Omkring Joy Division: Et interview med Anton Corbijn [2007]

VINTER ER EN VANSKELIG ÅRSTID

Fotografen og filmskaberen Anton Corbijn

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 2007: Hollænderen Anton Corbijn (f. 1955) flyttede faktisk til England på grund af musikken. Det var i 1980. I dag er han i København for at tale om sin første spillefilm, der netop har rod i begyndelsens land.

   Corbijn er mager, høj og alvorlig. Han erkender, at han er træt af at promovere Control. Det er syv måneder efter premieren i Cannes. Han længes efter at komme videre, men næste dag skal han til Norge og fortælle videre om Ian Curtis. Udenfor er der tung regn og trøstesløst mørke. Det vælger Corbijn at tage som sit tema:

   »Det er så mørkt udenfor. Vinter er en vanskelig årstid. Rigtigt Joy Division-vejr. Da jeg skulle lave denne film, havde jeg hollandske himle i tankerne. Fulde af skyer. Og så fik vi naturligvis den varmeste sommer nogen sinde i England. Ikke en sky på himlen. I den sidste ende var det godt for filmen, fordi lyset var klart og stabilt. Der er mange klaustrofobiske indendørscener, og eksteriørerne udgør en god kontrast. Men i begyndelsen tænkte jeg, at vejret var forkert og helt forskelligt fra, hvordan det skulle være.«

– Du tog nogle berømte fotos af Joy Division i 1980. På den tid var der ofte en gotisk kvalitet i dine billeder. »Control« er optaget i sort-hvid, men har ikke denne mørke, rugende tone...

   »Nej, jeg synes ikke, at filmen ligner mine fotografier. Mine fotografier fra den tid var næsten dokumentariske. Joy Division-billederne er ganske vist mere konceptuelle, for jeg brugte deres kroppe til at symbolisere musikken, men i filmen forsøgte vi at finde en poetisk kvalitet, uden at forvandle billederne til de skønmalerier, man ser i reklameindustrien. Vi ville snarere give tilskueren en fornemmelse af Ians poesi. Man kommer ind i filmen og begynder at reagere, og når man først er inde, ser man, at fotograferingen faktisk er meget smuk.«

   – Manchester i sen-70erne var efter alt at dømme et dunkelt sted, men filmen dæmoniserer det ikke. Det er bare byen, hvor man lever. Var det altid planen at filme i sort-hvid?

   »Så langt tilbage jeg husker, ja. Der var naturligvis en stærk modstand, som der var mod alt andet, jeg ville gøre i filmen, men jeg overvandt den. Joy Division så sig selv i sort-hvid. Det var sådan, de fremtrådte på deres pladeomslag, og næsten alle eksisterende fotos af bandet er sort-hvide. Det var jo den præ-digitale tidsalder. Man måtte vælge mellem farvefilm og sort-hvid, og man satte altid en sort-hvid film i apparatet, for de magasiner, der var interesserede i fotografier af Joy Division, blev trykt i sort-hvid. Så det var meget enkelt.«

– Så du »24 Hour Party People«, Michael Winterbottoms film om Tony Wilson og Factory Records?

   »Jeg så den, da den fik premiere. Jeg genså den ikke, før vi gik i gang med Control, for jeg ville ikke lave en film, der var en reaktion på et eller andet. Jeg tænkte, at hvis jeg så den igen, ville jeg reagere på noget og kompensere ved at gøre for meget ud af det. Men jeg så den, før jeg vidste, at jeg selv skulle lave en film om Ian Curtis.«

   – Når man sammenligner filmene, er der oplagte forskelle, men portrættet af Tony Wilson virker konsistent. En ildsjæl, som på én gang er excentrisk, beregnende og entusiastisk. Jeg ved, at han døde i sommeren 2007. Var han virkelig så kompromisløs?

   »Portrættet i 24 Hour Party People er vel mere karikeret. Han bliver spillet af Steve Coogan, og alene dét gør det svært at tage alvorligt. Jeg tror, at vores film er meget tæt på Tony Wilson. Tony besøgte indspilningerne, og han hilste på Craig Parkinson, som spiller ham i filmen. Han viste ingen særlig interesse, men det gjorde hans søn, Oliver. Han sendte mig en mail og skrev, at fremstillingen af hans far var meget livagtig, og han var glad for, at publikum fik lejlighed til at se ham fra den side. Frem for karikaturen i 24 Hour Party People.

