Ali Abbasi | John Ajvide Lindqvist: Gräns | Border | Grænse (2018)

ALDRIG MERE ALENE

Andetheden bliver normalitet

Af BO GREEN JENSEN

TOLDEREN Tina (Eva Melander) har næse for skyld. Når hun kontrollerer de rejsende, som ankommer med færgen, kan hun simpelt hen lugte, om nogen har dårlig samvittighed. Det er ikke en færdighed, men et instinkt.

   Det kommer der godt politiarbejde ud af. Tina snuser til en telefon, og det viser sig, at sim-kortet indeholder børneporno. Der er intet at komme efter hos parret i den pletfri lejlighed. Men Tina insisterer – og bag den falske væg finder man ondskabens rede.

   Kvinden burde være populær på sit job. Det er hun ikke. Hun ligner et dyr, og hun gemmer sig helst, for kollegerne bliver nervøse. Der er huset i skoven om natten og færgen i havnen om dagen. Ellers er Tina bogstavelig talt en fremmed mellem mennesker.

   En dag reagerer Tina på en mand, som ligner hende selv. Også Vore (Eero Milonoff) er tudegrim og aparte, men han gebærder sig med en fræk stolthed. Til og med vækker han Tinas begær. Hun blev fundet i skoven og voksede op i en familie, der gjorde alt for at holde det fremmede nede. Endelig kalder naturen. Tina må vide, hvad kærlighed er.

GRÆNSE er instrueret af Ali Abbasi (f. 1981), som blev uddannet på Den Danske Filmskole. Han debuterede i langform med udstedsgyseren Shelley (2016) [og blev i 2022 Oscar-nomineret for sit systemkritiske iranske dokudrama Holy Spider]. Ideen stammer fra en novelle af John Ajvide Lindqvist. »Gräns« står i samlingen Pappersväggar, som udkom i 2006.

   Det var Lindqvist, som skrev vampyrromanen Låt den rätte komma in (2004, da. Lad den rette komme ind). Hvis du så Tomas Alfredsons filmatisering – eller det amerikanske remake, Let Me In, som Matt Reeves instruerede i 2010 – vil du huske den som noget særligt.

   Lindqvist henlagde fortællingen til Stockholm-forstaden Blackeberg. Oskar på 12 år blev mobbet, og en androgyn teenager kom ham til undsætning. Der var et svømmebassin med afrevne hoveder og en vidtåben, amoralsk slutning, som lod drengen og pigevampyren undslippe. De rejser sikkert stadig med toget et sted i den europæiske nat.

OGSÅ Gräns giver legendariske væsener et liv i den moderne virkelighed. Jeg skal ikke røbe, hvilken art Tina og Vore tilhører. Tiøren falder nu hurtigt. Til gengæld er skildringen af de fantastiske væsener – og måden de forplanter sig på – en oplevelse, som man ikke forvinder.

   Da drengen i Lad den rette komme ind skulle vælge side, tog han med vampyren uden at tøve. Tina har større betænkeligheder, for det drejer sig om forbyttede børn. Hun er selv vokset op som en skifting.

   Tonen i Grænse er helt usædvanlig. Den minder mig om animationsfilmen Shrek (2001) med diverse fortsættelser. Prinsesse Fiona skulle vælge mellem at være smuk eller være som Shrek, der var en grøn trold fra eventyrsumpen. For første gang i den sødladne genre valgte pigen at blive grim af kærlighed.

GRÆNSE har overblik og atmosfære. Abbasi kan sine genrer, og han poder dem originalt på hinanden. Eva Melander og Eero Milonoff er grimme sammen så længe, at man vænner sig til deres særegenhed. Andetheden bliver normalitet. Publikum kan ikke længere bruge den vedtagne virkelighed som kompas.

   Grænse er på alle måder en anderledes gyserfilm. Et moderne folkesagn som dyrker anelsen og realismen. Hos Ajvide Lindqvist handler det altid om ikke at være alene. Joachim Triers forbløffende Thelma (2017) må være den nærmeste nordiske slægtning.

Gräns (Grænse). Instr.: Ali Abbasi. Manus: Ali Abbasi, Isabella Eklöf, John Ajvide Lindqvist. Foto: Nadim Carlsen. 101 min. Sverige-Danmark 2018. Dansk premiere: 27.09.2018.

Fotos: Riddertoft (Poster Design)/ Meta Film Stockholm/ Black Spark Film & TV/ Kärnfilm/ Film i Väst/ Sveriges Television/ Svenska Filminstitutet/ Meta Film/ Eurimages/ MEDIA Programme of the European Union/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Det Danske Filminstitut/ Camera Film/ YouTube [NEON Trailer]

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 26.02.2019

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.09.2018.