The Best of Youth | La meglio gioventú | En italiensk familie (2003)

SKÆBNENS STAFET
Krønikeskrivning af første karat

Af BO GREEN JENSEN

SOMMEREN 1966. Efter et bestemmende møde med den psykisk skrøbelige Giorgia (Jasmine Trinca) vælger to romerske brødre forskellige livsveje og bevæger sig ad hver sin bane gennem 40 års italiensk historie. I perioder løber deres spor parallelt, i andre ligger de langt fra hinanden. Det samme gælder for søstre, forældre, kærester og venner, men det er de to unge mænd, som bærer skæbnens stafet.

   Den indesluttede Matteo (Alessio Boni) går systemets vej, melder sig som soldat og søger siden ansættelse i politiet. Han er hverken fascist eller fan af statsmagten, men tiltrækkes af princippet om absolutte regler. I sin fritid læser han Jean-Paul Sartre og Sherwood Andersons Winesburg, Ohio (1919, da. En by i Ohio). Hos sidstnævnte finder han lidelsesfæller blandt de amerikanske knudemennesker, der går rundt med knyttede hænder i lommen.

ALTRUISTEN Nicola (Luigi Lo Cascio) bliver en læge, der aldrig lukker sin dør, men arbejder utrætteligt for at forbedre patienternes vilkår. Han lever så åbent som muligt og prøver at være en positiv kraft, skønt lykken ikke altid er med ham. Han finder sit livs kærlighed, pianisten Giulia (Sonia Bergamasco), i Firenze, hvor både hun, han og Matteo tager del i nødhjælpsarbejdet og oprydningen efter den store oversvømmelse i november 1966.

NICOLA og Giulia er begge politisk aktive i årene 1968-74, men da hun med tid og frustreret bitterhed forsvinder ind i De Røde Brigader, står han alene med datteren Sara, som han giver al den enlige fars sørgmodige omsorg.

   Brødrene Carati er to sider af det samme ansigt. Bag dem passerer den fælles historie, nu og da konkret og altomsluttende, i andre afsnit mere som et landskab, der ses gennem glasset, hvis man sidder i en bil eller et tog. Vinduet viser også tilskuerens egne træk, og dét er styrken i La meglio gioventú. Enhver kan spejle sig i den store fortælling.

   To gange lykkes det Matteo at knytte sig til andre mennesker. Soldaterkammeraten Luigi (Paolo Bonanni) mister førligheden under gadekampe. Merilla (Maya Sansa) bliver mor til hans søn og tager det sidste, sandeste foto af knudemanden. Nicola spiller en vigtig rolle i mange liv, men når først sin egen kerne til slut, da filmen for et øjeblik bryder med sin realistiske præmis. Da det sker, er følelsen ekstra lyksalig.

MARCO Tullio Giordanas store filmkrønike blev skabt til italiensk tv som en miniserie i to gange fuld aftenlængde. Den var RAIs markering af årtusindeskiftet. La meglio giuventú findes også i en kort biografversion på tre timer, som fik premiere med den internationale titel The Best of Youth. Det var selvsagt den fulde udgave, der blev vist på Cannes Festivalen i 2003, som Carsten Brandt satte op i Posthus Teatret.

   En italiensk familie er fiktiv historieskrivning på niveau med de store tv-favoritter: Matador (1978-1982) og Krøniken (2004-2007), Heimat (1984-2004), Upstairs, Downstairs (1971-1975; 2010-2012), Our Friends in the North (1996), Rich Man, Poor Man (1976-1977). Den minder i slående grad om Album (2008), Hella Joofs miniserie efter Benn Q. Holms generationsroman, som var blevet en nyklassiker, hvis DR havde troet på projektet.

DEN historiske bevægelse er markeret med stiplede linjer. Det store nyhedsstof dominerer: flodbølgen i Firenze, strejker og demonstrationer, skandaler i offentlig psykiatri, 1970ernes politiske terrorisme, processerne mod mafiavæsenet, 1990ernes korruptionsskandaler. Sange citeres strategisk, udvalgte film bliver hyldet. Det er den nye tid i 17 forklædninger. Der sættes sjældent navne på, og meget foregår off screen. Undtagelsen er sekvensen fra Firenze, som har en egen taktil og pristin helstøbthed.

   Mellem brødrene fungerer den svigtede, men langsomt helbredte Giorgia som et sindbillede på Italiens drøm. Til sidst samles trådene på (film)øen Stromboli ved Sicilien og på marken i Toscana, hvor den yngste Carati-søster bygger et hus med sin mand. For fans af Italien er filmen et must. Den kommer rundt i alle byerne, fra Torino i nord til Palermo i syd. Der er rigelig grund til at græde og le.

MAN kunne mageligt skære en time af filmen, men den gør sin virkning over tid og slutter i Norge i 2003, hvor en ny generation ser naturen ved Nordkap som et endnu ikke tabt Paradis. Således sluttes fortællingens cirkel. Giordanas film er en tillidserklæring til livet, som det sker for én, modsat ideerne om hvordan det bør leves, som skrives ned i bøger og formuleres i politiske teorier.

   Der skal uden tvivl tages tilløb, før man sætter sig til en film på seks timer. Denne er dog investeringen værd. Filmen kom til Danmark med otte års forsinkelse. Det gav den faktisk lidt ekstra kant. I 2003 var den stadig en rekonstruktion. Nu er den blevet ét med historien.

La meglio gioventú (The Best of Youth/ En italiensk familie). Instr.: Marco Tullio Giordana. Manus: Sandro Petraglia, Stefano Rulli. Foto: Roberto Forza. 360 min. Italien 2003. Dansk premiere: 04.03.2011.

Fotos: BiBi Film/ RAI Fiction/ Film Commission Torino-Piemonte/ RAI 1/ Posthus Teatret

Filmen streames ikke i DK – i Italien og Frankrig på Amazon Prime og Google Play; senest remastereret og udsendt på dvd i 2013.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2011.

Sebastian Meise: Grosse Freiheit/ Great Freedom (2021)

EN SANG OM HAD OG KÆRLIGHED
En hyldest til venskab og alle slags kønsdrift

Af BO GREEN JENSEN

I TYSK straffelov var paragraf 175 den forhadte bestemmelse, som forbød seksuel kontakt mellem mænd. Mens homoseksualitet blev legaliseret i Danmark i 1933, stod det tyske forbud ved magt indtil 1969. Loven blev mest nidkært håndhævet under nazismen. Den kom aldrig til at omfatte kvinder, fordi man ikke kunne finde ud af at definere, hvad kvinders seksualitet var for noget.

   Sebastian Meises film skildrer venskabet mellem to mænd, som kender hinanden fra livet i fængslet. Der er tre tidsafsnit, som Meise behændigt klipper imellem. I 1968 bliver Hans Hoffman (Franz Rogowski) igen arresteret. I fængslet genforenes han med livstidsfangen Viktor (Georg Friedrich). Kulturen er stærkt homofobisk. Da Hans forsvarer en medfange, bliver han sat i isolation. Man tager hans tøj og slukker simpelt hen for lyset i verden.

MEISE bruger mørket som en tunnel i tiden. Sådan kommer filmen ned i sit dybeste lag, hvor venskabets origin story fortælles. I 1945 er Hans 18 år. Han kommer direkte fra koncentrationslejren, hvor henved 10.000 homoseksuelle mænd gik til. I fængslet deler han celle med Viktor (som er inkarneret hetero).

   Det begynder brutalt og følelseskoldt. Siden åbner mændene sig for hinanden. Viktor hjælper Hans med at camouflere den stigmatiserende kz-tatovering. Resultatet er mere sjældent end kønt. Viktor forsøger med mellemrum at blive stoffri. Hans svaghed og bane er narkomani.

   Som tilskuer får man fornemmelsen af det omliggende samfund. På et tidspunkt taler Hans om at flygte til DDR. Her ophævede man paragraf 175 allerede i 1950. Der er gribende nedslag i tiden; partnere, som kommer og (for)går. Ved at holde fokus på fængslet, fortæller Meise historien om en hel kultur. Herved adskiller Große Freiheit sig fra de fleste andre LGBTQ-film.

TIDEN går. I 1969, da fangerne er samlet for at følge månelandingen i tv, sidder de som på en ø i historien. Hans og Viktor ligner et gammelt ægtepar. Hans har taget turen gennem abstinenserne med Viktor. Tilfældigt ser han i Der Spiegel, at paragraf 175 er faldet. Så han er fri, men fri til hvad?

   Nu kommer titlens ironi til sin ret. Hans går i byen og ser på de hedonistiske tilbud. I klubben »Große Freiheit« bliver der skejet ud i alle genrer af kønslivet. Det ligner Club Rectum i Gaspar Noés Irréversible (2002). Franz ser sig om. Han savner sin ven. Han træffer da et bestemmende valg, som Meise forløser med humor og patos.

   Große Freiheit er en bevægende film. Den skildrer ofrene for en inhuman lov, men især fortæller den om et livsvarigt venskab og er dertil et solidt bidrag til fængselsgenren. Rogowski og Friedrich er fremragende. Hvis livet bliver ved længe nok, sløres sondringen mellem kærlighed og venskab. Følelsen er grænseløs.

PARAGRAF 175 faldt endelig helt bort i 1994. I Berlin kan ingen overse mindesmærket for de myrdede europæiske jøder. I Tiergarten ved siden af står et mere diskret monument. Hvis man kigger ind, kører en film om de faldne homoseksuelle i sløjfe. Sådan har LGBTQ-sagen altid været en tilføjelse til den store historie. Med Große Freiheit får den sin egen fortælling.

Grosse Freiheit (Große Freiheit). Instr.: Sebastian Meise. Manus: Thomas Reider, Sebastian Meise. Foto: Crystel Fournier. 116 min. Østrig-Tyskland 2021. Dansk premiere: 19.05.2021.

Fotos: Freibeuterfilm/ Rohfilm/ ORF/ ZDF/ Piffl Medien/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.05.2021.

Ben Affleck: Live by Night (2016) [Noir 100]

EN STOISK REFLEKS

Den amerikanske drøm har sin pris

Af BO GREEN JENSEN

HVAD man selv sender ud, kommer altid tilbage, men sjældent på den forventede måde.

   Cirka så tør er den afmålte visdom, som Thomas Coughlin (Ralph Gleason), en ubestikkelig politimand i 1920ernes Boston, deler med sin kriminelle søn, før det går galt. Udsagnet er typisk for den lakoniske tone i Lev om natten, Ben Afflecks første selvinstruerede film siden Oscar-vinderen Argo fra 2012.

   Det er en panoramisk periodekrimi fra den amerikanske forbudstid, baseret på den anden af Dennis Lehanes tre romaner om Joe Coughlin, en århundredets søn fra forrige sekel. De øvrige bøger i serien er Den givne dag (2008) og Verden af i går (2015). Der er også en stor læserskare i Danmark.

   Krøniken er et eksperiment for Lehane, der er bedst kendt for nutidig blue collar-krimi. Affleck debuterede som instruktør med en filmatisering af Lehanes Gone, Baby, Gone. I Live by Night er han også producer, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver. Det er på alle måder en håndlavet film. Det er muligvis også én post for meget.

JOE Coughlin mister sin barnetro i Europa under 1. verdenskrig, Han vender hjem med en beslutning om ikke at følge ledere mere. I 1926 er den irske immigrantsøn en småtyv, som arbejder freelance. Han gør, hvad han kan, for at styre klar af krigen mellem irske og italienske spritsmuglere.

   Det særlige ved Joe er en grundlæggende godhed og retfærdighedssans, som han ikke bliver sart eller lovlydig af, men som alligevel får ham til at handle empatisk. Frem for alt er han i stand til at elske. Joe falder først for Emma Gould (Sienna Miller), den irske gangsterchefs elskerinde, og bliver en del af mafiavæsenet for at få hævn, da han tror, at han har mistet hende.

   Joe tager til Florida for at implementere den narkohandel, som skal være forretningsgrundlaget, når alkoholforbudet hæves om lidt. Han drømmer også om at åbne et casino og flytter sammen med Graciella Suarez (Zoe Saldana), der er søster til den cubanske smugler, som hele markedet er afhængigt af.

FORBUDSTIDEN er et forpligtende landskab. Der vil være sammenligninger med formatet i Francis Ford Coppolas Godfather-saga (1972-1990), Sergio Leones Once Upon a Time in America (1984) og Brian De Palmas The Untouchables (1987, da. De uovervindelige), hvis en filmskaber vælger den episke vej. Lev om natten ligner snarere en letvægtsudgave af Curtis Hansons L.A. Confidential (1997). Hvis Stefan Zweig var gået gangstervejen, da han skulle skrive Die Welt von Gestern (1942, da. Verden af i Gaar), kunne han godt være kommet på en mand som Joe Coughlin.

   Første akts skildring af Boston er træt og ret klichebelagt. Filmen finder sin stemme i Florida, hvor de etniske grupper foragter hinanden i et sindrigt system af fordomme. Alle lever af den cubanske forbindelse. I Lehanes bog er Graciella aktiv i bevægelsen, som vælter Gerardo Machado og bringer Fulgencio Batista til magten. I filmen er mange forløb skåret ud for at vinde tid og skabe enkelhed.

   De bedste scener skildrer Joes håndtering af situationen i Tampa. Han fører åben krig mod Ku Klux Klan og nægter at promovere racismen. »Engang var Joe en god mand,« står der på filmens plakat. Sagen er, at det bliver han ved med at være. Det hævner sig, som hans far forudsagde. Men det gør ham også til en uforudsigelig spiller i den kyniske rutine.

ELLE Fanning og Chris Cooper spiller datter og far i en sidehistorie, som får afgørende konsekvenser. Cooper er politichefen, som er neutral, snarere end egentlig korrupt. Fanning er datteren, der tager til Hollywood og ender som heroinafhængig pornomodel. Hun genopstår som kristen moralprædikant, da Joe har brugt hende som pressionsmiddel.

   Her er bogen langt mere betændt. Overhovedet er der skåret og strammet i de moralske mellemregninger. Lehane var medforfatter på HBO-serierne The Wire (2002-2008) og Boardwalk Empire (2010-2014). Det er den slags verden, bogen beskriver. Altså mere James Ellroy og Martin Scorsese end høvisk historieskrivning.

   Afflecks film kritiseres for ikke at være mørk nok, hård nok, passende kynisk. Det er dog en holdning, han vælger. Der er en godmodighed i fortællerstemmen, en særegen stoisk refleks. Joe er ingen Scarface, og dét er hans styrke som karakter. Han ved, at han kunne sige fra, hvis det var.

   Denne iboende anstændighed – plus den prægtige periodeskildring – gør Lev om natten særdeles seværdig.

Live by Night (Lev om natten). Instr. og manus: Ben Affleck. Foto: Robert Richardson. 128 min. USA 2016. Dansk premiere: 12.01.2017.

Fotos: Appian Way/ Warner Bros/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 22.05.2017

Weekendavisen Kultur 13.01.2017

Edgar Reitz: Die Andere Heimat (2013)

DEN EVIGE HJEMSTAVN

Sidste del af Edgar Reitz' livsværk

Af BO GREEN JENSEN

ÅRET er 1842. Stedet er landsbyen Schabbach i Hunsrück ved Rhinen i det sydvestlige Tyskland, dvs. det samme Preussen, som Danmark lidt senere førte krig med. I Schabbach er der ofte unge mænd, som vender hjem fra fjerne krige. De sætter sig og ser ind i ilden eller går lange ture ud over markerne. Hjemstavnen tager dem altid tilbage. Her er generationernes gang selve midten i verden.

ALLE de følsomme unge mænd længes væk. Det gjorde Paul Simon i de første 11 episoder af Heimat – Eine deutsche Chronik, som Edgar Reitz skrev tv-historie med i 1984. Det gjorde Hermann Simon, filmskaberens alter ego, i Die zweite Heimat – Chronik einer Jugend, som i 1992 brugte 26 timer og 13 smukke tv-film på at skildre 68-generationens historie. Hermann tog til München og gjorde karriere i musikken, men han vendte også tilbage. I Heimat 3 – Chronik einer Zeitenwende fra 2004 – en eftertanke på sølle 6 episoder – blev nationen genforenet, og Herman byggede hus ved Rhinen. Her sluttede den tyske saga ved årtusindeskiftet.*

HEIMAT 1-3 skildrede landets historie fra 1919 til 2000. I Die andere Heimat går den 80-årige Reitz tilbage til tipoldeforældrenes Schabbach og beskriver den hede udlængsel, som greb tidens europæiske bønder. Smedesønnen Jakob Simon (Jan Dieter Schneider) bruger al sin vågne tid på at læse om og længes efter et nyt, paradisisk liv i Brasilien. Han lærer sig indianernes sprog og sætter en sjælden fjer i sit hår, så veninderne Henriette (Antonia Bill) og Florine (Philine Lembeck) må grine, men også begære ham lidt.

FAR er rasende over sværmeriet. Mor og Onkel holder hånden over den lyriske drømmer. Hele Heimat er et ironisk projekt om tyske drømme, der ikke bliver indfriet, i hvert fald ikke som man havde tænkt. Sådan går det også Jakob. Storebror Gustav (Maximilian Scheidt) kommer hjem fra krigen og vil bygge en dampmaskine til smedjen. Det bliver Gustav, som scorer den livfulde Henriette, mens den berusede Jakob gør fælles sag med de revolutionære og ender i kejserens fængsel.

   Gustav og Henriette oplever verdens største sorg og gør alvor af rejsen. Jakob bliver i Schabbach, hvor han og faderen omsider forstår hinanden. Han gifter sig med Florine og korresponderer med selveste Alexander von Humboldt om lingvistiske ejendommeligheder. Landsbyen tror, at Erasmus vil prale. Så dukker Humboldt op i skikkelse af Werner Herzog, og Heimat når endnu et fint højdepunkt.

DER er mange flere skæbnetråde. Der er også en fimbulvinter, som Reitz og fotografen Gernot Roll skildrer i grå billedtoner, der ligger mellem Michael Hanekes Det hvide bånd (2009) og Béla Tarrs Hesten fra Torino (2011), så dette Heimat-afsnit er filmet i sort-hvid, men strategiske detaljer – en hestesko, en mur, et flag – er digitalt farvelagt. Da Jakob og Henriette taler om indianernes 26 ord for farven grøn, er det oplagt at fremhæve væksterne. Helheden er dog tænkt monokrom.

DER har været flere tilføjelser i årenes løb. I 2006 var Heimat-Fragmente – Die Frauen et ret svagt forsøg på at samle slettede scener, så de viste den unge Lulu Simons forsøg på at lære historien om formødrene at kende. Oprindelig skabte Reitz Heimat, fordi han var forarget over miniserien Holocaust (1978).

   Alle filmene er produceret i samarbejde med tyske tv-stationer, men har fået premiere på en af de store festivaler, som regel i Venedig, hvor Die andere Heimat blev vist i 2013. Blandformen stammer fra tiden, hvor også Bergmans Fanny och Alexander (1983) og Jan Troells filmatiseringer af Vilhelm Mobergs udvandrersaga (1971-72) blev til. Finansieringen forudsatte, at man tænkte i tv og film på en gang. Det er derfor svært at sige, om den ene eller anden version er »den rigtige«.

DEN sidste fortælling om Schabbach er blevet den smukkeste film. Det lykkes atter Reitz at koncentrere en verdenshistorie i krønikeform. Denne gang gør han det på bare fire timer, som får særlig vægt i biografmørket. Filmen går både i hjernen og maven. Gamle fans har grund til glæde. Nye seere kan begynde her.

De tre Heimat-krøniker findes i et samlet tysk bokssæt (med en spilletid på 3364 minutter), hvor også Heimat-Fragmente er inkluderet. De britiske bokssæt fra Tartan og Artificial Eye/ Curzon har nyttige undertekster og gode introduktioner. Reitz har selv skrevet meget om Heimat. Til Die andere Heimat er udkommet både »billedromanen« med Gerd Heidenreichs manuskript og kaffebordsbogen Chronik einer Sehnsucht.

*) Edgar Reitz er født i Morbach, modellen for Schabbach, den 1. november 1932. I 2019 talte han med Anna Hepp i portrætfilmen 800 Mal Einsam – ein Tag mit den Filmemacher Edgar Reitz, som blev vist på filmfestivalen i Venedig. Hepp og den nu 87-årige Reitz sidder i en biograf og taler i 84 minutter. En stor del af samtalen kredser naturligt om Heimat-projektet, der har fyldt Reitz' liv i 40 år. Han fortæller om, hvor svært det var at få finansiering til og realisere Heimat 3, som han begyndte at arbejde på allerede før Genforeningen af Tyskland var en realitet. Den var fra hans side ikke tænkt en del af fortællingen om Schabbach, men han kunne kun gennemføre optagelserne, hvis tidehvervsfilmen blev pakket og distribueret som Heimat 3. Meget i manuskriptet blev skåret og ændret for at efterkomme producenternes ønsker. Han fortryder stadig, at han ikke stod fast og sagde nej. Heimat 3 blev produceret af Reitz selv i samarbejde med tv-stationerne ARD, BR, WDR, Arte og Les Films du Losange. 

Die andere Heimat – en fortælling om længsel (Die andere Heimat – Chronik einer Sehnsucht). Instr.: Edgar Reitz. Manus: Gert Heidenreich og Edgar Reitz. Foto: Gernot Roll. 230 min. Tyskland-Frankrig 2013. Dansk premiere: 27.02.2014

Foto: Edgar Reitz Film/ Corinth Films/ Camera Film/ Cimematerial/ Filmaffitnity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

2K Blu-ray fra Artificial Eye/ Curzon 15.06.2015
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.02.2014