Translate

søndag den 11. oktober 2020

James Bond #22: Quantum of Solace (2008)


DET SÅREDE HANDYR
James Bond overmandes af virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN


SKARP, slank, på én gang sårbar og sammenbidt. Ikke for tænksom og ikke for britisk. En handlingens mand, som kan føle smerte, både i sindet og kroppen, og sætte sig ud over samme. En mand, som kan elske og miste. Som er loyal og brutal og vil lade sig bruge som regeringens redskab i kampen mod den skjulte fjende, der undergraver nationernes orden, mens masserne sover og spiser. Et handyr og en evighedsborger. Det er superagenten James Bond, som han i 2004 blev relanceret i Martin Campbells Casino Royale.
   Filmen forsøgte at genstarte hele Bond-programmet ved at vende tilbage til Ian Flemings første roman, Casino Royale fra 1953, og følge kilden rimelig trofast, men uden at genskabe tidsbilledet. Man ville bygge en moderne Bond, som kunne lokke yngre mennesker til og agere i ånden fra Fleming, uden at være begrænset af fem årtiers kompleks forhistorie. Daniel Craig var et godt valg til rollen, og det lykkedes filmskaberne at fortælle en stram historie, som endte med den første Bond-pige, Vesper Lynds død. Til slut kunne Bond snerre »The bitch is dead« i telefonen og føle sig forrådt, ganske som i Flemings roman. Mads Mikkelsen var som Le Chiffre et væsentlig aktiv for filmen, der ikke helt ufortjent blev en succes.


SAMTIDIG forsøgte man også i bøgernes verden at udvirke en Bond-renæssance. I 100-året for Flemings fødsel bestilte hans forlag en officiel fortsættelse hos kvalitetsforfatteren Sebastian Faulks. Der er udgivet snesevis af Bond-bøger, siden Kingsley Amis under pseudonymet Robert Markham signerede Colonel Sun (da. Døden har dragetænder) i 1968, men Faulks forsøger decideret at skrive som Ian Fleming og genskabe Bond i hans egen tid.
   Romanen Devil May Care (da. I djævelens tjeneste) er en velturneret stiløvelse i ånden fra Goldfinger. I 1967 tager Bond til Iran og krydser klinger med Englandshaderen Julius Gorner, der fabrikerer heroin, elsker at ydmyge kvinder og vil udløse et atomangreb på London. Handlingen kulminerer i et Ekranoplan over Rusland, hvor Bond styrter ned med sin kæreste Larissa Rossi/Scarlett Papava, som viser sig at være den nye agent 004. Til slut drukner Gorner i Seinen, mens M bakker trygt på sin pibe og holder bureaukraterne hen.
   Bogen er en stor nostalgisk fornøjelse, som ægte Bond-elskere har mere fornøjelse af end de nye films følelsesløse approach. Der er således to Bond-udgaver i spil. Flemings Bond kom til verden i 1920, mens filmfigurens fødselsår er 1968. Et tredje tiltag er Charles Higsons ungdomsbogsserie Young Bond, der p.t. lanceres som graphic novel og giver sit eget bud på en officiel biografi. Der er med andre ord autentiske Bonds over hele linien. Filmseriens superagent er måske den version, som ligger længst fra Flemings udgangspunkt.



GENNEM 22 film har Bond-serien udviklet sine egne traditioner og konventioner. En af dem er at benytte en original Ian Fleming-titel, uanset om indholdet svarer til navnet på æsken. Novellesamlingen For Your Eyes Only – Five Secret Occasions in the Life of James Bond (1960) har i den sammenhæng lagt ryg til adskilligt. I 1981 blev titelteksten brugt som overskrift for den 12. Bond-film, For Your Eyes Only (da. Agent 007 – strengt fortroligt), og åbningsnovellen »From a View to a Kill« gav navn til A View to a Kill (1985, da. Agent 007 i skudlinien), den syvende og sidste film med Roger Moore i rollen som Bond. 
   »Quantum of Solace« er titlen på en novelle, som Ian Fleming skrev til det amerikanske magasin Cosmopolitan, der trykte den i maj 1959. I sin danske oversættelse fra 1966 kaldte Rita Damm novellen for »Fortrøstningens kvantetori«. Det er lidt af en snydehistorie, for så vidt som Bond blot er tilhøreren, der lægger øre til en bittersød anekdote om ægteskab og utroskab, en instruktiv fortælling, som er lagt i munden på Bahamas’ guvernør.*
   Efter en middag i Nassau sidder Bond og værten og taler til midnat. Guvernøren fortæller om rigmanden Philip Masters, der svigtede sin hustru til fordel for en stewardesse, som imidlertid var ham utro med en canadisk forretningsmand, hvilket ødelagde vennens glæde ved alting. Guvernørens pointe er dog, at Masters aldrig var nogen sympatisk person. Han fortjente på sæt og vis, hvad han fik.
   Guvernøren siger følgende om kærlighedens død i et forhold: »Uhelbredelig sygdom, blindhed, ulykke – alle disse kan overvindes. Men aldrig den fælles menneskeligheds død hos en af parterne. Jeg har tænkt over dette, og jeg har fundet et temmelig vidtløfligt navn for denne grundlæggende faktor i menneskelige relationer. Jeg kalder den Fortrøstningens kvantetori.« Hos Fleming står der »the Law of the Quantum of Solace«.
   Bond siger: »Det er et fortræffeligt navn. Det gør i hvert fald tilstrækkeligt indtryk. Og naturligvis forstår jeg, hvad De mener. Fortrøstningens kvantum – et givent mål af trøst. Ja, man kunne vel sige, at al kærlighed og venskab i den sidste ende er baseret på dét. Mennesker er meget usikre skabninger. Når den anden person ikke blot gør dig utryg, men aktivt synes at ville ødelægge dig, da er forholdet hinsides al tvivl forbi. Fortrøstningens kvantum er lig med nul. Man må flygte, hvis man vil redde sig selv. Forstod Masters dét?«
   



GUVERNØREN svarer ikke direkte, men afslører i stedet, at den moralske anekdote har handlet om de øvrige middagsgæster, en britisk kvinde og hendes canadiske ægtemand, som Bond fandt banale og ordinære. Agenten med licens til at dræbe – som alle dage var et idealiseret portræt af sin forfatter – indser da, at han har været overfladisk og at dramaet i almindelige menneskers verden reducerer spionens håndværk til en enkel affære. Til sin vært siger han: »Tak for historien. Og jeg skylder Dem en undskyldning. Jeg fandt Mrs Harvey Miller kedelig. Takket være Dem, vil jeg aldrig være i stand til glemme hende. Jeg må være mere opmærksom på andre mennesker. De har givet mig en lærestreg.«
   På vej tilbage til British Colonial Hotel, kan Bond ikke længere se frem til sin aftale med kystvagten og FBI-folkene fra Miami næste dag: »Udsigten til mødet, som tidligere havde interesseret og endda ophidset ham, havde nu en bismag af kedsomhed og futilitet.«
   Jeg må være mere opmærksom på andre mennesker. Dét ville filmenes superagent aldrig tænke, uanset om han blev fremstillet af Sean Connery, David Niven, George Lazenby, Roger Moore, Timothy Dalton, Pierce Brosnan eller Daniel Craig. Af de nævnte syv kommer Connery stadig tættest på det maskuline ideal, som Fleming promoverer i sine tolv romaner og ni noveller om Bond. Men den åbne og lydhøre kvalitet, sårbarheden og modtageligheden for andre menneskers følelser og værdier, er så småt kommet frem i Craigs portræt af det sorgramte handyr, den sårede Filoktet, som erfarer, at hævn dybest set ikke er mulig.



NU vokser træerne ikke ind i himlen. Craigs Bond er stadig vital og imponerende præcis at følge i Marc Forsters Quantum of Solace, som ligger i så tæt forlængelse af Campbells Casino Royale, at de to film kunne være første og anden del af den samme helaftensforestilling. Der er næppe heller tvivl om, at kampen mod Quantum-organisationen, et endnu mere mægtigt dyr end SPECTRE, SMERSH, The Spangled Mob og Janus-syndikatet tilsammen, vil fortsætte og kulminere i en tredje film, der giver Jesper Christensens Mr White lejlighed til for alvor at træde ind i kongerækken af karismatiske superskurke.
   Isoleret set er Quantum of Solace dog ikke nogen tilfredsstillende film. For det første er den fysiske side af handlingen så mekanisk fremstillet, at det kunne være en strukturel pointe. Sætstykker som den obligatoriske biljagt, der kæler for detaljerne i karosseriet på Bonds Aston Martin, og den kropsnære mand-til-mand-løbetur over krakelerende tage, som ender med at Bond henretter sit bytte, er trukket helt op i begyndelsen af filmen og kunne være kopieret fra Casino Royale. Først med afhøringen af Mr. White i Siena og et overrumplende attentat på Judi Denchs stadig aktivt moderlige M, træder konturerne af en handling i fokus.
   En kompleks og imponerende afviklet sekvens fra operafestspillet i Bregenz, ville stå mere elegant, hvis der ikke til stadighed skulle reklameres for Sony Ericssons mobiltelefoner. Her har Jesper Christensen som Mr. White den ene af de siger og skriver to gode replikker, som der er blevet plads til i Paul Haggis’ nærige manuskript: »Well, Tosca is not for everyone.« Den andet soundbite falder, da Bond ved vejs ende erklærer: »I don’t think the dead care about vengeance.« Jeg tror ikke, at de døde bekymrer sig om hævn.