   Så der må være en forskel. Den mest realistiske person i dén film var Rob Grettons karakter. Han var fremragende. Men 24 Hour Party People er en meget morsom film. Jeg var ikke så glad for den lille stump med Ian og selvmordet, for alt i filmen er drejet en smule i retning ad det absurde og komiske. For mig betød Ian Curtis og hans selvmord mere end dét. Men det er jo bare en detalje i Winterbottoms film, som bevæger sig over et meget bredt spektrum.«

– »Control« er din første spillefilm. Var det en gammel idé at lave en film om Ian Curtis?

   »Nej, slet ikke. Nogen gav mig Deborah Curtis’ bog og sagde, at hér var stof til en god film. Først sagde jeg nej, for jeg syntes, jeg var for tæt på begivenhederne, og eftersom man forbinder mine fotografier med musik, ville projektet blive afskrevet som en musikfilm, hvis der stod mit navn på. Senere ombestemte jeg mig, fordi jeg følte, at historien havde relevans for mit eget liv, men det var fremme i december 2004 eller januar 2005.

   Jeg har ønsket at lave en film i mange år, men jeg kunne aldrig finde den rigtige historie. Jeg fik tilsendt manuskripter, men når jeg læste dem, tænkte jeg altid, at jeg var amatør, en håbefuld instruktør uden nævneværdig erfaring. Der var så mange fremragende filmskabere derude, og jeg kunne umuligt være den bedste til at lave den pågældende historie. Jeg havde sikkert også ret, men jeg sagde ja til at lave Control, fordi jeg havde en følelsesmæssig forbindelse til dette materiale. Jeg flyttede til England på den tid, og det ændrede virkelig mit liv. Der var også en fysisk forbindelse, fordi jeg havde mødt og arbejdet med Ian Curtis. Jeg tænkte, at jeg for én gangs skyld havde en fordel frem for andre instruktører.«

– JOY Division gik aldrig i glemmebogen. Der har altid været et publikum til musikken, men lige nu er der ligefrem en renæssance. De tre album er genoptrykt i fornemme deluxe-udgaver. Hvilken betydning har Ian Curtis i dag?

   »Ian var en i sandhed stor digter, og der er hele tiden mennesker, som opdager styrken og skønheden i hans tekster. I tilgift til musikken indser de, hvor smukt han sang. De relaterer til blandingen af styrke og fortvivlelse i hans stemme. Der er meget få sidestykker. Man søger altid efter sandhed og oprigtighed i udtrykket, og denne ærlighed finder man i Ians sange. Joy Divisions kompositioner var ikke komplekse, men de gjorde musikken til noget uimodståeligt melodisk og melankolsk. Deres brug af gentagelsen var genial. Og musikken blev produceret af Martin Hannett, som var forud for sin tid. Den lyder slet ikke dated, og det er virkelig en bedrift. I filmen er der et segment, hvor bandet optager »She’s Lost Control«. I studiet er musikken kølig og moderne. Så klipper vi til koncerterne, hvor den er kantet og punket og pumpende hurtig. Det var sådan, de fremstod på scenen, så man kan både se og høre, hvilken betydning Martin Hannett havde for deres lyd.«

   – »Control« er baseret på Deborah Curtis’ bog »Touching From a Distance«. Hun skrev den 15 år efter Ians selvmord og gjorde det vist for at få renset ud. Har hun set filmen?

   »Debbie var en af de første, jeg viste den til, og hun er krediteret som medproducer. Jeg tror, hun er ganske tilfreds. For mennesker som Debbie og datteren Natalie og Annik, er Control naturligvis en svær film at se. Den ripper op i så meget. Jeg tror aldrig, man vil høre dem juble og sige: Den er fantastisk! Der vil altid være for mange modstridende følelser.«

   – Det må have en været en svær bog at skrive –

   »Ja. En katarsis, ville jeg sige.«

   – Den giver vel hendes vinkel på det hele. Hendes version af Ians affære med Annik Honoré afviger meget fra filmens fremstilling...

   »Naturligvis. Sådan må det jo være. Annik skrev ikke nogen bog, hun gik aldrig til pressen. Man hørte aldrig hendes version af forløbet, og derfor blev hun fremstillet som Den Anden Kvinde, der ødelagde et godt ægteskab. Hvis man læser de breve, som Ian skrev til Annik, føler man for det første, at der var tale om en ægte kærlighed. For det andet, at det var en affære, som i høj grad blev styret af ham. Det var Ian, der ville holde det i gang, ikke hende. Det er ham, der bliver ved med at komme igen. Så i filmen forsøger jeg at være helt neutral omkring de relationer.«

– Chris Ott skrev en lille bog om Joy Divisions arbejde med »Unknown Pleasures«-albummet. Ifølge ham kunne Annik slet ikke håndtere Ians epileptiske anfald...

   »Det skriver Debbie også i sin bog. Det er bare ikke, hvad Annik fortalte mig. Debbie var der jo ikke, når Ian og Annik var sammen, så hun kan ikke vide, hvordan Annik har reageret. Annik siger, at hun ikke vidste, hvad hun kunne gøre for at hjælpe ham. Det er ikke det samme som at vende ryggen til.«

   – Du kendte Ian Curtis. Har arbejdet med filmen ændret din opfattelse af ham?

   »Ja da. Jeg har lært, at Ian Curtis kunne være en dum skid. Dengang var han bare venlig og blid og charmerende. Jeg talte ikke så godt engelsk, og jeg mødte ham kun for alvor to gange. Han virkede altid genert og tilbageholdende. Så det er en anden side af manden, man møder, når man læser Debbies bog, og den kommer også til udtryk i filmen. Men styrken hos Sam Riley, som spiller Ian Curtis, er, at man alligevel bliver hos ham med sine følelser. Det kræver noget særligt af en skuespiller.«

   – Filmen giver ikke én grund til, at han tog sit liv...

   »Nej, for jeg kender den ikke.«

   – Deborah Curtis har sagt, at han altid havde til hensigt at begå selvmord, når han havde skrevet sine sange, også før han mødte hende...

   »Jeg kan dybest set kun gætte, men jeg har altid ment, at det var en kombination af epilepsien og bivirkningerne af medicinen, han fik. Kombineret med alkohol giver den enorme humørsvingninger, og Ian var i forvejen meget depressiv. Han kunne forsvinde ind i massive depressioner, og i den situation kan små problemer antage uoverstigelig størrelse. Som krisen i ægteskabet eller ansvaret for gruppen. Jeg tror, han endte i den situation. Der var sikkert også en lille tendens til at beundre kunstnere, som døde unge og efterlod sig store værker. Jeg har desværre aldrig læst det sidste brev, som han skrev til Deborah, men jeg tror ikke, at han ville være kommet så langt ud, hvis det ikke var for epilepsien.«

– I filmen ser man, at selve koncertsituationen kunne udløse de epileptiske anfald, især hvis der blev brugt stroboskoplys. Curtis må have vidst det og været opmærksom på, hvad han risikerede ved at gå scenen...

   »Han følte, at han var en belastning for bandet, når han fik et anfald på scenen. Faktisk var det, som Tony Wilson prøver at forklare ham, noget af det, som publikum kom for at se. Men det er sandt, og det er en fantastisk tilstand. Bare blitzlys kan udløse et anfald.«

   – Var det svært at finde Sam Riley? Han er god til at spille Curtis på scenen, men han er mindst lige så fin som manden til hverdag. Mens Ian stadig har sit job som sagsbehandler på arbejdsformidlingen, er der en uventet sødme ved hans person –

   »Sam er en ukendt skuespiller, og alene den beskrivelse indikerer, at det var vanskeligt at finde ham. Indledningsvis henvendte vi os til et par skuespillere, som vi mente kunne løfte opgaven. Det er sådan, man kommer i gang, men det var faktisk ret problematisk. Så holdt vi åben casting, både i London og det nordlige England. Dér dukkede han pludselig op. Jeg så hans video og ønskede at møde ham.

   For det første var der den markante fysiske lighed med Ian. Men man følte også, at Sam Riley havde en attitude og en karakter, som gjorde ham forskellig fra en skuespiller. Sam ved, hvem han er. Det er der mange skuespillere, som ikke gør, og det syntes jeg virkelig om. Jeg tænkte, at hvis han lagde en smule af dét i rollen, ville det være magisk, for så havde vi en hél person, snarere end en kopi af Ian Curtis.

   Den eneste film, jeg så specifikt som forberedelse til arbejdet med Control, var Ken Loachs første spillefilm, Kes. Han bruger en 12-årig dreng i hovedrollen, og det er er så overbevisende. Jeg ville se, hvordan han bar sig ad. Jeg tænkte, at hvis Sam havde lidt af det samme, kunne resultatet blive helt fantastisk.«

– Der må være andre beskrivelser af epilepsi på film, men dette er den mest detaljerede, jeg har set. Var det en vigtig prioritet?

