FALSKE MONUMENTER
Historisk panorama med abstrakt overblik
Af BO GREEN JENSEN
PROLOGEN er dateret »Marokko, november 1920«. En mand med blå jakke, bredskygget hat og hvide bukser bliver ført gennem gadens sand af to betjente. Da de når til en politistation, går de ind.
Af BO GREEN JENSEN
PROLOGEN er dateret »Marokko, november 1920«. En mand med blå jakke, bredskygget hat og hvide bukser bliver ført gennem gadens sand af to betjente. Da de når til en politistation, går de ind.
Scenen er set oppefra og filmet med et dronekamera. Perspektivet er vigtigt. Historien foregår nede på jorden, men det er en »stor« fortælling med den samme kosmiske synsvinkel, som man finder i gamle romaner af Dumas, Hugo og Balzac. Eller film som Paradisets børn.
Manden bliver sat på en stol foran politiinspektøren, som giver tegn til, at håndjernene skal låses op. Arrestanten præsenterer sig som Albert Maillard, født den 16. maj 1872 i rue Ordener i Paris. Han bliver spurgt om sin soldatertid. Det er en kompliceret historie. »Tid har vi nok af,« siger inspektøren, og forestillingen kan begynde.
Så to år før er vi ved verdenskrigens slutning. Det er den 9. november 1918. En hund løber gennem ingenmandsland. Begge sider venter på våbenhvilen. Da tropperne får ordre til at indstille alle kamphandlinger, er der glæde blandt de franske styrker på højdedrag 113.
KUNSTNEREN Péricourt og fortælleren Maillard ser på hinanden og smiler. Den eneste, som ikke glæder sig over freden, er kaptajn Pradelle. Pradelle er fortællingens skurk og den tredje vigtige brik i brætspillet. Han træder straks i karakter ved at sende ældste og yngste soldat på en futil mission. Begge mænd bliver skudt. Et sidste slag begynder.
Da Maillard når hen til de døde, ser han, at de er blevet skudt i ryggen. Pradelle ser, at han ser det, og tvinger ham baglæns. En granat slår ned, og fortælleren dør. Det vil sige: Hans hjerte holder med at slå, men han når at gemme sit hoved i en død hests mund.
Så bagefter er der alligevel lys. Péricourt får Maillard til at ånde igen. De smiler, da endnu en granat slår ned. Péricourt får knust sit ansigt og svæver mellem liv og død. Vi ser hans forhistorie i en morfinrus: den døde mor; den rige far, som ikke forstår ham; den hengivne søster.
ALT dette sker i filmens første ti minutter. Da Péricourt vågner, ser han forfærdet på resterne af sit ansigt. Han skriver Merde på en tavle som reaktion på lægernes tilbud om en protese. Resten af livet skjuler han sine skamferede træk bag stadig mere fantastiske masker.
Og hvad skal disse mænd gøre resten af livet? Krigen fylder for så vidt ikke meget i Vi ses deroppe. Alligevel gennemlyser den alt. Vi forstår, at de har svært ved at finde sig til rette. Péricourts fysik er ødelagt. Maillard får usselt arbejde. Kun Pradelle flyder oven på som en prop. Libertineren efterjusterer sin blodtørst og genopstår som charlatan. Han har sin modpol i Péricourts far, som er en relativt retskaffen kapitalist.
Soldatens hjemkomst er ofte skildret i kunsten. Beskrivelserne er bitre, tragiske, patetiske, absurde. Næsten alle undsiger normaliteten, som de ikke kan forholde sig til. Sløret er revet i stykker. Desillusionen definerer modernismens lange periode. Tro og moral er blevet en stor vittighed.
Pierre Lemaitres roman Au revoir là-haut gør alt på en gang. Trods den gamle form er blikket moderne. Det er trods alt konstrueret på en historisk afstand af 100 år. I tidens egne skrifter var tabet af sikre værdier et drama. Nu er det et grundvilkår.
DET er en fremragende fortælling. Den vansirede kunstner beslutter at korrigere regnskabet. Maillard har beundret Péricourts livfulde tegninger. Han forstår ikke det patriotiske kitsch, som vennen nu præsenterer.
Péricourt har ingen mund, så han kan ikke tale tydeligt. Han meddeler sig via gadebarnet Louise, der har set ham i øjnene og rørt ved hans ar. Hun oversætter hans gutturale tirader. Også Louise (Héloïse Balster) er en smuk, litterær konstruktion.
Efterkrigstiden har ikke brug for hjemvendte soldater, men nærer en hyklerisk trang til at ære de døde. Hver lille by, ja hvert kvarter vil have sit monument. Péricourt får fremstillet et katalog med kenotafer. »Banalt + grimt + dyrt = succes« siger han og laver en smilende maske.
Monumenterne skal forudbetales, det er ikke planen at opføre dem. Bedraget er lukrativt og genialt. Bestillingerne strømmer ind. Også Pradelle bliver rig på rekordtid. Han sætter en svindel med begravelser i system og indynder sig hos Péricourts søster (Émilie Dequenne). Vennerne foretager deres modtræk. Kun de tre mænd – og Louise – har det fulde overblik.
Der er hele tiden visuel ækvilibrisme. Der er en genuint bevægende scene mellem Péricourt père et fils (Niels Arestrup og Nahuel Pérez Biscayart). Laurent Lafitte (den »hjælpsomme« nabo fra Paul Verhoevens Elle) er tilpas uudgrundelig som Pradelle. Men Albert Dupontel, som også har instrueret, bærer filmen i mål som Albert Maillard.
Tegneserieæstetikken har meget til fælles med Jean-Pierre Jeunets skildring af Den Store Krig i Un long dimanche de fiançailles (2004, da. En lang forlovelse) efter romanen af Sebastian Japrisot. Der er spor af både Jacques Tardi og Fabien Nury i Dupontels mise-en-scène. I La chambre des officiers (2001) belyste François Dupeyron det samme grufulde emne med en anden sensibilitet. Filmen foregik på en hospitalsstue, hvor de lemlæstede officerer fik udført ansigtskirurgi og var gemt væk.**
Au revoir là-haut er meget seværdig. Det er en film, som forstår og formår at sige svære og vigtige ting, der stritter i mange retninger. Der er tragisk humor, indædt satire og fin kærlighed. Kunstnerens masker drejer det hele i retning ad Gaston Leroux og Eugène Sue. Det er en kulørt historie i bedste forstand.
*) Vi ses deroppe udkom på dansk i 2014. Lemaitre modtog Goncourtprisen 2013 for romanen. Han har siden videreført historien om Les enfants du désastre i Couleurs de l’incendie (2018, da. Flammernes farve) og gjort den færdig i Miroir de nos peines (2020). Karsten Nielsen har oversat de to første bind i trilogien, som udkom på forlaget Lindhardt og Ringhof. Lemaitre er endvidere kendt for serien om kriminalkommissær Camille Verhoeven og enkeltstående thrillers som Robe de marié (2009, da. Brudekjolen) og Trois jours et une vie (2016, da. Tre dage og et liv). Det historiske projekt videreføres i en ny trilogi med titlen Les années glorieuses, som er henlagt til tiden efter 2. verdenskrig. Hverken Le Grand Monde (2022) og Le Silence et la Colère (2023) foreligger på dansk. Forlaget Calmann-Lévy udgiver Lemaitres bøger i Frankrig.
**) Lemaitre og tegneren Christian De Metter har samarbejdet om den fornemme graphic novel-udgave af Au revoir là-haut (2015). Lemaitre er ikke co-krediteret på det følgende album, Couleurs de l'incendie (2020). I november 2023 udkom Miroir de nos peines. Editions Rue de Sèvres har udgivet Les Enfants du désastre-sekvensen. La chambre des officiers bygger på en roman af Marc Dugain. Filmen fik ikke dansk premiere, men blev vist på førsteudgaven af Copenhagen International Film Festival 2003 med sin engelske titel, The Officer's Ward.
Vi ses deroppe (Au revoir là-haut). Instr. & manus: Albert Dupontel. Foto: Vincent Matthias. 118 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 14.06.2018.
Fotos: Stadenn Prod/ Manchester Films/ Gaumont/ France 2 Cinéma/ Canal+/ Ciné+/ France Télésions/ La Région Île-de-France/ CNC/ Procirep/ ANGOA/ CODEC/ Canadian Television Fund/ Entourage Pictures/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Egmont/ Forlaget Lindhardt og Ringhof/ Editions Rue de Sèvres/ YouTube (Unifrance Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.06.2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar