Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 15]

EN SORT PANTERS ENDELIGT
Nye grundfortællinger om 1968

Af BO GREEN JENSEN

FRED Hampton (1948-1969) blev leder af De Sorte Panteres Illinois-afdeling, da Black Panther Party etablerede sig i Chicago i 1968. Det skete efter det demokratiske partikonvent, som i august samme år havde udløst kaos og borgerkrigslignende tilstande. Hver etnisk gruppe blev radikaliseret. Den hvide kunne bevare magten, så længe splittelsen vedblev i det revolutionære miljø.

   Hampton var kun 20 år, men havde allerede lang erfaring fra sit arbejde i NAACP (National Association for the Advancement of Colored People), som var en mere moderat og i systemets øjne derfor mindre farlig organisation. Han havde flair for at tale og bringe modsætninger sammen. I Chicago begyndte han at samle militante grupper fra hele det ideologiske spektrum.

   The Young Lords var puertoricanske – i Shaka Kings film om Hampton bliver de kaldt The Crowns – og mødte i udgangspunktet Hampton med skepsis. Den unge formand fik dem overtalt. Selv de hvide racister, som mødtes under Dixie-flaget i karreerne på South Side, blev spurgt, om de ville samarbejde. Hampton kaldte det revolutionære forbund for »Regnbuekoalitionen«. Bevægelsen døde, men navnet hænger ved. Efterfølgende har flere politiske ledere talt om en regnbuekoalition.

HAMPTON havde lyttet til Eldridge Cleaver og Bobby Seale. Hans tanker tog form gennem målbevidst læsning af Lenin, Che Guevara og Mao Zedong. Alligevel – eller netop derfor – så han USA i 1968 med samme blik som borgerrettighedsforkæmpernes primære modstander, FBI-direktøren J. Edgar Hoover (1895-1972), der efter 50 år i embedet havde nået sin mest paranoide og megalomane Napoleon-periode.

   Systemet kunne leve med sabotage. Den sociale modstand kunne endda være nyttig, fordi den sikrede forbundspolitiets bevillinger og råderum. Men Hoover frygtede »a black Messiah«, en skikkelse der samlede fronterne og fik dem til at rejse sig mod imperiet, ganske som den bibelske messias. Derfor blev Malcolm X og Martin Luther King særligt nidkært mandsopdækket. Og derfor blev Fred Hampton dræbt den 4. december 1969, da FBI trængte ind i hans lejlighed og skød, indtil alle lå stille.

   Det er ikke en konspirationsteori. Bureauet stod ved sin handling og betegnede den som nødvendig magtudøvelse. I dag ville man tale om en anti-terroraktion. Der var ni andre i lejligheden, bl.a. Hamptons højgravide hustru, Deborah Johnson, som siden tog navnet Akua Njeri. Hun fødte parrets søn, Fred Hampton Jr., to uger senere. Et andet partimedlem døde. De øvrige overlevede og blev sigtet for at modsætte sig arrestation og for mordforsøg. FBI løsnede 99 skud under aktionen. De Sorte Pantere løsnede ét.

»DET er vigtigt at få politikken på plads,« siger Shaka King, som har instrueret Judas and the Black Messiah og skrevet filmen sammen med Will Berson. De bruger lang tid på at tegne baggrunden op. I populærkulturen har perioden – cirka fra »The Summer of Love« i 1967 til Watergate 1972 – været omgærdet af nostalgisk erindring, selv når tilbageblikket var kritisk.

   Er der noget, som har ændret sig med Black Lives Matter, er det vægten i fremstillingen af historien. Hoover fik skurkerollen i 1980erne, da FBI’s arkiver blev åbnet, og man indså graden af hans magtmisbrug. Korruption er et tema fra Forbudstiden og frem, og i hvert fald siden 70erne er CIA og FBI skildret som kompromitterede størrelser.

   Det har dog altid været en hvid fortælling. I de seneste år lægges accenten tillige på etnicitet. Det fremgår, at systemet førte en skjult krig mod sine fjender – og fjenderne var alle, som ville ændre status quo. Både Aaron Sorkins The Trial of the Chicago 7 og Judas and the Black Messiah er blandt årets Oscar-kandidater. Også Ma Rainey's Black Bottom og One Night in Miami er repræsenteret. Det er et andet mediebillede nu.

   Sorkins humanistiske retssalsdrama er næsten høfligt i forhold til tonen i Kings skarpe læsning. Men begge film tager udgangspunkt i Chicago 1968. Og begge ser, hvordan historien, som »vi« lærte om og kendte den, er forandret.

