Giuseppe Tornatore: Ennio Morricone – The Maestro (2021)

EN LANG OG LYKKELIG REJSE

Et sidste glimt af filmkomponisten

Af BO GREEN JENSEN

DET var et fyrtårn og et fikspunkt, som forsvandt, da Ennio Morricone døde i 2020. Få komponister har sat deres mærke og præget en kunstart så dybt. Morricone gjorde det gennem 60 år og var stadig unik og urørlig.

   Tolv af 500 soundtracks blev skrevet til Giuseppe Tornatore (f. 1956). Morricone følte selv noget særligt for musikken til Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i Paradis), og han kunne se sin egen rejse i The Legend of 1900 (1998, da. Legenden om pianisten på havet). Tornatore havde optaget sin portrætfilm, da komponisten gik bort. Den er derfor et kærligt arbejdsportræt, snarere end en rugende gravskrift.

   Ennio fortæller historien kronologisk, med talrige filmklip og flittig brug af vidneudsagn. De talende hoveder tilhører venner, kolleger og fans fra Bernardo Bertolucci og Clint Eastwood til Quentin Tarantino og Bruce Springsteen. Mesteren selv fortæller udførligt.

DEN første time er pakket meget tæt. Dybden og fylden kommer for alvor, da samarbejdet med Sergio Leone begynder. De to mænd var gamle skolekammerater. Musikken til The Good, the Bad and the Ugly (1966) og Once Upon a Time in the West (1968) ændrede westerngenren for altid. Og blev født, fordi Ennio kunne høre et klokkespil, et dyreskrig og en fløjte.

   Tornatores film er en guide til liv og metode, men han giver stoffet moment ved at vise, hvordan Morricone igen og igen bliver nomineret til en Oscar, som han ikke får. I 2007 modtager han en ærespris. Så skriver han score til The Hateful Eight (2015) og får sin rigtige Oscar. Ambitionen er ikke et påhit. Morricone var beskeden af væsen, men sulten efter anerkendelse.

HER finder filmen sit ledemotiv. Drengen kunne læse noder og spille trompet som 6-årig. På Santa Cecilia, det italienske musikkonservatorium, fandt han en faderfigur i komponisten Goffredo Petrassi, som blev hans lærer og forbillede.

   I den klassiske verden var film ikke agtet. Morricone følte altid, at han prostituerede sig – han taler åbent om det i Ennio – når han tog bestillingsopgaver. Han skrev en overgang kun »absolut« kompositionsmusik. Avantgardeensemblet Il Gruppo var et livsvarigt sideprojekt.

 

HER kom arbejdet med Roland Joffés The Mission (1986) til at gøre en forskel. Morricone var træt og færdig med film, da Joffé viste ham scenerne, hvor missionæren Fader Gabriel (Jeremy Irons) og den oprindelige befolkning bliver mejet ned. Morricone fik tårer i øjnene og gik hjem og skrev »Gabriel's Oboe« og »On Earth as It Is in Heaven«.The Mission har været lagt væk meget længe, forskrevet på grund af sin patos. Nu får man lyst til at se den igen.

FILMEN om filmkomponisten er gavmild, nøjagtig og kongenial. Her er alle de store partiturer og en god portion af de mindre kendte. Her er den lille mand, som kan komponere i sit hoved.

   Som regel er der stille i arbejdsværelset. Han rejser sig og dirigerer; han lægger sig og laver yoga. Han bruger højest et lille klaver til at demonstrere. Leone forstod aldrig musikken i skitseform. Morricone kunne høre den, før den var skrevet.

Se også Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100].

Ennio Morricone – The Maestro. Instr. & manus: Giuseppe Tornatore. Foto: Giancarlo Leggeri, Fabio Zamarion. 150 min. Italien 2021. Dansk premiere: 07.04.2022.

Fotos: Piano b Produzioni/ Potemkino/ Fu Works/ Terras/ Gaga/ Blossoms Island Pictures/ Eurimages/ Dogwoof Pictures/ Gentofte Kino Distribution

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.04.2022.

Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020

MORRICONES TROMPET
Ennio Morricone 1928-2020

Af BO GREEN JENSEN

ENNIO Morricone døde den 6. juli i år. Han blev 91. Det er naturligvis ikke tragisk, når en gammel kunstner forsvinder efter et langt, virksomt liv og en enestående karriere, som hele verden fulgte og gav ham megen ære for. Men det er trist. Og i Morricones tilfælde særligt vemodigt, fordi han var der i hele den lange eftermiddag, man kunne kalde filmmediets bronzealder.

   Han kom efter kæmperne og pionererne. Han skrev grammatikken til flere nye undergenrer. Han forarbejdede grundstoffet og forvaltede en arv, som han gav videre til modernister og post-modernister med glæde.

   Morricone var en myreflittig kunstner og det modsatte af en musikalsk mistrop. Han skrev til alle, der ville have og kunne bruge hans svimlende kompositioner, fra Paul Anka og Demis Roussos til Roger Waters og The Pet Shop Boys, fra Françoise Hardy til Dulce Pontes; fra børnekor til kammermusik; fra ikoniske scores i panoramisk format til klaustrofobisk atmosfære i den italienske undergrund.

ENNIO Morricone blev født i Trastevere i Rom. Der var fem børn i familien, som kom til hovedstaden fra Arpino ved Frosinone i Lazio-regionen. Hans mor drev en syforretning. Hans far var trompetist i et danseorkester, der optrådte på restauranter og klubber. Han lærte Ennio at læse noder og inspirerede ham til at vælge trompeten som sit instrument, da han i 1940 blev optaget på Accademia Nazionale di Santa Cecilia, det italienske musikkonservatorium.

   Vi skylder derfor Mario Morricone adskilligt. Det er slagtøj, kor og dyreskrig, klokkespil og The Ventures-guitar, der skaber den mytologiske klang på de scores, som Morricone skrev til italienske westerns (af barndomsvennen Sergio Leone, ja, men også til Sergio Corbucci og Sergio Solima m.fl.) i 1960erne. Men det er frem for alt trompeten, der løfter den op og gør karaktererne monumentale.

   »L’estasi dell’oro« (»The Ecstasy of Gold«) fra slutningen af Il bueno, il cattivo, il brutto (1966, da. Den gode, den onde og den grusomme) er et af alle tiders store filmøjeblikke. Eli Wallach løber i cirkel mellem gravene på kirkegården. Clint Eastwood står og venter. Bag Wallach bliver stenenes flimren en skærm, mens trompeten og stemmen hæver sig op.

   Det var aldrig for handlingen, at vi som drenge så The Good, the Bad and the Ugly i sløjfe. Det var for atmosfæren, mytologien, karakterernes mejslede manierismer og den visuelle poesi. Sergio Leone og fotografen Tonio Delli Colli satte scenen, som Eastwood, Wallach og Lee van Cleef poserede på, men hele illusionen ville falde til jorden uden Morricones musik. Han gav den drama, nerve og stor relevans. Til og med er cirklen filmet oppefra, fra en guddommeligt udeltagende kran, der er Leones vinkel på tilværelsen. Skitsen er leveret i For a Few Dollars More. »Guldets ekstase« skriver den ren.

   Morricone bliver altid krediteret for westernmusikken alene. Han var selv den første til at fremhæve skolekammeraten Alessandro Alessandroni, som arrangerede musikken og fremførte den sammen med stemmerne i koret Cantori Moderni. Det er Alessandroni, som fløjter og spiller guitar på det ikoniske tema fra Den gode, den onde og den grusomme. Han og Morricone skabte soundtracks sammen i tyve år.

MORRICONE tog eksamen i trompet i 1946, i orkestrering – med speciale i fanfare – i 1954 og i komposition i 1956. Han glemte aldrig sin lærer på konservatoriet, Goffredo Petrassi, som er hyldet i mange sammenhænge. Især efter 2000 blev Morricone en rejsende kunstner, som dirigerede sin egen musik og turnede med fuldt orkester. Han nåede til København i 2018.

   Nogle af koncerterne er foreviget i bokssæt, hvor man både kan se dirigenten og høre musikken. Det bedste sted at opleve værket i fuld skala er sikkert Ennio Morricone in Venice, som fastholder to kolossale koncerter, han gav med fuldt orkester på Piazza San Marco i september 2007. Men den fineste fastholdte optræden findes på Cinema Concerto – Ennio Morricone at Santa Cecilia fra 1998.

   Over tre aftener i november dirigerer mesteren orkester og kor på sin gamle skole i hjertet af Rom. Det begynder med kærlighedstemaet fra Giuseppe Tornatores nostalgiske Cinema Paradiso og slutter med »On Earth As It Is In Heaven« fra Roland Joffés svulstigt sakrale The Mission, men på vejen er der humoristiske og henrivende indstik, som ikke bliver hentet frem andre steder. For eksempel musikken fra Elio Petris La classe operaia vava in Paradiso (Arbejderklassen kommer i Paradis) fra 1971.

MORRICONE var umådeligt produktiv. Alene i 1972 skrev han musik til 23 italienske film, inklusive Pier Paolo Pasolinis udgave af Canterbury-fortællingerne (han skrev også score til Decameron, Tusind og en nat OG var konsulent på klavermusikken til Salò eller de 120 dage i Sodoma).

   Alligevel kunne han aflevere Mesteren og Margerita til Aleksandar Petrovic og Bluebeard til Edward Dmytryk (De husker ikke Blåskæg? Richard Burton havde titelrollen, og Raquel Welch var den vigtigste hustru – #MeToo kunne have en 70er-fest, hvis man interesserede sig for filmhistorie). Han føjede tre stykker mere til sin klassiske liste, og året efter var lige sådan.

   Mest interessant fra sådan et år er måske hans sountrack til Sergio Selimas Il diavolo nel cervello (Devil in the Brain), en psykologisk-politisk thriller med Stefania Sandrelli og Keir Duella fra den mest nervøse terrortid i Italien. Her kan Morricone levere lige så effektivt på neurose, dissonans og fortrængning, som han siden gør på patos og positiv nostalgi i de amerikanske soundtracks.

   Så for nu at give bare et indtryk af dybden og breden. Skal man vælge ti klassiske steder, hvor Morricone satte sin musikalske signatur, kunne det være: The Good, the Bad, and the Ugly, Once Upon a Time in the West, Once upon in America, Days of Heaven, 1900, The Untouchables, The Mission, Cinema Paradiso, Malena og The Hateful Eight.

   Man kunne samtidig lave fantomlisten med skyggesteder, som er overset: A Fistful of Dynamite (Leones sidste western), Fuglen med krystalfjerpragten (Dario Argento), Fateless (Lajos Koltai), Una pura formalità (Giuseppe Tornatore), Lolita (Adrian Lyne), Peur sur la ville (Henry Vermeuil), Slaget om Algier (Gilles Pontecorvo), Nostromo (Alastair Reid), Mission to Mars (Brian De Palma), The Legend of 1900 (Tornatore) og La Luna (Bernardo Bertolucci).

   Det overrasker altid, hvor labyrintisk værklisten er.

FILMMUSIKKEN fylder mest, men Morricone havde flere parallelle liv som komponist. Han skrev og spillede jazz (af den skarpe, moderne slags) hele livet. Han skrev hits i schlagergenren (f.eks. »Se telefonando«) til udvalgte artister. Han skrev musik til ni sæsoner af tv-serien La piovra (1985-2001). Han skrev jingles til Lancias bilreklamer. Men især var han optaget af selv at komponere.

   Morricone skrev efter sigende sit første stykke musik (for trompet), da han var seks. Den første (halv)voksne komposition, Il Mattino (for stemme og klaver) skrev han som 16-årig i 1946. Det sidste registrerede værk er Missa Papae Francisci – en messe for dobbelt kor, orkester og orgel, som blev opført i 2015. På vejen er der 15 klaverkoncerter, 30 symfoniske kompositioner, en opera (Partenope fra 1996) og adskillige korværker.

   Morricone var i tyve år medlem af kollektivet Il Gruppo, som arbejdede med en »ny konsonans« i musikken. Han taler selv om at skabe »absolut musik« i samtalebogen Ennio Morricone In His Own Words, som Alessandro De Rosa redigerede i 2016. De orkestrale stykker ligner sjældent hans filmmusik. Det er ofte en abstrakt musik. Jeg skal ikke gøre mig klog på det hele, men jeg anskaffede på et tidspunkt Chamber Music (1988), som samler syv centrale værker, bl.a. Sestetto (1955) til Distanze (1953).

DET er en kølig og konkret musik, der minder mest om de isnende soundtracks til Dario Argentos giallo-gysere. Andet er i den sakrale genre. Dybest set er det sikkert i jazz, at tonerne kommer fra hjertet. Hør f.eks. albummet Focus (2003), hvor han optræder sammen med Dulce Pontes. Man har fornemmelsen af en sensibilitet, der ligger på linie med Michel Legrands.

   Som privatperson var han diskret og usynlig. Der er ingen sladderhistorier om Morricone. Han blev gift med Maria Travia i 1956, og parret fik fire børn. Andrea er musiker, Giovanni blev filminstruktør. Om faget og fremtiden siger han i 2016:

   »Det er andre tider nu. Der er ikke noget arbejde, og amatører bliver bedt om at lave soundtracks med en synthesizer. Min søn er dygtig, men han arbejder ikke så meget, som jeg gjorde, for der er ingen jobs at få. I dag er det svært for en komponist at skrive original musik, medmindre det er en film af en betydningsfuld instruktør, som ikke vil tåle den slags fra sin producer.«

ET særligt bånd bestod mellem Morricone og Giuseppe Tornatore. Malena fra 2000 må være arien, og Morricone komponerede et af sine mest elskede scores til Cinema Paradiso (da. Mine nætter i Paradis), som i 1988 blev den sicilianske instruktørs gennembrud.

   Tornatore er født i 1956, Paradiso var bare hans film nummer to. De fulgte siden hinanden i 12 spillefilm, store som små. Tornatore havde netop færdiggjort en portrætfilm, da komponisten døde. The Glance of Music får italiensk premiere den 28. august og skal åbne filmfestivalen i Venedig.*

   Det er måske i Tornatores film, at Morricones kunst finder sin fornemste udtryk. Her er den kontinuitet og forankring, som kan forsvinde i strømmen af internationale bestillingsarbejder. The Legend of 1900 (1998, da. Legenden om pianisten på havet) var en kommerciel fiasko, som knækkede Tornatore, men Morricone komponerede et af sine rigeste scores til hittebarnet på narreskibet, der sejler gennem det 20. århundrede. Roger Waters skrev teksten til »Lost Boys Calling« og synger den til de sidste credits. Det er et stort – og stort set upåagtet – øjeblik på begge kunstneres værklister.

SAMARBEJDET mellem Morricone og Tornatore ligner samarbejdet mellem Nino Rota og Federico Fellini. I 2009 skabte Tornatore hjemstavnsskildringen Baaria, som i mange henseender er hans Amarcord. Filmen kom ikke til Danmark. Det er måske det eneste score fra de sidste ti år, hvor Morricone ikke går på gentrådte stier. Her lever alle de unge instinkter igen, og der er brug for det fulde register.

   Enhver filmkomponist bliver med tiden bedt om at kannibalisere sig selv. Det er sikkert svært at undgå. Bestillingen går ud på at levere mere af det samme – eller i det mindste noget, der lyder som det, der fik fimskaberne til at kontakte komponisten. Nino Rota tog konsekvensen, da Francis Ford Coppola bad ham skrive musik til The Godfather. Rota brugte sit tema fra Fortunella (1958) – som Fellini havde skrevet til Eduardo de Filippo – og forvandlede »Melodia per Fortunella« til »Love Theme from The Godfather«.

   Også Morricone lod sig geninspirere af egne bedrifter. Især blev de obskure scores fra glemte italienske genrefilm en blanding af lager og vakkelvorn hovedstol. Man kan høre nogle af dem på kompilationer som Morricone Kill (2005), Morricone Giallo (2007) og Morricone in the Brain (2007).

   Især Quentin Tarantino, Morricones amerikanske fan nr. 1, har haft glæde af at grave i mesterens gamle arbejder. Derfor var det passende, at Morricone fik sin eneste »ægte« Oscar (der var en pris for karrieren i 2007) for musikken til The Hateful Eight (2015). Tonen er både rustik og elegisk, men her er essensen al alle de klassiske westerns.

SANGENE er strøet med løs hånd gennem værket. Især er soundtracket til Sacco e Vanzetti (1971), Giuliano Montaldos biopic om de italienske anarkister, Bartolomeo Vanzetti og Nicolo Sacco, som blev henrettet i USA i 1927, et skrin af betydning. Joan Baez synger »Here’s to you« og tre versioner af »The Ballad of Sacco and Vanzetti«. Scott Walker fik lavet en coverversion. Filmen er glemt, men trompetmusikken lever. Der er mange af de film i rejsebagagen.

   Hans musik er solgt i 70 mio. eksemplarer. Når alt er sagt og gjort, tror jeg nok, at min favorit blandt Morricones bedrifter er musikken, som han skrev til Terrence Malicks Days of Heaven (da. Himlen på jorden) fra 1978. Magasinet Film Score Monthly udgav i 2011 det komplette materiale. Her kan man følge Morricones arbejdsproces. Her er alle cues og fraklip, inklusive en række variationer over temaet, der i filmen bliver et høstmotiv. I syntesen af Malicks kornbilleder og den bristende skønhed i Morricones syndefaldsmusik er den samme kvalitet af trance som i »The Ecstasy of Gold« 12 år før.

DET er et sjældent helstøbt score. Og bemærkelsesværdigt, fordi en stor del er skrevet oven på »Aquarium« fra Le carnaval des animaux. Saint-Säens’ musik åbner filmen, og Morricone bearbejder den, så værket er mere palimpsest end original. Det er den musik, som bliver spillet i Cannes før hver forestilling. Derfor lyden af film i tredje potens: intet stærkere koncentrat noget sted.

   Det skulle da være i Cinema Paradiso, hvor al sentimentaliteten i Morricone investeres i montagen af filmkys til slut. De bedste film registrerer, hvad vi ikke selv kan se, når vi oplever dem i deres tid. De lagrer et aftryk af mentaliteten. Det samme gjorde Morricones musik. Han var her i 91 år, og han ændrede filmkunsten. Der bliver god plads til nye statuer, når historien er fuldt revideret. Lad os rejse én af Morricone i bronze.

*) The Glance of Music (Lo sguardo della Musica). Instr. og manus: Giuseppe Tornatore. Foto: Giancarlo Leggeri, Fabio Zamarion. 90 min. Italien 2020.

   Filmen følger Morricone i de sidste fire år af hans liv og indeholder udsagn fra kolleger (John Williams, Hans Zimmer, Mychael Danna, Quincy Jones), gamle venner (Alessandro Alessandroni, Clint Eastwood), levende og døde instruktører (Oliver Stone, Bernardo Bertolucci, Barry Levinson, Dario Argento, Lina Wertmüller, Liliana Cavani, Marco Bellocchio, Wong Kar-wai), celebre samarbejdspartnere (Joan Baez, Dulce Pontes, James Hetfield) og hengivne fans som Bruce Springsteen. Quentin Tarantino og Tornatore selv figurerer i samtlige kategorier.

   Covid19-pandemien kæntrede mange planer, også den for lanceringen af filmen. Den italienske premiere er indtil videre sat til 11. maj 2021. 

Fotos: CineMaterial/ Google/ YouTube/ MovieStillsDB/ FilmGrab [+]/ Decca/ Cherry Red Records

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.07.2020

Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100]

EN HYTTE I STORMEN

Kønspolitik i genreforklædning

Af BO GREEN JENSEN

ET klaustrofobisk kammerspil forklædt som en gammeldags western – i episk bredformat, til og med. Et politisk lærestykke i sludrevorn teaterform. En salonkrimi af den klassiske skole og en tegneserie med tænksomme bobler.

   Quentin Tarantinos opus 8 er alle disse ting og mere til. Som sædvanlig afhænger oplevelsen af, om man er med eller imod ham – om man er til film, hvor instruktøren blander sig, og manuskriptet kan høres i samtlige scener.

   Det er vi som regel. Den amerikanske genreekspert har en af de ivrigste fanbaser, og det er hans navn, der sælger billetter. Derfor står der »the 8th film by Quentin Tarantino« over titlen The Hateful Eight, som er et ekko af John Sturges’ The Magnificent Seven (1960), der på dansk hedder Syv mænd sejrer.

   Det kræver dog lidt mere at være trofast denne gang. Faktisk er det med sakkende holdning og skum om sin mule, at filmen endelig rider i mål. Tarantinos film har ofte været et fyrværkeri af skæve ideer. Her er de få og næsten for små til at bære den grundlæggende konstruktion.

   Man må i hvert fald nedjustere sin forventning. The Hateful Eight er ikke en legesyg metawestern, hvor QT fråser i brutale virkemidler. Det er helt i orden. Genrebadet tog han jo i Django Unchained fra 2012.

   Den ottende film er en mere selvbevidst sag, der vil tale om race og køn i Amerika nu. Den mener det meste af, hvad den siger, og er tæt på at være en allegori. Også dét er i orden. Men formen arbejder ikke for teksten, og med en spilletid på tre en halv time føles filmen både for lang og for løs.

  

DEN lanceres i to udgaver. Den ene version er en digital kopi uden ouverture og pause, som kan spille i enhver biograf. Den anden vil genskabe roadshow/event-oplevelsen, som publikum havde i 1960erne, når de så spektakulære helaftensfilm som Ben-Hur og Doktor Zivàgo.

   Formatet er Ultra Panavision 70, en antikveret teknologi, som senest var i brug i England i 1965, da Basil Dearden instruerede Charlton Heston og Laurence Olivier i Khartoum (da. Slaget om Khartoum). Tarantino udnytter lærredets bredde i de første tyve minutter. Siden foregår alt i en hytte, hvor ti karakterer har søgt ly for en snestorm.

   Bredformatet bliver brugt til at finde nye detaljer i deres ansigter. Man er tættere på Samuel L. Jackson og Kurt Russell, end man har drømt om eller ønsket sig. Man kan lugte whiskyånden, og når Jennifer Jason Leigh bliver slået i ansigtet, kan man se tandstumper i det blodige kød.

   Tarantino elsker at citere gammel musik. Han har ofte brugt kompositioner af Ennio Morricone. Her har Morricone – som døde den 6. juli 2020, 91 år – faktisk skrevet et score til sin ivrigste fan. Tarantino lader os lytte i ouverturen. Så gør han, som han plejer, og vælger sange fra sin egen spilleliste.*

   Når det kommer til stykket, vil filmen nemlig ikke stå ved sine store virkemidler. The Hateful Eight er en teatertekst. Tarantino er blevet forelsket i scenerummets askese på samme måde, som Lars von Trier var, da han tegnede kridtstreger på gulvet i Dogville og Manderlay.

   Der er derfor (endnu) mere snak end sædvanligt og færre visuelle fanfarer. »Let’s slow it way down,« siger Jackson et sted. Det er generelt strategien. Filmen skumpler af sted i et tempo, der udfordrer publikums tålmodighed. Dét er nyt for Tarantino. For første gang bliver han småkedelig.

SÅ hvad handler det om? I virkeligheden ikke ret meget. Det begynder med en snestorm i Wyoming i cirka 1870. I hvert fald er krigen mellem Nord og Syd stadig i frisk erindring. Det er borgerkrigens loyaliteter, som definerer karaktererne og har gjort dem til, hvad de er.

   Tarantino og fotografen Robert Richardson åbner med et nærbillede af Jesus’ ansigt på en træfigur, der står ved en korsvej. Diligencen, der baner sig vej sig gennem sneen, kunne være køretøjet fra John Fords gamle Stagecoach.

   Ved korset venter en sej, sort dusørjæger, Samuel L. Jackson i rollen som Major Marquis Warren. Han bærer hele udstyret og sidder på tre frosne lig, da han standser diligencen og beder om kørelejlighed.

   I vognen sidder helvedeshunden John Ruth (Kurt Russell), bedre kendt som dusørjægeren The Hangman. Hans fange er en eftersøgt kvinde ved navn Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh). De to er lænket til hinanden.

   Mændene kender hinanden. Ruth kan huske brevet fra Abraham Lincoln, som Warren bærer i lommen. Hver gang Daisy giver sin mening til kende, slår John Ruth hende hårdt midt i ansigtet. Eller bruger skæftet på sin pistol.

   Snart kommer endnu en passager ombord. Det er Chris Mannix (Walton Goggins), som er på vej til Red Rock for at overtage embedet som sheriff. John Ruth vil ikke tro det. Mannix er søn af generalen for en lovløs rebelhær (som virkelighedens William Quantrill). Han hader yankeer og niggere.

WARREN og Ruth tager ham med. Målet er Minnies Manufaktur, en handelsbod i vildnisset, hvor selskabet vil søge ly. Første kapitel er fornemt turneret. Her ligger alle de klassiske filmting. Snegletempoet sættes. Der bliver sagt nigger 200 gange, og man vænner sig til, at den eneste kvinde bliver slået igen og igen.

   Desværre bruger Tarantino de næste timer på at udpinde samtalerne i Minnies Manufaktur. Her venter resten af De Hadefulde Otte: mexicaneren Bob (Demian Bircher), englænderen Oswaldo (Tim Roth), der præsenterer sig som egnens bøddel, og gunslingeren Joe Gage (Michael Madsen).

   Kun sydstatsgeneralen Sandy Smithers (Bruce Dern) er, hvad han giver sig ud for: en uforsonlig racist, der nægter at tale direkte med major Warren. Sent i forløbet springer en trold op af gulvet i skikkelse af Channing Tatum.

   Karaktererne går hinanden på nerverne og tager alskens emner op i vidtløftige enetaler. Nogle har vægt, men de fleste er digressioner. Halvanden time inde falder det første skud og den første dødscene.

EFTER pausen bliver tiden skruet tilbage. Nu præsenteres mysteriet om, hvem der kom gift i den simrende kaffe, mens majoren og generalen afregnede. De hadefulde otte dør i sirlig nummerorden. Modellen kunne være Agatha Christies En af os er morderen, som i sin første udgave hed Ten Little Niggers.**

   Man skal efterhånden tilbage til Kill Bill for at se en original Tarantino. Inglourious Basterds og Django Unchained var visuelle overflødighedshorn, men de blev skabt som pasticher på eksisterende film, og dét var hele pointen.

   Til gengæld kan man hver gang høre en forfatter, der bliver mere selvbevidst. Det er al ære værd, men når Tarantino skriver sig ind på klassiske former, formindskes hans særlige gave. Pludselig bliver sproget fra Pulp Fiction til tung teaterdialog.

   I Basterds og Django var der balance mellem ironien og de historiske omskrivninger. Basterds lod Hitler dø i en fransk biograf; Django tog hævn på afroamerikanernes vegne. De film var kontrafaktiske tegneserier, hvor Tarantinos signaturstil kunne brillere.

   I The Hateful Eight lyder han snarere som en forfængelig bugtaler, men ensemblespillet er fremragende, og midt i redundansen bliver der sagt skarpe ting om forholdet mellem sorte og hvide. Tarantino har talt ved flere Black Lives Matter-demonstrationer. Sagen og emnet optager ham.

   Roy Orbison følger filmen til dørs med »There Won’t Be Many Coming Home« fra The Fastest Guitar Alive (1967). Et andet musikalsk bud kunne være John Lennon og Yoko Onos »Woman is the Nigger of the World« fra Some Time in New York City (1972). For det er i sidste ende Daisy Domergue, man lægger sin sympati hos.

   Niggeren og racisten dør i hinandens arme. Hele Amerika er lukket inde i stormen. Alle ønsker, at brevet fra præsident Lincoln var ægte. Slutningen er et misantropisk blodbad i stil med finalen på Reservoir Dogs. Hver og én får sin fortjente bekomst.

   Fans af Tarantino må hurtigt i biografen. For novicer er The Hateful Eight et dårligt sted at begynde.

Se også Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Black Lives Matter 7] [Westerns 100]; Once Upon a Time... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019, nr. 1]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020.

*) Filmens lydspor er et kapitel for sig. Efter at have samplet Morricone-soundtracks i årtier, bestilte Tarantino et originalt score hos mesteren, der i 2016 fik sin første Oscar for musikken til The Hateful Eight. Kompositionen, som hedder »L'Ultima Diligenza di Red Rock«, varer syv minutter og er doseret i små udtag hen over filmen. Det er en ganske dynamisk komposition, som gør brug af synthesizers, klokkespil og andre Morricone-signaturer. I standardversionen af filmen opleves den som temamusikken. I roadshow-versionen er det »Overture«, en mere klassisk svungen episk ting, der står som filmens tema. Den er i vid udstrækning løsnet fra »Neve« (12:17), som er den anden grundlæggende komposition.

   QT bruger især Morricones musik i de brede eksteriørbilleder. Inde i hytten bliver sangene sætstykker, især Jennifer Jason Leighs hjerteskærende udførelse af balladen »Jim Jones at Botany Bay«, som må være australsk efter titlen at dømme. QT går dog stadig på strandhugst i eksisterende soundtracks. Fx bliver David Hess' score til Wes Cravens The Last House on the Left (1972) citeret, og Roy Orbisons bannersang »There Won't Be Many Coming Home« stammer som nævnt fra Michael D. MooresThe Fastest Guitar Alive (1967), et hipt kuriosum med sangeren selv i en sjælden filmrolle. Endvidere citerer Tarantino fortsat fra andre Morricone-kompositioner, som måske ligger tættere på, hvad han havde forestillet sig, at Morricone ville aflevere. Det gælder »Regan's Theme (Floating Sound)« fra Morricones score til John Boormans Exorcist II: The Heretic (1977) og ikke færre end tre cues – »Eternity«, »Bestiality« og »Despair« – fra John Carpenters The Thing (1982).

   Produktionen lejede en original Martin-guitar til en værdi af 400.000 dollars, som Jennifer Jason Leigh spiller »Jim Jones at Botany Bay« på. Scenen slutter med, at Kurt Russell bryder ind, standser musikken og knuser guitarens krop for at være ekstra nedrig. Ingen havde fortalt skuespilleren, at instrumentet var et autentisk klenodie. Russell troede, at der var tale om en attrap, så han knuste guitaren i virkeligheden. 

**) Agatha Christies ikoniske krimi (som på verdensplan er trykt i mere end 100 mio. eksemplarer) hed Ten Little Niggers, da den udkom i England i 1939. Det sang man i de minstrel shows, hvor remsen blev brugt, simpelt hen. Man var også dengang opmærksom på sprogets indgroede racisme. Da romanen udkom i USA i 1940, blev titlen ændret til And Then Were None (som siden er den officielle), men kun i hardcoverudgaven. Pocket Books brugte titlen Ten Little Indians (som blev opfattet mindre racistisk) i paperbackudgaver fra 1964 til 1986. I selve teksten er N-ordet erstattet med Indians og senere Soldiers. På dansk har bogen heddet både Ti små negerdrenge og En af os er morderen. Titlen Ti små negerdrenge er brugt så sent som i 1977, da Robert Fisker bearbejdede bogen for læsere i alderen 12-14. And Then There Were None er senest optrykt i Bjarne Nielsens oversættelse i 2015. Her er titlen Der var ti, der var ni...      

The Hateful Eight. Instr. og manus: Quentin Tarantino. Foto: Robert Richardson. 187 min. USA 2015. Dansk premiere: 07.01.2016 

Fotos: TWC/ Scanbox Entertainment/ FilmAffinity [+]/ CineMaterial

Filmen streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, FlixFling Rent & Buy, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 05.02.2019

Første udgave af anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.01.2016