (Thomasin McKenzie) tager toget til London for at blive designer. Hun er vokset op hos sin moster, der ved, at pigen har en stærk vilje og et skrøbeligt sind. På den måde er hun sin mor op ad dage – og Ellies mor har været død i mange år nu.

   For Ellie lever moderen stadig. Hun viser sig i spejlet, når Ellie danser til »A World Without Love« med Peter & Gordon eller »Wishin' and Hopin'« med Dusty Springfield. Værelset er en tidskapsel. Væggen domineres af plakaten fra Breakfast at Tiffany's (1961, da. Pigen Holly) med Audrey Hepburn som Holly Golightly. Også plakaten for Bob Fosses Sweet Charity (1969) pynter op.

   De første 20 minutter af Last Night in Soho er en forelsket – men heldigvis aldrig selvfed – hyldest til to genrer: 60rnes britiske gyser og italiensk giallo. Der er tre store forbilleder: Michelangelo Antonionis Blow-Up (1966), Michael Powells Peeping Tom (1960) og Dario Argentos Suspiria (1977), som filmen ligger tættest på i tone, farveskala og handling.

   Især er en retro-bevidsthed på spil. Der er horror à la Hammer Studios og guldalder-tv som i The Avengers. På lydsporet drejer Petula Clarkes »Downtown« (1964) sammen med The Kinks-sangen »Waterloo Sunset« (1965). Vi er præcis i skæringspunktet mellem London i nøjsomhedstiden og Carnaby Street i den psykedeliske guldalder.

ELLIE har en svær tid på kollegiet, hvor hun først er flyttet ind. Veninderne er hårde, og musikken er for høj. Så lejer hun et værelse hos Ms. Collins i Goodge Street i Soho. Sært nok bruger filmen ikke Donovan Leitchs »Sunny Goodge Street«. Det må så også være den eneste sang, som ikke citeres.

   Allerede første nat sker noget magisk. På kanten af søvnen kommer Ellie tilbage til kvarteret i 1960rne. Hun følger efter stjernefrøet Sandie (Anya Taylor-Joy), der vil gøre sin lykke som sanger og danser, uanset hvad det har af personlige omkostninger. Sommetider er hun Sandie. De møder begge sjuften Jack (Matt Smith) i natklubben Café de Paris.

   Nat efter nat vender Ellie tilbage. Efterhånden også om dagen. Snart flyder tiderne sammen. Det er tydeligt for Ellie, at Sandie er i fare. Imens er en seriemorder på spil, og Ellie har mareridt, hvor døde mænd uden ansigtstræk trænger sig på. Det er spændende og uhyggeligt. Især er det meget livagtigt.

EDGAR Wright (f. 1974) er i mange henseender et britisk sidestykke til Quentin Tarantino. De to instruktører er venner personligt, og det var – har jeg læst mig til – amerikaneren, som henledte britens opmærksomhed på 1968-hittet med Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick & Titch, som spiller til slut.

   Som andre detaljer i filmen er »Last Night in Soho« er et perfekt stykke proustiansk huskekage. De fem glimmerdrenge var store i tiden, men dyrkes kun af nostalgikere nu. »The Legend of Xanadu« fra samme år er i øvrigt en eminent sang.

   Ellers synes filmens fortid at være 1965. Første gang Eloise er tilbage, og neonlandskabet breder sig ud, ser vi en biograffacade, der reklamerer for Thunderball med Sean Connery i 007-rollen. Der var britisk premiere i julen 1965. Det er en bedøvende smuk sekvens, som koncentrerer den nostalgiske charme. Alle Ellies drømme bliver til levende virkelighed.

PERIODEPRÆGET er mere end fernis, og Wright gør ikke tingene halvt. De ældre nutidsroller spilles af folk, som var ikoner back in the day: Rita Tushingham (fra Tony Richardsons A Taste of Honey/ En duft af honning) er Ellies moster. Terence Stamp er den gamle Casanova, som Ellie mistænker for at være morderen.

   Dame Diana Rigg (1938-2020) har sin sidste filmrolle som Ellies værtinde, der i dén grad holder nøglen til mysteriet. Rigg spillede et utal af store dramatiske roller på film og teater gennem en lang karriere, men for britiske tilskuere i en vis alder er hun uløseligt forbundet med rollen som Emma Peel i The Avengers (1965-1968). Last Night in Soho bærer dedikationen »For Diana«.*

   Alt er gjort med en stor kærlighed, som gennemlyser hver ramme. Har filmen fejl, må en af dem være den besværlige insisteren på fysisk håndgribelighed. Wright bruger uforholdsmæssig megen tid på at transportere Ellie frem og tilbage i tiden. Han afstemmer kronologien, som alligevel aldrig kan blive konkret.

   Det er dog fint at se, hvordan Thomasin McKenzie og Anya Taylor-Joy spejler sig i hinanden som Ellie og Sandie. De mimer hinandens gestik. Navnet Sandie er ikke grebet ud af luften. Taylor-Joy danser striptease til »Puppet on a String« (med Sandie Shaw). Vi er i et myldrende panorama. Beth Singh er castet som Cilla Black, der synger i Café de Paris.

FOR Wright markerer filmen et gearskifte. Han har lavet komiske genrestykker som Shaun of the Dead (2004) og underfundige bestillingsarbejder som Scott Pilgrim vs. The World (2010). Urværkspræcisionen i kupfilmen Baby Driver (2017) er med rette beundret.

   Men Last Night in Soho prøver faktisk at gå ind i karaktererne og sige noget særligt om tidens væsen og forholdet mellem kvinder og mænd. Først og sidst er filmen en kærlighedserklæring til 1965 som mental provins og historisk forskansning. Denne bevidsthed – som fortælleren deler med sin protagonist – vil aldrig overgive sig til en tarvelig nutid.

MENS titlerne afvikles, er der indskud af mennesketomme gader i Soho. De er tilføjet under COVID-19-nedlukningen. For Wright var det vigtigt at sætte dem fast, for instruktøren regner ikke med, at London bliver så øde igen. Scenerne sætter et effektivt punktum.

*) Diana Rigg var aktiv og efterspurgt til det sidste. Last Night in Soho blev hendes sidste film, men hun medvirkede også i miniserien Black Narcissus, et remake af Michael Powell og Emeric Pressburgers klassiker fra 1947, som Charlotte Bruus Christensen instruerede i 2020, og hun kan ses som Mrs. Pumphrey i første sæson af den nye tv-serie efter James Herriots All Creatures Great and Small (da. Folk og fæ), som Playground Entertainment optog samme år. Skønt man ikke skulle tro, at noget kunne matche den klassiske BBC-serie (1978-1990) med Christopher Timothy, Robert Hardy og Peter Davison, er det stille og roligt lykkedes for Channel 5-serien med Nicholas Ralph, Samuel West og Callum Woodhouse, som stadig er i produktion og får en femte og sjette sæson i 2025 og 2026. Patricia Hodge overtog rollen som Tricky Woos ejer, da Diana Rigg gik bort. Diana Rigg var et fyrtårn på højde med Maggie Smith (1934-2024), Vanessa Redgrave (f. 1937) og Judi Dench (f. 1934), som heldigvis er her endnu. Trods alle Riggs bedrifter på lærred, skærm og scene, er det alligevel rollen som Emma Peel, der skiller sig ud og er blevet ikonisk. 

Se også Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021).

Last Night in Soho. Instr.: Edgar Wright. Manus: Wright, Krysty Wilson-Cairns. Foto: Chung-hoon Hoon. 116 min. UK 2021. Dansk premiere: 18.11.2021.

Fotos: Focus Features/ Film 4/ Perfect World Pictures/ Working Title/ Complete Fiction/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (trailer + clips)

Filmen streames (juli 2025) på Amazon Store, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios (UK) 31.01.2022 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.11.2021.