Translate

Viser opslag med etiketten Replikant. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Replikant. Vis alle opslag

søndag den 31. oktober 2021

Jordan Peele: Us (2019) [Horror 100]


VI ER DE ANDRE
Et eventyr om ulighed

Af BO GREEN JENSEN

DEN satiriske samtidshorror i Get Out vakte opsigt ved premieren i 2017. Det var en makaber og galgenhumoristisk fabel om småborgerlig amerikansk racisme og tanken om hvid dominans.
   Lignelsen var henlagt til de velnærede middelklasseforstæder og kan bedst beskrives som et vrængbillede, en troldspejlsudgave af Stanley Kramers Guess Who's Coming to Dinner (1967, da. Gæt hvem der kommer til middag). Filmen blev Oscar-indstillet i fire kategorier og vandt for bedste originalmanuskript. Den slags overgår sjældent en gyser.
   Her præsenterer Jordan Peele opus to. Instruktøren har tydeligvis haft flere penge til rådighed, men ånden i stoffet er frisk og intakt. Der er en overflod af gode ideer og nye vinkler på genren. Der er stadig blodprøjt helt op til loftet. Us er ikke for sarte gemytter.



FILMEN begynder i 1986, hvor et tv reklamerer for Hands Across America, en banebrydende nødhjælpsindsamling. Seks millioner amerikanske mennesker holdt hænder og dannede en kæde på tværs af kontinentet. Læg mærke til det billede. Intet i Us er tilfældigt. Hver brik er lagt med akkuratesse.

   Fjernsynet står i en stue i badebyen Santa Cruz. Stemningen er gylden og nostalgisk. Men allerførst er der et bibelcitat: »Derfor siger Herren: Nu bringer jeg en ulykke over dem, og de skal ikke undslippe den.« Citatet er fra Jeremias’ Bog, kapitel 11, vers 11. Det dukker op alle vegne i Us. Selv uret viser 11:11, da mareridtet begynder.



ADELAIDE er i forlystelsesparken med sine forældre. Hun bliver væk og løber ind i labyrinten, som hedder Merlins Fortryllede Skov. Her møder hun en pige, der ligner hende selv. Verden bliver aldrig den samme igen.
   Tredive år efter er Adelaide (Lupita Nyong'o) gift med Gabe Wilson (Winston Duke). De har en datter, en søn og et komfortabelt liv, som de vil nyde i huset i Santa Cruz. De andre skal til stranden, men Adelaide er helst fri. Hun vil i hvert fald ikke besøge forlystelsesparken.
   Familien Wilson tilbringer dagen med familien Tyler (Elisabeth Moss og Tim Heidecker), et hvidt par fra den anden side af søen. De har det samme sæt børn og de samme rutiner. Race er ikke (umiddelbart) et tema i Us. Det er køn og social ulighed derimod. Man lægger mærke til familien Tyler, fordi alle andre i filmen er afroamerikanske. Og inkarnerer normaliteten.



OM aftenen står der en anden familie i indkørslen. De bærer røde dragter og bevæger sig stift. Adelaides tvilling holder en saks. »Det er os,« siger sønnen, som hedder Jason. Mønsterfamilien gør modstand, men de fremmede trænger ind. Adelaide har altid vidst, at der ville komme sådan en dag.
   Imens gør fire andre kopier kort proces med Tyler-familien. I Santa Cruz hersker et flammende kaos. Adelaide lytter til Reds sprukne stemme. Også spejlpigen er blevet voksen. Hun har fået den samme mand og de samme børn, blot som kopier med fremstillingsfejl.



JEG kunne lave en liste så lang som en hærvej over filmens utallige henvisninger. Peele bad Lupita Nyong’o se ti forbilleder for at sætte en passende stemning. På listen står bl.a. Alfred Hitchcocks The Birds (1963, da. Fuglene) og Michael Hanekes Funny Games (1997, 2007).
   Især den sidste titel – om systemisk foragt og kulturel voyurisme – er relevant. Også Us tager afsæt i borgerskabets mareridt, fantasier om underklassen og frygt for indtrængen i hjemmet. Hvis Haneke var Steven Spielberg, kunne han dreje satiren sådan.
   Ideen om os og de andre er gammel. Peele giver en logisk forklaring, som skylder Netflix-serien Stranger Things (2016-2020) en del. Baggrunden kunne man være foruden, men netop i dette afsnit bliver billedsiden forbløffende smuk og mærkværdig.


HORRORFILM som The Babadook (Jennifer Kent, Australien 2014), It Follows (David Robert Mitchell, USA 2014), A Quiet Place (John Krasinski, USA 2018) og Hereditary (Ari Aster, USA 2018) har genrejst genren de seneste år. Peeles film har mere overskud, et sjældent blik for satire og en evne til at balancere humor og rædsel. Der er afgjort mest af det sidste i Us – sammen med en social empati, der undsiger alle slags liberalisme. Det er sanseudvidende filmkunst. Jeg glæder mig til at se den igen.


Us. Instr. & manus: Jordan Peele. Foto: Mike Gioulakis. 116 min. USA 2019. Dansk premiere: 21.09.2019.


