Translate

tirsdag den 18. oktober 2022

Spin-off | Gender Swap: Ocean's Eight (2018)


KRIMINEL KVINDELIST

»Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster?«

Af BO GREEN JENSEN

FÆNOMENET gender swap – dvs. film, som foretager et konceptuelt kønsskifte – var i stigende, også før den gennemgribende reorientering, som fulgte med #MeToo-nedsmeltningen i 2017.
   Gamle film bliver genindspillet med (d)et andet køn i helterollerne. Ghostbusters genopstod med kvindelige stand-up komikere. En ny version af The Lord of the Flies er undervejs, nu med strandede piger på øen.
   Det er værd at bemærke, at britisk film og tv-fiktion foretog omstillingen allerede i 1980erne og 90erne, da Lynda La Plante (f. 1943) skrev miniserien Widows (1983-1985, da. Enker) og fulgte succesen op med et helt kompleks af projekter, hvor den feministiske faktor var prioriteret. La Plante var showrunner, før man havde begrebet.
   Widows – som Steve McQueen nyfortolkede i 2018  fik en fortsættelse i She's Out (1995), og La Plante skrev Prime Suspect (1991-2006, da. Mistænkt) til Helen Mirren, der spillede rollen som DCI Jane Tennison i samtlige syv sæsoner. Hun tog ved lære, blev ældre og havde et liv. Karakteren var aldrig en sum af klicheer.
   The Governor (1995-1996) med Janet McTeer som fængselsinspektør Helen Hewitt fik ikke samme gennemslagskraft, men The Commander (2003-2008) med Amanda Burton som politichef Clare Blake havde næsten samme slidstyrke.
   Imens var politiserien Cagney & Lacey (1982-1988) og forskellige gradbøjninger af 70er-klenodiet Charlie's Angels (1976-1981) det nærmeste, man kom en renovering af genrerne i USA. 



ERGO ankommer Ocean’s Eight som den første helhjertede Hollywood-indsats. Her bliver den klassiske kupfilm iscenesat for otte kvinder, der ikke giver mændene noget som helst. Debbie Oceans håndplukkede crew slår til ved den årlige galla, som The Met i New York afvikler sammen med Vogue Magazine.
   Ocean’s-serien har en lang stamtavle, og der er tradition for, at spillerne tager deres private persona med på arbejde. Ydermere er det chauvinistisk arvesølv. Ocean's 11 (1960) var skræddersyet til Frank Sinatra og The Rat Pack. Angie Dickinson leverede seksuelt blikfang.
   Steven Soderbergh genindspillede filmen i 2001, nu med George Clooney som Danny Ocean og stjerner som Brad Pitt og Matt Damon. Julia Roberts var kvinden på holdet. To fortsættelser fulgte, før serien blev for selvtilfreds. På Ocean’s Eight er Soderbergh krediteret som producer sammen med Susan Ekins.



DEBBIE Ocean (Sandra Bullock) er søster til Danny, som på bestyrtende vis er gået bort siden sidst. Hun har aldrig været nævnt med et ord i de tre film om sin storebror. Man kan næsten høre stemmerne på manuskriptmødet: »Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster og lod hende styre den samme slags hold?«
   Debbie sidder i fængsel, men snyder sig til at blive prøveløsladt. Hun begynder da at tilrettelægge et kup, som hun har brugt de første fem år, otte måneder og tolv dage af sin afsoningstid på at udtænke. Det er fuldkommen som at se hendes bror i aktion. Hele den nye teknologi er i spil. Til gengæld bliver der ikke løsnet et skud eller nikket en skalle.
   Kort sagt går planen ud på at stjæle en diamanthalskæde til 150 mio. dollars. Der er castet med opfindsomhed og et øje på diversiteten. Bullock og Cate Blanchett samler et hold bestående af Helena Bonham-Carter, Rihanna, Mindy Kaling, Awkwafina og Sarah Paulson. Anne Hathaway har særstatus som Daphne Kluger, der bærer smykket fra Cartier.
   Koryfæer som Elliott Gould medvirker, og Vogue-redaktøren Anna Wintour spiller sig selv. Men selv om der er mange metakrøller, bliver selvironien holdt på lavt blus. Så Ocean's Eight overbeviser trods alt. Det er en stærk og stilren kupfilm i den cerebrale genre. Der er ingen ekstreme biljagter, og inde bag pynten er stoffet solidt.


Ocean’s 8 (Ocean’s Eight). Instr.: Gary Ross. Manus: Gary Ross, Olivia Milch. Foto: Eigil Bryld. 110 min. USA 2018. Dansk premiere: 21.06.2018.


Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Rahway Road Productions/ Smokehouse Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/SF Studios
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Alle film i serien er samlet på Blu-ray i Ocean's – A 4 Film Collection [Warner Home Video 02.10.2018]
Ocean's 8 udkom på 4K Ultra HD Blu-ray [Warner Home Video 11.09.2018]
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 22.06.2018.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar