EN SNOR MED MANGE KNUDER
Den franske forbindelse set fra Marseille
Af BO GREEN JENSEN
Der var fine hilsener til førsteudgaven af A Star is Born (1937) og Singin’ in the Rain, (1952), som er Hollywoods egne versioner af historien. Dujardin, der har en vis fysisk lighed med Gene Kelly, var perfekt som idolet George Valentin, der bliver kasseret og glemt og forsumper, mens hans protegé og kæreste, danseren Peppy Miller, gør karriere.
The Artist var et kulturfænomen i tre eller fire minutter. Dujardin blev spået et stort gennembrud og en international karriere, som han mærkværdigvis aldrig fik. Han havde små roller i George Clooneys The Monuments Men (2014) og Martin Scorseses The Wolf of Wall Street (2013) men det blev Dujardins portugisiske medspiller, Bérénice Bejo, som for alvor havde glæde af The Artist.
DET skal siges, at filmen kom som en overraskelse i Frankrig. Her var Dujardin kendt som surferen Brice Agostini i Brice de Nice (2005), en komisk karakter, han havde udviklet i standup-sammenhæng, og for sin rolle som superagenten OSS 117 i to Slå først, Frede!-agtige spionkomedier. Første gang, Dujardin viste mørkere stof, var i Guillaume Cantets Les petits mouchoirs (2011), som i Danmark hed Små hvide løgne.
Dujardin tog hjem for efterhånden at forsvinde i generiske titler som Brice 3 (2016), Little White Lies 2 (2019) og OSS 117: From Africa with Love (2021). Der har alt for sjældent været lysægte film som Roman Polanskis J'Accuse (2019, da. Officer og spion), hvor han spiller efterretningsofficeren Picquart, der nægter at deltage i justitsmordet på Alfred Dreyfus.
På vej tilbage til farcehåndværket gør Dujardin en sidste stor, dramatisk gestus i La French. Han er fremragende som Pierre Michel, en ubestikkelig dommer, der med alle midler bekæmper intern korruption og er hovedanvarslig for afsløringen af »den franske forbindelse«, som i 1970ernes Marseille distribuerer heroin til hele verden.
FILMEN er autentisk baseret. Den korsikansk-fransk-amerikanske trekantshandel med tyrkisk heroin var i Frankrig kendt som »la filière corse«, indtil amerikanerne begyndte at tale om The French Connection. Det var i dén film fra 1971, at William Friedkin castede Gene Hackman som narkostrisseren Jimmy »Popeye« Doyle. Siden blev historien endnu bedre i French Connection II (1975), som John Frankenheimer instruerede i samme hårdkogte ånd.
Cirka samtidig blev dommeren Pierre Michel forfremmet fra en stilling i Metz, hvor han havde fungeret i sager, der involverede mindreårige, til en mere magtfuld position ved retten i Marseille. Her havde Gaëtan »Tany« Zampa i 20 år drevet sin gangsterforretning under relativt rolige forhold. De lokale betalte beskyttelsespenge, men hovedindtægten kom fra narkoeksporten til USA.
Pierre Michel (1943-1981) og Gaëtan Zampa (1933-1984) er historiske karakterer, og filmen forpligter sig på at skildre den franske side af narkoopgøret med rimelig akkuratesse. Det samme gjorde Philip Lefebvres Le Juge allerede i 1984, hvor Jacques Perrin havde rollen som dommeren, men dengang var der ændret lidt i navne og nærmere forhold.
AFFÆREN var en snor med mange knuder. Narkonetværket havde rødder i konstellationer fra 2. verdenskrig. Startkapitalen kom fra midler, som korsikaneren Paul Carbone havde tilegnet sig, mens han arbejdede for Carlingue, det franske Gestapo. I den første efterkrigstid kunne handlen foregå frit, fordi CIA og det franske efterretningsvæsen holdt hånden over den korsikanske mafia, der til gengæld forhindrede franske kommunister i at overtage havnen i Marseille.
Dommeren har selv en fortid som ludoman. Han lever i øvrigt stille og roligt med hustruen Jacqueline (Céline Sallet) og parrets to døtre. Zampa elsker hustruen Christiane (Mélanie Doutey), der er aktiv i Azur-kystens jetset. Han løber ture med sin teenagesøn og prøver at skåne sin datter. Zampa ser ikke sig selv som forbryder, snarere som en forretningsmand af iværksættertypen.
DET er Zampa, som bliver spillet af Gilles Lellouche, der flytter sig mest. Først ligner han en tegneseriegangster, til slut er han næsten en tragisk figur. Michel bliver chikaneret af korrupte kolleger og embedsmænd. Zampa er presset på det amerikanske marked, hvor konkurrencen fra Asien trykker priserne ned, og i sit eget bagland, hvor løse kanoner som psykopaten Le Fou (Benoît Magimel) gør det svært at drive anstændig forretning.
De to mænd kommer tæt på hinanden, og hos Zampa opstår en vis respekt for den eneste, som tør sige nej. Michel er urokkelig i sin foragt. For en tid lader han sagen ligge, da den er ved at ødelægge hans ægteskab. Så kommer François Mitterrand til magten, og en lille paladsrevolution gør det muligt for dommeren at etablere sin task force. Der er dog flere bagmænd på podiet, da ministeren takker for kampen til slut.
Flere bipersoner bliver vækket af virkeligheden i scener, der genskaber den akutte kokainparanoia i Martin Scorseses Goodfellas (1990). Jimenez henter dog mere hos Michael Mann, som i Heat fra 1995 gjorde meget ud af at sidestille forbrydernes og politifolkenes sociale liv og familierutiner. Midtvejs mødtes den livstrætte tyv (Robert De Niro) og den ubestikkelige kriminalbetjent (Al Pacino) på fælles grund og lige fod.
Jimenez og partneren Audrey Diwan, som har skrevet manuskriptet sammen, lader dommeren og gangsteren have en lignende scene, hvor de taler ganske ærligt. Det er beretningen om et forudsigeligt dødsfald, og gradvis skifter tonen fra dynamisk action til myte og melankoli. Mod slutningen er Zampa humaniseret i en grad, som gør det svært kun at se ham med kulde og foragt.
MUSIKKEN i filmen er vigtig. Guillaume Roussel har skrevet et stemningsfuld score, der indlejrer radiosange fra tiden, så man fornemmer, at årene går. »These Boots Are Made for Walking« – Nancy Sinatras signatursang, som i Frankrig var et 1965-hit for Eileen – bliver til »Ces bottes sont faites pour marcher« i en rekonstruktion ved Yéyévollegaz og Delphine Gardin. Også Lykke Li har leveret neo-nostalgisk lounge til lydsporet, hvor bl.a. Serge Gainsbourg (»Comic Strip«) og Mike Bryant (»C'est comme ça que je t'aime«) fungerer som kronologiske markører.
Da Zampa i 1980 åbner natklubben Krypton til ære for sin hustru, bliver der spillet »Call Me« med Blondie. Siden standser han musikken, da dj’en spiller »Cambodia« med Kim Wilde. Pierre Michel tager på ferie med sin familie og er eftertænksom, mens Lou Reed og The Velvet Underground spiller »I'm Set Free«. Zampa kapitulerer til tonerne af Max Richters »This Bitter Earth/ On the Nature of Daylight« i arrangementet fra The Blue Notebooks (2004).
LA French er en stor billedoplevelse med et persongalleri som hos Balzac. Stærkest står portrættet af tiden. Som thriller er filmen for løs – og muligvis for ambitiøs – men efter stribevis af amerikanske 70er-historier kommer den franske synsvinkel som en frisk sommervind.
Se også Michel Hazanavicius: The Artist (2011); Abort på film | L'événement/ Happening/ Hændelsen (2021).
La French (Den franske forbindelse). Instr.: Cédric Jimenez. Manus: Audrey Diwan & Cédric Jimenez. Foto: Laurent Tangy. 135 min. Belgien-Frankrig 2014. Dansk premiere: 24.09.2015.
Fotos: Gaumont/ Légende Films/ France 2 Cinéma/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Scope Pictures/ RTBF/ La Wallonie/ Région Provence-Alpes-Cóte d'Azur/ Centre national du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Gaumont Distribution/ Madman Entertaiment (trailer)/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Variety/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.09.2015
Ingen kommentarer:
Send en kommentar