SOM altid i Bond-sagaen er der en følelse af hjemkomst over scenerne fra Caribien, Flemings revir, hvor franske Mathieu Amalric træder i karakter som den aktuelle modstander, Dominic Greene. I Bolivia, hvor finalen finder sted, er italieneren Giancarlo Giannini med som Bonds ledsager, mens Jeffrey Wright som CIA-agenten Felix Leiter atter bistår 007, da det gælder.
   Filmens feminine hovedskikkelse, Camille (russiske Olga Kurylenko) er en skuffelse, mens man ser for lidt til kontormusen Strawberry Fields (Gemma Arterton), som Bond ødelægger filmens psykologi ved at gå i seng med uden videre, før hun bliver druknet i olie og efterladt på hans hotel. Man kan endnu en gang konstatere, at Goldfinger (1964) er den mest stilskabende af de gamle historier.
   Den underliggende intrige har at gøre med regeringer og efterretningsstjenester, som på kynisk vis vil handle med Satan selv, hvis det gælder forsyningen af dyrebar olie til Vestens lamper. Også en grøn tematik bliver anvendt. Quantum hjælper en afsat general til magten, og til gengæld sælger han landets vandressourcer. Alt kommer for en dag i finalen, som udspiller sig på et futuristisk, solcelledrevent hotel i Bolivias ørken. Man har netop tænkt, at det kunne være et spændende sted at besøge, da konstruktionen jævnes med jorden.


SKURKEN dør af tørst med en halv dåse motorolie i maven. Det hele slutter i Rusland et sted, hvor Bond efter skuddene bare går ud i den snefygende frostnat. Sådan er det jo i en Bond-film. Man dukker op ud af intet og har aldrig problemer med told og transport. Som verden er blevet, er dét måske det mest attråværdige ved agentens liv: han er hævet over almindelige regler om sikkerhedstjek og håndbagage.
   Man kan godt være venlig og betragte filmens desillusion som et forsøg på at være nøgtern, samtidsbevidst, realistisk og vedkommende. Dybest set er Mr. White og Mr. Greene dog ikke mere ærlige eller relevante end Dr. No, Ernst Blofeld, Hugo Drax, Emilio Largo og Auric Goldfinger med deres private hære og fantastiske baser i udslukte vulkaner.
   James Bond er ikke Jason Bourne. Han er en eventyrskikkelse, en britisk superhelt, som opererer i en højnet, alternativ virkelighed. Hvis man anbringer ham i vor egen hverdag, vil troværdigheden komme til kort. Dét var sådan set Flemings pointe i den lille, atypiske Bond-tekst, som Quantum of Solace tager sin flotte, uudgrundelige titel fra.




*) »
Fortrøstningens kvanteteori« står i Strengt fortroligt - James Bond (Lommeromanen nr. 428, Skrifola 1966) sammen med »Spioner i vinterhi« (»A View to a Kill«), »Strengt fortroligt (»For Your Eyes Only"), »Risiko (»Risico) og »Hildebrand-varianten (»The Hildebrand Rarity«). Strengt fortroligt - James Bond er den danske udgave af Ian Flemings For Your Eyes Only (London: Jonathan Cape, 1960). Da Rosenkilde og Bahnhof genudgav Strengt fortroligt i 2014, blev oversættelsen gennemset og efterjusteret. »Fortrøstningens kvanteteori« er blevet til det mere mundrette »Kærlighedens mindstemål«.»Spioner i vinterhi« hedder »Udsigt til drab«»Hildebrand-varianten« hedder nu »Under overfladen«. Det er dog stadig Rita Damms selektive og meget idiosynkratiske oversættelse.   

Quantum of Solace. Instr.: Marc Forster. Manus: Paul Haggis, Neal Purvis, Robert Wade. Foto: Roberto Schaefer. 106 min. UK-USA 2008. Dansk premiere: 07.11.2008


Fotos: EON Productions/ Danjaq LLC/ Ian Fleming Publications/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames (køb eller leje) på SF Anytime, Blockbuster, YouTube Movies, Google Play og iTunes/ Apple+ TV 
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 07.11.2008

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar