Hirokazu Kore-eda: Still Walking/ Aruitemo aruitemo (2008)

FAMILIEN FOR SIDSTE GANG
Erindringen om de døde forældre

Af BO GREEN JENSEN

DER er film, som man ser for at glemme sin hverdag, og film, som man ser for at føle sig genkendt. Du vil stå foran spejlet, eller du vil ind i en verden bag spejlet. For de bedste af begge slags gælder, at du ved en smule mere om din virkelighed, når historien er forbi.

   Japaneren Hirokazu Kore-eda (f. 1962) laver film, som hører til begge steder. De er fattige på ydre spænding, men rige på følelsesmæssig intelligens.

   Sædvanligvis skaber han stille historier, der taler om metafysiske emner i en nøgtern, realistisk form. I After Life (1998, da. Mellem liv og død) er døden et herberg, hvor man vælger én erindring at tage med sig. Distance (2001) skildrer sorgarbejdet, som resterne af en selvmordskult udfører. I Nobody Knows (2004) bliver fire børn svigtet af deres mor, og en lille pige dør uden at have set dagens lys, fordi »ingen må vide«, at der bor så mange i lejligheden. I allegorisk form var Air Doll (2009) en moderne Pinocchio-historie for voksne. Sexdukken blev levende, da den følte sig elsket.

STILL Walking har ingen fantastiske lag, men er en fuldkommen prunkløs erindring om instruktørens forældre. »I denne film er der ingen tyfoner,« skriver Kore-eda i sin hensigtserklæring. »Snarere end at vise, hvordan mine forældre nærmede sig døden, ville jeg fange og fastholde et øjeblik af livet. Folde hele familiens fælles erindring ind i det øjeblik. Præcis som fotografier i et gammelt familiealbum.« Netop så fin er denne fremstilling, som smuldrer mellem fingrene, hvis ikke man bladrer forsigtigt.

   Faktisk foretrækker Kore-eda at bruge Even If You Walk and Walk som engelsk titel. Det er en linie fra sangen »Blue Light Yokohama«, som afspilles i en central fællesscene. Ayuimi Ishida havde et stort hit med sangen i 1968. Den bestemmer både tid og tema. For det første er det forældrenes sang. For det andet er livet en Sisyfos-gerning. Man kommer ingen steder, selv om livet bliver ved med at gå. Men der er endelig også en styrke i kroppens ukuelighed. Ti år efter har Jørgen Leth samme tanke i sin sene og sårbare I Walk (2019, da. Jeg går).

HVERT år kommer de voksne børn på besøg. Man tilbereder et måltid sammen og overnatter måske. Det er, som når danske familier samles i sommerhuset. Far er blevet gammel og stæreblind. Han gemmer sig i konsultationen, som ingen af sønnerne ville overtage. Den ældste medbringer sin hustru, en enke med en halvstor dreng (man synes nok, at han kunne gøre det bedre), og han vil ikke for nogen pris indrømme, at hans konservatorforretning går dårligt. Søster er lige så hurtig som Mor, der aldrig har arbejdet uden for huset og iscenesætter ydmygende situationer med en subtil form for gæstfri sadisme.

ALT er foldet ud over én dag, fuld af lys og rig på stemmer, der vil tale videre i erindringen, når den er levet. Den voksne søns fortællerstemme sørger for at orientere tilskueren. Der er gamle konflikter mellem forældrene. Der er mindet om den døde bror, som alle husker 15 år efter, skønt ingen siger hans navn særligt højt. Endelig er der balancen i sønnens nye ægteskab. Drengen kalder sin mors mand ved fornavn, men siger Far »som alle andre«, når udenforstående hører på.

   Et nyt barn kunne konsolidere forholdet. Hustruen spørger gennem syv lag af omskrivning sin svigermor, om barnet er en god idé. Bedstemor svarer lige så indirekte, men med kategorisk grusomhed. Hun insisterer på at give hånd, da de skilles. Bedstefar prøver dog at tale med drengen. Man ved så ikke, om det er, fordi han stadig ikke har opgivet at finde en arving til imperiet. Man ved dog med sikkerhed, at det er sidste gang familien samles. Begge de gamle mennesker dør.

TRODS alt er det også en kærlig erindring. Der er lattermild lethed og streng dominans, undertrykt oprør og endelig frigørelse i det mangefarvede gruppeportræt. Moderen indrømmer, at hun hvert år inviterer den døde brors kejtede ven, ikke for at at vise ham tilgivelse, men for at holde ham fast i den skyld, han bør føle. Epilogen er værd at blive siddende for. Still Walking er en udsøgt genstand. Præcis som et øjeblik fastholdt i rav.

Se også Den japanske familie: Shoplifters (2018) og Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004).

Still Walking (Aruitemo aruitemo). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Yutaka Yamazaki. 114 min. Japan 2008. Dansk premiere: 01.04.2010 [Copenhagen International Film Festival/ Månedens film i Cinemateket].

Fotos: Bandai Visual Company/ Cinequanon/ Eisei Gekijo/ Engine Film/ TV Man Union/ Celluloid Dreams/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Criterion Collection/ MUBI (Hirokazu Kore-eda Portrait)

Filmen streames ikke i DK – i UK, Italien og Tyskland på Chili Play, i Frankrig på Amazon Prime

The Criterion Collection har udgivet Still Walking på Blu-ray

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 02.04.2010 - her let ajourført og revideret.