Klassiske karakterer: Fortællingen om Ferdinand 1936-2017

PÅ EN Ø I HISTORIEN

Det handler om at sige nej til at slås

Af BO GREEN JENSEN

FOR de fleste voksne er Tyren Ferdinand en tegnefilm på otte minutter. Den passede så fint ind i Walt Disneys Juleshow – »Fra alle os til alle Jer« – at den fik lov at blive siddende virkelig længe. I mere end 50 år, faktisk. Disneys klassiske kortfilm er tegnet i 1938. Bogen, som den bygger på, blev skrevet bare to år før.

   Den handler kort fortalt om en tyr, der nægter at brøle og stange. Ferdinand vil hellere sidde i fred og snuse til blomsterne på marken. Han vil ikke slås med de andre tyre og dø i den arena, hvor matadoren altid vinder, når der er tyrefægtning.

   Men en dag sætter Ferdinand sig på en bi. Da den stikker ham, gør det så ondt, at han pludselig både brøler og stanger. Ferdinand har altid siddet under det samme træ og set ud på landskabet. Han begyndte som kalv. Nu vejer han 900 kilo. Det gør virkelig indtryk, da han går amok.

SÅ Ferdinand bliver set af de mænd, som udvælger tyre. Talentspejderne kører ham til Madrid og sender ham ind til matadoren. Men nu er Ferdinand igen blevet blid. Han sætter sig i sandet og snuser til sin blomst. Publikum raser. Picadorerne prøver at tirre ham, matadoren tigger om at blive stanget. Lige meget hjælper det. Til sidst må mændene køre Ferdinand hjem. Her sidder han atter under sit træ. »He is very happy,« står der til slut.

   Det er en enkel historie, som siger, at fred er bedre end krig. Og måske at passiv modstand er mere effektiv. Hvis du siger nej til at slås, må fjenden føre krig alene. Der er ikke nogen kamp, som den stærkeste kan vinde.

AMERIKANEREN Munro Leaf (1905-1976) havde været på rejse i Spanien. Han skrev The Story of Ferdinand (da. Historien om Ferdinand eller bare Tyren Ferdinand) på en eftermiddag, da hans ven, tegneren Robert Lawson (1892-1957), skulle bruge en tekst, han kunne illustrere.*

   Bogen blev en stor succes – og den passede fint til en håndtegnet film på otte minutter. I den computeranimerede biograffilm fra Blue Sky Studios er historien pustet op og strakt over næsten to timer. Det er gjort ved at fylde detaljer i mikset.**

   Ferdinand vokser op blandt andre tyre. Hans far skal møde matadoren og kommer aldrig tilbage. Ferdinand havner hos pigen Nina og hendes far. Det er på blomstermarkedet i landsbyen, at han sætter sig på en bi. Han kommer hjem til gården og bliver set af matadoren, mens de øvrige tyre, Valiente, Guapo, Bones og Angus, bliver valgt fra.

   Kasserede tyre skal slagtes. Sådan er verden bare indrettet. Men Ferdinand og hans venner gør oprør. De vil ikke bøje hovedet og lystre traditionen. Der er stadig den store finale, hvor Ferdinand nægter at kæmpe. Denne gang gør han det meget bevidst.

   Foruden flere tyre møder du tre arrogante raceheste, tre anarkistiske pindsvin, hunden Paco og geden Lupe, som bliver Ferdinands træner. Der er mange karakterer, faktisk også én eller to, du godt kunne undvære.

MEN sjælen i teksten er den samme. Der er en dansekonkurrence mellem tyre og heste. Der er en fin sekvens i landsbyen, hvor Ferdinand gemmer sig i en forretning, som sælger kopper og tallerkener. På engelsk siger man, når nogen er klodset, at det er som at se »a bull in a china shop«, en tyr i en porcelænsbutik. Her kan du studere fænomenet.

   I dag er de fleste imod tyrefægtning, der bliver betragtet som dyrplageri. Sådan var det ikke i 1936, men bogen blev forbudt i flere lande, fordi den talte om at undgå krig. I USA var der delte meninger: nogle så den som kommunistisk reklame, andre som pacifistisk propaganda. De tyske nazister brændte Historien om Ferdinand på bålet. I Spanien var den forbudt indtil 1975, da diktatoren Francisco Franco døde.

   Bogen udkom netop som Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) begyndte. Ernest Hemingway var på republikanernes side og aktiv modstander af fascismen. Han skrev om krigen i For Whom the Bell Tolls (1940, da. Hvem ringer klokkerne for). Men han var også vild med tyrefægtning, og han kunne ikke lide fortællingen om Ferdinand. Senere svarede han Munro Leaf i novellen »The Faithful Bull« (1951), der handler om »a bull whose name was not Ferdinand and he cared nothing for flowers. He loved to fight and he fought with all the other bulls of his age, or any age, and he was a champion.«***

   Ferdinand var fra begyndelsen en tekst, som voksne tog til sig. Den ligner på den måde både Le Petit Prince (1943, da. Den lille prins) og Jonathan Livingston Seagull (1970, da. Jonathan Livingston Havmåge). Men Antoine de Saint-Exupéry og Richard Bach vidste begge, at de talte til tiden og evigheden. Det kom fuldkommen bag på Munro Leaf, at hans lille spanske fabel blev set som noget stort og ekstraordinært.

SUCCESEN blev i 1937 forstærket af en offentligt sponsereret teaterforestilling med marionetter, som Leaf selv var med til at skabe. I 1938 fulgte Disneys tegnefilm, som han selv var med til at skabe, skønt Dick Rickard er krediteret for instruktionen, og den primære animator var Milt Kahl. Walt Disney lagde stemme til Ferdinands mor.

   Der var merchandise til børnene i form af spil, samlekort og mekanisk legetøj, men også kostbare Ferdinand-smykker til voksne fans. Fredsforkyndere som Eleanor Roosevelt og Mahatma Gandhi fremhævede Ferdinand som et eksempel. For ministre og generaler at se, var det et farligt eksempel, som der bare kom »tøsedrenge« ud af.

   Englænderen Iris Murdoch (1919-1999), som både skrev fiktion og tekster om filosofiske emner, bliver ofte citeret for sin forklaring på forholdet mellem kunstnere og magthavere: »Tyrants always fear art because tyrants want to mystify while art tends to clarify.« »Tyranner frygter kunsten, fordi de vil mystificere, mens kunsten forsøger at tydeliggøre.«****

   Vist var Leafs bog en politisk tekst, der promoverede pacifismen og opfordrede til civil ulydelighed. For hvad nu, hvis de unge gjorde ligesom Tyren Ferdinand – sagde nej til gamle værdier og nægtede at gå til angreb? Hvis soldaterne bare blev hjemme fra krigen? Charlotte E. Keyes sagde det nok allerbedst: »What if they gave a war and nobody came?«*****

DEN nye film er værd at se. Det er ikke verdens bedste eller mest originale historie, men den er sød og sjov på en hyggelig måde. Jeg så den med min yngste datter, da hun var fem et halvt år. Ava kunne bedst lide slutningen, hvor alle dyrene ender på gården hos Nina.

   Selv kunne jeg bedst lide billedet af Ferdinand under sit træ. Det er tegnet på helt samme måde i alle tre udgaver af historien. Der er snart gået 100 år. Ferdinand vil stadig bare sidde og snuse. Det gør han på sin egen ø i historien. Og under dét træ får krigen ikke en chance.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Pablo Berger: Blancanieves (2012); Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Klassiske karakterer: Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Animation | Den Lille Prins/ Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968.

NOTER

*) Munro Leaf hed egentlig Wilbur Monroe Leaf. Han skrev mange andre bøger for de mindste. Som regel illustrerede han dem selv. Ingen af de 40+ titler fik samme udbredelse som Tyren Ferdinand, kan man læse i diverse opslagsværker. En undtagelse er nu fortællingen om Robert Francis Weatherbee (1935), som ikke er vild med at skulle begynde i skole. I Tage Taanings fine gendigtning hedder historien Anton Hannibald Olsen. Den bog har haft et langt liv i Danmark. Vi læser den stadig hjemme hos mig.

**) I 2017 var Blue Sky stadig en konkurrent til Walt Disney. Studiet var knyttet til 20th Century Fox Animation på samme måde, som Pixar Studios fra 2006 blev affilieret med Disney.  Både Pixar og Blue Sky var født med computeranimationen. Blue Sky havde især succes med de fem film i Ice Age-serien (2002-2016). Robots (2005, da. Robotter), som Chris Wedge og Carlos Saldanha realiserede sammen, var en stærk og markant animationsfilm, der brugte Tom Waits på sit lydspor og tog afsæt i både Isaac Asimov og Troldmanden fra Oz. Dr. Seuss-historien Horton Hears a Who! (2008, da. Horton og støvfolket Hvem), fuglefortællingen Rio (2011) og Epic (2013, da. Skovens hemmelige rige) var mere vakkelvorne. Blue Sky varetog animationen af The Peanuts Movie (2015). Den sidste Blue Sky-titel var Spies in Disguise (2019, da. Spioner på missioner), som fik dansk premiere den 6. februar 2020, umiddelbart før COVID-19-pandemien. Da Disney opkøbte 20th Century Fox i 2019, blev Fox taget ud af firmanavnet. Blue Sky-enheden forsvandt simpelthen. 

***) Ernest Hemingways lille novelle blev skrevet til magasinet Holiday i marts 1951. Den hører sammen med historien om »The Good Lion« (som ligefrem bruger slutlinjen fra Ferdinand: »He is very happy.«) De satiriske fabler blev samlet op i The Complete Short Stories of Ernest Hemingway (1987). Teksterne er ikke med i Noveller (1998), som Poul Borum oversatte kort før sin død. »Den gode løve« og »Den trofaste tyr« kom endelig med i Samlede noveller (2013). Her er fablerne oversat af Mich Vraa.

****) »Tyrants always fear art because tyrants want to mystify while art tends to clarify. The good artist is a vehicle of truth, he formulates ideas which would otherwise remain vague and focuses attention upon facts which can then no longer be ignored. The tyrant persecutes the artist by silencing him or by attempting to degrade or buy him. This has always been so.« Udsagnet er fra »Salvation by Words«, et foredrag, som Iris Murdoch holdt for medlemmer af The American Academy of Arts and Letters ved årsmødet den 17. maj 1972. Murdoch havde udgivet monografien The Sovereignty of Good i 1970 og var i de år mere efterspurgt som filosof end som skønlitterær prosaist. Jeg skylder at takke Maria Popova og websitet The Marginalian for at pege på forbindelsen mellem Murdochs moralske filosofi og Ferdinands »farlige« pacifisme. Talen er trykt i Existentialists And Mystics: Writings on Philosophy and Literature (1999). Den findes også i arkivet hos The New York Review of Books. 

***** Digteren Charlotte E. Keyes (1914-1980) skrev i 1966 et essay, »Suppose They Gave a War and No One Came«, som blev trykt i magasinet McCall's. Hun skrev om sin søn, fredsaktivisten Gene Keyes, der nægtede at tage til Vietnam som soldat og sagde nej til værnepligten. Artiklen blev citeret vidt og bredt, og rubrikken var et slogan for hippiegenerationen. Keyes havde selv inspirationen fra Carl Sandburg (1878-1967). I prosadigtet The People, Yes (1936) ser en pige soldaterne tage afsted:

   »The first world war came and its cost was laid on the people.

       The second world war – the third – what will be the cost.

       And will it repay the people for what they pay?...

       The little girl saw her first troop parade and asked, 

       'What are those?'

       'Soldiers.'

       'What are soldiers?'

       'They are for war. They fight and each tries to kill as many of the other side as he can.'

       The girl held still and studied. 

       'Do you know ... I know something?'

       'Yes, what is it you know?'

       'Sometime they’ll give a war and nobody will come.'«

   Charlotte så citatet i et åbent brev, som James R. Newman skrev til The Washington Post i 1961. Newman var redaktør på tidskriftet Scientific American. I sit brev citerede han Sandburg efter hukommelsen. På samme måde blev Keyes' rubrik varieret, efterhånden som den satte sig i fælleskulturen.  

   Sloganet blev brugt som filmtitel (Hy Averbacks Suppose They Gave a War and Nobody Came, 1970) og sangtitel (Jonna Gault And Her Symphonopop Scene: »What If They Gave A War And No One Came?«, 1968). Især blev det brugt på plakater og mure. Det er skriften på væggen i digtet »Graffiti« (1972), hvor Allen Ginsberg både stiller og besvarer det retoriske spørgsmål: »What if someone gave a war & Nobody came? / Life would ring the bells of Ecstasy and Forever be Itself again.«

   Jeg troede længe, at sloganet kom fra Yoko Ono og John Lennon, der citerer det flere steder. Jeg blev klogere ved at læse den grundige udredning på sitet Quote/Counterquote. 

