Maurice Sendak | Spike Jonze: Where the Wild Things Are (2009)

VILDE KRABATER

Maurice Sendaks klassiker

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste familiefilm falder i sukkerfælden og taler til genkendelsens glæde. Hvis de er store og amerikanske, er de som regel også konventionelt fortalt. Tre-fire formler varieres, ikke nødvendigvis på grund af idéforladthed, men fordi de er effektive, og fordi børn bliver utålmodige, hvis det hele er for mærkeligt at se på.

   Samtidig er børn anarkistiske væsener, som kan åbne sig for hvad som helst, hvis stoffet interesserer. Det kan derfor undre, at der ikke eksperimenteres mere med form, stil og indhold. Og der er grund til at slå gevaldigt på tromme for den originale filmatisering af Maurice Sendaks klassiske billedbog Where The Wild Things Are (1963, da. Villy Vilddyr eller Landet med de vilde krabater), som amerikaneren Spike Jonze (Being John Malkovich, Adaptation) har realiseret i ånden fra fællerne Michel Gondry og Charlie Kaufman.*

SENDAKS banebrydende bog var i samtiden både beundret og forkætret, fordi den gav krop til drengen Max’ aggressioner og angstfulde længsler. Han hærger i hjemmet og får af sin mor at vide, at han er »en vild krabat«. Efterfølgende forvandles hans værelse til landet med de vilde krabater – lådne bøhmænd og monsterpiger med distinkte personligheder og karakteristiske Sendak’ske træk – hvor han tilbringer en farlig og eventyrlig tid, før han vender hjem til sagosuppen.

JONZE viser Max’ verden frem i håndholdt stil med skarpe hjørner og moderne musik af Karen O. Især er Daniel Johnstons »Worried Shoes« inciterende fortolket. Carter Burwell bidrager med skæringen »Lost Fur«, der er mere som soundtracks er flest.**

   Max har bygget en iglo, som hans søster og hendes venner ødelægger. Drengen afreagerer og er overladt til sig selv, mens hans mor arbejder ved sin computer. Senere kommer han til at bide i vildskab. Der falder da en vis ro over scenerne i ørkenen, hvor Max møder Carol, Alexander, Judith, Ira, Bull, Douglas og KW. De vil bygge den perfekte by, og Carol stamper sten ud af bjerget. Max vender endelig hjem til sin mor, der ser forelsket på ham og tilgiver alt.

FILMENS billede af en barndom er levende og autentisk. Jonze har bearbejdet Sendaks forlæg sammen med Dave Eggers (forfatter til romanerne Et hjertegribende værk af overvældende genialitet og I skal føle vores hastighed). Tom Hanks har produceret filmen sammen med bl.a. den [i 2009] 82-årige Sendak, som altid har sagt, at han havde Max fra sig selv og krabaterne fra ældre slægtninge, der sagde ting som: »Du er så nuttet, at jeg kunne spise dig.« Og lød som om de mente det.***

KRABATERNE er skabt med en blanding af gammeldags sminke, animatronics og CGI. Det ser meget overbevisende ud. Den korte tekst strækkes rigelig langt, men sange og bevægelse glider sammen i et visuelt digt. Kapaciteter som James Gandolfini og Forest Whitaker har leveret de karismatiske stemmer. Det siger meget om markedets ånd, at filmen sendes ud i én kopi. Det er virkelig værd at lægge vejen om Grand, hvis man vil udfordres på sin eventyrlyst.

Se også Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Todd Haynes/Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Animation | Henry Selick/Neil Gaiman: Coraline (2009); Benh Zeitlin: Beasts of the Southern Wild (2012); Benh Zeitlin: Wendy (2020); Joe Kelly | Anders Walter: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]; Ane Riel | Daniel Borgman: Harpiks/ Resin (2019) [Bogen og filmen]; Céline Sciamma: Petite Maman (2021).

*) Bogen er oversat til dansk i flere omgange. Leif Panduro (1923-1977), den store sædeskildrer i sin generation af danske modernister, gendigtede teksten i Villy Vilddyr (Forlaget Carlsen, 1967). Det lå vel i opdraget, at han skulle gøre det frit. Anine Rud nyoversatte til anden udgave, Landet med de vilde krabater, som Carlsen udgav i 1972. Sendak havde i mellemtiden modtaget H.C. Andersen-medaljen 1970 for sine illustrationer, og værket var kanoniseret på forpligtende vis. »Den ligger tættere på den eng. tekst, hvilket dels er en svaghed, det virker et par steder lidt pedantisk; dels en styrke, idet den tager gentagelserne med; gentagelser, som er vigtige for ethvert eventyrs form, og som Panduro har taget let på i sin oversættelse,« skriver Jette Andersen i sin eksemplariske lektørudtalelse, der er typisk for den højere standard, som bibliotekernes interne anmeldelser havde for 50 år siden. »Panduros oversættelse er ret typisk for en voksen forfatter. Han bruger mange flere ord end nødvendigt, for at være sikker på, at den barnlige tilhører nu har forstået det, mens Anine Ruds mindre ordforråd ligger ret tæt på barnets. Alt i alt er det dog kun nuanceforskelle.« JA konkluderer: »Der er ingen grund til at kassere Villy Vilddyr til fordel for Landet med de vilde krabater, de kan udmærket stå side om side.« Tredjeudgaven fra forlaget Høst udkom i 2001 og indgik i klassikerserien Spiren. Nanna Gyldenkærne har moderniseret Panduros tekst i ånden fra Anine Ruds version. 

**) Også musikken besidder en håndlavet, hjemmebagt kvalitet, der er med til at gøre de mindste ting store og fastholde skovdrømmens taktilitet. Soundtrackalbummet med Karen O and the Kids blev skabt i ånden fra Langley Schools Music Project, et canadisk sidestykke til børnene fra Vesterbro Ungdomsgård. Albummet Innocence & Despair (2001), hvor kor med STORT orkester synger boomerhits fra 1960'erne og 70'erne – »Space Oddity«, »Desperado«, »Venus and Mars«, »Good Vibrations« – har kultstatus blandt millennials. Faktisk stammer optagelserne fra 1976-77, da musiklæreren Hans Fenger arbejdede med elever fra fire folkeskoler i Langley-distriktet. To lokale udgivelser blev glemt og genopdaget. Det er stadig stort og gribende udført. Bar/None Records genudgav Innocence & Despair på cd og vinyl i 2018.  

*) Maurice Sendak døde i sit hjem i Danbury, Connecticut, den 8. maj 2012. Han blev 83 år. Hans sidste udgivelser var Bumble-Ardy (2011) og My Brother's Book (2013). Den første, billedbogen Kenny's Window, udkom i 1956. Sendak, som skrev 18 bøger og illustrerede mange flere, fik aldrig selv børn. Gennem 50 år levede han sammen med psykoanalytikeren Eugene Glynn, som arbejdede for The Jewish Board of Family and Children’s Services i New York. Ved Glynns død i 2007 donerede Sendak 1 mio. dollars til JBFCS.

Where The Wild Things Are (Villy Vilddyr – og landet med de vilde krabater). Instr.: Spike Jonze. Manus: Spike Jonze, Dave Eggers. Foto: Lance Acord. 101 min. Tyskland-USA-Australien 2009. Dansk premiere: 08.04.2010.

Fotos: Warner Bros/ Legendary Entertainment/ Village Roadshow Pictures/ Playtone/ Wild Things Productions/ Warner Home Video/ KLG Film Invest GmbH/ The Maurice Sendak Foundation/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 09.04.2010.

Stephen Frears | Posy Simmonds: Tamara Drewe (2010)

EN ROSE AF PAPIR
Den britiske tegneserieroman

Af BO GREEN JENSEN

ALT ånder fred i det engelske landskab, hvor Tamara Drewe tager sin begyndelse. Fuglene kvidrer, køerne græsser, solen er fremme, duggen er klar. Man har set det på film mange gange, og billedet lyver som regel. De store smil er falske. Passion og perversion florerer. Der er et dræbende mørke under idyllen.

   På skriverefugiet Stonefield gør krimiforfatteren Nicholas Hardiment (Roger Allam) sig klar til at flirte endnu en dag, mens hans hustru varter kursisterne op. Glen McCreavy (Bill Camp) er forelsket i Beth Hardiment (Tamsin Greig) og får sværere ved at skjule sin foragt for Nicholas, hver gang han har været på Stonefield. Amerikaneren skriver for øvrigt på en biografi om forfatteren Thomas Hardy.

   Landsbyen hedder Ewedown og ligger i Dorset, hvor Hardy skrev dunkle romaner som Tess of the d’Urbervilles, Jude the Obscure og Far from the Madding Crowd. I hans version hed egnen Wessex. Der sker ikke meget til hverdag, i hvert fald ikke på den pæne overflade, hvor dyr og mennesker færdes. Teenagepigerne Jody og Casey kan derfor ikke få armene ned af begejstring, da to sensationer sker på én gang.

FOR det første flytter Tamara Drewe (Gemma Arterton), den feterede journalist, tilbage til Ewedown, hvor hun som barn var en grim ælling med en stor næse, som hun blev hånet for af sine kammerater. For det andet kommer hun sammen med rockstjernen Ben Sargeant (Dominic Cooper), som pigerne er vilde med.

   Endelig sker der en masse, men det går ikke den rigtige vej. Tamara hyrer barndomskæresten Andy (Luke Evans), som er handyman på Stonefield, til at istandsætte huset, som hun har arvet. Romancen med Ben Sergeant er truet, så pigerne må bryde ind og skrive falske e-mails, da de tager affære. Samtidig rodes der op i en masse mørk fortid, som Tamara har i forhold til Nicholas. Beth erkender sin bitterhed. Amerikaneren erklærer sig. Pastoralen bliver til skæbnemusik.

   Så det handler om sex og død, da det kommer til stykket. Man vil sikkert have fornemmet, at sigtet er satirisk og den idylliske ramme en grum, skønt også kærlig parodi. Der er til det sidste kontrast mellem solfulde smil og mørke passioner. Kan man ændre sit liv ved at få en ny næse? Det bissende kvæg tramper skammen ihjel, så de rigtige elskende kan finde sammen. Det sidste billede ligner det første.

STEPHEN Frears (f. 1941) har lavet film i mange formater og genrer, fra gangsterhistorien The Hit (1984) til billedversionen af Colettes romaner om Cherí (2009). Han har filmatiseret alt fra Joe Orton (Prick Up Your Ears), Hanif Kureishi (My Beautiful Laundrette), Roddy Doyle (The Snapper) og Nick Hornby (High Fidelity) til Pierre Choderlos de Laclos (Dangerous Liaisons) og Jim Thompson (The Grifters).

   Frears har faktisk aldrig lavet en film, som var direkte dårlig eller bare almindeligt uinteressant. Værklisten tæller store amerikanske projekter og bittesmå britiske ting. Der er moderne westerns som The Hi-Lo Country, Preston Sturges-agtig satire som Accidental Hero, nostalgiske stykker som Mrs. Henderson Presents, tidssvarende socialrealisme i Dirty Pretty Things og gotisk romance i Mary Reilly. Man kunne føre et forsvar for auteur-teorien ved at gennemgå mandens 50 produktioner.

   Det var Frears, som i England markerede filmkunstens 100 år med dokumentaren A Personal History of British Cinema (1997). Alligevel står han ofte i skyggen af kolleger som Mike Leigh og Ken Loach, når nationens store filmskabere opregnes. Måske fordi han sjældent træder frem med et tydeligt budskab. Måske fordi hans foretrukne form er ironisk. Måske fordi han er fagligt aktiv i kulturpolitisk sammenhæng. Eller simpelt hen fordi de fleste af hans film har fået et internationalt liv.

DET er dog som en specifikt britisk filmskaber, at Frears har markeret sig efter 2000. Især tv-spillet The Deal (2003), om det interne New Labour-opgør mellem Tony Blair og Gordon Brown, og den mesterlige The Queen (2006), med Helen Mirren som dronning Elizabeth II, var fyldt med subtile nuancer, som få andre kunne formidle så præcist. Begge film blev skabt i samarbejde med dramatikeren Peter Morgan, som senere finsleb sine ideer og bredte dem ud i Netflix-serien The Crown (2016-2023). 

   På afstand ligner det trygt stof i arvesølvsgenren, som britisk film eksporterer så flittigt, men på nært hold ses detaljer, som man næsten må have Frears’ alder, baggrund og uselviskhed for at forløse. Han lægger altid det rigtige snit, bliver aldrig velmenende som Ken Loach eller misantropisk som Mike Leigh. Man kan savne en personlig faktor, men den kommer dog glimtvis til syne, f.eks. i den spidse voice over til Chéri, som instruktøren selv lagde stemme til.

   Tilbage i 1980erne skildrede Frears en ny social virkelighed i Mit smukke vaskeri og Sammy and Rosie Get Laid. De store film fra de senere år har politiske og historiske emner. Men ingen steder ser man noget, som ligner dramakomedien i Tamara Drewe.

