DE amerikanske brødre Ron (f. 1945) og Russell (f. 1948) Mael har lavet vild, excentrisk og uforudsigelig pop i 50 år efterhånden. Siden Halfnelson (1971) og Woofer in Tweeter’s Clothing (1972), hvor der første gang står Sparks udenpå, er det blevet til 25 album med mange hundrede sange.
Det svirrer med tal og sandfærdige skrøner i Edgar Wrights hengivne dokumentar, som tager historien fra en ende af. Instruktøren af Baby Driver (2017) og Last Night in Soho (2021) er selv et kultfænomen. Han er superfan af Sparks, og når nu ingen andre ville give historien vingefang.
Sparks har fans i fire generationer. For de fleste i min begynder historien med »This Town Ain't Big Enough for Both of Us« fra albummet Kimono My House, som var et monsterhit i 1974. Det samme var Propaganda (1975) og i lidt mindre grad Indiscreet (1976). Brødrene havde i de år kontrakt med britiske Island Records, og deres kernepublikum var europæisk.
DET er et stort paradoks i historien om Sparks, at de egentlig altid har prøvet at gøre det godt i hjemlandet. Det er lykkedes i perioder. Hele Rons hvide »pop som popkunst«-æstetik er rundet af svirpende Hollywood-drømme. Gratuitous Sax & Senseless Violins (1994) er en repræsentativ albumtitel.
De kommer fra Pacific Palisades i Californien. Deres far, som døde tidligt, tog dem med i biografen. Deres mor kørte bilen til Las Vegas, så de kunne se The Beatlesto gange. Ron fik moustache som Adolf Hitler og Charles Chaplin. Da Paul McCartney forklædte sig som Ron Mael, vidste brødrene, at de var blevet til noget.*
ADSKILLIGE backingbands er forladt hen ad vejen. Efter Indiscreet tog brødrene hjem og forsøgte at erobre USA. Det lykkedes hverken med Big Beat (1976) eller Introducing the Sparks (1977), men No. 1 in Heaven (1979), som Giorgio Moroder tæppebelagde med ur-synthesizer og Russells vokal, var et profetisk album. Cirka hér forlod jeg bordet og kom først igen, da der var furore om Lil’ Beethoven i 2002.
I foråret 2008 så Sparks tilbage og samlede det fulde værk ved 21 koncerter i London. Hver aften opførte bandet et originalt album i hele sin udstrækning. I anden del var sanglisten sat efter afstemning blandt fans på bandets website. Den retrospektive »Sparks Spectacular« kulminerede i en præsentation af album nr. 21, Exotic Creatures of the Deep.
Sparks nyder p.t. en stor renæssance, fordi de har skrevet sange til musicalen Annette, der var årets åbningsfilm i Cannes 2021. Leos Carax har instrueret Adam Driver og Marion Cotillardi Annette.
WRIGHTS film består af arkivklip, nye interviews med gamle partnere og snurrige indspark fra brødrene selv. De taler nødigt om Annette, for det er så tit gået galt med filmprojekter. Sparks og Jacques Tati var langt med et samarbejde. I sen-80erne, da deres aktie var lavest, brugte de seks år på at skrive Mai, the Psychic Girl, en manga, som Tim Burton skulle instruere.
Der er meget filmkultur i Sparks. I foromtalen af Annette må det undre, at flere ikke nævner The Seduction of Ingmar Bergman (2009), som er en af de skæveste rockmusicals. I 1956 er Ingmar Bergman i Hollywood og bliver tilbudt en stor studiefilm. Han leger med tanken og ser på filmbyen. Greta Garbo råder ham til at tage hjem.
DE gamle mænd mødes i studiet hos Russell hver dag. De laver et album om året. Det seneste hedder A Steady Drip, Drip, Drip (2020). Måske er Sparks for sære til at være populære. Der er i hvert fald en udmattelseseffekt. Efter filmen styrer man ikke direkte mod hylden med Sparks. Man har nok for nu – men er lykkeligt mæt.
*) McCartney er forklædt som Ron Mael i videoclippet, som promoverer »Coming Up«, første skæring på McCartney II fra 1980. McCartney spiller selv alle instrumenter på albummet og er i samme ånd castet som alle ti medlemmer af spoofbandet The Plastic Macs. Kun Linda McCartney supplerer. Keith McMillan instruerede clippet, som blev lanceret på The Kenny Everett Video Show den 14. april 1980. DR sendte faktisk Kenny Everett-programmerne, som inspirerede bl.a. Jarl Friis-Mikkelsen, Kim Shumacher og lidt senere Casper Christensen med hensyn til værtstil. Vi er så langt tilbage i kronologien, at end ikke MTV fandtes. Kanalen, som ændrede medielandskabet, blev lanceret den 1. august 1981, på passende vis med Buggles-hittet »Video Killed the Radio Star«. I dag ligger alting selvsagt på YouTube. »Coming Up« er med på dvd-antologien The McCartney Years (2007). McCartney udpeger selv Ron Mael, Hank Marvin og John Bonham på kommentarsporet. Og siger, at det hele var for at have en vinkel og for sjov. Sjovt er det. Sangen er ikke noget særligt, men clippet viser McCartney i et visuelt overskudshumør, der fører tankerne tilbage til Magical Mystery Tour.
The Sparks Brothers. Instr. og manus: Edgar Wright. Foto: Jake Polonsky. 120 min. UK-USA 2021. Dansk premiere: 21.10.2021.
Fotos: Focus Features/ Media Rights Capital/ Complete Fiction/ Universal Pictures/ Island Records/ CineMaterial
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Amazon Store, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay. Lej & Køb, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios (UK) med koncert og interviews i fuld længde 18.10.2021.
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.10.2021.
DER FINDES INGEN TROLDMÆND Jacques Tatis vemodige afskedsbrev
Af BO GREEN JENSEN
JACQUES Tati (1907-82) skrev i 1956 et brev til sin ældste datter, Helga Marie-Jeanne, som han fik med danserinden Herta Schiel i 1942. Han forlod familien og anerkendte ikke faderskabet, da han to år senere giftede sig med Micheline Winter, som han fik datteren Sophie og sønnen Pierre sammen med.
Brevet begyndte som en forklaring, men fik endelig form som et filmmanuskript. Tati arbejdede på det sammen med Henri Marquest i årene mellem Mon Oncle (1958) og Play Time (1967), da hans Monsieur Hulot-karakter var mest populær. Han sendte aldrig brevet, og manuskriptet blev ikke produceret. Ved hans død blev det arkiveret i Centre National de la Cinématographie som »Film Tati No 4«.
AD omveje og efter megen kontrovers, som endnu ikke er afklaret, blev manuskriptet i 2003 afleveret til tegneserieskaberen Sylvain Chomet, som samme år brød stort igennem – også herhjemme – med animationsfilmen Les Triplettes de Belleville. Trillingerne fra Belleville er en grotesk, så godt som dialogløs hyldest til cykelsport, jazz og andre urfranske fænomener.
Man kan sagtens se, hvorfor Tati-boet tænkte på Sylvain Chomet. Sammen med japaneren Hayao Miyazaki og briten Nick Park er han en af de meget få animatorer, som skaber film for alle aldersgrupper og bryder med den runde stil fra Pixar, Dreamworks, Disney og Blue Sky. Denne har mange nuancer og kvaliteter, men ingen af de amerikanske studier ville vide, hvordan man skulle tackle Tati.
CHOMET gør det med en stille, sirligt detaljeret og meget melankolsk fortælling om en slidt tryllekunstner, der rejser fra Frankrig til Skotland, hvor han møder pigen Alice på en ø, der er som skåret ud af Whisky Galore. Året er 1956, og rock ‘n’ roll fortrænger den klassiske varietékunst. Illusionisten er Tati op ad dage. Alice tror, at han faktisk kan trylle og følger med til Edinburgh, hvor de skaber en hverdag.
En tid lang er parret som datter og far. Så møder hun en ung mand og bliver forelsket, mens tryllekunstneren forgæves prøver andre karrieremuligheder. Hans afskedsord står på en seddel: »Der findes ikke troldmænd i virkeligheden«. Forløbet er både bedrøvet og komisk, ganske som Tati kunne være. Man går ud med en stor klump i halsen, for sjældent er en animationsfilm blevet lukket så sørgmodigt.
CHOMET dedikerer filmen til Sophie Tatischeff, Tatis yngste datter, som døde i 2001. Det har udløst en hård reaktion fra komikerens ældste barn, som føler sig skrevet ud af historien. Flere Tati-kendere nægter at forholde sig til filmen. Så forståelig denne stejlhed nu er, bør man se L’Illusionniste uden fordomme. Den er modgift i en tid, hvor man tror, at tegnefilm for enhver pris skal være hvinende søde.
L’Illusionniste (Illusionisten). Instr.: Sylvain Chomet. Manus: Jacques Tati, Sylvain Chomet. 90 min. Frankrig-UK 2010. Dansk premiere: 07.04.2010.
Fotos: Pathé/ Django Films/ Ciné B/ France 3 Cinéma/ Canal+/ CinéCinéma/ France Télévisions/ Allied Filmmakers/ Ink.Digital/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film Distribution
Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 08.04.2010.
MONSIEUR HULOT I HELVEDE Jacques Tati mod Det Moderne Af BO GREEN JENSEN
HANS bukseben er så korte, at de mønstrede sokker altid kan ses. Han går muligvis ikke med livrem og seler, men hr. Hulot venter altid højvande. Han bærer bøllehat eller blød Fedora, har butterfly på og en fornuftig kort frakke. Der er sjældent ild i piben, og han får aldrig brug for paraplyen, som han typisk klamrer sig til. Som det vil fremgå, er han rekvisitternes mand. Hulot er en langlemmet tågænger, der gebærder sig som en sørgmodig flamingo. Han er dybest set altid alene, og skønt han gør hvad han kan for at indordne sig, eskalerer et kaos af stille ulykker, når den milde mand er i nærheden. Han siger ikke meget. Det bliver ved sociale grimasser og koder, som han til stadighed fejlaflæser. Monsieur Hulot er en af filmhistoriens store komiske kreationer. Jacques Tati, hvis fulde efternavn var Tatischeff, skabte figuren i 1952, da hans første alter ego, postbudet François, ikke længere kunne forløse sin skabers ambitioner og ideer. Hr. Hulot er stiliseret som et logo. Han er mere en sum af særlige træk end en rund karakter i tre dimensioner. Alligevel har individet næppe nogen mere passioneret fortaler midt i den tiltagende ensretning af menneskene, som finder sted i efterkrigstidens Europa. Tati introducerede Hulot i Les Vacances de M. Hulot (1953, da. Festlige feriedage), hvor den fremmedgjorte lemmedasker for første gang udfordrer tingenes tyranni og forsøger at rekreere sig på stranden i en badeby, hvor han er lige så fremmed for udendørslivet som for de sociale forbindelser. Hulot er naturens melankolske søn forklædt som civiliseret småborger. Det er derfor, at de fleste af os kan genkende ham med det samme, især når vi som voksne har lært at betvinge instinktet.
De omhyggeligt ordnede badehuse på stranden i Les Vacances er samtidig en forløber for de senere films udførlige sætstykker, den futuristiske villa i Mon Oncle (1958, da. Min onkel), glasbyen i PlayTime (1967, da. Play Time) og feriebilen i Trafic (1971, da.Trafik), der kunne være udtænkt af Storm P. og Ben Sharpsteen i fællesskab. Hos Tati bliver den krumtap i et trafikalt kaos, der kan måle sig med Jean-Luc Godards Weekend (1967, da. Udflugt i det røde).**
TATIS kunst er en kropsnær og dog fint afmålt humor, som appellerer mere til eftertænksom kluklatter end til farcens store brølende grin. Han kom fra varietéscenen, hvor han lærte at bygge hele numre op om enkle fysiske gags. Som mimiker kunne han parodiere en tennisspiller, så tilskuerne fik lattertårer i øjnene. Fra begyndelsen var hans holdning til fremskridtet ambivalent. Drengen i ham elskede alt ved den nye teknologi, og han delte sine landsmænds benovelse over den amerikanske populærkultur. En anden side af ham var konservativ som en maskinstormer. Han frygtede, at de moderne tider skulle ændre alt det ved den franske lilleby, som han elskede. For Tati var »rationel« ikke et plusord. De første film om hr. Hulot var både kommercielle og kritiske succeser. Med den Oscar-belønnede Min onkel formåede Tati endda at gøre indtryk i USA, hvor hans erklærede rollemodeller, Buster Keaton og Harold Lloyd, havde hjemme. Der findes et foto fra 1958, hvor franskmanden er foreviget med sine helte. Tati ser beundrende på Keaton, som møder kameraet med sit karakteristiske lakoniske udtryk. Tati virker næsten lige så begejstret som på et andet foto fra samme år, hvor han kysser Jayne Mansfields hånd og betragter hendes svulmende barm.
TATI følte dybt for kvinders fremtoning, og hans univers er fuldt af eksotisk klædte paradisfugle, der sætter pletter af farve på mændenes absurde konformitet. Eller også er de dominerende matroner, som ligner flygtninge fra en Hergé-tegneserie. Der er meget Tintin i Mon oncle, og der er meget af seriernes rene streg, »la ligne claire«, i Tatis billedmæssige univers.
EFTER Mon Oncle blev Tati i nogen grad offer for sin egen ambition og succes. Modernitetens tyranni er temaet i hele hans produktion, men hvor motivet i de første film er personligt forankret, lader Tati med vilje kritikken tage overhånd i PlayTime, hvor Hulot er reduceret til en slags nostalgisk effekt i massekulturens antiseptiske glaslandskab. Det er sandt, at filmens visuelle, langsomt akkumulerende og omhyggeligt koreograferede gags er virtuost realiserede. Til gengæld er man som tilskuer skrevet helt ud af ligningen. Verdens forenede cineaster var begejstrede. Imidlertid var det ikke sådan, at Tatis fans ville se ham. PlayTime er blandt andet berømt, fordi den blev en kommerciel katastrofe. Tati ville realisere sin kulturkritik i fuld størrelse, og det bedste var ikke for godt. Hundrede håndværkere brugte seks måneder på at rejse »Tativille«, to labyrintiske stål- og glaskonstruktioner, som i filmen gør det ud for Paris. PlayTime blev optaget i 70mm-formatet, der gav Tati mulighed for at afvikle flere små plots på én gang og fylde lærredet op med detaljer. Lydsporet blev optaget i stereo på fire spor, hvilket var meget avanceret for tiden.
DET første sammenklip varede 155 minutter. Tati skar det selv ned til 126 minutter. Ved den danske premiere – i Palladium den 19. februar 1969 – varede Play Time 116 minutter. Bjørn Rasmussen var begejstret og tog på stedet filmen med i femte bind, dét med Verdens bedste film, af sit skelsættende opslagsværk Filmens Hvem Hvad Hvor (1968-70). Ved en relancering i 1979, tre år før Tatis død, blev filmen klippet ned til 108 minutter. Det var denne amputerede pan-scan version, som udkom på VHS-bånd. Frem til restaureringen i 2002 var det således ikke muligt at danne sig et indtryk af den autentiske PlayTime.** Tati var tre år om at optage filmen, som kostede ti mio. franc og satte ham i bundløs gæld. Mange mener, at det kompromisløse resultat var det værd. François Truffaut udtalte, at PlayTime var en film som kom »fra en anden planet, hvor de laver film på en anden måde« og erklærede, at man ikke kunne yde værket retfærdighed ved et enkelt gennemsyn. Englænderen Gilbert Adair supplerede med en betragtning om, at man hver gang må sidde et nyt sted i salen: så mange sætstykker og vignetter har Tati fået plads til i filmen.
JEG må tilstå, at jeg er uenig. Jeg har set Tatis hovedværk flere gange, blandt andet ved premieren på den istandsatte version i Cannes i 2002. Michel Piccoli trak i Hulots kostume for at præsentere filmen i det kolossale Théâtre de Lumière, hvor den sandt nok stod smukkere end nogen sinde. Det år var hele byen fyldt med Tati-effekter. På stranden havde man genrejst de bolsjestribede badehuse fra Festlige feriedage. Luften var ør af Francis Lemarques musik, og man kunne dårligt undgå at blive revet med. Ved gentagne gennemsyn virker filmen dog i stigende grad steril og fortænkt, faktisk lige så gold som kulturen, den retter sin skarpe satire imod. PlayTime er Tatis svar på Charlie ChaplinsModerne tider (1936), men rammehistorien om de strejfende amerikanske turister, der kvidrer til hinanden på Art Buchwald’sk kaudervælsk, mens hr. Hulot skiftevis prøver at finde og blive væk fra en besværlig gammel bekendt, virker mest som et distraherende knæfald for det internationale publikum, der kunne have gjort filmen til en økonomisk succes. Satiren er helt uden nye pointer. Indpakningen er overdådig, men her bliver intet sagt om moderniteten, som ikke kom til udtryk i kontrasten mellem Hulots skæve menneskebolig og søsterens automatiserede »Maison Arpel« i Mon Oncle. Bilernes ballet til slut er en ouverture til Trafic, hvor man atter kan føle empati med Hulot. Denne ligner ofte en forløber for Rowan Atkinsons Mr. Bean-karakter. Hulot er i flere henseender et hængsel mellem klassisk slapstick og moderne situationskomik. Det er en kendt sag, at det selvforstærkende anarki i Blake Edwards’ Peter Sellers-farce The Party (1968) var inspireret af Jacques Tati.
SKAL det endelig være, er Tatis morsomste og varmeste arbejde ikke nogen af Monsieur Hulot-filmene, men den robuste og rørende Jour de Fête (1948, da. En festlig dag), som er en ode til provinsiel fransk oprindelighed og langsommelighed. Tati fremstiller her landpostbudet François, en quixotisk figur som er forelsket i amerikansk effektivitet og prøver at implementere den i sin pragmatiske hjemby, da han i beruset tilstand har set en dokumentarfilm om »The American Way« i teltbiografen. Tatis svanesang blev cirkuseventyret Parade (1974), som han skabte i samarbejde med svensk tv. På Moskva-festivalen i 1975 blev filmen kåret til årets bedste, og i dét var der poetisk retfærdighed, eftersom Tatis far kom til Frankrig fra Rusland. Mest interessant blandt de sene arbejder er kortfilmen Cours du soir (1967, da. Aftenkursus), hvor Hulot i kulissen fra PlayTime instruerer et hold ikke udpræget lærenemme gentlemen i sportslige discipliner som tennis og sociale færdigheder som høflig tobakshoste.
Aftenkursus udgør en katalog over Tatis faste komiske numre. Blandt andet repeteres tableauet med de trænende cykelbude fra kortfilmen L’École de facteurs (1947, da. Skolen for postbude), der var en forstudie til Jour de Fête. Alllerede i kortfilmen Soigner ta gauche (1936, da. Træn din venstre hook) er der et landpostbud, som slår en kolbøtte med sin cykel for hurtigst muligt at overbringe et telegram til den boksetrænende Tati. Jour de Fête blev optaget i landsbyen Sainte-Sévère-sur-Indre, hvor Tati gik i hi under krigen. Som filmskaber var han forelsket i den moderne teknik, som værkerne undsagde. Jour de Fête blev optaget både i sort-hvid og farver, men kun den monokrome version kom i distribution. Det viste sig for kompliceret at fremstille farvekopier i Thomson Color, som var et alternativ til markedets dominerende system, Technicolor. I 1995 blev farveversionen istandsat af François Ede og Tatis datter, Sophie Tatischeff. Jour de Fête i farver er faktisk en større åbenbaring end den restaurerede PlayTime.
*) Ben Sharpsteen instruerede Mickey's Trailer (1938), den klassiske Walt Diney-kortfilm, hvor Anders And, Mickey Mouse og Fedtmule får plads til de mest utrolige ting i vognen, som er deres rullende hjem. **) En boks med de centrale Tati-titler har været i omløb siden 2004. I tilgift til de fire Hulot-film, herunder den restaurerede PlayTime, indeholder sættet både sort-hvid og farveudgaven af Jour de Fête og tre håndplukkede kortfilm. I tilgift får man hele historien om den store franske komiker, som mødte sit Waterloo, da han realiseredePlayTime. Jacques Tati Essential findes på 2K Blu-ray (fra Studio Canal og British Film Institute) og kan streames. Med muligheden for digital restaurering i 4K-opløsning fik filmene stadig flere nye fans og detaljer. Kanoniseringen var fuldbragt i 2014, da The Criterion Collection samlede værket i 7-disc bokssættet The Complete Jacques Tati (Spine #729). PlayTime. Instr.: Jacques Tati. Manus: Jacques Tati og Jacques Lagrange. Amerikansk dialog: Art Buchwald. Foto: Jean Badal og Andréas Winding. 126 min. Frankrig-Italien 1967. Dansk premiere: 19.02.1969. Restaureret version 2004.
Fotos: Specta Films/ Jolly Film/ Les Films de Mon Oncle/ StudioCanal/ British Film Institute/ Park Circus/ The Criterion Collection/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube
Artiklen er rekonstrueret efter et blognedbrud i 2023. Teksten stod oprindelig i Weekendavisen Kultur 29.09.2006, blev hen ad vejen justeret i Filmmagasinet Ekko og var endelig arbejdspapir for en introduktion i Cinemateket i Filmhuset 08.11.2022 [da verden endnu stod, og jeg havde fast arbejde og var rask].
.png)
.png)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.png)
.jpg)
.jpg)
.png)
.jpg)
.png)
.jpg)
.jpg)
