Translate

lørdag den 30. november 2019

D.H. Lawrence og Lady Chatterley



DEN SEKSUELLE UTOPI
Lady Chatterley fra Lawrence til Ferran

Af BO GREEN JENSEN

FÅ titler er som Lady Chatterley’s Lover (1928) belastet af succes og skandale. D.H. Lawrence fik romanen trykt  i Italien, og i 1932 kom en beskåret britisk udgave, der også blev udsendt i Danmark. I 1959 blev den fulde udgave, med de forkætrede erotiske afsnit, tilladt i USA, men først i 1960 kunne Lawrences landsmænd læse den uforkortede tekst. Det skete efter en retssag, som enhver havde stærke meninger om. Digteren Philip Larkin siger i en ofte citeret aforisme, at »sexual intercouse began/ in nineteen sixty-three/(Which was rather late for me)/ Between the end of the Chatterley ban/ and the Beatles’ first LP.«
   Næppe var Lawrences lovsang til kønnet frigivet, før en aggressiv feministisk kritik lagde bogen og dens forfatter for had. Man kan derfor sige, at Lady Chatterleys elsker aldrig fik lov at være et værk i sin tid. Lawrence døde i 1930, 44 år gammel, og fik kun en forsmag på alt det som fulgte. Lady Chatterley’s Lover er den af hans bøger, som har fået flest læsere, men den er et mindre værk end romanerne Sons and Lovers (1913, da. Sønner og elskere), The Rainbow (1915, da. Regnbuen) eller Women in Love (1920, da. Kvinder der elsker).



Lawrence led af tuberkulose og tilbad en viljestærk kvinde, Frieda von Richthofen, som var seks år ældre end han og havde født tre børn, da hun forlod sit første ægteskab til fordel for forfatteren. Jo svagere hans fysik blev, jo stærkere insisterede hans kunst på seksualitetens lutrende urkraft og mandens falliske styrke.*
   Ikke mindst derfor hadede (og misforstod) feministerne ham. Man var ganske enkelt ude af stand til at forholde sig til passager som denne:
   »Hun kunne ikke længere spænde sig og gribe om ham for sin egen tilfredsstillelses skyld. Hun kunne blot vente, vente og stønne undertrykt, da hun mærkede, at han trak sig tilbage, trak sig sammen og tilbage, indtil det forfærdelige øjeblik, da han gled ud af hende og var borte. Mens hendes underliv var vidtåbent og blødt og sagte kaldende, som en søanemone under flodbølgen, mens hun stumt råbte til ham, at han skulle komme igen og bringe hende fuldbyrdelsen.«**



DER er selvsagt gjort flere forsøg på filmatisere Lady Chatterleys elsker. Danielle Darrieux havde hovedrollen i Marc Allegréts L’Amant de lady Chatterley (1955), mens Just Jaeckins Lady Chatterley’s Lover (1981) var et preciøst stykke soft porn med Sylvia Kristel, den oprindelige Emmanuelle. Den første kongeniale filmatisering er dog Ken Russells Lady Chatterley (1993), en tv-føljeton med Joely Richardson og Sean Bean. Der er naturligvis også drejet et utal af pornografiske variationer.






   På sin vej til den færdige tekst skrev Lawrence en mildere, mindre fallisk fikseret udgave, der på engelsk er udgivet som John Thomas and Lady Jane (1972). Det er denne version, som Pascale Ferran giver liv i sin tre timer lange, intense og lyrisk overvældende udgave, der genfinder elementet af utopi i fortællingen om den blomstrende kvinde. For Ferran er det Lawrences evne til at skildre en kvindes væsen troværdigt, som gør den store forskel.
   Generelt er tingene mindre og mere virkelige i hendes Lady Chatterley. Marina Hands er ingen sexgudinde, Jean-Louis Coullo’ch er som skovrideren (der hedder Parkin i denne version) det modsatte af en begærlig satyr. Filmen er skudt uden filtre på realistiske locations, et fugtigt gods, et skur i skoven. Der er kontinuitetsfejl, og hård reallyd gør de fysiske møder til en fortumlet affære, meget som rigtig kærlighed er. Hos Ferran er der ingen søanamoner.
   Filmen er konstrueret efter den geniale langsomheds princip. Der går en time med at lade Constance hensygne, bogstaveligt dø af manglen på elskov, mens krigsinvaliden Sir Clifford (Hippolyte Giradot) har svært ved at slippe sin magt over kvinden, som han på frustrerende vis stadig elsker og begærer. Som i bogen er flere middagsscener garneret med autokratiske klassebetragtninger. Det er for Constance et møde med urkræfterne, når hun ser Sir Cliffords ansatte gå til og fra til deres arbejde i minen.
   Forløsningen kommer i forholdet til enspænderen Parkin, som må tøes op i mange omgange. Hun besøger ham i hytten for at sidde og nyde naturen i stilhed, mens han konstruerer bur og fælder. Længe ligger alt i regndis, men gradvis fylder farverne verden, og Connie blomstrer synligt op, da hun og Parkin bliver ét kød. Hun er grusom mod Clifford, da hun sælger ham ideen om at skaffe en arving til formuen. Parkin bliver en social paria, og hans egen baggrund reagerer hadefuldt, da han krydser skellet mellem klasserne.



   Hvad der virkelig lykkes Ferran, er at skildre parrets kærlighed som en uanfægtelig sammensmeltning. I begyndelsen elsker de stjålent og dækker sig stadig til for hinanden. Da de til slut klæder sig af for at danse og juble i regnen, er de hinsides alle normer og skel, virkelig manden og kvinden i kosmos med en styrke, der trækker på de vilde hyperboler i sproget hos Lawrence. Der er ingen rest af slibrig pirring. De elskende kroner hinanden med blomster. Det burde være ufrivilligt komisk, men lykkes på næsten bevægende vis.



FERRAN havde ventet ti år på at følge debutarbejdet Petits arrangements avec les morts (1994) og tv-filmen L’Age des possible (1996) op med den skelsættende kærlighedsfilm.
Hun bruger flere litterære tricks, som sætter udenværkerne i anførselstegn. Der er skrevne mellemtitler, og hun læser selv den ironiserende voice over. Men scenerne i skoven får lov at stå åbne og spille i noget nær virkelig tid. Ferrans take på Lawrence vil sandsynligvis skuffe turister, men ved sin slutning realiserer filmen den seksuelle utopi, som for Lawrence er større end klasseskel og tuberkulose. I sin sidste tekst, Apocalypse, skriver han:
   »Vi burde danse af fryd over at være kødeligt levende og en del af det legemliggjorte kosmos. Jeg er en del af solen på samme måde, som mit øje er en del af mig. At jeg er en del af jorden,ved mine fødder meget vel, og mit blod er en del af havet. Min sjæl ved, at jeg er en del af menneskeslægten, min sjæl er en organisk del af den store menneskesjæl, ligesom min ånd er en del af mit folk. Indtil mit jegs inderste er jeg en del af min slægt. Intet af mig er alene og absolut, undtagen mit intellekt, og vi vil se, at intellektet ikke har nogen egen eksistens, det er kun en glitren af solen på havets overflade.«***
   Det er denne »mystiske virkelighed«, som er holdt fast i de fantastiske billeder af manden og kvinden, der danser i regnen. Pascale Ferran har skabt en værdig og tidssvarende Lady Chatterley. Og en af de bedste Lawrence-dramatiseringer til dato.

*) Der er skrevet bjerge af bøger om Lawrence. To af de gode er Anthony Burgess: Flame into Being: The Life and Work of D.H. Lawrence (1985) og kompendiet Den levende Lawrence: artikler om D.H. Lawrence i anledning af 100-året for hans fødsel (1985), som Dorrit Einersen og Arnt Lykke Jakobsen redigerede for Odense Universitetsforlag. Men netop på grund af mangfoldigheden, er Friedas spor en god genvej til Lawrence. Martin Burgess Green skrev i 1974 en vidtfavnende bog om The von Richthofen Sisters: The Triumphant and the Tragic Modes of Love: Elsa and Frieda Von Richthofen, Otto Gross, Max Weber, and D.H. Lawrence, in the Years 1870-1970. Friedas egne erindringer udkom i 1934.

**) Lady Chatterley's elsker er oversat til dansk af Michael Tejn. Her citeret efter 5. udgave, Det Schønbergske Forlag, 1996, s. 139. Samme år udkom Elaine Feinsteins autoriserede fortsættelse, Lady Chatterley's Confession (da. Lady Chatterleys bekendelse), i Claus Bechs oversættelse.

***) Citeret efter D.H. Lawrence: Åbenbaring. På dansk ved Henrik Palle. Med forord af Hans Hauge. 114 s. Gyldendal, 1996.     



Lady Chatterley. Instr. og manus: Pascale Ferran. Foto: Julien Hirsch. 168 min. Storbritannien-Belgien-Frankrig 2006. Dansk premiere: 02.11.07


Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 03.11.07

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar