Mytologier | Baz Luhrmann: Elvis (2022) [Oscars 2023]

KONGEN BLIVER KRONET
Fra sanselig urtekst til fed dekadence

Af BO GREEN JENSEN

BAZ Luhrmanns film om Elvis Presley (1935-1977) er tre eller fire ting på en gang. Der er lige så mange måder at se og vurdere den på. Værket er i hvert fald et dumdristigt vovestykke. Som sådan hylder det gejsten i sit motiv.

   Elvis er filmen, der skal genstarte den musikalske legende og konsolidere kongemyten i en tid, hvor billedet lever videre, mens musikkens status er mindre selvskreven. Elvis skal så at sige forny medlemskabet, sangerens abonnement på udødelighed. Sådan er filmen bestilt og betalt for af Elvis Presley Enterprises i samarbejde med Warner Brothers – eller hvem, der nu ejer det hele for tiden.

ELVIS er samtidig værket, der skal give den australske filmskaber grebet tilbage. Luhrmann – og hans hustru, scenografen Catherine Martin, som har designet de overdådige film – var centrale kræfter i 1990erne. Strictly Ballroom (1992), William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) og Moulin Rouge! (2001) var kompakte, men helstøbte arbejder, som viste en ny måde at lave musikfilm på.

   Så ville Luhrmann prøve uden musik. Det skete med den nationalromantiske Australia (2008), som kun var en succes i hjemlandet, og med en vildt overgjort filmatisering (til og med i 3D) af F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby (2013). Der er ikke noget at sige til, at plakaten for Elvis betoner forbindelsen til »Red Curtain«-trilogien. Musik er, hvad Luhrmann virkelig kan. Som naturalist er han absolut på det jævne.

EFTER disse hensyn kommer et forsøg på at forklare, hvorfor Presley var vigtig for tidens musik. Vi skal se, hvordan drengen fra Tupelo blev til manden fra Las Vegas, der klædte sig i en hvid sparkedragt og bar kappe som en superhelt. Elvis kunne citere Also Sprach Zarathustra, men han foretrak at læse om Captain Marvel Junior. Ifølge filmen var hele hans liv et forsøg på at nå »The Rock of Eternity« – Evighedsklippen – i den obskure tegneserie.*

   Sidst, men bestemt ikke mindst, er Elvis en gedigen musikologisk bestræbelse. Luhrmann undersøger og demonstrerer, hvordan ti slags musik blev rørt sammen i gryden, fra country og blues til gospel og soul. Det samlede show er et karneval værdigt. Som en cirkusplakat, der er udført af Pablo Picasso i sen periode. Her er alt fra slank urtekst til fed dekadence. Måske også sjælen og kraften i stemmen. I hvert fald lever – og overlever – musikken.

SOM historiens livsvidne vælger Baz Luhrmann den mest forhadte person i mytekomplekset. Alle Presleys biografer har analyseret mysteriet. Hvordan kunne »Colonel« Tom Parker (1909-1997), Presleys manager, igen og igen tvinge kongen på plads? Hvori bestod den faustiske pagt? Parker var en charlatan, der løj om alt i sin baggrund. Men Presley føjede ham til det sidste.

   Her bider filmen sig fast og tager fat. Parker – som faktisk var hollænder og hed Andreas van Kujik – bliver spillet af Tom Hanks. Det er ham, der fortæller det meste af filmen. Elvis bliver spillet – fremragende – af kuglelynet Austin Butler, der gør for Presleys sange, hvad Joaquin Phoenix gjorde for Johnny Cash i James Mangolds I Walk the Line (2005).

ELVIS varer næsten tre timer. Filmen levendegør alle de mytologiske sætstykker i biografien. Mange mindre film har brugt Elvis og fundet måder at smugle ham ind på. Michael Shannon havde rollen i Elvis & Nixon (2016). Kurt Russell gav et af de mest livagtige portrætter i John Carpenters Elvis (1979). Selv Harvey Keitel (!) har spillet Presley (i David Winklers Finding Graceland fra 1998).

   Alle de små forsøg falmer i forhold til Luhrmanns skumplende monstrum. Som dog også er blidt på udvalgte steder. Elvis husker at skildre forældrene, Gladys Love og Vernon Elvis Presley, hustruen Priscilla Beaulieu og datteren Lisa Marie (1968-2023), som selv fik en svær og forblæst karriere. Den gør det nænsomt og med takt. Det kan derfor ikke undre, at familien er tilfreds.

FILMENS lydspor er sædvanen tro en vilter blanding af fortid og nutid. En drage, der slæber og slår med sin hale. Det var det store mix af pop, soul, hiphop og opera, som satte ild til det tatoverede kitsch i »Red Curtain«-trilogien. Det manglede i Australia, og i Gatsby blev det til blikdåsejazz.

   Her er den frodige sammensmeltning tilbage i høj og ufortrøden stil. Der er måske ikke en ny »Everybody's Free (To Wear Sunscreen)« i mixet, skønt Eminems »The King and I« forsøger noget lignende, men i montagerne mellem de obligatoriske hits, som Austin Butler leverer med overbevisning, er der betagende konstruktioner.

   Første gang Elvis kommer til live, er i gospelteltet på tivolipladsen, hvor han falder i trance til »I'll Fly Away«. Mest fængende ved første møde er dog ikke Presley-sangene. Det er Yola Quarteys take på Sister Rosetta Tharpes elektriske »Strange Things Happening Every Day«, som har alle de rigtige takter og ryk til at samle den politiske uro i Civil Rights-perioden.

AUSTIN Butler er bedst i sætstykker som »Heartbreak Hotel«, »Suspicious Minds« og »In The Ghetto«. Filmen genskaber 1968-øjeblikket, hvor Elvis trodser juleformatet og synger »If I Can Dream« i tv efter mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy. Alt dét er godt, hvis man kender til Elvis. Det må også være relevant for nye og kommende slægter.

   Elvis lever og fungerer i de første to timer. Anden akt kulminerer i et flugtforsøg, som Elvis er lige ved at lykkes med, da Parker behændigt spiller sin trumf og sikrer sig, at de bliver i USA og Las Vegas. Elvis går ikke ombord i privatflyet Lisa Marie. Han går tilbage til værelset, sætter sig i mørket foran væggen med tv-skærme og beder om alligevel at få besøg af Dr. Nick, som skriver piller ud.

HER kunne filmen have sluttet. I stedet følger tre kvarter, som fortæller den tunge, trivielle del af historien om narkomani og selvparodi, faldet fra tronen og den så godt som forudsagte død. Her er kun plads til montage, og selv Luhrmann kan løbe tør for ideer. Når det sker, dynger han mere på i en form, der kan ses som et visuelt sidestykke til den nu unævnelige Phil Spectors legendariske Wall of Sound.

   Mens kongen falder, trisser Tom Hanks rundt i casinoet med sit iltapparat og fortæller og funderer. Det er en bizar sammenstilling. Filmen lader Parker bryde den narrative kontrakt og være den, som viser klippet med Elvis, der synger »Unchained Melody« i en sidste deformeret udgave af sig selv. Det er det eneste sted i filmen, hvor vi ser og hører Elvis i stedet for Austin Butler. Fysikken er blevet grotesk, men stemmen er ren som tyve år før.

HVAD der lykkes bedst i Elvis, er at tale om begyndelsen og forklare, hvordan Presleys kemi er unik. Han er hvid underklasse, der blander sig frydefuldt og naturligt med afrikansk-amerikansk soul og gospel. Hans helte kommer fra Nashville og Beale Street i Memphis; Graceland er summen af hillbillydrømme. Han hænger ud med B.B. King. Han ser ingen forskel på menneskers farve.

   Elvis er en film af sin tid, og tiden er med den. Identitetspolitikken bliver omfavnet hér. Det er for første gang et stort selling point, at Elvis inkarnerede alt, som ikke var hvid middelklasse. Luhrmann og Martin deler hans glæde ved multikulturen. Den er ikke noget tillært og bagstræberisk.

   Colonel Parker-portrættet er irrelevant, og det føjer intet til forståelsen af Elvis som et amerikansk ikon. Figuren er da også reduceret til en bekvem fortællersynsvinkel. Alligevel er det sødt, når han midt i forhandlingen om Elvis-i-Vegas-for-altid husker at insistere på sin ret til at sælge lurvet merchandise. Parker påstår, at han opfandt begrebet.

MÅSKE er det ikke filmen om Elvis, men jeg vil gerne se den igen. Jeg vil høre Yola synge »Strange Things Happening Every Day«. Det er altid et godt parameter, om man har lyst til at gense og opdage mere. Det har man igen efter Elvis. Efter Australia og Gatsby kunne man ikke komme hurtigt nok hjem.

