VÆRDIEN AF UVIDENHED Messe for kvæstet Hollywoodstjerne
Af BO GREEN JENSEN
ALLERFØRST ser vi ham levitere. Riggan Thomson (Michael Keaton) sidder i lotusstilling med ryggen til kameraet. Han trækker vejret dybt og svæver, mens en mørk indre stemme håner ham for stedet, lugten og situationen. Stemmen tilhører Birdman, signaturrollen som superhelt, der blev skuespillerens skæbne. Han gik fra en serie effektfilm, som folk endnu husker tyve år efter.
Riggan ville bruge sit talent på noget bedre, men heldet fulgte ham ikke. Nu har han for egne penge lejet et teater på Manhattan. Her vil han spille hovedrollen i en sceneudgave af Raymond CarversWhat We Talk About When We Talk About Love (1981, da. Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed). Riggan har selv bearbejdet teksten og vil også instruere. Hollywood kommer til Broadway. Alle er skeptiske, men processen skrider frem. For Riggan gælder det livet.
BIRDMAN følger den pressede mand i dagene før premieren. Der er en uafbrudt panikslagenhed. Riggan bliver revset af sit mørke alter ego. For Birdman vil op at flyve igen. Filmen blander virkelighed og fantasi i et flow, hvor der næppe er forskel. Riggan har først en umulig medspiller, som heldigvis får en sandsæk i nakken. Så ankommer metodespilleren Mike Shiner, der er sin generations Marlon Brando.
Filmen har en preciøs undertitel, The Unexpected Virtue of Ignorance, som gradvist giver bogstavelig mening. I kraft af sin kvæstede uskyld bliver Riggan faktisk en god skuespiller. Det varer lidt, før man opdager det. Michael Keaton, der i sin tid selv forlod serierollen som Batman, spiller Riggan med autoritet. Alle omkring ham bliver ved med at sige, at det »ikke er 90'erne mere«. Manden må tro sin umulige drøm.
Han har livagtige vrangforestillinger. Eller også har Riggan virkelig fået et par af heltens fantastiske kræfter. Han flytter ting ved tankens kraft og lader spejlets lys eksplodere. Men kun når ingen ser det, og Birdmans stemme tager over. Han svæver over Broadway, som regel når situationen er værst. Det er lige så befriende, som da Jeff Bridges fløj til tonerne af Dylans »The Man in Me« i The Big Lebowski (1998).
EDWARD Norton er Mike Shiner, som vil have ægte sex på scenen og rigtig gin i glassene. Hvor Riggan må kæmpe for hver enkelt linie, kommer ordene let til den yngre komet. Som alle på Broadway foragter han film. Riggan diskuterer med en kritiker (Lindsay Duncan), der på forhånd kan sige, at hun vil myrde forestillingen i sin anmeldelse. Hun hader Hollywood, hvor man giver hinanden priser for tegnefilm og pornografi.
På teatret assisteres Riggan af sin datter (Emma Stone), der kæmper med en depression og netop har været på afvænning. Hun håner ham for at opføre en 60 år gammel bog for 800 rige, hvide mennesker, der er indbegrebet af irrelevans. Keaton bruger hverken Facebook eller Twitter. Han er old school hele vejen igennem.
ALLE får lejlighed til at revidere deres fordomme. Det lykkes Alejandro González Iñárritu, som har været skarp og original, men sjældent særligt humoristisk i Amores Perros (2000, da. Love Is a Bitch), 21 Grams (2003), Babel (2006) og Biutiful (2010), at skabe en let film, der flyder og slingrer, men alligevel hænger nagelfast sammen. Et rent drum score – ved Antonio Sanchez – stresser tilskueren, så han føler sig lige så trængt som Riggan.
Der er en ny veninde (Andrea Riseborough), en hengiven eks (Amy Ryan) og en medspiller (Naomi Watts), som bor sammen med Shiner. Alle har aktier i Birdman-figuren. Ved generalprøven bliver Riggan låst ude af teatret. Han løber spidsrod på Times Square i hvide underbukser. Episoden bliver filmet og havner på nettet. På Twitter får han 80.000 følgere.
Da vinder Riggan sin datters respekt. Han gennemfører scenen, et fingeret selvmord, som ikke må blive virkeligt. Eller også vil han improvisere. Måske er der virkelig en himmel, hvor knækkede superhelte kan flyve.
BIRDMAN er blandt de bedste teaterfilm siden Bob FossesAll That Jazz (1979, da. Det er showtime!), som havde mange af de samme takter, men var mindre interesseret i kulturel satire. Hård humor veksler med kejtet patos; storhed og ynkelighed balancerer. Keaton og Norton er deres karakterer. Den yngre mand ryster den ældre ved så hurtigt at være så god. Der er fuld kongruens mellem liv og teater. I hvert fald kan Riggan ikke se forskel.
Birdman. Instr.: Alejandro González Iñárritu. Manus: Nicolas Giacobone, Alexander Dinelaris, Armando Bo og Alejandro G. Iñárritu. Foto: Emmanuel Lubezki. 119 min. USA 2014. Dansk premiere: 22.01.2015.
Fotos: New Regency Productions/ M Productions/ Le Grisbi Productions/ TSG Entertainment/ Worldview Entertainment/ Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB, YouTube [trailer]
Filmen streames på AMAZON PRIME, AppleTV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.01.2015
IMPERIER I EN DRÅBE Alt konstrueres med akkuratesse
Af BO GREEN JENSEN
AMERIKANEREN Wes Anderson (f. 1969) er detaljernes elsker, herre og mester. Han arrangerer dem med fetichistisk omhu, og hver af hans film er en gennemført miniature. Fra Bottle Rocket (1996) til The French Dispatch (2021) og Asteroid City (2023) har han hver gang skabt færdige verdener, der kunne være imperier i en dråbe. Også værklistens animationsfilm, Fantastic Mr. Fox (2009) og Isle of Dogs (2018), koncentrerer et helt univers.
De bedste af Andersons film er familiehistorier. Der er en Salingersk excentricitet over klanen i The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007), hvor tre brødre kører i tog gennem Indien. Han holder af at benytte de samme skuespillere – Bill Murray, Jason Schwartzman og Owen Wilson er med i de fleste Anderson-film – og væve videre på et grundlæggende mønster. Typisk for Anderson er det togets indretning, han bruger mest energi på i The Darjeeling Limited.
ANDERSONS film trækker ofte på en personlig erindring. Diverse fænomener fra hans opvækst er genskabt med en detaljerigdom, som udgør det halve af kunstværket, mindst. I The Life Aquatic with Steve Zissou (2004) var det tv-programmerne med Jacques Cousteau, som Anderson byggede videre på. Der var en Steve Zissou-klub med diplomer og små emblemer. Filmens sætstykke var skibet Belafonte, det Calypso-lignende fartøj, som Bill Murray og resten af Team Zissou sejlede i.
I MOONRISE Kingdom bliver spejderlejren og skoleorkestret et fundament for fiktionen. Scout Master Ward (Edward Norton) opdager, at ulveungen Sam er forsvundet fra lejren på New Penzance Island. Året er 1965. Det kan man se på farverne og høre på musikken.
Sam (Jared Gilman) er løbet væk med Suzy (Kara Hayward), der er datter af Walt (Bill Murray) og Laura (Frances McDormand) Bishop. Sheriffen (Bruce Willis) fatter sympati for den ensomme dreng. Lynet slår ned flere gange, og en mægtig storm er på vej. Da den kommer, samles alle i kirken, hvor tingene endelig sættes på plads.
SOM altid er musikken en særlig dimension. Filmens score er skrevet af Alexandre Desplat, men hver gang den melankolske sheriff er i billedet, høres Hank Williams på lydsporet. Mens Suzy og hendes familie præsenteres, kører Benjamin BrittensA Young Person’s Guide to the Orchestra på grammofonen. Sætstykket er dog hans opera Noye’s Fludde, som opføres i kirken, mens den store storm raser på øen.
ALT er uhyre charmerende gjort. Jared Gilman og Kara Hayward er perfekte som Sam og Suzy, de pubertære misfits, der vil bygge en ny verden sammen. Stormen orkestreres som en symfoni, og hver kameragang er nøje gennemtænkt. Der er sjældent zoomet så meget i en film efter 1975. Skal man indvende noget, kunne det være, at den spinkle historie næsten forsvinder i mylderet af detaljer. Det er en gennemgående svaghed i Andersons film, der har lige så mange fjender som fans.
MOONRISE Kingdom præsenterer Andersons verden i koncentrat. Drengen kunne være lillebror til Max Fisher fra gennembrudsfilmen Rushmore (1998). De voksne er neurotiske versioner af børnene med dårlige forhold og en sørgmodig livsindstilling. Det har fået mange til at betragte Anderson som en kronisk umoden filmskaber af typen, som også Tim Burton tilhører. Om man tænder på detaljerne, er i høj grad et spørgsmål om temperament.
Moonrise Kingdom åbnede Cannes Festivalen 2012 og er et af hans smukkeste værker til dato. I Cannes kom jeg til at diskutere Anderson med en gruppe indiske kolleger. De kunne næsten ikke forholde sig til hans film, sagde de, fordi så meget i dem er skabt i kameraet; så meget ved hans verden er design og teknik. Midt i dette var menneskene som legetøjsfigurer.
DET er ikke retfærdigt at reducere Andersons film på den måde, men man kan sagtens følge kritikken. I Moonrise Kingdom er apparatet på plads. Han har sin familie af spillere; den rekonstruerede barndom er samlet på en ø; intet er overladt til tilfældigheder. Netop da kommer stormen og slår dukkehuset i stykker. At Anderson lader det ske, vidner om, at han ikke vil stivne i formen. Moonrise Kingdom er kræs for fans og et godt sted at begynde på Andersons oeuvre.
LUD, SVED OG LYSERØD SÆBE Et frit fald ned i løbsk paranoia
Af BO GREEN JENSEN
I HALEN af denne film er en krølle, som det ville være forkert og faktisk utilgiveligt at rette ud, eftersom hele atmosfæren i Fight Club hviler på et forhold, som man først begriber og accepterer til slut. Det gælder derfor om at holde tungen lige i munden, når man beskriver tematikken og topografien i David Finchers bemærkelsesværdige film. Faktisk må man fortie og fordreje, hvilket dog er helt i filmens ånd. Få fortællere har så effektivt ført os bag lyset, som figuren Edward Norton hér lægger stemme og krop til.
Norton, der yder en præstation i klasse med hans portræt af den reformerede nynazist i Tony Kayes American History X (1998), spiller et 30-årigt massemenneske, der er så led ved sin automatiserede tilværelse, at han har mistet evnen til at falde i søvn. Hans verden er ordnet i alle detaljer og ser for så vidt rimelig ud.
Han arbejder som »tilbagekaldelseskoordinator« for en større bilfabrikant og har bogstaveligt indrettet sin 190 kvadratmeter store ungkarlehybel som et IKEA-katalog. Da han mister sit indbo ved en mystisk eksplosionsbrand, går hans ærgrelse mest på besværet med at skulle samle det hele igen. Han var lige ved »at være fuldendt«, han havde tøjet, møblerne, elektronikken. Efter branden er han på bar bund igen.