Ferdinand. Instr.: Carlos Saldanha. Manus: Robert L. Baird, Tim Federle, Brad Copeland etc. Production Designer: Thomas Cardone. 107 min. UK-USA 2017. Danske stemmer. 3D i udvalgte sale. Frarådes under 7 år. Dansk premiere: 14.12.2017.

Ferdinand the Bull (Tyren Ferdinand). Instr.: Dick Rickard. Manus: Vernon Stallings. Art Director: Ken Anderson. 8 min. USA 1938. 

Munro Leaf: The Story of Ferdinand. Drawings by Robert Lawson. 75th Anniversary Edition. 72 s. Viking Books, 2011. 

Munro Leaf: The Story of Ferdinand. Drawings by Robert Lawson. 48 s. Faber and Faber, 2017.

Munro Leaf: Ferdinand. Illustreret af Robert Lawson. Oversat fra engelsk af Ejvind Jensen. 70 s. Forlaget Gad, 1959.

Munro Leaf: Tyren Ferdinand. Illustreret af Robert Lawson. Oversat fra engelsk af Eigil Søholm. 70 s. Forlaget Apostrof, 1988

Fotos: Blue Sky Studios/ Davis Entertainment/  20th Century Fox Animation/ Nordisk Film Distribution// Walt Disney Productions/ 20th Television/ Disney+/ Library of Congress (Federal Theatre Project 1937)/ Google Images/ YouTube [clip + trailer]/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Ferdinand the Bull (1938) streames på DISNEY+

Ferdinand (2017) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies. 

Første del af teksten trykt i Weekendavisen Faktisk 15.12.2017.

Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005)

PACIFISTER MED VÅBEN
Idé og følelse blandes behændigt

Af BO GREEN JENSEN

DER ligger en pistol i butiksvinduet. Den har været der i årevis, og den er også blevet støvet, som alt andet i den slidte by, hvor enspænderen Dick Dandelion (Jamie Bell) vokser op.

   Om dagen er gaderne tomme, når de »rigtige mænd« er i minen. Clarabelle (Novella Nelson), familiens afroamerikanske barnepige, taler Dicks far fra at sende ham derned. I stedet bliver han en af de unge, som muligvis har livet for sig, men alligevel er tilovers. Sky og sær begynder Dick at arbejde for den panikslagne købmand. Tiden går uden at sætte sig spor.

   Alt det ændrer sig imidlertid, da pistolen finder sin plads i hans hånd. Fornemmelsen er forbløffende stærk. Egentlig er våben slet ikke Dick. I hvert fald har de aldrig sagt ham meget. Men på mærkelig vis får hans liv en slags midte, og en aften dukker Stevie (Mark Webber) fra købmandsbutikken uanmeldt op med sin særlige »Partner«, en Luger fra krigen i Nordafrika, der har fået kælenavnet Bad Steel.

   Så er de to til at læse om skudsår og avanceret ballistik. Begge unge mænd har fået faste blikke, da den fysisk udfordrede Huey (Chris Owen), hans lillebror Freddie (Michael Angarano) og generte Susan (Alison Pill) slutter sig til dem. De indretter sig i en mineskakt og bruger kun pistolerne dér. Det er Dick, som formulerer deres program. De skal forblive »pacifister med våben«. De kalder sig The Dandies, en hjemmestrikket outsiderbande, som hører gammel britisk rock og klæder sig som lapsede desperadoes.

DRENGENE retter sig helt op. Susans bryster vokser i takt med de unge mænds selvfølelse. I salonen hører de The Zombies, »She’s Not There» og »Time of the Season«. Hver især tager en affekteret, pseudo-britisk identitet. De er landevejsrøvere, som ikke praktiserer, Dick Turpin ganget med Billy the Kid. I én scene hvor alt balancerer, skiftes de til at danse for kameraet. Deres data skrives udførligt på lærredet.

   Men tilværelsen har sine årstider. For Dick sætter vinteren ind, da Sherif Krugsby (Bill Pullman) beder ham blive værge for den kriminelle Sebastian (Danso Gordon), der er barnebarn af hans drengeårs Clarabelle. Sebastian har prøvet at dræbe og føler slet ikke det samme for Dandiernes pagt. Susan synes om ham, for nu at gøre ondt meget værre, og det piner Dick at tabe terræn. Han regerer i princippet, men Sebastian har naturlig autoritet.

   Endelig udløses al mulig spænding, da Dandierne beslutter at demonstrere, hvad idealer betyder i praksis. Clarabella skal ikke sidde og blive ædt op af angst i sit køkken. De bevæbnede pacifister vil følge hende over pladsen, så hun kan drikke sin årlige kaffe med veninden. Hér går det galt, på den lille bys torv, som Dear Wendy kortlægger med samme pertentlige præcision, manuskriptforfatteren Lars von Trier lagde for dagen i sin egen Dogville.

DER er er da også lidt Dogville light over filmen, i det mindste et stykke af vejen. Imidlertid har Thomas Vinterberg forankret Triers abstrakte fabel i en konkret ung synsvinkels virkelighed, som på én gang føles frisk, realistisk og meget romantisk.

   På ryggen af tegneserier og neoheroiske westerns går de unge løver til angreb på verden, da våbenglæden med ét bliver alvor. Forløsningen er så voldsom og mytologisk realiseret, at Sergio Leone og Sam Peckinpah ville smile.

   Dear Wendy er mindre søgt end den lyder. Triers idé er måske ikke dyb, men den er skarp og ren og får lov at blive stående, mens Vinterberg iscenesætter de unge fredløses famlen.

   Således mødes erfaring og uskyld i en særpræget film, der både har moralsk vision, romantisk løft og gennemkomponerede billeder. Dear Wendy udgør en undtagelse i begge filmskaberes produktion. Man ved aldrig helt, hvor man har den.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Se også Thomas Vinterberg: Kollektivet (2016); Thomas Vinterberg: Kursk (2018); Thomas Vinterberg: Druk/Another Round (2020) [Oscars 2021]; To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015).

Dear Wendy. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 101 min. Danmark-Frankrig-Tyskland-UK 2005. Dansk premiere: 04.02.2005.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Nimbus Film/ Lucky Punch/ Heimatfilm/ Slot Machine/ TV2/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.02.2005

Bogen og filmen | Vera Brittain: Testament of Youth (1933/2015)

DE DØDE UNGE MÆND
Vera Brittains krigserindringer

Af BO GREEN JENSEN

I 2014 blev 100-året for Første Verdenskrigs udbrud markeret. Herhjemme var det væsentligst en fjern erindring om torden i syd. I Storbritannien var det et blik på konflikten, som kostede 800.000 mænd livet og traumatiserede hele generationen. Der er ikke flere vidner nu. Herefter er krigen kun overlevering.

   James Kents film om Vera Brittain (1893-1970) prøver først og fremmest at gøre historien til nutid. Krigsgenerationens erfaring er skildret i tusindvis af litterære fremstillinger, med vekslende grader af bagklogskab, men det kan filmens karakterer ikke vide. Her skal vi se de rødmende kinder og angsten i det første blik.

   Vera Brittain skrev Testament of Youth i 1933, da hun havde markeret sig med romanen The Dark Tide (1923) og Halcyon (1929), et kønspolitisk kampskrift om monogami som en anakronisme. Brittain vidste, at hun talte på vegne af en generation. Erindringsbogen har undertitlen: »An Autobiographical Story of the Years 1900-1925«.*

BRITTAIN var 21 år, da krigen blev erklæret. Hun havde plaget sine forældre om tilladelse til at gå til optagelsesprøve på Somerville College i Oxford. Samtidig fik hendes bror, Edward Brittain, dennes ven, Victor Richardson, og Veras forlovede, digteren Roland Leighton (1895-1915), deres eksaminer. De døde alle tre i Flandern.

   Vera forlod Oxford for at blive sygeplejerske. Først vægrede hun sig ved at pleje døende tyskere. Så blev hun en af de store pacifistiske stemmer i sin generation. Hun giftede sig med sociologen George Catlin, som havde kendt Roland Leighton. Da hun vendte tilbage til Oxford, delte hun værelse med Winifred Holtby (forfatter til romanen South Riding, som ældre læsere muligvis husker som en stor tv-serie fra 1970erne).

   Vera og Winifred havde samme krigserfaring. Da Holtby døde i 1935, skrev Brittain sin anden erindringsbog, Testament of Friendship, som har ikonisk status blandt feminister. Catlin nægtede at læse den, fordi Vera havde foretrukket Winifred for ham. Brittain genoptog sin egen historie i Testament of Experience (1957). Ved sin død skrev hun på et fjerde bind erindringer, Testament of Time.

JAMES Kents filmatisering er mere moderne, end den ser ud. Filmen forsøger på ene side at være trofast mod Brittains tekst, en dannelsesskildring, som falder i tre lige vigtige faser: den unge kvindes frigørelse, skildringen af krigen, chokket, tabet og sorgen, samt begyndelsen på det store venskab med Winifred Holtby.

   På den anden side har ambitionen været at lave et tragisk kærlighedsdrama, der kan lokke unge tilskuere til. Testament of Youth er dramatiseret flere gange, men før i tiden var der over- og efterlevende, som kunne kritisere og korrigere. Den nye film er henvendt til soldaternes olde- og tipoldebørn. Den strejfer de samme nostalgiske steder som f.eks. tv-serien Downtown Abbey.**

   

HER gælder alle romantiske kneb. Midtvejs står Vera som sygeplejerske ved fronten i Frankrig i 1917. I en kranoptagelse zoomes der ud fra pladsen ved lazarettet med rækker på rækker af bårer med sårede soldater. Billedet findes præcis magen til i Gone with the Wind (da. Borte med blæsten), hvor det viser banegården i Atlanta.

   Filmens første scene er henlagt til fredslutningsdagen i 1918. Verden jubler, men Vera er stille. Hun står på Tate Gallery og betragter det mørke vand på Francis Danbys maleri af Syndfloden. I fantasien dykker hun. Da hun dukker op igen, er hun tilbage i sommeren 1914, og de døde unge mænd lever. Det er mere end et flashback. Det er næsten som en passage i tiden, og publikum føler det lige sådan.***

DET lykkes aldrig filmen at gribe for alvor, der er ligesom lagt nøjsomhedslåg på passionen. Også i dét er der en pointe. Testament of Youth skildrer en generation, der blev slettet ud, taget i opvæksten, klippet af som rosenknopper, så der bagefter kun var de forkølede skud af et spirende misliv, man hører om i modernisternes digte.

   De bedste scener bruger tryg erindring som kontrast til en bitter erfaring. Edward, Victor og Roland går sammen ud ad en hvid sommersti, mens Vera ser dem forsvinde. Roland vender sig om mod Vera, som står tilbage »med april i sine øjne«.

   Glimtet er ikke grebet i luften. I Rolands Leightons digt »Nachklang« står der: »Down the long white road we walked together […] You seemed all brown and soft, just like a linnet,/ Your errant hair had shadowed sunbeams in it,/ And there shone all April/ In your eyes.« Filmen gentager situationen og bruger hans stemme på lydsporet.

SVENSKE Alicia Vikander (fra En kongelig affære) er formidabel som Vera. Som Roland er Kit Harrington (fra Game of Thrones) en Leslie Howard-type for vor tid. Tyve minutter før slutningen ankommer Winifred Holtby i skikkelse af Alexandra Roach. Hun siger, at foråret venter, og Vera holder en pacifistisk brandtale.

   Fordi eftertiden har produceret så mange versioner af uskyldstabet, Den Store Krig blev oplevet som, har emnet fået en vis tragisk træthed. Det har fået kritikere til at kalde filmen heartbreak porn (»hjertesorgsporno).

   Det er dog at tage fejl af pointen. Vist er filmen glansfuld og selvbevidst smuk. Rob Hardys billeder fanger hver tåre, og designet er gennemført til det preciøse. Men Testament of Youth er trofast mod krigsgenerationens første erfaring. Filmen reproducerer præcist Vera Brittains blik på sin tid.

Se også Peter Jackson: They Shall Not Grow Old (2018) og I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020].

*) Dagbøgerne, som Brittain bearbejdede, er udgivet med titlen Chronicle of Youth (1981). Brevvekslingen mellem Brittain og de unge mænd fra Oxford er samlet i Letters from a Lost Generation af Mark Bostridge, som skrev biografien Vera Brittain and the First World War: The Story of the Testament of Youth (2014).

**) Elaine Morgan dramatiserede Testament of Youth for BBC i 1979. Miniserien består af 5 episoder. Cheryl Cambell, som fik sit gennembrud i Dennis Potters Pennies from Heaven (1978), konsoliderede det med Testament of Youth, som blev instrueret af Moira Armstrong. Campbell fik en BAFTA for rollen som Vera Brittain. Joanna McCallum spillede Winifred Holtby, der i 2014-filmen fremstilles af Alexandra Roach.

***) Francis Danby (1793-1861) var irsk og malede både sublime landskaber i en stil, der minder om tysk romantik, eventyremner i ånden fra Füssli og bibelske scenerier i samme stil som John Martin, der gjorde det apokalyptiske til sit speciale. Danbys fremstilling af Syndfloden (1840) gør sin virkning i kraft af formatet. The Deluge måler 2,85 x 4,5 m. Billedet tilhører Tate Gallery og hænger på Tate Britain.

Testament of Youth. Instr.: James Kent. Manus: Juliette Towhidi. Foto: Rob Hardy. 129 min. UK 2014. Dansk premiere: 25.06.2015.

Fotos: BBC Films (Laurence Cendrowicz)/ Nordisk Film Distribution/ Tate Britain/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures (regionsfri) 20.10.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.06.2015

Terrence Malick: A Hidden Life (2019) [Moderne mestre]

VEJEN TIL SANKT RADEGUND

Metafysikerens kritiske comeback

Af BO GREEN JENSEN

DET kan have sin pris at tale højt og blive produktiv. Terrence Malick (f. 1943) blev i 20 år betragtet som det sidste reklusive geni. Filmens svar på J.D. Salinger og Thomas Pynchon havde bevaret sin integritet ved at forholde sig tavs efter debutfilmen Badlands (1973) og hovedværket Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden), som stadig er en af de store oplevelser fra et i forvejen tætpakket årti.

   I 1998 vendte han tilbage med en monumental filmatisering af The Thin Red Line (da. Den tynde røde linje), den anden store krigsroman af James Jones, som skrev From Here to Eternity (da. Herfra til evigheden). Det holdt legenden lige til, for skønt filmen er fuld af dvælende scener, hvor soldater går omkring i regnskoven og fremsiger indre monologer om livet og døden, er der også en fysisk konkret første time og megen visuel energi.

DER var færre fans til The New World (2005, da. Den nye verden), som fulgte efter bare syv år. En fejlcastet Colin Farrell spillede kaptajn John Smith over for hawaianske Q’orianka Kilcher i rollen som den historiske Pocahontas. Filmen var for det første belastet af Disney-versionen. For det andet fik den premiere i en kopi, som var klippet ned fra tre til to spilletimer. Og udkom på blu-ray i et director’s cut på fire timer.

   Kulminationen på mellemfasen blev The Tree of Life (2011). Her er en enkelt families historie skrevet ind i den store fortælling om livet på Jorden. Filmen begynder med skabelsen og viser både dinosaurer og istid, før Brad Pitt, Jessica Chastain og deres børn dukker op. Det slutter med en hvidklædt Sean Penn, der har tårer i øjnene, mens han knæler på stranden i efterlivet, som alle gospelsange taler om.

FILMEN er fuld af fantastiske billeder. Få kan som Malick se på naturen. Den tangerer samtidig en kosmisk kitsch, som er problemet med sen Terrence Malick. The Tree of Life var stor i fem minutter og blev kaldt en født klassiker. Jeg tvivler på, at ret mange ser den igen.

   Nu var det så, at Fanden tog ved den kristne filmskaber. I hurtigt tempo fulgte To The Wonder (2012) og Knight of Cups (2015). Begge er skudt i en flydende, flimrende stil, med henholdsvis Ben Affleck og Christian Bale som de maskuline pilgrimme, der snubler gennem livet og taler inderligt henvendt på lydsporet. Begge film ligner fraklip fra The Tree of Life.

   Dokumentaren Voyage of Time: Life’s Journey (2016) var en prosaisk gentagelse af skabelsespoesien med Brad Pitt som fortæller og produceret i iMax-format. Mest livfuld af 10ernes film var i grunden den profane Song to Song (2017). Ryan Gosling, Michael Fassbender, Rooney Mara og Natalie Portman har affærer med hinanden i Austin, Texas, hvor instruktøren er bosat. Imens citeres 88 musikstykker, som spænder vidt genremæssigt, fra Mahler, Ravel og Arvo Pärt til Dylan, Patti Smith og Lykke Li. Her var der atter en form og et sigte, men flertallet havde mistet tålmodigheden med Malick. Filmen blev knap nok distribueret. I Danmark kom den ud i én kopi.

ALT dette førte til den skeptiske forventning, som A Hidden Life blev mødt med på Cannes Festivalen i 2019. Der var også apati og forundring. Det er en anden generation nu, og den sene, såkaldt »transcendentale« Malick har ikke automatisk heltestatus. Der var mere interesse omkring Parasite, ny Tarantino og Céline Sciammas Portræt af en kvinde i flammer. Malick har været for løs lidt for længe. På den måde blev han en overkomplet.

   Men i sin nye film finder Malick tilbage. A Hidden Life fortæller den sandfærdige historie om østrigeren Franz Jägerstätter (1907-1943), som også i virkeligheden trodsede nazismen, nægtede at bære tysk uniform og gik i døden for sin overbevisning. Jägerstätter forklarede sig i en lang række breve til hustruen Fani og parrets børn. Hans samlede skrifter er udgivet. I 2007 blev han helgenkåret af pave Benedict XVI.

   Malicks sene, »høje« form kan ikke bare bruges. Den passer perfekt til en martyrfortælling. Malick bruger igen den svimlende, gispende stil, som har været hans signatur siden The Tree of Life. Men sagen er denne gang enkel og klar. Franz Jägerstätter (August Diehl) har en konkret grund til at se på naturen og undre sig over al den skønhed og ondskab, som findes i verden. Malick maner det frem i forvrængede scopebilleder.

FILMENS arbejdstitel var Radegund. Sankt Radegund er navnet på den østrigske bjergby, som ligger »over skyerne« og udgør hele verden for Franz, Fani (Valerie Pachner) og deres børn. Her består i lang tid et paradis, hvor gode mennesker lever i harmoni med naturen, afgrøderne og hinanden. Det er atter et Himlen på Jorden, som falder.

   Idyllen bliver knust, da Franz siger nej, først til Anschluss og brunskjorternes indsamling, så til at heile og sværge Føreren troskab. Snart bliver der spyttet på den pacifistiske familie.

   Fani bakker sin mand op, og det samme gør flere tvivlere i systemet, mest anfægtende den Pilatus-agtige oberst Lueben (Bruno Ganz i sin sidste filmrolle), som afsiger dødsdommen. Jägerstätter kan gå, hvis han giver sig. Han vakler aldrig i troen, og Malick markerer martyriet i sin klareste, mest forkyndende form.

DEN første time af filmen er smuk. Så skildrer Malick den moralske forandring – eller den iboende fascisme, som kommer frem – da tiderne skifter i Radegund. Det gør han i et andet sprog, men med samme virkning, som Michael Haneke nåede i Det hvide bånd (2009). For begge mænd at se, sidder råddenskaben der allerede. Men Malicks film er bedre til at skildre, hvad der går tabt.

   Da torturen og brutaliseringen begynder, bliver det en mere ordinær fremstilling. På forstemmende vis har man set den mange gange. Men Malick holder fokus hele vejen, og August Diehl – der så ofte har spillet en søn af nazister – er også i denne film ét med sin rolle. Franz Jägerstätter bliver henrettet i Brandenburg-Görden fængsel den 9. august 1943. Han er da en dissidenternes Kristus, og filmen kortlægger hans Smertens Vej.

DET er bedst i begyndelsen oppe på bjerget, hvor kameraet drejer så svimmelt, at man vil trykke sig helt ned til jorden. A Hidden Life er en krævende film, som aldrig slipper sit tag eller glemmer at forkynde. Men den er levende, rig og seværdig på en måde, som Malick ikke har været i lang tid. Her mødes kulden fra Kubrick og troen fra Tarkovskij.

   Malick er 78 år. Der må gerne være én stor film mere. Den, som han arbejder på lige nu, hedder The Last Planet. På rollelisten optræder både Kristus og Satan. Måske bliver det kronen på værket. Måske bliver det Knight of Cups om igen. I hvert fald skal projektet følges med spænding, for med denne film er Malick tilbage.

A Hidden Life. Instr. og manus: Terrence Malick. Foto: Jörg Widmer. 174 min. Tyskland-USA 2019. Dansk premiere: 13.02.2020

Fotos: Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ Movie StillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 17.03.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.02.2020