Fotos: Monkeypaw Productions/ Universal Pictures/ UIP/ CineMaterial/ FilmGrab
Filmen streames (juli 2025) på Amazon Prime, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 18.06.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.09.2019

onsdag den 5. februar 2020

Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]


TÅRER I REGNEN
Dystopien fortsat efter 35 år 

Af BO GREEN JENSEN

DET er onsdag morgen på Fisketorvet i København, da vi mødes i CinemaxX-biografen for at tilbringe tre timer i fremtidens Los Angeles. Det regner uophørligt begge steder, for det knuste klima er blevet et vilkår. Trods fremtidsperspektivet er det en rejse tilbage, der venter.
   Der er gået 30 år i fiktionen. I virkeligheden er det 35 år siden, at Blade Runner fik premiere. Det var i den kompromitterede førsteudgave, som ingen længere ser og som instruktøren har gjort sit bedste for at begrave.
   Oprindelig stolede studiet ikke på publikum. Ridley Scotts genreskabende blanding af science fiction og film noir blev derfor udstyret med en hårdkogt voice-over, der fik Deckard (Harrison Ford) til at lyde som en futuristisk Philip Marlowe. Forskellige digressioner var fjernet, og i den amerikanske version blev der hægtet en lys slutning på.
   Der har siden været flere udgaver af filmen. Lige nu er Blade Runner  The Final Cut (2008) den autoriserede og kurante. Fortællerstemmen blev fjernet, og Scott genindsatte Deckards drøm om enhjørninger, så der kom gang i diskussionen om, hvorvidt replikantjægeren selv var en kopi.



BLADE Runner handler især om at tvivle på virkeligheden og føle sig som en kopi. Disse begreber var vigtige for Philip K. Dick, som i 1968 skrev romanen Drømmer androider om elektriske får? Dick var en stor paranoiker og en original forfatter, der har fået stadig flere læsere og mere kritisk anerkendelse. Han døde i 1982, kort før premieren.
   Dick var skeptisk, da Hollywood købte hans bog. Men efter sigende fik han tårer i øjnene, da han så det Los Angeles, Scott havde skabt. I slutningen sidder Rutger Hauer og græder. Replikanten taler om alle de ting, han har set: »Jeg har set C-stråler glitre i mørket ved Tanhaüser Gate. Alle de øjeblikke vil forsvinde i tiden, som tårer i regnen.«
   Poesien gjorde Blade Runner til noget særligt. Den dystopiske fremtid har aldrig været smukkere.




DET er en af de pressevisninger, hvor man må afgive tavshedløfte for at komme ind. I salen sidder to af Sonys mænd med night vision goggles, så ingen lader sig friste til at bruge telefonen.
   Før forestillingen læser distributøren en hilsen fra instruktøren. Denis Villeneuve er stolt af Blade Runner 2049 og spændt på at se, hvad vi skriver. Det er i orden, hvis vi ikke synes om filmen, men han beder kritikerne respektere oplevelsens integritet. Lad være med at røbe for mange detaljer og afsløre vigtige forhold i plottet.
   Nuvel, jeg skal gøre mit bedste. Under alle omstændigheder kræver det plads og tid at foretage en sammenlignende analyse af den nye films svar på den gamles gode spørgsmål. Lad mig nøjes med at sige: Ja, der kommer en forklaring. Og nej, diskussionen bliver ikke definitivt lukket.
   Der er sket adskilligt, siden Deckard flygtede sammen med Rachael (Sean Young), den mest tragiske og sårbare af alle replikanter. Tyrell Corporation, som udviklede androiderne, gik fallit. Da økosystemet brød sammen i 2020erne, stod iværksætteren Niander Wallace (Jared Leto) klar med et syntetisk landbrug, som afværgede en global hungersnød. Nu er landskabet et kludetæppe af proteinmarker og affaldsdepoter.
   Wallace overtog Tyrell Corporation og fortsatte eksperimentet. Replikanterne vil være mennesker, menneskene vil være guder. Et strømsvigt i 2020 slettede alle arkiver. Der er stadig udenjordskolonier. Fremtiden i Blade Runner er af den uforgængelige slags, hvor et passeret årstal ikke diskvalificerer fiktionen. 1984 og 2001 har stadig særlig betydning.


  
REPLIKANTEN K (Ryan Gosling) freelancer for politiet som blade runner, dvs. en hitman som »pensionerer« oprørske androider. Hans fulde serienummer er KDC-3-7, men alle replikanter længes efter ægte identitet. K’s hologrammatiske hustru (Ana de Armas) giver ham navnet »Joe«, da han indser, at han har en autentisk erindring. Det ryster K til kernen. Så også Franz Kafka er taget i ed.
   K har det samme forhold til kommissæren (Robin Wright), som Deckard havde til Gaff (Edward James Olmos) i Blade Runner. Og forholdet mellem skaberen Wallace og sekretæren – og skarpretteren – Luv (Sylvia Hoeks) er det samme, som Tyrell havde til Rachael.
   K besøger Gaff på et plejehjem. Den gamle mand dyrker stadig origami. K må finde Deckard for at komme til bunds i mysteriet. Da de mødes, skifter fortællingen gear. Læg mærke til erindringsarkitekten Ana Stelline (Carla Juri), som ikke for ingenting har ansigtstræk, der virker bekendte.
   Der er noget, som alle leder efter, og som jeg med vilje ikke nævner. Jeg kan til gengæld røbe, at Denis Villeneuve har skabt en betagende fremtid, som både hylder forlægget og er en verden i sin egen ret.
   Der er kommet en sval, digital kølighed i optikken, men det er stadig future noir. Det handler stadig om, hvad et liv er. Det er stadig stor og visionær science fiction.






Blade Runner 2049. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Hampton Fancher, Michael Green. Foto: Roger Deakins. 163 min. UK-Canada-USA 2017. Dansk premiere: 05.10.2017


Foto: Alcon Entertainment/ Sony/ Columbia Pictures/ Torridon Films/ 16: 14 Entertainment/ Scott Free Productions/ Babieka/ Thunderbird Entertainment/ UIP/ Warner Bros. Home Entertaiment/ YouTube (Warner Bros. 4K Trailer + Thanks to TOMMY G for comparing 5 versions of Deckard's Unicorn Dream)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 15.07.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.10.2017