FØR det når så vidt, må isolationen dog brydes. Første akt beskriver med eksempelløs indlevelse den følelse af uvirkelig distance, som er den kronisk søvnløses grundvilkår, og i tilbageblik kan Norton – hvis fortællerstemme til stadighed guider os rundt i plottets psykologiske labyrinter – se, at hans liv før forvandlingen var blevet »en kopi af en kopi af en kopi«. Finchers forlæg er romanen Fight Club (1996) af Chuck Palahniuk, og filmen følger bogen ret nøje. Romanen er renset for fysiske detaljer, og denne enkelhed er en del af dens styrke. Fincher visualiserer de forhold, som blot er antydet hos Palahniuk, og i denne bogstavelighed har filmen så sin styrke. Den er en hel del bedre og større end bogen.*
NORTONS liv begynder at rykke, da han bliver afhængig af andres lidelser. Hans læge er træt af at høre ham klage og foreslår Norton – der er navnløs i bogen, men bærer navnet Jack i filmen – at opsøge terapeutiske selvhjælpsgrupper, hvis han vil se, hvad virkelig lidelse er.
Jack føler for første gang fred i sin krop, da han giver slip på selvkontrollen i De Halve Mænds Forening, en støttegruppe for patienter med testikelkræft. Han græder ud i favnen på Robert Paulson (sangeren Meat Loaf), en forhenværende bodybuilder, som har fået kæmpemæssige østrogenbryster efter den hormonbehandling, der følger med operationen. Kønsforvirring er et af mange symptomer på krisen i Fight Club.
INDEN længe er Jack blevet elendighedsjunkie. Under falske navne opsøger han støttegrupper for knogleskørhed, hjerneskader, blodsygdomme, tuberkulose. Han deltager i langstrakte krammeseancer, føler uvægerligt fred og sover som et spædbarn bagefter. Han oplever også, at andre mennesker lytter, når de tror han er dødsmærket ligesom de.
To år går på den måde. Så bliver han opmærksom på den kæderygende ulykkesfugl Marla Singer (Helena Bonham Carter), der som han selv er en af lidelsens turister. Med hende forrykkes balancen i hans skrøbelige surrogatverden, og han er netop ved at blive virkelig vred, da kaos med stort K ankommer i skikkelse af den karismatiske psykopat Tyler Durden, som Brad Pitt inkarnerer med stil og panache.
TYLER er Jacks komplementære modsætning, hans mørke tvilling, hans Mr. Hyde. Det er Tyler, der beder Jack slå til og lærer ham fryden og glæden ved smerte. Tyler organiserer de underjordiske »kampklubber«, hvor mænd med dårlige jobs kan afreagere, slå og blive slået, glemme at tænke og leve i stedet.
Jack flytter ind hos Tyler, da hans eget sted brænder. Marla ringer efter Jack, men det er Tyler, hun går i seng med. Tyler arbejder som tjener og urinerer i suppen. Tyler fremstiller udsøgt lyserød sæbe af menneskefedtet fra affaldsspanden bag den kosmetiske klinik. Tyler laver napalm og nitroglycerin. Tyler mærker Jacks hånd med en kemisk ætsning af lud og spyt. Jack mister både sine tænder og sin forstand, men han har aldrig været så lykkelig.
FØRST da Tyler begynder at mobilisere sin hær, tøver han i springet, som også er et frit fald ned i løbsk, begrundet paranoia. Tyler har en afsindig plan om at gøre sporadisk hærværk til landsdækkende terrorisme, og der er afgjort system i hans galskab.
Palahniuks roman er i slægt med de filosofisk baserede skildringer af amerikansk anarkisme, som man finder i Paul Austers Leviathan og Philip Roths American Pastorale, men Finchers film har mere til fælles med lærestykker som David CronenbergsCrash. Den dvæler så længe ved kampene i kælderen, at man må forholde sig til den ritualiserede vold.
Det er dog filmens første halvdel, den satiriske skildring af moderne følelsesløshed, som rammer målet uden mislyde. Svaret ligger et sted i den erotiske ligning, som bogen lægger frem uden forbehold: »Vi har en slags trekant kørende her. Jeg vil have Tyler. Tyler vil have Marla. Marla vil have mig.«
DAVID Fincher debuterede med bestillingsarbejdet Alien 3 (1992), men trådte i karakter med den mørke, stilskabende Se7en (1995), der var en af årtiets centrale film. Her spillede Kevin Spacey psykopaten, som trak kriminalbetjentene Brad Pitt og Morgan Freeman rundt i hjertets søle, mens han for en navnløs storbys apatiske massemennesker demonstrerede, at de syv dødssynder stadig har relevans.
Den cerebrale leg mellem jæger og bytte, jeg'et og dets mørke tvilling, blev varieret i den elegante og mildt fortænkte The Game (1997), hvor bundene igen og igen faldt ud af de kinesiske æsker i rigmanden Michael Douglas' tilværelse, der på sin måde var lige så tom og steril som Edward Nortons liv er før forvandlingen i Fight Club.
HER får splittelsen og den psykologiske kispus atter fysiske udtryk. I visuel henseende demonstrerer Fincher også her sin markante måde at se på, og skønt Fight Club ikke matcher Darius Khondjis mørke tableauer fra Se7en, dyrker fotografen Jeff Cronenweth meget virkningsfuldt en mere rastløs, frapperende stil, der holder publikum fast til sidste billede.
Prologen åbner i fortællerens hjerne, rejser baglæns ud gennem hans mund og pistolløbet med de lyddæmpende huller, som han og Tyler selv har boret i metallet, før kameraet rejser 191 etager ned fra toppen af Parker Morris Building til den varevogn med nitroglycerin, som står i parkeringskælderen. Vi er endnu ved titelsekvensen, rejsen gøres med svimlende stillfotos, og i salen spærrer man øjnene op.
TYLER udfordrer blandt andet tingenes orden ved at klippe pornografiske enkeltbilleder ind i de familiefilm, han kører i sit bijob som operatør. Publikum sidder derfor med sære, sublimativt fremkaldte efterbilleder, når lyset tones op. På samme måde modtager man visuelle forvarsler i Fight Club. Vi har uden at vide det set Tyler Durden fem gange, før han bliver præsenteret.
Disse glimt er mere end gimmicks. De sætter virkeligheden i anførselstegn, og det er der brug for. Man kan aldrig vide sig sikker, og det er heller ikke meningen. »Jeg ved det, fordi Tyler ved det,« siger Nortons Jack Navnløs til stadighed. Det kan nok få en bjælde eller to til kime, men den forløsende sammenhæng træder først frem til slut, da den fede dame endelig synger.
MED Fight Club har Fincher forvandlet en mådelig bog til en mesterlig film. Han demonstrerer atter sin tæft for at arbejde kompromisløst i kommercielle formater og viser, at Steven Soderbergh og Quentin Tarantino ikke er generationens eneste auteurer i Hollywood ved årtusindeskiftet.
Brad Pitt leverer fysikken, og som den neurotisk opstemte Marla viser Bonham Carter sin vilje til at bryde ud af den fløjlsbetrukne madonnabås, hvor de mange britiske periodefilm har anbragt hende. Det er dog Nortons film fra ende til anden. Han er en af sin generations store spillere.
*) Chuck Palahniuk (f. 1962) har for mange læsere til at kvalificere som kultforfatter, men værket deler vandene på den måde. Han har skrevet ni romaner og ti bind med noveller, essays og artikler. Senest udkom The Invention of Sound (2020), hvor en far leder efter sin forsvundne datter i Hollywood, og Alteration Day (2018), hvor den amerikanske værnepligt bliver genindført, og man stemmer på sociale medier om, hvilke mediefisk, der fortjener at dø. Ved slutningen er USA delt i tre: Blacktopia, Gayasia og Caucasia. Kun Fight Club (1996, da. Kampklubben) og Choke (2001, da. Kvalt) er samlet op af danske forlag. Det for alvor »transgressive« ved Palahniuks bøger er den stædige, makabert kyniske humor, som insisterer jo mere hård handlingen bliver. Palahniuk er blevet kaldt en satirisk profet; hans livssyn beskrives som nihilistisk. Han ser sig selv som romantiker. Tegneserieromanen Fight Club 2: The Tranquility Gambit (2016) er en »meta-sequel« skabt i samarbejde med tegneren Cameron Stewart. Fight Club 3 fulgte i 2020.
Fight Club. Instr.: David Fincher. Manus: Jim Uhls. Foto: Jeff Cronenweth. 139 min. USA 1999. Dansk premiere: 05.11.1999.
Fotos: Fox 2000 Pictures/ 20th Century Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Dark Horse Comics
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 26.08.2018
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.1999
GOD is alive, magic is afoot. Markedet er en mærkelig størrelse,
hvor flere projekter til stadighed prøver at komme først med den friske vinkel
på tidens varme emner. Nogle år gælder det sværd og sandaler, forelskede
cowboys og intime portrætter af Truman Capote. Andre år er pirater, Pearl
Harbor og seriemord sagen. Som regel vinder én film alle præmierne, og ingen
kan sætte fingeren på, hvad der med ét gør et tema centralt.
For tiden synes tryllefilm at repræsentere
en strømning. De kommer dog ikke ud af det blå. Dels barsler branchen med en biograffilm om Harry Houdini, den første siden George Marshalls Houdini (1953), som flere har haft på tegnebrættet.* Dels er nogle af
tidens mest læste romaner, f.eks. Glen David Golds Carter Beats the Devil (2001), baseret på klassisk scenemagi, som
forlenes med social betydning, når den kaster lys ind i en bestemt periode.
NEIL Burgers The Illusionist havde fordelen af at være først ude. Som dreng i
1880ernes Østrig-Ungarn bliver Eduard Abramowitz introduceret til de magiske
kunster af en gådefuld vandringsmand, der kunne være en gammel troldmand eller
for den sags skyld Djævelen selv. Endvidere forelsker den jødiske snedkersøn
sig i hertugdatteren Sophie. De leger sammen og bliver hinandens første store kærlighed.
Eduard fremstiller et smykke af træ, et hjerte med et hemmeligt rum, hvor de
kan være sammen hinsides klasser. Så forlader han byen og flakker om i ti år,
efter sigende primært i Kina, hvor han lærer det magiske håndværk.
Femten år senere er drengen tilbage i Wien
som tryllekunstneren Eisenheim (Edward Norton), der trækker fulde huse med
spektakulære illusioner, som får yderligere virkning ved at være stort
iscenesat. Eisenheim kan få et appelsintræ til at spire, blomstre og bære frugt
for øjnene af det måbende publikum. Han giver spejlbilleder konkret egenliv og
synes at kunne vække de døde. En aften er kronprinsen, Leopold (Rufus Sewell),
blandt tilskuerne med sin tilkommende, Sophie von Teschen (Jessica Biel). Atter
møder Eisenheim pigen, som han gav sit hjerte, da de var børn.
LEOPOLD er fascineret af Eisenheims
illusioner, som han samtidig prøver at afsløre. En optræden ved hoffet bliver
arrangeret. Her insisterer Eisenheim på at ydmyge den hensynsløse kronprins,
som i ledige stunder, når han ikke prygler sine elskerinder, planlægger et
militærkup, der skal styrte hans far, kejser Franz Josef, og rette op på flere
flydende tilstande, som truer det gudgivne autokrati. Snart har Eisenheim den
første af flere alvorlige samtaler med byens politichef, Walther Uhl (Paul
Giamatti), som Leopold har lovet en ministerpost, når de nye tider kommer om
lidt.
I princippet har man personlig frihed i
Østrig-Ungarn, men Leopold kontrollerer sin by ved hjælp af politistyrken, som
har uindskrænkede beføjelser. Politiske modstandere fjernes lige så effektivt som
konkurrerende bejlere og borgere, der bliver besværlige. Det er fra filmens
første scener klart, at Leopold vil have Eisenheim standset. Resten af historien
foldes ud i en kinesisk æske af flashbacks, som formidles af den opportunistiske
Uhl, der imidlertid ikke er uden integritet.
Det er aldrig klart, om Eisenheim faktisk
besidder paranormale egenskaber. Det er derimod tydeligt, at han ikke kan lade
være med at tirre autoriteterne. Især når han åbenlyst ville være bedre tjent
med at behage og underholde, må Eisenheim udfordre magten.
På sit andet teater, efter det
tilsyneladende tab af Sophie, der rammer ham som en selvforskyldt hybris,
optræder han med ét enkelt nummer, der ifølge de kinesiske assistenter »is no
trick«. Siddende på en køkkenstol, alvorlig og klædt i almindeligt tøj, kalder
Eisenheim de døde frem. Hans publikum omfatter nu alle samfundets lag. Selv
prinsen kommer inkognito, og politiet står klar i kulissen. Det er hér, at den store
illusion kan begynde.
FILMEN om Illusionisten forsøger selv at udføre en
stor tryllekunst. Alt er arrangeret om en krumtap, et centralt synsbedrag, som falder
mod slutningen og er tænkt som et grænseudvidende trick, der i traditionen fra The Usual Suspects (1995), The Sixth Sense (1999) og Memento (2000) forrykker fundamentet og
gør det nødvendigt for tilskueren at tænke hele historien igennem igen.
Desværre har man set det komme på flere
kilometers afstand, og fortællingens mange afledningsmanøvrer er ærlig talt
ikke meget bevendt. Som thriller er The
Illusionist bestemt på det jævne. Man er nysgerrig efter at se, hvordan
tricket bliver udført, snarere end man er følelsesmæssigt engageret og spændt
på at følge historien til dørs. At filmen samtidig har svært ved at slutte, men
bliver ved med at binde enderne op, gør ikke sagen bedre.
The
Illusionist er imidlertid interessant, fordi den knytter an til nogle politiske
felter og mentalitetshistoriske lag, som filmkunsten ikke har rørt ved de
seneste årtier: det gamle Europas tiltagende tusmørke, det nervøse »moderne«
århundredeskifte, hvor psykoanalysen kommer til verden sammen med ekstreme politiske
ideologier og ulmende etnisk konflikt. Den magiske artist er et effektivt
billede på kunstneren, som af flere årsager, principper såvel som personlige
grunde, gør modstand og sætter sit liv ind på dét.
DET betyder ikke, at filmen er absolut
vellykket. Burger eksponerer sit stof med udtalt mangel på historisk
fornemmelse, og det er en betydelig svaghed, at filmen fordrejer den politiske
baggrund, som den gør til en forudsætning for karakterernes relationer. For
eksempel er prins Leopold en fiktion. Kejser Franz Josef havde ingen søn af det
navn, men var derimod far til ærkehertug Rudolf, som tog sig af dage i en
selvmordspagt med kæresten, baronesse Maria Vetsera. Det skete på slottet
Mayerling i 1889 og er i sig selv så mærkelig og tidstypisk en tildragelse, at
filmens kulørte plot blegner i forhold.**
Det stærke produktionsdesign kan i længden
ikke skjule, at filmen er underligt sparsomt befolket og i øvrigt optaget i
Prag. Imidlertid er Edward Norton distinkt og uudgrundelig som den karismatiske
titelfigur. Rufus Sewell dækker den megalomane prins udmærket, især da magten
begynder at smuldre sammen med mandens greb om virkeligheden, og Paul Giamatti
er uhyre velanbragt som kommissæren, småborgeren der har sin grænse og for
resten selv er tryllefan.
BURGERS trumf er magien. Man siger, at film
om tryllekunst er sjældne, fordi alt i forvejen kan lade sig gøre med effekter.
Alligevel får scenerne fra Eisenheims teater det til at gibbe i tilskueren.