DET er egentlig også svært at forklare, hvorfor filmen på én gang er morsom, vigtig og skarp. Forlægget er en tegneserie/grafisk roman af Posy Simmonds (»the chattering classes’ favourite cartoonist«), en britisk kusine til Nikoline Werdelin, der har specialiseret sig i indforstået satiriske striber – fx Gemma Bovery (2000), Literary Life (2003) og Cassandra Drake (2018) – for litterært inklinerede voksne.*

   Tamara Drewe blev først bragt som ugentlig side i The Guardians kultursektion. Som nævnt er filmen fuld af henvisninger til Thomas Hardy, men den trækker i sit soap opera-præg også på radioføljetonen The Archers, et dramatisk kvarter, som BBC har sendt hver dag siden – hold fast – den 1. januar 1951. Med mere end 19.000 episoder er The Archers den længst løbende fiktionsserie i noget format noget sted.

   Tamara Drewe er med andre ord marineret i britisk middelklassekultur, så kun indfødte kan få det fulde udbytte. Det svarer lidt til at vise Matador for et engelsk publikum. For filmversionen ligger der en betydelig udfordring i at globalisere den meget lokale egnsret. Det lykkes nok ikke til fulde, men Tamara Drewe kan ligesom Bridget Jones og britisk tv trække på den anglo-amerikanske forbindelse.

DET resulterer i lidt flere smil, at forfatterrefugiets iscenesatte idyl er et hit blandt anglofile amerikanere. Skal man kort give et indtryk af sted og stilleje, kunne Midsomer Murders være et bud. Hyggekrimien med John Nettles som Detective Chief Inspector Barnaby [og fra 2011 med Neil Dudgeon som fætter John, der tager over i tv-serien, som nu er i sæson 22] foregår i det samme England med ny nostalgi, feudale reminiscenser og mørk lidenskab bag facaden. Det er kort sagt engelsk som Agatha Christie.

   Midt i mørket lyser Tamara, der i Gemma Artersons skikkelse er en romantisk heltinde, en fin engelsk rose – men også en blomst af papir eller plast, for så vidt som næsen og livsstilen ikke er ægte. Filmen ler ad vor forfængelighed, egentlig mere i ånden fra William Thackeray end fra Thomas Hardy. Der er ikke langt fra Ewedown til Vanity Fair.

   Det er en sød, vittig film, som vil more de fleste, og historien føles svimlende let. Man griner, græder og lever sig ind i føljetonuniverset, hvor de store følelser faktisk er ægte, skønt rammen virker kulørt og konstrueret. Stephen Frears burde tage en tørn med Jane Austen. I Tamara Drewe gør han atter småt liv til stor billedkunst.

*) Gemma Bovery blev bragt som føljeton i The Guardian og samlet i bogform i 2000. Anne Fontaine filmatiserede bogen i 2014. Det er et særligt fint træk, at Gemma Arterton spiller titelrollen, skønt filmen er lige så fransk, som Tamara Drewe er britisk. I Fontaines film ligger hovedsynsvinklen hos bageren Martin Joubert (Fabrice Luchini), der brænder for Gustave Flauberts bøger og er optaget af at se overensstemmelser mellem livet og sin yndlingslitteratur. Han vil om nødvendigt gribe aktivt ind og bøje begivenhederne, så de nærmer sig den litterære model. Da Charlie (Jason Flemyng) og Gemma Bovery (Arterton) flytter til byen, begynder en stalker-aktivitet, som Fontaine orkestrerer med vid og elegance. Det bliver vigtigt for Martin at forhindre den tragiske slutning fra Madame Bovary. Sidste scene antyder, at Martin vil tage en anden forfatter op i forhold til sin nye russiske nabo. Tjekhov, måske, eller Tolstoj? Gemma Bovery fik ikke dansk premiere, men streames på flere platforme.    

Tamara Drewe. Instr.: Stephen Frears. Manus: Moira Buffini. Foto: Ben Davis. 111 min. UK 2010. Dansk premiere: 10.03.2011.

Posy Simmonds: Tamara Drewe. 134 s. London: Jonathan Cape, 2007

Posy Simmonds: Gemma Bovary. 106 s. Oversat af Pia Juul. Rosinante & Co., 2009

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Jonathan Cape/  Sony Pictures Classics (YouTube Trailer)

Tamara Drewe streames på FILMSTRIBEN, Pluto TV, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 28.01.2019

Gemma Bovery streames på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra Soda Pictures (UK) 08.02.2016

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.03.2011