Translate

Viser opslag med etiketten Daphne du Maurier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Daphne du Maurier. Vis alle opslag

lørdag den 4. juni 2022

Susan Hill: The Woman in Black (1983/2012) [Bogen og filmen]



HUSET I MARSKEN OG KVINDEN I SORT
Susan Hills gotiske nyklassiker 

Af BO GREEN JENSEN

DEN nostalgiske gyser går aldrig af mode. Periodehistorien med døde børn, mystiske kvinder, hjemsøgte ejendomme og begravede mysterier har haft fans, siden dronning Victoria blev kronet.
   I The Woman in Black bliver effekterne genbrugt med stor æstetisk konsekvens og en lidt mindre sikker fornemmelse for den substans, som også er nødvendig, hvis form og indhold skal balancere. Både Wilkie Collins (1824-1889) og Daphne du Maurier (1907-1989) har stået faddere til filmen, som bygger på en 1983-roman af Susan Hill.*
   Juristen Arthur Kipps bliver af sit firma sendt til en afsondret landsby i marsklandet på den britiske østkyst. Her skal han gøre boet op efter enken, som levede Miss Haversham-agtigt på Eel Marsh Farm. Arthur er mærket af sorg over sin hustru, som døde i barselssengen. Nu tegner sønnen sin far med nedadvendt mund. »Hvorfor ser jeg sur ud?« spørger Arthur. »Fordi dit ansigt altid er sådan,« svarer drengen.


ARTHURS chef forstår hans smerte, men lader forstå, at missionen repræsenterer en sidste mulighed for at rette op på det hele. Arthur rejser med en aftale om, at sønnen og barnepigen skal slutte sig til ham. I toget sidder egnens store mand overfor. Mr. Daily kører ham til kroen i sin Rolls Royce. Til gengæld er kroværten åbenlyst fjendtlig. Arthur får dog en seng i det gamle kvistkammer.
   I filmens prolog har man set, hvordan tre piger trådte et dukketestel i stykker. Som søvngængere sprang de i døden, vist nok fra vinduet i det selvsamme rum, da der blev kaldt udefra. Så mange i byen har mistet børn. Arthur ser en sortklædt kvinde, som ikke vil ham det godt. Kroværtens kone forklarer, at endnu et barn bliver taget, hver gang nogen møder kvinden i sort.


THE Woman in Black er en af de gysere, hvor karaktererne går ind i mørket, ned i kælderen eller op på kvisten, skønt al fornuft siger, de bør holde sig væk. Daniel Radclifffe (Harry Potter) har i sin første rene voksenrolle de forventede reaktioner. En mængde børn dør på skækkelig vis, kvinden i sort overfalder vor helt. Effekterne fungerer, men mysteriet er meget mekanisk sat op.
   Den forsonende faktor i filmen er Eel Marsh Farm, en gotisk struktur, som ligger på en ø i vadehavet. Kun ved ebbe er det muligt at komme til og fra fastlandet. Arthur er ofte alene i huset. På den måde når han til bunds i mysteriet og forstår, med hvilket offer man måske kan formilde kvinden i sort. Det er i sidste øjeblik, for Arthurs egen dreng er på vej, og det handler om at redde hans liv.


DEN sjælfulde slutning er stram og makaber. Den skal ikke røbes her. Filmen er en ny produktion fra det ærværdige britiske Hammer Studios, som i 1960erne og 70erne specialiserede sig i grel gyservold. Skønt den virker underbemandet, er der investeret fornuftigt i karakterskuespillere som Ciarán Hinds, Janet McTeer og Liz White. Der findes en tv-udgave. Filmen må være til tre stjerner rent.



I 2014 fulgte The Woman in Black 2: Angel of Death. Fortsættelsen bruger kun lokaliteten. Hverken Jane Goldman, som skrev manuskriptet til The Woman in Black, eller instruktøren James Watkins er involveret. Susan Hill har fra begyndelsen forholdt sig passivt til de forskellige dramatiseringer.**
   Filmen er god, skønt den står på skuldrene af noget andet. Tiden er skudt 40 år frem. I 1941, mens Blitzen hærger i London, bliver to lærere indkvarteret på Eel Marsh Farm med en gruppe evakuerede børn. Historien er løs, men krigsårenes bevidsthedslandskab er så velkendt, at scenerne næsten skriver sig selv.
   Helen McCrory, Phoebe Fox og Jeremy Irvine er solide i de tre voksenroller. Det er dog Oaklee Pendergast, der stjæler billedet som den mest udsatte dreng. Huset og marsken leverer uhyggen. Det er et gennemført stemningsstykke, der havde stået stærkere uden henvisningen til Susan Hills historie, som stort set ikke bliver brugt. 

*) Wilkie Collins skrev bl.a. The Woman in White (1860, da. Kvinden i hvidt) og The Moonstone (1868, da. Månestenen), som er grundsten (i krimiafsnittet) af den gotiske genre. Collins og Charles Dickens var nære venner, som ved flere lejligheder arbejdede sammen. Da Dickens grundlagde ugebladet All the Year Round (1859-1895), var den første føljeton hans egen A Tale of Two Cities (da. En fortælling om to byer). Den anden var The Woman in White, som blev bragt i magasinet fra november 1859 til august 1860. Collins' bøger er ikke mindst bemærkelsesværdige for deres solidariske kvindeskildringer.
   Dame Susan Hill (f. 1942) har skrevet 50+ bøger siden debutromanen The Enclosure (1961). Hun er bl.a. forfatter til 11 romaner i serien om Detective Chief Inspector Simon Serrailler og Detective Sergeant Freya Graffham. Senest udkom A Change of Circumstance (2021). Susan Hill skrev i 1993 Mrs de Winter, en autoriseret fortsættelse til Daphne du Mauriers Rebecca (1938). I Danmark udkom Mrs de Winter på Lindhardt og Ringhof. Se eventuelt den længere udredning i Det første landskab - myter, helte og kunsteventyr (1999).

**) TV-pioneren og genreikonet Nigel Kneale (Quatermass-komplekset, The Stone Tape etc.) bearbejdede Hills roman, og veteranen Herbert Wise (I, Claudius, The Norman Conquests, Rumpole) instruerede tv-filmen fra 1989. Adrian Rawlins spiller Arthur Kidd [Kneale ændrede efternavnet, som Susan Hill havde taget fra H.G. Wells' Kipps: The Story of a Simple Soul (1905), hvilket for Kneale tangerede helligbrøde]; Pauline Moran er kvinden i sort. Filmen har kultstatus i England, hvor den blev sendt juleaften som ITVs bud på »a ghost story for Christmas«, en særlig britisk tv-tradition, der er markeret på BBC siden 1971, typisk med »klassiske« spøgelseshistorier af (især) M.R. James.
   A Woman in Black blev genudsendt en enkelt gang, i julen 1994, og udkom på VHS-bånd hos boghandlerkæden W.H. Smith. Så forsvandt den. Efter megen mytedannelse blev filmen restaureret og udkom på dvd/blu-ray i 2020. Det er en bemærkelsesværdigt glansløs affære.
   Hills bog er fortolket mere markant i Stephen Mallatratts teaterudgave fra 1987. Her er fortællingen de- og rekonstrueret, så forestillingen opføres med tre skuespillere: Arthur Kipps-karakteren; »The Actor«, som spiller samtlige øvrige roller, og »Vision«, der ikke har replikker, men ses i et glimt som titelfiguren. Produktionen er en nyklassiker i sin egen ret. The Woman in Black havde premiere på Stephen Joseph Theatre i Scarborough i 1987 og åbnede i West End (på Lyric Hammersmith) i 1989. Samme år flyttede forestillingen til Fortune Theatre. Her har den været på plakaten lige siden. Kun Agatha Christies The Mousetrap (som er opført 28.500 gange siden 1952) og to musicals (Les Misérables og The Phantom of the Opera) har været på scenen i London i længere tid. Også Fortune Theatre lukkede ned under COVID-19-pandemien, men da teatret genåbnede i september 2021, var det med The Woman in Black. 


The Woman in Black. Instr.: James Watkins. Manus: Jane Goldman. Foto: Tim Maurice-Jones. 94 min. UK-Canada-USA 2012. Dansk premiere: 09.02.2012.

The Woman in Black 2: Angel of Death. Instr.: Tom Harper. Manus: Jon Croker. Foto: George Steel. 98 min. UK-Canada. Dansk premiere: 26.02.2015.

Susan Hill: Kvinden i sort. Oversat efter The Woman in Black (1983) af Lars Zacho Maarup. 190 s. Forlaget Loxodonta, 2012.


Fotos: Hammer Films/ Talisman Productions/ CBS Films/ BFI/ Alliance Films/ Central Films/ Granada Television/ BFS Video/ SF Studios/
The Woman in Black (2012) streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
The Woman in Black 2 streames på Blockbuster, iTunes, Rakuten TV og SF Anytime
The Woman in Black (1989) er udgivet på dvd og Blu-ray hos Network i 2020 
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.02.2012

mandag den 30. marts 2020

Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017)


EN ENLIG LILLE MUSE
Paul Thomas Andersons gotiske sjæler 

Af BO GREEN JENSEN

DET er Blåskæg, der møder sin syvende hustru; Skønheden, som flytter ind hos Udyret; Pygmalion, der puster liv i skulpturen, som han har skabt og forelsket sig i. Imens tager kvinden kontrol ved at plante en skrøbelig blomst i cementhaven.
   I Den skjulte tråd er mange slags myter – og en god del bittersød virkelighed – vævet sammen så sømløst og originalt, at kræsne gemytter vil smile. Forfatteren, feministen og menneskekenderen Angela Carter – som skrev Blåskæg om for voksne i samlingen The Bloody Chamber (1979) – ville fryde sig over det modne, mørke facit, som ligningen når.
   Scenen er sat i 1950ernes London. Her er Reynolds Woodcock (Daniel Day-Lewis) den geniale couturier, som driver modefirmaet House of Woodcock. Han er sjælen i forretningen, mens storesøster Cyril (Lesley Manville) – »My beloved so and so« – tager sig af logistik og kundepleje.
   Det er Woodcock, man går til, når kjolen er vigtig. Han foragter naturligvis sine kunder. De er et nødvendigt onde. Han er Blåskæg i moderne forklædning og noget af en Norman Bates. Woodcock holder af at sy amuletter og besværgelser ind i kjolernes linning. I sin egen jakke bærer han en lok af Mors hår – »så jeg altid har hende tæt på mig«.


   
DA Woodcock møder servitricen Alma (Vicky Krieps), er der først et rituelt kurmageri. Hun poserer, han kreerer, de skaber sammen en kjole. Men Alma er den første muse, som Woodcock ikke vil af med igen. Hun gør heller ikke mine til at gå. Hun plejer ham gennem en sygdom, hvor rollerne vendes. Her begynder en gotisk fortælling om modsætninger, der reparerer hinanden.
   Det lyder måske som en banalitet i stil med Fifty Shades-universet og andre pornografiske konstruktioner. Men Den skjulte tråd er ikke banal. Det er Paul Thomas Andersons sjette film efter gennembruddet med Boogie Nights for tyve år siden. Den 47-årige amerikaner har sjældent eller aldrig været bedre.
   Der er en luksuøs og forførende soliditet over skildringen af 50ernes britiske modeverden. Den er brødet, som fylder og samler i filmen. Fans af The Crown vil sætte pris på den diskrete omgangstone, profaniteten bag de polerede manerer og pastelfarverne i perioden.


  
PAUL Thomas Anderson kan virkelig mane en tid frem og befolke en scene. Er der en fællesnævner for hans film, er det denne panoramiske bestræbelse. Fra 1970ernes pornomiljø (Boogie Nights) og 1910ernes olieindustri (There Will Be Blood) til Amerika ifølge L. Ron Hubbard (The Master), Los Angeles ifølge Thomas Pynchon (Inherent Vice) og Andersons egen San Fernando Valley (Magnolia) er billedet malet så bredt, det er muligt, med mange skikkelser i.
   Kun Punch-Drunk Love (2002) vælger et tunnelsyn for at skildre den vrede Adam Sandler, der bliver forvandlet til en mild mand ved at elske Emily Watson og følge sin kærlighed helt til Hawaii. Der er meget af den samme paradoksale psykologi mellem Alma og Reynolds Woodcock.
   Kjolemageren er jo et monster. Han fokuserer på detaljer i rutinen, der kan ændres efter behag og behov, når han bliver træt af sine kærester. Pludselig er det et stort problem, at kniven skraber for hårdt over brødet. Søster Cyril lader kvinden forstå, at tiden er kommet. Hun får kjolen med som en sentimental souvenir, og så er Woodcock sat fri.



NETOP sådan åbner Phantom Thread. Endnu en foreløbig muse bliver kasseret, og Woodcock samler Alma op på en kro ved sit landsted. Det minder om Alfred Hitchcocks Rebecca (1940). Hun imponerer ham med sin hukommelse, han gør indtryk med sin appetit.
   Forvandlingen kommer, da Woodcock – af grunde, jeg ikke skal røbe - bliver syg. Huset skal levere brudekjolen til en belgisk prinsesse. Woodcock er nede, og Alma tager sig af ham. I et febersyn ser han sin mor. Et øjeblik er begge kvinder i billedet. Så da Woodcock bliver rask, må han fri. For første gang føler manden i midten en trang til at tabe kontrol.



WOODCOCK er en sanselig klassicist. Anderson har baseret ham på britiske tøjskabere som Norman Hartnell og Hardy Amies, men er især inspireret af Cristóbal Balenciaga. Han raser, da en kunde har købt noget chikt i Paris. Han hader både ordet og begrebet.
   I parentes bemærket er det år og dag siden, at en seriøs film har skildret modemiljøet. Der har været stribevis af dokumentarer, komedier og konventionelle biopics, men Robert Altmans Prêt-à-Porter (1994) er det nærmeste fortilfælde. Og Altman kunne kun se det med ironi.
   Mange historier fra tiden er blandet sammen. Millionøsen Barbara Rose, som er svært alholiseret, insisterer på, at Woodcock kommer til hendes femte bryllup. Han syr også kjolen, for hun er en investor. Brudgommen er en dominikansk lykkejæger. Episoden bygger på Barbara Huttons ægteskab med puertoricaneren Porfirio Rubirosa. Det fandt sted i 1953.
   Sagen er vigtig for Alma og Woodcock. Vi forstår, at hun er et jødisk krigsbarn, og han forstår, at hun ser ham for alvor, da hun bliver vred, fordi bruden krøller hans kjole. De generobrer den i en scene med samme berusede stemning som begyndelsens kurmageri.
   Da parret forpligter sig på hinanden, skifter filmen farve for tredje gang. Nu er ægteskabsskildringen helt moderne og Andersons egen. Der er en effektfuld forløsning. Den kommer uventet efter to timer, som egentlig hviler smukt i sig selv.


  
DEN skjulte tråd er en stor nydelse. Der er kærlige hilsener til Stanley Kubrick og David Lean. Daniel Day-Lewis har sagt, at filmen bliver hans sidste. Han spiller Woodcock med en overdådighed af indlevede manierismer. Det er dog Vicky Krieps, som løfter værket på plads. Lesley Manville kan alle den bortkastede søsters reaktioner.
   De romantiske kilder er dybe og mørke, skønt filmen arbejder sig hen mod et lys. Daphne du Maurier skrev Rebecca i 1938. Hun elskede nye lege med kønnet. Havde samtiden set ud som nu, kunne hun selv have skrevet Phantom Thread.



Den skjulte tråd (Phantom Thread). Instr., manus, foto: Paul Thomas Anderson. 130 min. USA 2017. Dansk premiere: 14.02.2018


Fotos: Focus Features/ Annapurna Pictures/ Perfect World Pictures/ Joanne Sellar Productions/ Ghoulardi Film Company/ UIP/ YouTube [Universal Pictures All-Access Trailer]
Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime
4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 08.05.2018
Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 15.02.2018