   »Det var i hvert fald vigtigt ikke at fremstille sygdommens ofre som idioter. Det er en alvorlig tilstand, og Ian led virkelig under den. Så Sam Riley lavede en masse research. Han overnattede på et epilepsicenter og så, hvordan patienterne fik anfald. Jeg tror, de fortalte ham om grand mals, som er meget voldsomme anfald. Vi havde en rådgiver fra National Society for Epilepsy på sættet. Vi gjorde os virkelig umage. Epilepsiforeningen er meget tilfreds med Control.«

   – Jeg så filmen første gang i Cannes, hvor den åbnede Quinzaine dés Réalisateurs. Alle var virkelig glade for den –

   »Det var som en drøm. Jeg var en debuterende filmskaber, og jeg vidste ikke, hvor voldsom den oplevelse er. Man laver sin film i et vakuum. Jeg havde ikke forventet så stærk en reaktion. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede. Jeg håbede vel, at der ville være et publikum blandt gamle Joy Division-fans. Men man bliver ydmyg, når man ser hvor mange film, der får premiere hvert år. Og hvor mange film der bare forsvinder. Jeg var der sammen med Sam og Alexandra Maria Lara, som spiller Annik, og det var overvældende. Det er noget, der sker én gang i livet. Sådan en modtagelse er noget af det smukkeste, man kan forestille sig.«

   – Kompilerede du soundtracket selv? Der er Velvet Underground og David Bowie, men også Kraftwerks »Autobahn« i fuld længde –

   »Jeg valgte den musik, som inspirerede Joy Division. Kraftwerk havde stor betydning for Ian Curtis og var også vigtig for Bernard Sumner og New Order siden hen. Bandet i filmen spiller selv »Transmission«. Der er også en ny version af »Shadowplay« med The Killers, som på samme måde er inspireret af Joy Division nu. Mixet er foretaget med henblik på relevans og kontinuitet. »Shadowplay« ligger i slutningen af filmen. Det er en lys og meget poppy version. Det har man brug for til slut, hvor mørket er næsten totalt.«

– Joy Division var inspireret af punkbevægelsen. Der var denne legendariske Sex Pistols-koncert i Manchester Trade Hall. De tog punk-æstetikken eller anti-æstetikken og skabte noget smukt med den. Hvis man havde hadet punk, begyndte man at kunne høre noget i det, da Joy Division tog over. De reagerede på den progressive rock, der var typisk for tiden, Yes osv. Synes du, at musikken har ændret sig til det bedre eller det værre siden dengang?

   »For det første: Den forandring var en god forandring. Den var virkelig nødvendig, og der kom fantastisk megen god musik ud af 70ernes slutning. Men nu? Der er masse musik, som man kender og genkender, før man har hørt sangen til ende. Mange nye bands er inspireret af ting, som var originale for os. Så en smule af kraften trænger igennem, men vi havde de første og bedste ting.

   Joy Division var post-punk. Det samme var Magazine og de øvrige Manchester-bands. Tony Wilson havde en fin beskrivelse af forskellen på punk og post-punk. Han sagde: Attituden i punk er Fuck You. Attituden i post-punk er: I’m Fucked. Alt var internaliseret hos post-punk-kunstnerne. Det var post-punk, jeg følte mig i overensstemmelse med, men punkbevægelsen inspirerede én til et punkt, hvor man følte, at man kunne gøre en forskel og lave verden om. Forandringen inspirerede en masse mennesker til at begynde på deres egen ting.«

  – Hvad synes du om det, som New Order gjorde?

   »Det var fint. Jeg tror, de ville så langt væk fra Joy Division, som de kunne komme. New Order var inspireret af discostrømningen, og de lavede store sange i 80erne. Selv uden Ian Curtis kunne den del af bandet blomstre. Man kan tænke på, hvad det var blevet til sammen med Ian. Det havde virkelig været noget.«

– Har »Control« givet dig mod på at instruere endnu en film?

   »Det er, hvad der sker i mit liv lige nu. Jeg tænkte at Control var dén ene film, som jeg simpelt hen måtte lave, men jeg fandt oplevelsen så frugtbar, især på grund af skuespillerne, at jeg gerne vil lave én mere. Det projekt leder jeg efter nu. Det bliver med sikkerhed noget andet and Control. Det bliver en ren fiktionsfilm i farver. Og uden relation til musik.«

   – Bliver den engelsk eller hollandsk?

   »Den bliver engelsk. Jeg elsker britiske skuespillere. De er fortællere af væsen. De spiller deres rolle hele dagen. Hvilket kan være afsindigt irriterende, hvis man kommer fra Holland og vil have klare svar, men for filmen er det fremragende. De lever det.«

   – Nogle instruktører tager hjem til Holland. Paul Verhoeven kom tilbage og lavede »Black Book« –

   »Jeg gør det samme. Om to uger flytter jeg hjem til Holland efter 28 år i England, og jeg skal bo i den samme by som Paul Verhoeven. Men han har gang i så meget. Du så Black Book? Det er en anden spillestil. Den hollandske tradition er helt anderledes.«

– Kan du sige noget om forskellen på at fotografere og instruere?

   »Jeg synes om at lave film. Jeg elsker fotoet , men der er verdener til forskel. Både på, hvordan man griber opgaven an, og hvad man får igen, når arbejdet er udført. Fotoet er meget dit eget. Følelsesmæssigt kan du tage ansvar for det, og du sender det ud i verden, til museer og gallerier, i håbet om, at det finder et liv. Og hvis du er heldig, får det et liv for altid. Somme tider er det skabt på fem eller ti minutter. Intense øjeblikke. Film er derimod noget, som man arbejder på i fællesskab og er flere år om at færdiggøre. Man er afhængig af så mange faktorer, og man opdager, at der er en hel industri bag én.

   Så filmen skal finde et liv med det samme. Der nytter ikke at håbe, at den vil få sin tid efterhånden. Det er et andet pres og en anden energi, men også et anderledes resultat. Der er en skrøbelig skønhed ved fotografiet, som man tager i sit eget øjeblik. Men film er et overvældende medie, tredimensionelt, med lyden og billedet som smelter sammen. Det er også virkelig noget. Jeg sætter pris på fotoet lige nu, fordi jeg er udmattet efter Control. Men udfordringen ligger i filmen. Jeg vil gerne lave én mere og se, hvad jeg kan få ud af dét.«*

DER er løst meget op for samtalen, som begyndte reserveret og korrekt. Corbijn hjælper ivrigt til med at arrangere et portræt af sig selv ved vinduet i Grand Teatret. Han kan bedst lide den mørke, slørede version uden blitz. Udenfor er det stadig Joy Division-vejr.

*) Corbijn har instrueret tre solide film siden Control. George Clooney spiller lejemorderen, der prøver at sige fra i The American (2010). Philip Seymour Hoffman (1967-2014) havde en af sine sidste filmroller i John le Carré-filmatiseringen A Most Wanted Man (2014). Corbijns bedste film efter Control er dog Life (2015), hvor Robert Pattinson spiller Dennis Stock, LIFE-fotografen, som tog de ikoniske fotos af James Dean til LIFE Magazine i 1955. Charlotte Bruus Christensen, den danske fotograf og instruktør, var Corbijns d.o.p. på Life. Mærkværdigvis fik filmen ikke dansk premiere.

Se også Michael Winterbottom: 24 Hour Party People (2002) og Mørke diamanter: Sangskriveren Ian Curtis 1956-1980.

Læs videre i: Mark Johnson: An Ideal for Living. An History of Joy Division (Proteus Books, 1984); Deborah Curtis: Touching From a Distance. Ian Curtis and Joy Division (Faber, 1995); Chris Ott: Unknown Pleasures (Continuum, 2004); Paul Morley: Piece by Piece: Writing About Joy Division 1977-2007 (Plexus, 2007); Peter Hook: Unknown Pleasures: Inside Joy Division (Simon and Schuster UK, 2012); Bernard Sumner: Chapter and Verse [New Order, Joy Division and Me] (Corgi, 2015); Ian Curtis: So This is Permanence: Joy Division Lyrics and Notebooks. Ed. Jon Savage. Introduction by Deborah Curtis (Faber, 2015); Jon Savage: This Searing Light, the Sun and Everything Else: Joy Division: The Oral History (Faber, 2019).

Anton Corbijn blev interviewet i Grand Teatret i København den 3. december 2007

Control. Instr.: Anton Corbijn. Manus: Mat Greenhalgh. Foto: Martin Ruhe. 121 min. UK 2007. Dansk premiere: 11.01.2008.

Fotos: Anton Corbijn/ Factory Records/ EMI/ Faber and Faber/ Filmgrab/ CineMaterial/ Camera Film/ BGJ

Control streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Momentum Pictures (UK) 17.10.2011

Interviewet trykt i Weekendavisen Kultur 11.01.2008

Mørke diamanter: Sangskriveren Ian Curtis 1956-1980

MØRKE DIAMANTER
Anton Corbijns film om Ian Curtis

Af BO GREEN JENSEN

HERE come the young men, the weight on their shoulders. Der er gået 40 år, siden Ian Curtis (1956-80), sangeren i Joy Division, tog sit liv i den Manchester-lejlighed, som han delte med hustruen Deborah og parrets spæde datter, Natalie. Curtis havde dog været på vej ud af ægteskabet, som de indgik, da Debbie var 17 og han selv var 19 år, i hele det sidste år med Joy Division, hvor han indledte et forhold til den belgiske musikjournalist og promoter Annik Honoré (1957-2014).

   Curtis var kun 23 år, da han døde. I erindringsbogen Touching from a Distance (1995) skriver Deborah Curtis, at Ian altid havde til hensigt at tage sit liv og blive en af rockhistoriens døde helte, når sangene var skrevet. Hendes bog er skrevet med tørre øjne, men ikke uden et savn og en undren. De sidste 50 sider aftrykker Curtis’ samlede tekster. Det er noget af den bedste lyrik, der blev skrevet i sen-70ernes England.

JOY Division udgav tre albums, Unknown Pleasures (1979), Closer (1980) og Still (1981), på Tony Wilsons legendariske Factory Records. De sidste to titler udkom efter Curtis’ død, da Bernard Sumner, Peter Hook og Stephen Morris videreførte bandet som New Order. Michael Winterbottom gav i 24 Hour Party People (2002) et lattermildt tilbageblik på hele Manchester-scenen. Han viste også Curtis’ død og citerede midtvejs den syrede musikvideo fra 1988, hvor Anton Corbijn lader kutteklædte skikkelser bære den døde sangers billede langs en strand, mens »Atmosphere« kører på lydsiden.

DER er ingen komisk toning i Control, Corbijns egen film om Ian Curtis. Hovedkilden er Deborah Curtis, men Corbijn trækker også på sit eget arbejde med Joy Division, som han løste flere opgaver for som ung fotograf. Siden blev den hollandske mester en af musikmiljøets mest efterspurgte portrætkunstnere.* 

   Corbijns fotos af Joy Division er grafiske udtryk for sjælen i Curtis’ musik. De er derfor, stadig og altid, det primære stof, som bliver brugt ved lanceringen af stadig mere overdådige genudgivelser af musikken. Curtis' myte er kun blevet større, siden Control havde premiere. Den lokale markering af 40-året for sangerens død i 2020 var en definitiv kanonisering.**

   Corbijns film genskaber tiden og fortæller Joy Divisions korte, intense historie, som stadig lever stærkt i kraft af klare sange som »She’s Lost Control«, »Transmission«, »Ceremony«, »Love Will Tear Us Apart«, »Atmosphere«, »The Eternal« og »Decades«, hvorfra indledningslinjen om de unge mænd er hentet. Disse mørke diamanter står uden for tiden. De kunne være skrevet i går, i dag eller i morgen.

CONTROL er ingen rockhistorisk hagiografi, men et varmt portræt af en ung mand, der blev gammel før tiden. Filmen skildrer, i brede sort-hvide billeder, hvordan Ian (Sam Riley) tager sin studentereksamen i forstaden Macclesfield, Manchesters svar på Kastrup eller Hvidovre, bliver gift med Deborah (Samantha Morton) og får ansættelse på Arbejdsformidlingen. Sammen med Bernard Sumner begynder han at spille under navnet Warsaw.

   Den lokale tv-stjerne Tony Wilson giver dem sendetid i tv og skriver kontrakt med manageren Rob Gretton. Joy Division har virkelig fremtiden for sig, da Curtis får det første af mange stadig kraftigere epileptiske anfald, som forgifter hans tilværelse og gør bandets koncerter til et nervøst tilløbsstykke. Han svigter Deborah og er væk i lange perioder. Hun kommer til en lokal koncert og er højgravid med Natalie. Det er en nyhed for alle de andre.

CORBIJNS film fungerer, fordi den undlader at gøre forskellige ting. Den sentimentaliserer ikke Curtis’ sygdom, og den fortolker ikke hans selvmord. Den lader sangene stå, men gør dem ikke til en hovedsag, og den afstår fra at vælge side i striden mellem Deborah Curtis og Annik Honoré. »Don’t walk away in silence,« mantraet fra »Atmosphere«, giver stadig genlyd. Det er ikke mindst blevet en film, som unge mennesker kan og bør se.

Se også Michael Winterbottom: 24 Hour Party People (2002); Omkring Joy Division: Et interview med Anton Corbijn [2007].

*) Corbijn fortsatte filmkarrieren som en solid, skønt undervurderet instruktør af nøje udvalgte og omhyggeligt realiserede projekter. George Clooney spillede lejemorderen, der prøver at trække sig ud af spionernes verden i den Hitchcock-tonede thriller The American (2010). Philip Seymour Hoffman (1967-2014) havde en af sine sidste filmroller i John le Carré-filmatiseringen A Most Wanted Man (2014). Corbijns bedste film efter Control er dog Life (2015), hvor Robert Pattinson spiller Dennis Stock, LIFE-fotografen, som tog de ikoniske fotos af James Dean til LIFE Magazine i 1955. Charlotte Bruus Christensen, den danske fotograf og instruktør, var Corbijns d.o.p. på Life. Mærkværdigvis fik filmen ikke dansk premiere.

**) Skønt Corbijn fylder meget i den gotiske branding af Joy Division, var det Manchester-fotografen Kevin Cummins (f. 1953), som tog de fleste hverdagsfotos og fulgte bandet på nært hold. Cummins var næsten en officiel fotograf, Corbijn designede målrettet PR på vegne af Factory Records.  

Læs videre i: Mark Johnson: An Ideal for Living. An History of Joy Division (Proteus Books, 1984); Deborah Curtis: Touching From a Distance. Ian Curtis and Joy Division (Faber, 1995); Chris Ott: Unknown Pleasures (Continuum, 2004); Peter Hook: Unknown Pleasures: Inside Joy Division (Simon & Schuster UK, 2012); Ian Curtis: So This is Permanence: Joy Division Lyrics and Notebooks. Ed. Jon Savage, introduction by Deborah Curtis (Faber, 2014); Jon Savage: This Searing Light, the Sun and Everything Else: Joy Division: The Oral History (Faber, 2019).

Control. Instr.: Anton Corbijn. Manus: Mat Greenhalgh. Foto: Martin Ruhe. 121 min. UK-USA-Australien-Japan-Frankrig 2007. Dansk premiere: 11.01.2008

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Becker Films/ Camera Film/ Kevin Cummins (Ian Curtis Portrait, The Hacienda 1979)

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Momentum Pictures (UK) 17.10.2011

Anmeldelsen er et uddrag af interview med Anton Corbijn i Weekendavisen Kultur 11.02.2008 

Michael Winterbottom: 24 Hour Party People (2002)

LYDEN FRA MANCHESTER

Tony Wilsons Factory Records 

Af BO GREEN JENSEN

VIST ligger britisk rocks centrum i London, men ofte er fornyelsen kommet fra de grimede byer oppe i nord: Liverpool, Manchester, Birmingham, Newcastle.

   Sidst i 1970erne herskede der slet ingen tvivl. Da tv-journalisten Tony Wilson (1950-2007) grundlagde musikselskabet Factory Records sammen med vennerne Alan Erasmus (f. 1949) og Rob Gretton (1953-1999), var Ian Curtis’ kultband Joy Division det første navn, som blev promoveret.

   Factory førte således an, da punkrockens uartikulerede primalskrig blev nuanceret af en mørkere, mere følsom new wave og såkaldte new romantics som Howard Devotos band Magazine og Pete Shelleys legendariske Buzzcocks.

PÅ skærmen var Tony Wilson manden med slipset, den kultiverede Cambridge-diktion og de pæne manerer, som selv bedstemødre kunne elske. Også privat inkarnerede han en særlig frigjort slags borgerlighed, men hans vision om Manchesters industrikvarter som en pendant til renæssancens Firenze var der ikke noget småtskårent ved. I Michael Winterbottoms energisk-ironiske drama om Wilsons og Factorys storhed og fald fremstilles manden i midten af komikeren Steve Coogan. Denne taler direkte til kameraet, meget som Eric Idle gjorde i The Rutles: All You Need is Cash (1978), den legendariske parodi på et dokumentarprogram om The Beatles, der hærgede verden i Factorys egen tid.

DETTE dobbeltsyn holder hele vejen i 24 Hour Party People. En hyper-ironisk fortælleform kredser om en kerne, der er både ægte og indtrængende, hvis man ellers kan lade være med at grine. Filmen fastholder 16 års flimrende musikhistorie, som bogstaveligt ændrede verden.

   Det begynder med den legendariske koncert i Manchesters Lesser Free Trade Hall, hvor Wilson og hustruen Lindsay den 4. juni 1976 ser The Sex Pistols fremføre »Anarchy in the U.K.«. Det slutter i 1992, da Wilsons klub The Hacienda må lukke, og Factory bliver ædt af London Records.

   Endelig sidder Wilson på taget sammen med sine to gamle venner og Shaun Ryder fra The Happy Mondays, der for længst har mistet jordforbindelsen. Da svæver Gud ned, giver Wilson ret i det hele og kommer med et par musikalske tip. Han ligner selvsagt Tony Wilson på en prik.

WINTERBOTTOM fortæller historien med alle de psykedeliske hjælpemidler, en nutidig filmskaber har til rådighed. Her er split-screen, videobilleder, tv-billeder, arkivmateriale, fantastiske CGI-sekvenser, hurtige MTV-klip og en svimmel håndholdt kameraføring ved Fassbinder-fotografen Robby Müller, som stadig har bevægelsen i sig efter samarbejdet med Lars von Trier.

   Produktionsdesigneren Mark Tildesley genskaber først mørket i 70erne, tiden der tilhører Joy Division. Dernæst skejer han lige så meget ud på ecstasy i alle farver som det næste store navn, Happy Mondays, og Wilson der fortaber sig i 80ernes guldflipperi. Coogans monologer er direkte henvendt til publikum, og han hjælper beredvilligt til med at pege på relevante træk og personer. På metavis medvirker flere af modellerne for filmens karakterer. Det er alt i alt både underholdende, informativt og lidt bevægende.

FILMEN falder naturligt i to dele og knækker lige så selvfølgeligt på midten. Opturen med Joy Division og stærke mørke sange som »Transmission«, »Atmosphere« og »Love Will Tear Us Apart« har virkelig tidsånd og klassisk substans. Ian Curtis’ selvmord skildres lavmælt og troværdigt, som Sean Harris overhovedet fremstiller karakteren. Midtvejs tages der afsked med Anton Corbijns nyklassiske videoclip og skærmteksten Ian Curtis 1956-1980. Så bliver Joy Division til 80er-fænomenet New Order, og det kan være udmærket, men da 90erne ankommer sammen med Happy Mondays har musikken mistet sin tyngde.

WINTERBOTTOM og manuskriptforfatteren Frank Cottrell Boyce tager os med til den fest på The Hacienda, hvor helliggørelsen af rytmen, »the beatification of the beat«, for første gang finder sted. De dansende klapper ikke af musikken eller kunstnerne, men af discjockeyen, selve mediet og sig selv. Det er rave-kulturens fødsel, og filmen tillægger den skelsættende betydning. Som tilskuer er man mindre overbevist.

FILMEN har adskilligt til fælles med Todd Haynes' Velvet Goldmine (1998), der lagde en fiktiv ramme om glamrocken og tog sig selv langt mere alvorligt. Det er Winterbottoms frikvarter fra dybe agtværdige film som Jude (1996), Welcome to Sarajevo (1997), Wonderland (1999) og The Claim (2000). 24 Hour Party People er lige så bemærkelsesværdig, men vil sikkert sige mindre til den, som ikke var der, da Ian Curtis sang »Love Will Tear Us Apart«.

Se også Mørke diamanter: Sangskriveren Ian Curtis 1956-1980; Omkring Joy Division: Et interview med Anton Corbijn [2007].

24 Hour Party People. Instr.: Michael Winterbottom. Manus: Frank Cottrell Boyce. Foto: Robby Müller. Storbritannien 2002. Dansk premiere: 29.11.2002

Fotos: CineMaterial/ Revolution Films/ Filmgrab

Filmen streames (juni 2025) på Amazon Prime, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Works Film Group (UK) 03.06.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.11.2002