   »Elvis Presley is the king/ I was at his crowning«. Sådan sang Phil Ochs i 1970, og på koncertalbummet Gunfight at Carnegie Hall, der er optaget samme år, erklærede venstrefløjstroubaduren: »If there’s any hope for America, it lies in a revolution. And if there’s any hope for a revolution in America, it lies in getting Elvis Presley to become Che Guevara.«

   Tonen var ironisk-allegorisk, men Ochs – som havde påbegyndt sin egen nedsmeltning – var ærlig i sin kærlighed. Elvis er ikke mindst historien om, hvordan pagten med Colonel Parker forhindrede idolet i at gøre en forskel politisk. Også Luhrmann ser i dette en tragisk, forspildt mulighed. For han havde alle kortene på hånden.  

   I Elvis er vi med til kongens kroning. Det lykkes at lade ham leve igen, endda med en vis værdighed. Gå selv til billedkilden. Du vil se, hvad jeg mener med sanselig urtekst.

Elvis var Oscar-nomineret i 8 kategorier, herunder Best Picture. I Best Actor-kategorien tabte Austin Butler på målfoto til Brendan Fraser (The Whale). Ved de britiske BAFTA  Awards modtog filmen priser i 4 kategorier. Austin Butler blev årets Best Leading Actor. Det samme skete ved årets stilfærdige Golden Globes-ceremoni.

Se også Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996); Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001); Baz Luhrmann: Australia (2008); Baz Luhrmann: The Great Gatsby (2013) [Bogen og filmen].

 

*) Captain Marvel Jr. var en af adskillige spin-off karakterer fra den fantastisk indviklede mytologi omkring Captain Marvel, der blev skabt i 1940 af C.C. Beck og Bill Parker og udkom på Fawcett Comics [1939-1953]. Han lever videre som DC Comics-karakteren Shazam! Guldalderserien er senest filmatiseret i 2019 med Zachary Levi og Asher Angel som drengen Billy Batson, der bliver forvandlet til voksen ved at fremsige formularen »Shazam!«. Akronymet er dannet af initialer i navnene Salomon, Herkules, Atlas, Zeus, Akilles og Merkur. Fortsættelsen Shazam! Fury of the Gods har dansk premiere den 16. marts 2023.

   Billy Batson delte sine kræfter med bl.a. tvillingesøsteren Mary og deres ven Freddy Freeman, som var handicappet. Lærlingen – som dybest set er et Superboy/Robin-sidekick – siger ikke »Shazam!«, men »Captain Marvel!«, når han forvandles og bliver en stærk, karismatisk version af sig selv. Ed Herron skrev serien sammen med Parker og Beck. Ifølge Beck var karakteren inspireret af Charles Dickens og J.M. Barrie. Freddy Freeman var Tiny Tim i A Christmas Carol; Captain Marvel Jr. var Peter Pan.

   Captain Marvel Jr. optrådte først i Whiz Comics og havde sin egen serie fra 1942. Han tog aktivt del i Anden Verdenskrig sammen med den øvrige Marvel Family. Elvis læste serien som dreng og beholdt sin samling som voksen. Der er argumenteret overbevisende for, at han baserede både sit unge look og de sene, ekstravagante kostumer med kappe på Captain Marvel Jr. En definitiv redegørelse findes på Elvis Australia – det officielle site for den australske Elvis Fan Club.

MARVEL-familien har sine kræfter fra troldmanden Shazam. De møder ham ved The Rock of Eternity, der fungerer som en blanding af hovedkvarter og magisk portal. Den ligger ofte i et nedlagt tog- eller tunnelsystem. Evighedsklippen blev introduceret i første nummer af omnibusserien The Marvel Family (1945), hvor alle karaktererne var samlet for en tid. Det er Marvel-familiens svar på Batgrotten og Ensomhedens Fæstning. 

   Alt Marvel/Shazam!-materialet har været genstand for en lang krig på ophavsret mellem DC og Marvel Comics, der har sin egen Captain Marvel-karakter. Fra 1953 til 1972 var Shazam-universet simpelt hen lukket ned. I nyere tid blev karakteren selv Elvis-fan og lod sit udstyr inspirere af idolets futuristiske kostumer. Bl.a. tegneren Alex Ross har arbejdet med denne forbindelse. 

Elvis. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Sam Bromell, Jeremy Doner, Baz Luhrmann, Craig Pearce. Foto: Mandy Walker. 159 min. Australien-USA 2022. Dansk premiere: 23.06.2022.

Fotos: Warner Bros./ Bazmark Films/ Roadshow Entertainment/ The Jackal Group/ Whalerock Industries/ SF Studios/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube/ Elvis Presley Estate/ Elvis Australia/ Grand Comics Database

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster,Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 13.09.2022

Første udgave af teksten blev lagt på Weekendavisen.dk 23.06.2022 og trykt næste dag i WA Kultur .

Klassiske karakterer: Mary Poppins og Pamela Travers 1899-1996

EN LILLE SKEFULD SUKKER

Mary Poppins, P.L. Travers og Walt Disney

Af BO GREEN JENSEN

MARY Poppins fyldte rundt i 2014. Det var da 80 år siden, at Pamela Lyndon Travers (som egentlig hed Helen Lyndon Goff) fik udgivet den første af otte sejlivede bøger om den ærketypiske nanny, som kommer flyvende med Østenvinden og redder både børn og voksne i den bekymringstyngede kernefamilie, som bor i Cherry Tree Lane nr. 17.

   Der var samtidig gået 50 år, siden filmklassikeren med Julie Andrews og Dick van Dyke, som Robert Stevenson instruerede på vegne af Walt Disney Studios, fik verdenspremiere i Los Angeles. Og det var allerede ti år siden, at sceneversionen af musicalen fik premiere. Den kan stadig ses i London og ligger (lidt) tættere på det, som P.L. Travers havde forestillet sig, hvis der for enhver pris skulle populariseres.

TRAVERS' bøger var populære før filmen. I Danmark udgav forlaget Branner og Korch Ida Pangels oversættelse af den første bog allerede i 1948. Den slog åbenbart ikke an, for toeren – Mary Poppins vender tilbage – udkom først i 1966, da man kunne sætte et billede af Julie Andrews og børnene, der kurer op ad gelænderet, uden på omslaget.

   På flappen står, at »denne pragtfulde billedbog er skrevet over Walt Disneys vidunderlige farvefilm, som bygger på P.L. Traver’s [sic] bog om Mary Poppins.« Hvor ville hun have hadet det. Travers frygtede fra første færd, at Disney ville stjæle Mary Poppins og forvandle hende til en sukkerfigur. Hvilket jo var, hvad han gjorde, da det gjaldt.

   Disney forsøgte at sikre sig filmrettighederne allerede i 1943. Siden spurgte han Travers hvert år og fik afslag. Hun foragtede Disney og alt, hvad han stod for. Hendes forbillede var J.M. Barrie, og da hun så, hvad Disney gjorde ved Peter Pan (i tegnefilmen fra 1953), blev hun bare mere sikker i sin sag. I 1961, da hun endelig gik med til at overveje tilbudet fra Burbank, var det helt og holdent for pengenes skyld.

MARY Poppins er hverken kær, køn, ung eller nuttet. Hun ligner med andre ord ikke den 28-årige Julie Andrews. Fra Travers’ hånd er figuren skrevet som en hvid heks, en positiv naturkraft, der kommer til børn i trængte familier, genopretter balancen i huset og rejser, når vinden slår over i vest. Hun hverken kan eller vil flytte ind for bestandig: 

   »Vinden blæste rasende om hende, rev i hendes kjole, skubbede hendes hat skævt, så hun så ud, som om hun var fuld. Men det forekom Jane og Michael, at hun var ligeglad, for hun smilede, som om hun og blæsten forstod hinanden.«

   Alle Mary Poppins-bøgerne er gennemillustreret af Mary Shephard (1909-2000). Shepard var datter af E.H. Shepard (1879-1976), som tegnede til bøger af A.A. Milne (Winnie the Pooh/ Peter Plys), Kenneth Grahame (The Wind in the Willows/ Vinden i piletræerne) og Frances Hodgson Burnett (The Secret Garden/ Den hemmelige have).

   Mary Shepard var kun 23 år, da hun tegnede Mary Poppins første gang. Hun fik opgaven, fordi hendes far havde for travlt. Shepard og Travers udviklede figuren sammen. I Cotsen Children’s Library på Princeton University findes udkast og arbejdspapirer med begges kommentarer. De fortsatte samarbejdet til og med Mary Poppins and the House Next Door (1988), men Disney-filmen ødelagde deres venskab.