DER er mere end en martyrskildring i filmen. Daniel Kaluuya spiller Fred Hampton, som er en relativt ukompliceret »Black Messiah«. Han handler, som han prædiker, og hans eneste brist er at sætte sagen over familien. Shaka King får Kristus-analogien til at stemme, fordi han lægger perspektivet hos William O’Neal, der fungerede som en Judas i forhold til den sorte Messias.

   Når O’Neal begik røverier, udgav han sig for at være FBI-officer. Han blev arresteret og fik valget mellem at gå i fængsel eller infiltrere Black Panthers som muldvarp. Som afrikansk amerikaner kunne O’Neal komme tæt på Fred Hampton. Filmen lader ham tvivle og have alle dobbeltagentens anfægtelser, men der er aldrig tvivl om, at forræderen leverer.

   Der findes tv-optagelser med den virkelige O'Neal, som fortalte om sin rolle i mordet på Hampton i PBS-dokumentaren »Eyes on the Prize 2« i 1989. O’Neal døde i en trafikulykke i 1990. Filmen rekonstruerer programmet og antyder, at O’Neal begik selvmord, fordi han ikke kunne leve med sin skyld. Det står for Kings egen regning. O’Neal havde for meget alkohol i blodet, da han kørte galt, men det forpinte Judas-billede passer perfekt.

LAKEITH Stanfield spiller O’Neal så mange nuancer, at skikkelsen aldrig bliver entydig. Jesse Plemons er den hvide FBI-officer, som kontrollerer og overtaler O’Neal. Han bliver selv kontrolleret og overtalt af J. Edgar Hoover, der spilles med overbevisning af Martin Sheen. Dominique Fishback har rollen som Deborah Johnson, der lader os se den bløde side af Fred Hampton.

   Kritikere vil hævde, at filmen romantiserer Black Panther Party og fortegner ved at fremstille medlemmerne som idealister, der er villige til at skyde igen. Et fysisk højdepunkt tidligt i filmen er et skudopgør mellem Panterne og politiet. Da partiets hovedkvarter er ødelagt, kommer The Crowns som de første og spørger, om Panterne behøver hjælp. På den måde er politiet med til at styrke regnbuekoalitionen.

BLACK Panther Party blev opløst i 1982. Programmet var fuldt af paroler, men voldsretorikken blev sjældent realiseret. BPP drev folkekøkken blandt nødlidende i kvarteret og slog hårdt ned på narkohandel. Når Kings film skal bruge autentiske billeder, citerer den fra Agnès Vardas kortfilm Black Panthers (1968). Den kan De selv se på streamingtjenesten MUBI.

   Svageste punkt er den fysiske lighed. Både Kaluuya og Stanfield er ti år for gamle til deres roller. Fred Hampton var 21 år, da han døde; O’Neal var 19, da han forrådte ham. Men der skal ikke herske tvivl om filmens betydning og risikovilje. Det er effektiv systemkritik og nye nuancer i billedet af tiden, der til stadighed forandrer sig, fordi historien ikke er skrevet i sten.

Judas and the Black Messiah var Oscar-nomineret til 6 priser i 5 kategorier: Best Picture, Best Supporting Actor (Daniel Kaluuya + Lakeith Stanfield), Best Original Screenplay (Will Berson & Shaka King/ story by Berson, King, Keith & Kenny Lucas), Best Cinematography (Sean Bobbitt), Best Original Song (»Fight for You« - H.E.R.) Daniel Kaluuay vandt for bedste mandlige birolle; H.E.R. for musikken.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020). 

Judas and the Black Messiah. Instr.: Shaka King. Manus: Will Berson, Shaka King. Foto: Sean Bobbitt. 126 min. USA 2021. Dansk premiere: 16.04.2021

Fotos: BRON Studios/ HBO Max/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Parris Whittingham - GQ Magazine (Shaka King Portrait)/ Warner Bros./ YouTube

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 11.02.2025

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.03.2021

Aaron Sorkin: The Trial of the Chicago 7 (2020) [Oscars 2021]

POLITISK TEATER

Aaron Sorkins særlige bugtalerkunst

Af BO GREEN JENSEN

DET demokratiske partikonvent i Chicago 1968 udviklede sig til optøjer, der selv i et voldsomt år rystede USA. Det var året, hvor Martin Luther King og Robert Kennedy blev myrdet. Der var brændende byer i hele landet. Formentlig var gadekampene i Chicago medvirkende til, at »det tavse flertal« stemte på Richard Nixon, skønt krigen i Vietnam blev større.

   Efter valget var der skiftedag i administrationen. For John Mitchell, den nyudnævnte Attorney General (dvs. indenrigsminister), var det vigtigt at give dissidenterne skylden. Systemet indledte, hvad allerede samtiden så som en skueproces. De syv, som blev sigtet, var navne fra den radikale modkultur: Abbie Hoffman, Jerry Rubin, Tom Hayden, Rennie Davis, David Dellinger, Lee Weiner, John Froines og Bobby Seale fra De Sorte Pantere.

I AARON Sorkins dramatiske rekonstruktion bliver retssagen et billede af den indre splittelse på venstrefløjen. Denne er indirekte årsagen til, at forandringen i Amerika aldrig kom, at Hubert Humphrey tabte valget og at Donald Trump en skønne dag kunne blive præsident.

   Grundkonflikten står mellem yippierne Rubin og Hoffman og den anderledes noble Tom Hayden fra Students for a Democratic Society. Hayden får ros af den forstokkede dommer Hoffman (Frank Langella). Undervejs i forløbet bliver Bobby Seale, som kun vil udtrykke foragt for retten, ført væk og bragt til orden. Han har mundkurv på, da han vender tilbage. Selv anklageren Richard Schultz (Joseph Gordon-Leavitt) tager afstand fra, at det foregår i en amerikansk retssal.

WILLIAM Kunstler (Mark Rylance) fra Center for Constitutional Rights forsvarer de syv. Det lykkes ham at få den afsatte Attorney General, Ramsay Clark, til at vidne. Michael Keaton er fornemt castet som Clark. Han erklærer frejdigt, at politiet begyndte. Det viste efterforskningen. Udsagnet bliver underkendt. Det gør meget af det, der bliver sagt. Alt er politisk teater. I sidste ende er sejren, at de sigtede kan stå sammen og markere en modstand.

DET sker efter megen eksponeren i lange dialoger, som føres i baglokalet. Aaron Sorkin (f. 1961) har en fortid som jurist og taleskriver. Han har skrevet spillefilm som A Few Good Men (1992, da. Et spørgsmål om ære), Charlie Wilson's War (2007), The Social Network (2010) og Moneyball (2011), men var især i sit element som forfatter på tv-serierne The West Wing (1999-2006), Studio 60 on Sunset Strip (2006-07, desværre kun én sæson af fornem fortælling med Matthew Perry fra Friends) og The Newsroom.(2012-2014).

   For Sorkin handler det altid om ideer, værdier og personlig integritet. Præsident Bartlet fra The West Wing havde værdighed på en måde, som vi forbinder med tiden før George W. Bush og Donald Trump. Sorkin var selvsagt fan af Obama. Han begyndte selv at instruere i Molly’s Game (2017).

   The Trial of the Chicago 7 har sådan set alle takterne fra militærdomstolen i A Few Good Men, hvor Jack Nicholson snerrer: »You can’t handle the truth!«. Men den nye film har ikke nerven. Alle Sorkins karakterer taler ens, intelligent og velformuleret – som deltagere i et høfligt debatforum. Det har altid været Sorkins achilleshæl. Han skriver gerne telegrammer for at få sit budskab ud.

DE forsamlede stjerner fungerer eksemplarisk, skønt der går lidt udklædning i forsøget på at få dem til at ligne modellerne. Det lykkes bedst for Eddie Redmayne som Tom Hayden og Yahya Abdul-Mateen som Bobby Seale. Sacha Baron Cohen gør indtryk som Abbie Hoffman, men har også mere at arbejde med. Alan Metoskie medvirker som Allen Ginsberg.

   Filmen gik i tre uger i biografen og streames på Netflix, som har produceret. Der er ikke så meget film i projektet, skønt Sorkin genskaber atmosfæren i Lincoln Park. Det er mere som en god, lang aften i teatret. Retsprotokollen er stærkt bearbejdet. Alle taler nu som Sorkin, der fremdeles vil os det bedste.

The Trial of the Chicago 7 er Oscar-nomineret i 6 kategorier: Best Picture, Best Supporting Actor (Sacha Baron Cohen), Best Original Screenplay, Best Cinematography (Phedon Papamichael), Best Original Song (»Hear My Voice«), Best Film Editing (Alan Baumgarten)

The Trial of the Chicago 7. Instr. og manus: Aaron Sorkin. Foto: Phedon Papamichael. 129 min. USA 2020. Dansk premiere: 01.10.2020.

Fotos: Netflix/ Dreamworks/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.12.2020

Spike Lee: BlacKkKlansman (2018) [Black Lives Matter 10]

DET STORE BEDRAG

A Spike Lee Joint med vid og bid

Af BO GREEN JENSEN

PRÆMISSEN for BlacKkKlansman er grotesk og utroværdig. En sort mand bliver medlem af Ku Klux Klan og kommer højt på strå i organisationen, der har gjort mere for racehad end de fleste. Man ville afvise filmen som studentikos satire, hvis ikke historien også var sand.

   I 1973 blev Ron Stallworth den første afro-amerikanske polibetjent i Colorado Springs. Hans hudfarve var et aktiv, når politiet skulle orientere sig i det radikale miljø. Da Kwame Ture – bedre kendt som Stokely Carmichael – fra De Sorte Pantere kom til byen for at tale, blev Stallworth sendt ind med en skjult mikrofon. Ved samme lejlighed mødte han kæresten Patrice, som arrangerede Tures besøg.

   At infiltrere Black Panther Party var en bunden opgave. Det var derimod på eget initiativ, at Stallworth tog kontakt til Ku Klux Klan, som søgte nye medlemmer. Han ringede simpelt hen til nummeret, som var oplyst i annoncen. Da det blev tid til at møde de lokale ekstremister, måtte en kollega med hvid hud træde ind. Det blev kriminalbetjenten Flip Zimmerman, som var vant til at arbejde dybt undercover.

ZIMMERMAN havde aldrig tænkt over, at han var jødisk. Stallworth begyndte at spørge sig selv, om han arbejdede for fjenden. Sammen steg de i graderne og var med til yde politibeskyttelse, da klanlederen David Duke besøgte sine tropper i Colorado. Hele det vilde forløb er beskrevet i bogen Black Klansman: Race, Hate, and the Undercover Investigation of a Lifetime, som Ron Stallworth fik udgivet i 2014.

   For filmskaberen Spike Lee bliver Stallworths beretning en anledning til at mobilisere alle de sædvanlige temaer og motiver. Her er omsider en sag, der kan holde og bære det hele.

   Saglig kulturanalyse og radikal systemkritik går hånd i hånd med humor, spænding, romantik og filmkunstens øvrige billige tricks. Resultatet er Lees mest effektive – skønt ikke nødvendigvis »bedste« – film siden Summer of Sam (1999), der brugte en seriemordersag fra 70ernes New York med samme politiserende flair.

SPIKE Lee havde tidligt i karrieren et populært øjeblik, hvor han og kulturen ville det samme. Film som She’s Gotta Have It (1986), Do the Right Thing (1989) og Jungle Fever (1991) blev globale og spontane hits i en tid, som ikke var mindre racistisk, men dyrkede hiphop og rap.

   Storfilmen om Malcolm X (1992) blev Lees sidste mainstreamsucces. Han gentog sig selv i svagere genrefilm som Crooklyn (1994), Clockers (1995) og Girl 6 (1996), men blev upåagtet mere politisk i dramaer som Get on the Bus (1996), der bare ikke nåede et stort publikum.

   Lee er sjældent en subtil instruktør – og han bliver ofte misforstået, når han prøver at tale stilfærdigt. The 25th Hour (2002) var en af de mest eftertænksomme film om 9/11, men den blev knap nok registreret, måske fordi Lee brugte hvide protagonister.

   Der har været kompetent melodrama som Miracle at St. Anna (2008) og neutrale spændingsstykker som Inside Man (2006) og Oldboy (2013), en genindspilning af Park Chan-wooks koreanske hyper-noir, men Lees hovedspor har i årtier været balstyrig satire, der skød langt over målet.

   Det begynder i 2000 med Bamboozled og fortsætter stadig mere outreret i Red Hook Summer (2012), Da Sweet Blood of Jesus (2014) og musicalen Chi-Raq (2015), hvor sort og hvid synger katolsk gospel sammen. John Cusack er den syngende præst i Chicago.*

   I samme periode er Lee en stadig skarpere dokumentarist. When the Levees Broke (2006) er den definitive skildring af Hurricane Katrina. Four Acres and a Mule, Lees eget produktionsselskab, har lanceret en strøm af tv-projekter, der går imod den hvide hovedstrøm.

DET er, som det hedder, en anden historie. Jeg nævner disse ting af flere grunde. For det første for at pege på en usædvanlig comebackfilm. For det andet for ikke at røbe for meget af handlingen i BlacKkKlansman. Den begynder i bredt komisk leje, men bliver siden både spændende og intens.

   John David Washington – som er søn af Denzel Washington – spiller Stallworth med åben, imødekommende mine. Adam Driver er meget velanbragt som hans jødiske partner. Laura Harrier drejer, sikkert med vilje, portrættet af Patrice Dumas i retning ad Angela Davis.

   For Lee benytter lejligheden til atter at udstille det store bedrag, som han (ikke uden rette) mener, at Hollywoods take på historien har været. 1973 er året, hvor blaxploitation var i zenit. Filmen har sin kringlede titel i ånden fra Sweet Sweetback’s Baadasssss Song (1971). Ron og Patrice klæder sig som karakterer fra Shaft (1971) og Cleopatra Jones (1973).

TOPHER Grace leverer en glat David Duke, der er ond og banal i Hannah Arendt’sk forstand. Koryfæerne Alec Baldwin og Harry Belafonte udlægger filmhistorien fra diametrale positioner. Baldwin er racisten, som maner til mobilisering, mens En nations fødsel (1915) kører i baggrunden. Ku Klux Klan blev gjort til helte i D.W. Griffiths nationalepos. Det samme skete i Borte med blæsten (1939). Belafonte spiller en filmprofessor, der taler om racismen i det definitive borgerkrigsmelodrama.

BlacKkKlansman modtog Juryens Grand Prix på Cannes Festivalen i 2018. Til gallapremieren kom Spike Lee med de knojern, som Radio Raheem bruger i Do the Right Thing. På det ene står der LOVE, på det andet står der HATE.

   Lee har symbolikken fra Charles Laughtons The Night of The Hunter (1955, da. Kludedukken), men han siger, at alle hans film har handlet om dét. Ikke om klasse og etniske rødder. Bare om denne grundlæggende kamp.

   Til slut viser Lee friske billeder fra 2017-optøjerne i Charlottesville, Virginia. Det er selvsagt med flossede ender, at disse umage størrelser samles i filmen. Men BlacKkKlansman svæver og flyver reelt. Alle Spike Lees kvaliteter får stemme. Det er effektiv propaganda. Og virkelig en film, som kulturen fortjener.

*) Berlinale 2016: »Dag 5. Spike Lee er i Berlin med Chi-Raq. Det er afro-amerikanernes navn for South Side Chicago, som har national rekord i bandekrig og skuddrab. Fra 2001 til 2015 døde 8000 amerikanere i Chicago. Det er flere end i krigene i Irak og Afghanistan. Nogle ofre var små skolebørn.

   Lees eget våben er grovkornet humor. Han tager en oldgræsk komedie – Aristofanes' Lysistrate, som har stået model til mange moderniseringer – og smelter den om i en blanding af eventyr, farce og musical. Alle kneb gælder. Filmen er en øvelse i praktisk og besværgende magi. 

   Præmissen i Lysistrate er, at Spartas kvinder nægter mændene sex, hvis ikke de afblæser krigen mod Troja. Det virkede i Hellas. Det virker naturligvis også (på film) i Chicago. Chi-Raq er for resten finansieret af Amazon Studios.

   Dialogen bliver fremsagt i rimede linjer, der rappes i ånden fra lydsporets sange. Samuel L. Jackson er Dolmedes, den lapsede fortæller. Teyonah Parris og Nick Cannon er parret i midten af sexkrigen, der breder sig til hele verden i fingerede nyhedsklip. Også københavnske kvinder er på gaden for at råbe: Ingen Fred, Ingen Fisse!! Det er Angela Bassett, der giver Lysistrate ideen.

   Som kvarterets radikale præst holder John Cusack en prædiken, der kommer direkte fra instruktøren. Det er som at høre Malcolm X, Martin Luther King, James Baldwin og Michael Moore på én gang. Der er skarp analyse og ren populisme, men især suveræn retorik. Cusack er fænomenal, når han får den rigtige rolle. Se bare hans Brian Wilson i Love & Mercy.

   Filmen er skiftevis frusterende løs og klart inspireret. Jeg tænkte flere gange på Girl 6 fra 1996, hvor det regnede med telefoner til slut, og den samme slags eventyr var i spil. Lee kan en masse filmting, men har svært ved at holde sig til sagen. Her sender han en pinlig hilsen til Dr. Strangelove og lader Jackson runde af med en tale, der kopierer den store slutning i Patton.«

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020). 

BlacKkKlansman. Instr.: Spike Lee. Manus: Charlie Watchel & David Rabinowitz; Kevin Wilmott & Spike Lee. Foto: Chayse Irvin. 135 min. USA 2018. Dansk premiere: 20.09.2018

Fotos: Four Acres and a Mule/ David Lee/ Focus Features/ UIP/ FilmAffinity

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 24.12.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.09.2018 [Noten om Chi-Raq er en opdatering til Mikrozinets Facebook-side 16.02.2016]