Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012)

DET GLADE VANVID

Mainstream med en rest af realisme

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid en balancekunst at lave feelgood-film om mentale problemer. Der er ikke langt fra solidarisk, empatisk realisme til glansbilledet af den gode tosse eller chokgenrens rablende karikatur. Det indgår i præmissen – som i dele af psykiatrien – at den »syge« ser klarere end den »normale«. Der er et vidt register af afvigertyper, fra rebellen McMurphy i One Flew over the Cuckoo's Nest (1975, da. Gøgereden) og den søde autist i Rain Man (1988) til martrede kunstnerskæbner i biopics som Frances (1982), Sylvia (2003) og Camille Claudel 1915 (2013).

   David O. Russells Silver Linings Playbook var Oscar-nomineret i otte kategorier, herunder bedste film, bedste instruktør og bedste manus. Det skyldes ikke, at emnet eller formen er usædvanlig, men at udførelsen har flere nuancer, end man er vant til at se. Trods nik til konventionen og en god del positiv ønsketænkning, især i filmens sidste akt, er der en aktiv rest af smertefuld realisme i den fine skildring af en mand, som er gået fra forstanden på grund af et sønderknust hjerte.

LÆREREN Pat (Bradley Cooper) brændte sammen, da han fandt sin hustru, Nikki (Bea Bree), under bruseren med en fælles kollega. Da Pats mor henter ham på institutionen, hvor han har arbejdet med sin voldsomme adfærd, fantaserer han om at få Nikki i tale. Han gør sig derfor umage i sociale sammenhænge. Det fremgår, at Pat er arveligt belastet. Bookmakeren Pat Senior (Robert De Niro) holder styr på sine fjernbetjeninger med autistisk omhu og har en dom for tilskuervold. Han må ikke komme på stadion, hvor hjemmeholdet Philadelphia Eagles har base.

   Ved en anstrengt middag hos vennen Ronnie (John Ortiz), som er gift med den dominerende Veronica (Julia Stiles), møder Pat sin skæbne i skikkelse af den 22-årige Tiffany (Jennifer Lawrence), der er enke efter en politibetjent. Tiffanys sorg kompliceres af skyldfølelser, som hun har prøvet at dulme med alkohol og promiskuøs sex. Nu vil hun omlægge livsstilen. Pat vil have en chance mere med Nikki. Begge er sociale spedalske i villakvarteret, hvor alle synes at kende hinanden.

TIFFANY lover at skrive til Nikki på vegne af Pat, hvis han til gengæld vil være hendes partner i politiforbundets årlige danseturnering. Her møder sygdomsmotivet en anden hæderkronet trope: dansefilmen om amatører, der træner hårdt for at vinde mod alle odds. Det er en gennemgående faktor, at Pat føler sig hævet over Tiffany. For hende er mørket der hele tiden. Pat svinger mellem mani og depression. Han jogger iført en sort affaldspose, der fungerer som en art rustning.

   Russells manuskript – som bygger på en roman af Matthew Quick – sætter ekstra trumf på i dansefinalen. Pats far har sat hele økonomien i et dobbelt væddemål: kun hvis Eagles vinder sæsonens sidste kamp, og Pat og Tiffany samtidig scorer et 5-tal hos dommerne i konkurrencen, vil familien ikke gå ned. Pat er blevet lokket med, at Nikki vil være blandt tilskuerne. Tiffany har indset, at Pat er manden, hun kan være et godt menneske sammen med. Men galningen vil jo bare sin eks.

FILMEN lykkes ikke mindst, fordi David O. Russell ved, at han arbejder med kendte og prøvede størrelser, som enten må kombineres på nye måder eller beskrives med en dybde, man ikke tidligere har set. Endvidere arbejdes der smukt med musikken, som dansen giver mulighed for at integrere. Pat og Tiffany finder hinanden til tonerne af »Girl from the North Country« med Dylan og Cash fra Nashville Skyline. Pats vrede udløses ofte af Stevie Wonders »My Cherie Amour«, som var sangen, han havde sammen med Nikki. Hver gang han hører den, holder man vejret.

   Blue collar-miljøet er skildret med indlevelse som i en sang af Billy Joel. Jennifer Lawrence fik en Oscar for rollen som Tiffany, men det er den ellers anstrengende Bradley Cooper, der overbeviser med portrættet af Pat. Hans skrøbelighed bliver aldrig et nummer, og man begynder hurtigt at holde med ham. I en udsoningsscene mellem Cooper og De Niro er sidstnævnte bedre, end man længe har set ham.

DAVID O. Russell har skabt excentriske meta-komedier – Spanking the Monkey (1994), Flirting with Disaster (1996), I ❤ Huckabees (2004) – og variationer over maskuline skabeloner i krigsfilmen Three Kings (1999) og boksedramaet The Fighter (2010). Han har altid markeret en afstand til hovedstrømmen. Her tager han et smukt tigerspring ned i samme. Silver Linings Playbook er en romantisk komedie, indsigtsfuld og anderledes, som man bogstaveligt bliver glad af se.

Se også David O. Russell: Three Kings (1999); Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

Silver Linings Playbook. Instr. og manus: David O. Russell. Foto: Masanobu Takayanagi. 122 min. USA 2012. Dansk premiere: 25.04.2013.

Fotos: TWC/ Midget Entertainment/ UIP/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2013.

Marie Grahtø: Psykosia/Psychosia (2019)

VIKTORIAS MISSION
Psykosen som kunst og erkendelsesform  

Af BO GREEN JENSEN

FORSKEREN Viktoria (Lisa Carlehed) ankommer til et psykiatrisk hospital af den gammeldags slags. Hun skal iagttage og behandle den unge Jenny (Victoria Carmen Sonne), som er vendt tilbage siden pubertetsårene, altid i forbindelse med trusler om eller forsøg på at begå selvmord.

   Viktoria bliver budt velkommen af overlægen Anna Klein (Trine Dyrholm), som sætter hende ind i rutinen og forklarer, hvad arbejdet går ud på. I hvert fald kan hun love, at det ikke bliver let. Men muligvis en opgave, som også Viktoria kan have nytte af, hvis hun ønsker det selv.

   Sådan begynder Viktorias mission, en ekspedition, der vil føre hende dybt ind i Psykosia, som kunne være navnet på et land i sindets terrain vague eller terra incognita, hvor vrangforestillinger sætter normalen. Psykosia er, med andre ord, en beskrivelse af en opdagelsesrejse.

   Viktoria går lange ture gennem korridorerne og bruger (sammen med kameraet) lang tid på at se ind i de halvprivate zoner, som stuer og værelser udgør. Det er i konteksten en stor pointe, at man måske ikke umiddelbart kan se forskel på patienter og personale.

DET er værd at studere de tre kvinder i fokus. Det bruger Catherine Colemans kamera megen tid på ved ankomsten og i de første samtaler.

   Marie Grahtø vedgår åbent sin gæld til Ingmar Bergmans Persona (1966), som Psykosia både citerer og hylder. De nøje afstemte kamerature kredser om karaktererne på samme måde som i Bergmans »sonate for to kvinder«. Helt ikonisk fastholder Grahtø ansigterne i nærbilleder, der er komponeret i Svend Nykvists stil: det ene i profil, det andet set forfra i spejlet eller ved et lysindfald.

   Carlehed er i begyndelsen kølig og disciplineret, egenskaber som forstærkes af hendes korrekte påklædning. Kun gradvis begynder en anden adfærd at skinne/ skære igennem i sprækker. Sonne er altid klart markeret som patient, i færd med at udføre handlinger, der forlænger/ forstærker psykosens ekstremer. Jenny er en anstrengende karakter, især når hun indgår i arrangementer med veninden Zarah (Bebiane Ivalo Kreutzmann). De smører sig ind i blod og griner. Som lægen udstråler Dyrholm praktisk klarsyn og fysisk soliditet.

FILMEN tager tilløb og lægger flere tematiske spor ud. De kan føre mange steder hen, og de første to akter er uafbrudt interessante, mens de skaber en forventning om spænding, der vil blive udløst. Det er i øvrigt også spændende, at der ikke er én mandlig karakter i syne. Psykosia var udtaget til Settimana della Critica, Kritikerugen, på årets filmfestival i Venedig. Alene i kraft af kønsbalancen var den samtidig kandidat til særprisen Venice Gay Lion.

   Der er da også forhold og hemmeligheder, som bliver afsløret lidt efter lidt, men Psykosia er ingen psykothriller. Den bruger et narrativt trick, som jeg ikke skal røbe, men som efterhånden er så udbredt, at det tangerer en kliché. Her giver det dog fuldkommen mening. Man har muligvis haft sine anelser, men effekten er hård og god, da den kommer.

PSYKOSIA bygger på Grahtøs egne erfaringer i det psykotiske landskab og behandlingssystemet. Det er bestemt den store kvalitet i filmen, der bliver mindre generisk og mere markant, efterhånden som den bevæger sig længere ind i psykosen.

   Filmen er forelsket i psykosen som en anden slags virkelighed og bevidsthed. Den er næsten et kærestebrev til selvmordet. Det resulterer mod slutningen i nogle scener og tableauer, der bruger løs af et ikke-realistisk billedstof. Filmen taler om selvmordet som en slags tyngdekraft, der trækker karaktererne med sig hen imod det sorte hul, hvor al energi forsvinder – men måske blot for at krænge sig ud igen i et big bang på den anden side.

   Filmen er også betaget af forestillingen om den anden side. I slutningen er der anelser om en paradistilstand, som Terrence Malick knapt kunne have dvælet mere længselsfuldt ved.

   Der er fysiske scener med blod, sved, køn og kropslighed. Der er en insisteren på at tale om engle, Gud og dæmoner, som ifølge Grahtø er virkelige kræfter og vigtige størrelser for suicidale patienter i behandling. Det er lidt op og ned, hvordan alt dette bliver forløst. Også spillet er ujævnt. Sonne giver for meget, og Dyrholm giver for lidt. Kun Carlehed er præcis hele vejen, og alt kan være afstemt sådan med vilje.

PSYKOSIA er en udfordrende film, der i glimt går efter en hysterisk tone. Den bliver bedre, jo længere den fjerner sig fra fortilfælde og finder sin egen kromatiske skala. Den vil i sagens natur dele publikum skarpt. Det skete også ved den visning, jeg var til i Venedig. Alle anerkender formen og ambitionen. Om man holder af filmen, afhænger i sidste instans af, om man selv kender til/ er optaget af problematikken.

   Sandsynligvis er det grunden til, at Psykosia kun åbner i de cirka ti biografer, som udgør arthouse-kredsløbet herhjemme. Det er dog i underkanten. Psykosia taler til alle, der interesserer sig for smerte, for sindets farver og psykiatri. Det er derfor en film, som griber dybt ind i tiden, og den er gjort af et stærkt stof, som Grahtø formidler med stor konsekvens.

Se også Opium etcetera: Géza Csath 1887-1919 [Bogen og filmen]; David Cronenberg: A Dangerous Method (2011); Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001); Brad Anderson: The Machinist (2004); Heksen er død: Sylvia Plath 1932-1963.

*) Bergman og Nykvist bruger stilgrebet og signaturindstillingen både i Stilheden (1963) og Persona (1966). I forbindelse med den fornyede interesse for Agnès Varda (1928-2019) og hendes centrale betydning i tilløbet til la nouvelle vague, har opmærksomme tilskuere fundet et bemærkelsesværdigt fortilfælde i debutspillefilmen La Pointe Courte, som Varda skrev og instruerede (i fiskerbyen, som faktisk hedder Pointe-Courte) i 1955. Der var et kollektivt aha-øjeblik, da den restaurerede film blev vist på Festival de Cannes 2019, hvor Varda i ung udgave var cover star på den officielle plakat. Varda er ikke selv krediteret som fotograf – det er Louis Soulanes, Paul Soulignac og Louis Steins, mens Alain Resnais (1922-2014) fungerede som klipper – men på produktionsfotoet står hun bogstaveligt på ryggen af kameraoperatøren for at få det rigtige billede i kassen. La Pointe Courte har to sammenflettede historier. I den ene spiller Silvia Monfort og Philippe Noiret henholdsvis Hende og Ham. La Pointe Courte er indspillet fire år før Les quatre cents coups (1959, da. Ung flugt) og À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Og Varda benytter nøjagtigt de samme en frontal/ profil-beskæringer, som Bergman og Nykvist gør brug af ti år senere. De kan sagtens have ladet sig inspirere. La Pointe Courte fik ikke premiere i Skandinavien, men blev vist på Cannes Festivalen i 1955.

Psykosia. Instr. & manus: Marie Grahtø. Foto: Catherine Pattinama Coleman. 87 min. Danmark-Finland 2019. Dansk premiere: 19.12.2019.

Fotos: BeoStarling [Christian Greisnæs, Catherine Pattinama Coleman]/ DFI/ Oy Bufo Ab/ 41Shadows/ CineMaterial

Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 20.12.2019

Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002)

UD AF MØRKET

I flugt mellem livet og døden

Af BO GREEN JENSEN

»KÆRLIGHED er stadig den bedste kur for modløshed«. »Når det gælder om at finde vej ud af mørket, kan ingen medicin konkurrere med varme, hverdag og meningsfuldt nærvær«. Banale udsagn som disse tangerer vel tautologier. Dog insisterer de på at blive sagt, når man lige har set Lone Scherfigs film om en selvmorder, der kommer på bedre tanker, i høj grad på trods af sig selv.

   Wilbur (Jamie Sives) prøver allerede i titelsekvensen at tage sit liv med tabletter, gas og andre forhåndenværende midler. Målbevidst finkæmmer han lejligheden, koncentreret og med et intenst pokerfjæs. Alle verdens tårer kunne falde fra himlen over Glasgow. Det ville ikke rage Wilbur en fjer. Tvangsbetonet adfærd, kaldes det rituelle sygdomsmønster, som han følger. Wilbur Wants to Kill Himself, hedder filmen.*

VI befinder os i Skotland, hvor solen aldrig skinner, og det bliver hurtigt klart, at Wilbur gør dette når som helst han har lejlighed til at forsøge. De andre patienter i samtalegruppen på hospitalet er trætte af Wilbur, fordi han ikke tager depressionen alvorligt. Lægen Horst (Mads Mikkelsen) har afskrevet ham. Sygeplejersken Moira (Julia Davis) vil gerne have galgenhumoristen med hjem i seng. Dog skal Wilbur ikke nyde noget med hensyn til nære relationer. Wilbur ønsker bare at dø. Han har prøvet så længe nogen kan huske.

   Dét er udgangspunktet i Lone Scherfigs Wilbur begår selvmord, hendes første film efter verdenssuccesen Italiensk for begyndere (2000). Den er optaget i Glasgow og befolket med skotske og britiske spillere. Alligevel fornemmer man den umiskendeligt danske tone i manuskriptet, som Scherfig har skrevet sammen med Anders Thomas Jensen. Denne viser sine bedste sider, når han arbejder med kvindelige instruktører. Efter Wilbur og Susanne Biers Elsker dig for evigt kan ingen råbe »Tarantino-plagiat« efter Jensen. Han er virkelig vokset med disse to film.

WILBUR går sine egne veje, men fastholder dog relationen til sin lillebror, Harbour (Adrian Rawlins), en lys fatalist som slet ikke deler Wilburs akutte desperation. Ved filmens begyndelse er faderen endelig død, og de voksne drenge skal sammen overtage antikvariatet, som har kørt skævt i en menneskealder. Egentlig er der kun gæld tilbage. Broderen er mildt bekymret. Wilbur er fuldkommen ligeglad. De flytter sammen i bagbutikken, hvor Harbour systematisk har fjernet alt, som en kompulsiv selvmorder kunne bruge.

   Begyndelsen er grimet, skæv, meget stilrent turneret og en lille smule trættende, lidt som tonen i Knud Leif Thomsens antikke Selvmordsskolen (1964), en Jacques Tati-agtig farce med Jørgen Ryg, hvis nogen husker så langt tilbage. Men netop som det næsten er blevet for mørkt, ankommer varmen i skikkelse af den kejtede, livsbekræftende Alice (Shirley Henderson). Hun gør rent på hospitalet, er alene med datteren Mary (Lisa McKinley) og kan ikke finde ud af nogen ting. Ganske hurtigt, og på datterens anbefaling, finder hun sammen med den mindst lige så kejtede Harbour.

DE fire karakterer bliver efterhånden en lille familie, og alle i salen genkender gradvis konturerne af den personkreds, som Lone Scherfig kaldte »uafhentede enere« i forbindelse med Italiensk for begyndere. Wilbur, der arbejder som pædagog og i øvrigt er fremragende til sit arbejde, vil i begyndelsen ikke være ved, at han er anfægtet af både Alice og Mary. Så bliver Harbour uhelbredeligt syg, og Wilbur får en hustru og en datter til låns. En dag, hvor han af vane vil dræbe sig selv snarest muligt, indser han, at trangen er væk. Hans bror skal dø, der er denne familie. Han ville ikke have troet det, men med ét har selvmordskandidaten fået noget at leve for.

DET er en ganske lille historie, men at følge den føles umådeligt tilfredsstillende. Scherfig er god til det lave og nære, og i de skotske spillere har hun det optimale materiale. Især Jamie Sives, der udtrykker lakonisk afmålt nærvær på samme måde som amerikaneren Robert Downey Jr., er eminent i den svære rolle som Wilbur. Denne kunne let være blevet et karikeret postulat. Shirley Henderson er uimodståelig. Som datteren er Lisa McKinley god til at arrangere sine voksne i de rigtige konstellationer.

   Historien er tragisk. Imidlertid spiller den som en komedie, fordi Scherfig så behændigt blander sorgen med situationskomik. En børnefødselsdag i forretningen udarter til sublim komik. Al kærligheden i filmen føles ægte, jordnær og uafviselig. Som personinstruktør tilhører Scherfig skaren af Mike Leighs disciple, men Wilbur Wants to Kill Himself er en bedre film end lærerens [i 2002] aktuelle All or Nothing.

WILBUR Wants to Kill Himself lover godt for den kommende bølge af engelsksprogede danske produktioner, der bl.a. omfatter Thomas Vinterbergs It’s All About Love og Nicolas Winding Refns Fear X. Egentlig kunne Wilburs Glasgow lige så godt ligge i Lyngby, hvor regnlyset i Italiensk for begyndere blev til. For det handler dybest set ikke om sproget. Det handler om mennesker alle vegne, og om dem ved Lone Scherfig mere end de fleste.

*) Teksten står som skrevet for 20 år siden. Der er derfor ingen bagklogskab. Og heller ikke helt det sprog for tvangstanker, selvskade og OCD, som siden er blevet fintunet. Wilbur fik ikke et stort efterliv. Det er svært at finde billeder. I den anglofone sfære bliver filmen primært set af én grund: Mads Mikkelsen medvirker som dr. Horst. Det var stjernens store år i medicin. Han var samtidig den hudløst utro læge i Elsker dig for evigt, som i udlandet bliver kaldt Open Hearts. Måske får hele hospitalsgenren en opblomstring, når der i 2022 er premiere på tv-serien The Shift (da. Dag & Nat), som Lone Scherfig og Ole Christian Madsen har udviklet på vegne af Creative Alliance. Imens er Lars von Trier stærkt på vej med Riget Exodus, en egentlig uventet opfølger til Riget (1994) og Riget II (1997), der i sin tid gjorde auteuren til en slags dansk folkehelt. The Kingdom: Exodus skal streames på Viaplay og siden vises på DRTV. Det er den første af karrierens bebudede trilogier, som filmskaberen faktisk færdiggør.

Se også Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019).

Wilbur Wants to Kill Himself (Wilbur begår selvmord). Instr.: Lone Scherfig. Manus: Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen. Foto: Jørgen Johansson. 105 min. DK-UK-Sverige-Frankrig 2002. Dansk premiere: 08.11.2002.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Wilbur Ltd./ Scottish Screen/ Sigma Films/ TV2/ Glasgow Film Office/ SVT/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ DFI/

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, NORDISK Film+, SF Anytime, YouTube Film

Ingen BD-udgivelse – DVD fra Icon Film Distribution (UK) 11.02.2008 + DVD fra Nordisk Film (i serien Dansk Filmskat) 14.01.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.11.2002