Både begyndelsens prangende show og den sene rituelle askese er realiseret med høj
stilbevidsthed. Diverse flashbacks til Eisenheims formative år er bearbejdet,
så de fremstår med en hyperrealistisk drømmevirkning. To af Eisenheims
illusioner, det blomstrende appelsintræ på det første teater og den mørke forsvindingskunst
på det sidste, er regulære showstoppers,
som man husker, når resten af filmen er glemt.
Illusionisten
er således meget seværdig. Filmen bygger på Steven Millhausers novelle
»Eisenheim the Illusionist« fra samlingen The
Barnum Museum (1990).*** I denne er der ingen royal hævnhistorie. Centralt i novellen
står Eisenheims forhold til en konkurrerende illusionist, Ernst Passauer. At The Illusionist slet ikke brugte dette
tema skyldes nok, at magisk rivalisering var hovedmotivet i årets anden store
periodefilm om tryllekunst, Christopher Nolans The Prestige, som fik dansk premiere i 2007.
*) En tv-film med titlen Believe: The Houdini Story blev produceret i 1998 og vist på TNT. Pen Densham instruerede Johnathon Schaech i titelrollen. 00ernes interesse for Harry Houdini (1874-1926) blev aldrig forløst i en storfilm. I stedet kom mindre projekter som Gillian Armstrongs Death Defying Acts (2007) med Guy Pearce som HH. Catherine Zeta-Jones og Saoirse Ronan spiller mor/datter-parret, som både vil elske og udnytte ham. I Danmark udkom filmen på dvd. Adrien Brody har titelrollen i miniserien Houdini, som Bernard C. Meyer og Nicholas Meyer skrev til A+E Networks i 2014. I Europa blev den vist på The History Channel og streames i 2020 på C More. Stephen Hopkins' serie om Houdini and Doyle, hvor Houdini og Sir Arthur Conan Doyle samarbejder, bliver desværre ikke streamet nogle steder. Houdini og Doyle mødtes også i virkeligheden og førte en venskabelig korrespondance, skønt de kom fra hver sin lejr i forholdet til det paranormale. Houdini satte en ære i at afsløre de spiritister, som Doyle blev stadig mere åben overfor.
**) Kronprins Rudolf (1858-1889) var søn af kejser Franz Josef og Elisabeth »Sissi« af Østrig-Ungarn. Han var gift med prinsesse Stéphanie af Belgien, men havde et forhold til Maria Vetsera (1871-1889). Rudolf og Maria begik selvmord sammen under et ophold på jagtslottet Mayerling uden for Wien. Mange teorier, også konspirationsteorier, verserede om hvordan og hvorfor. Affæren er skildret i talrige bøger, teaterstykker og film. Charles Boyer og Danielle Darrieux spillede Rudolf og Maria i Anatole Litvaks franske Mayerling (1936). Litvak instruerede også en amerikansk tv-film i 1957. I 1968 blev Terence Youngs Mayerling med Omar Sharif og Catherine Deneuve den romantiske storfilm, der skulle afløse Doktor Zivàgo som tidens tåreperser. Det lykkedes mere eller mindre. I Youngs film bliver kejserparret spillet af James Mason og Ava Gardner. Mayerling er stadig seværdig.
***) The Barnum Museum er ikke oversat. Det er derimod Millhausers Martin Dressler: The Tale of an American Dreamer (1996, da. Martin Dressler: Fortællingen om en amerikansk drømmer, 2002) og The King in the Tree: Three Novellas (2003, da. Kongen i træet s.å). Begge på forlaget Rosenkilde.
The Illusionist (Illusionisten). Instr. & manus: Neil Burger. Foto: Dick Pope. 109 min. Tjekkiet-USA 2006. Dansk premiere: 15.12.2006.
Foto: Illusionist Distribution/ Bull's Eye Entertainment/ Bob Yari Productions/ Contagious Entertainment/ Michael London Produktions/ Stillking Films/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ [FilmGrab]/ FilmAffinity
Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster, FLIXFLING, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra MVD Visual 17.09.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 16.12.2006
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