   Som sagt var det med tøven og skepsis, at P.L. Travers solgte Mary Poppins til Walt Disney. Da hun gav efter, blev hun økønomisk uafhængig og kunne leve resten af sin tid for de royalties, som filmen og bøgerne kastede af sig. Men Mary Shepard var end ikke nævnt i kontrakten, som Travers indgik med Disney. Hun fik aldrig del i de store beløb.*

DISNEY-filmens jubilæum er fejret adskillige gange. Til 50-års dagen valgte man at producere Saving Mr. Banks, et overraskende nuanceret portræt, som skildrer samarbejdet mellem Travers (Emma Thompson), Disney (Tom Hanks), manuskriptforfatteren Don Da Gradi (Bradley Whitford) og sangskriverne Robert og Richard Sherman (B.J. Novak og Jason Schwartzman).

   Ingen af de nævnte mænd havde mødt større modstand på et projekt. Travers ville ikke skrive under, før manuskriptet var acceptabelt for hende. Hun sikrede sig vetoret – final cut – under arbejdet, hvilket var uhørt i Disneys regi og generelt usædvanligt i Hollywood. Disney fik som regel sin vilje ved skiftevis at charmere og true, men strategien virkede ikke på Travers. I hvert fald tog det ham lang tid at sætte sin vilje igennem.

   Forløbet i filmen er sikkert forenklet, men tonen i arbejdslokalet er ægte. For ikke at blive snydt, krævede Travers, at alle arbejdsmøder blev optaget på bånd. Der foreligger 39 timer, hvor forfatteren skændes med sangskriverne.

   Brødrene Sherman skrev nogle af de bedste Disney-sange, bl.a. dem til Junglebogen. På 40 års-udgaven af Mary Poppins-soundtracket (2004) ligger en time af de gamle bånd sammen med et nyt kvarter, hvor Sherman-brødrene fortæller om samarbejdet, der ofte tangerede sabotage. Det er fornøjeligt at lytte til.

TRAVERS skrev endelig under, men hun blev aldrig glad for Disneys film. I Saving Mr. Banks vinder DaGradi og brødrene Sherman, da de lader den afskedigede bankfunktionær blive glad, give borgerligheden pokker i vold, reparere børnenes drage og løbe ud af voksenlivets spændetrøje med sangen »Let’s Go Fly a Kite«.

   Da stepper Travers med fødderne, for hele Mary Poppins-sagaen er for hende et forsøg på at læge sårene efter den udsatte barndom i Australien, hvor hun tidligt mistede sin far. Travers Goff (Colin Farrell) døde som 46-årig. Han var før da en kærlig, alkoholiseret bankassistent, som måtte flytte famlien adskillige gange.

   Mens Goff lå for døden, kom moster Ellie på besøg. Ifølge biografien Mary Poppins, She Wrote, som Valerie Lawson skrev i 2005, var den effektive moster modellen for Mary Poppins. Hun havde paraplyen med papegøjehåndtaget, tæppetasken med tusind ting i og de fornuftige fyndord. Ellie hjalp familien med at overleve Travers Goffs død. Den ældste datter tog sit alias efter faderens fornavn.

FILMEN er i sagens natur interessant, hvis man har det mindste tilovers for Mary Poppins. Der bliver taget forskellige hensyn – Travers kalder Dick Van Dyke en dårlig skuespiller, men Julie Andrews bliver ikke nævnt med et ord. Alt i alt er fremstillingen dog overraskende afbalanceret, ikke mindst i sin milde kritik af Walt Disney.

   Manuskriptet blev skrevet i 2002 og lå dengang hos et andet studie. Efter sigende købte Disney-selskabet filmen for at lukke den ned. Da Kelly Marcel og Sue Smith gik med til at blødgøre Disney-portrættet, valgte man at annektere projektet. Saving Mr. Banks har altså sin egen version af Mary Poppins-forløbet.

   Det er sjovt at se girafferne, som Hanks og Thompson fremstiller troværdigt. Lidt dybere stikker diskussionen af begrebet kunstnerisk ophavsret. Disney ser sin egen Mary Poppins og ved, hvordan man formidler eventyrstof til et bredt publikum. Travers bider sig fast i detaljer, mener at huset i Kirsebærallé bliver for stort, siger nej til sange og animation, vil på et tidspunkt ikke have farven rød med i filmen.

   

HUN ender med at give sig på alle strategiske punkter. Travers følte sig taget ved næsen. Disney inviterede hende ikke til premieren, fordi han frygtede, at hun ville bagtale filmen. Så hun indfandt sig bare (og talte pænt nok med pressen). At se hende se Mary Poppins bliver et dramatisk højdepunkt i Saving Mr. Banks. Der er levende reaktionsbilleder.

   Bagefter sagde Travers til Disney, at sekvensen med de animerede pingviner måtte skæres. Efter sigende sagde Disney bare »Pam, the ship has sailed« og gik sin vej. Ordvekslingen er ikke med i filmen, hvor Thompson begynder at græde, da hun ser sin barndom leve igen.

   Filmen giver Disney ret, men respekterer forfatterens skepsis. Travers var 62 år, da hun kom til Hollywood og fik et kulturchok. Hun var 96, da hun endelig løb tør for dage i 1996. Hun nåede at forhandle med Cameron Macintosh om sceneversionen. I kontrakten er specificeret, at intet nyt materiale må bestilles hos brødrene Sherman.

   
TRAVERS vidste, at Mary Poppins var en magisk figur; at den levende paraply var et totem. I filmen mediterer hun efter Gurdjieffs anvisninger. Hun skrev metafysiske essays til tidsskriftet Parabola. De er samlet i What the Bee Knows: Reflections on Myth, Symbol, and Story (1989). Kompendiet Lively Oracle: A Centennial Celebration (1999) er en nyttig introduktion til forfatterskabet.

   Saving Mr. Banks er først og fremmest en gribende far/datter-film. Både Disney og studiets chauffør (Paul Giamatti) har indviklede forhold til deres døtre, som forstærker hovedmotivet.

  Travers fik ret. Mary Poppins blev disneyficeret som Peter Pan. Tilbage står dog, at det meste af verden kender og elsker Disneys version. Hvem ved, om ikke Travers har grebet sig selv i at nynne med på »Chim Chim-Cheeree«, »A Spoonful of Sugar« og »Supercalifragilisticexpialidocious«.

Se også Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4].

*) Det var ikke, fordi hun ikke forsøgte. Shepard vendte stadig tilbage til emnet, men Travers undlod simpelt hen at besvare hendes henvendelser. Disney-folkene forholdt sig til deres kontrakt.

   Shepard søgte juridisk bistand og prøvede i flere omgange at få kontrakten genforhandlet. Det lykkedes aldrig, men hun fik udbetalt et engangsbeløb på £1.000, fordi Disney måtte vedgå, at detaljen med Mary Poppins’ fodstilling er hentet i Shepards illustrationer. Mary Poppins sætter sine fødder i første balletposition. Det samme gør Julie Andrews – med stor effekt – i Disney-filmen.

   Ophavsretten til denne detalje kan så diskuteres. Pamela Travers var danser, da hun var ung og hed Helen Goff, og det var på hendes anvisning, at Shepard lod Mary Poppins indtage balletpositionen.

   Professor Margaret Baguley og Martin Charles Kerby fra University of Southern Queensland i Australien har udredt forløbet i flere artikler, som kan læses forskellige steder på nettet, bl.a. portalen The Conversation. Baguley har kurateret digitale udstillinger af Shephards arbejde. Hun når formentlig til at skrive en biografi om den oversete kunstner. 

Saving Mr. Banks. Instr.: John Lee Hancock. Manus: Kelly Marcel & Sue Smith. Foto: John Schwartzman. 125 min. USA 2013. Dansk premiere: 13.03.2014.

P.L. Travers: The Complete Mary Poppins. 768 s. HarperCollins, 2008.

Valerie Lawson: Mary Poppins, She Wrote: The Life of P.L. Travers. 402 s. Simon and Schuster, 1999.

Mary Poppins. Instr.: Robert Stevenson. Manus: Bill Walsh, Don Da Gradi. Foto: Edward Coleman. 139 min. USA 1964. Dansk premiere: 16.07.1965

Fotos: Walt Disney Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ HarperCollins/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Shepard Trust/ University of Southern Queensland/ New South Wales State Library/ Princeton University/ Valerie Lawson (Dancelines.com.au) 

Saving Mr. Banks (2013) streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Disney Buena Vista (UK) 14.05.2018

Mary Poppins (1964) streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Disney Buena Vista [50th Anniversary Edition] 18.11.2013

Artiklen trykt i Weekendavisen Kultur 14.03.2014

Steven Spielberg: The Terminal (2004)

MAND UDEN LAND

En sober komedie der lykkes i glimt

Af BO GREEN JENSEN

EN af Steven Spielbergs mindre lykkelige lidenskaber er den kærlighed, som han nærer til klassiske Hollywood-lystspil for voksne.

  Derfor har vi, parallelt med værklistens mange arbejder i genrerne sci-fi, adventure og fantasy, og de selvbevidst seriøse besværgelser i humanistiske epos som The Color Purple (1985), Schindler’s List (1993) og Amistad (1997), en lille gruppe nostalgiske stiløvelser, film som Always (1989), der prøver at bringe navne som Frank Capra, Preston Sturges og Ernst Lubitsch i erindring. Efter svindlerhistorien Catch Me If You Can (2002) er instruktøren tilbage med sådan en stort tænkt, gammeldags sag.

   Ideen er udmærket. Viktor Navorski (Tom Hanks) fra Krokasia, en tidligere sovjetrepublik, strander i Kennedy Airport, da nyheden om et kup i hjemlandet gør ham statsløs med øjeblikkelig virkning. USA anerkender ikke den nye regering, og derfor er Viktors visum ugyldigt. Omvendt kan han ikke søge asyl eller få foreløbig opholdstilladelse. Lufthavnsdirektøren (Stanley Tucci), der gerne vil køre en velsmurt maskine, sender derfor Navorski ind i transithallen med en stak madkuponer og et påbud om ikke at forlade området.

TIMER bliver dage, og døgn bliver til uger. Intet afgørende sker, og ni måneder senere er Viktor stadig tvangsanbragt i transithallens permanente foreløbighed. Han har dog lært sig at navigere og er mere eller mindre blevet adopteret af personalet, som tæller flere illegale indvandrere med hver en hverdag og en historie. De hjælper ham med at gøre kur til den desillusionerede stewardesse (Catherine Zeta-Jones), som midt i endnu en affære med en gift mand er ved at have nok af det hele.

   I filmens bedste scene afvikler rengøringsassistenten Gupta (Kumar Pallana), cateringarbejderen Enrique (Diego Luna) og bagageslæberen Joe (Chi McBride) en romantisk middag for Viktor og Amelia. Gupta underholder med jonglørnumre, mens Tom Hanks vrider sin russiske karikatur helt op på højderne fra Lubitschs Ninotchka (1939).

DET er også fint at følge, hvordan Viktor skaffer sig arbejde, lærer engelsk ved hjælp af en guidebog og generelt gør sig uundværlig, mens ledelsens frustration eskalerer. Ved flere lejligheder lader man døren stå på klem for Viktor. Hvis han flygter, er han stadig »unwanted«, men bliver i det mindste en andens problem.

   Viktor lader sig aldrig narre, og filmen kan slentre videre endnu nogle gode lange kvarter. På den måde blæses en lille idé op til en film på to timer, som den ikke kan bære. Så efterhånden slipper velviljen op, og figurernes manierismer begynder at trætte. Endvidere har filmen en irriterende vane med at etablere rutiner, som den aldrig vender tilbage til, når pointen en gang er anvendt. Endelig udarter sentimentaliteten, der som bekendt er en hjertesag for Spielberg.

DET er med The Terminal som med de »in-flight movies«, man viser for gabende flypassagerer. Man kan se dem for sin adspredelse, men går ikke glip af meget, hvis man vælger at lade være. Der gemmer sig vel et opbyggeligt budskab om hjemløshed, bureaukrati og næstekærlighed i historien, men alt forbliver på bagatelplanet. Terminalen er mest for fans af Tom Hanks, som får rigelig plads til at arbejde med sin originale karakter.

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Munich/München (2005); Steven Spielberg | Hergé: The Adventures of Tintin (2011) [Animation]; Medskabninger | Steven Spielberg: War Horse (2011); Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Steven Spielberg: The Fabelmans (2022) [Oscars 2023] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

The Terminal (Terminalen). Instr.: Steven Spielberg. Manus: Sacha Gervasi & Jeff Nathanson. Foto: Janusz Kaminski. 128 min. USA 2004. Dansk premiere: 17.09.2004.

Fotos: Dreamworks Pictures/ Amblin Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox [region A + B] 03.09.2014

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.09.2004