Evig latter: Jacques Tati 1907-1982

MONSIEUR HULOT I HELVEDE 
Jacques Tati mod Det Moderne

Af BO GREEN JENSEN

HANS bukseben er så korte, at de mønstrede sokker altid kan ses. Han går muligvis ikke med livrem og seler, men hr. Hulot venter altid højvande. Han bærer bøllehat eller blød Fedora, har butterfly på og en fornuftig kort frakke. Der er sjældent ild i piben, og han får aldrig brug for paraplyen, som han typisk klamrer sig til.
   Som det vil fremgå, er han rekvisitternes mand. Hulot er en langlemmet tågænger, der gebærder sig som en sørgmodig flamingo. Han er dybest set altid alene, og skønt han gør hvad han kan for at indordne sig, eskalerer et kaos af stille ulykker, når den milde mand er i nærheden. Han siger ikke meget. Det bliver ved sociale grimasser og koder, som han til stadighed fejlaflæser.
  Monsieur Hulot er en af filmhistoriens store komiske kreationer. Jacques Tati, hvis fulde efternavn var Tatischeff, skabte figuren i 1952, da hans første alter ego, postbudet François, ikke længere kunne forløse sin skabers ambitioner og ideer. Hr. Hulot er stiliseret som et logo. Han er mere en sum af særlige træk end en rund karakter i tre dimensioner. Alligevel har individet næppe nogen mere passioneret fortaler midt i den tiltagende ensretning af menneskene, som finder sted i efterkrigstidens Europa.
   Tati introducerede Hulot i Les Vacances de M. Hulot (1953, da. Festlige feriedage), hvor den fremmedgjorte lemmedasker for første gang udfordrer tingenes tyranni og forsøger at rekreere sig på stranden i en badeby, hvor han er lige så fremmed for udendørslivet som for de sociale forbindelser. Hulot er naturens melankolske søn forklædt som civiliseret småborger. Det er derfor, at de fleste af os kan genkende ham med det samme, især når vi som voksne har lært at betvinge instinktet.

De omhyggeligt ordnede badehuse på stranden i Les Vacances er samtidig en forløber for de senere films udførlige sætstykker, den futuristiske villa i Mon Oncle (1958, da. Min onkel), glasbyen i PlayTime (1967, da. Play Time) og feriebilen i Trafic (1971, da.Trafik), der kunne være udtænkt af Storm P. og Ben Sharpsteen i fællesskab. Hos Tati bliver den krumtap i et trafikalt kaos, der kan måle sig med Jean-Luc Godards Weekend (1967, da. Udflugt i det røde).**

TATIS kunst er en kropsnær og dog fint afmålt humor, som appellerer mere til eftertænksom kluklatter end til farcens store brølende grin. Han kom fra varietéscenen, hvor han lærte at bygge hele numre op om enkle fysiske gags. Som mimiker kunne han parodiere en tennisspiller, så tilskuerne fik lattertårer i øjnene. Fra begyndelsen var hans holdning til fremskridtet ambivalent. Drengen i ham elskede alt ved den nye teknologi, og han delte sine landsmænds benovelse over den amerikanske populærkultur. En anden side af ham var konservativ som en maskinstormer. Han frygtede, at de moderne tider skulle ændre alt det ved den franske lilleby, som han elskede. For Tati var »rationel« ikke et plusord.
   De første film om hr. Hulot var både kommercielle og kritiske succeser. Med den Oscar-belønnede Min onkel formåede Tati endda at gøre indtryk i USA, hvor hans erklærede rollemodeller, Buster Keaton og Harold Lloyd, havde hjemme. Der findes et foto fra 1958, hvor franskmanden er foreviget med sine helte. Tati ser beundrende på Keaton, som møder kameraet med sit karakteristiske lakoniske udtryk. Tati virker næsten lige så begejstret som på et andet foto fra samme år, hvor han kysser Jayne Mansfields hånd og betragter hendes svulmende barm.

TATI følte dybt for kvinders fremtoning, og hans univers er fuldt af eksotisk klædte paradisfugle, der sætter pletter af farve på mændenes absurde konformitet. Eller også er de dominerende matroner, som ligner flygtninge fra en Hergé-tegneserie. Der er meget Tintin i Mon oncle, og der er meget af seriernes rene streg, »la ligne claire«, i Tatis billedmæssige univers.

EFTER Mon Oncle blev Tati i nogen grad offer for sin egen ambition og succes. Modernitetens tyranni er temaet i hele hans produktion, men hvor motivet i de første film er personligt forankret, lader Tati med vilje kritikken tage overhånd i PlayTime, hvor Hulot er reduceret til en slags nostalgisk effekt i massekulturens antiseptiske glaslandskab. Det er sandt, at filmens visuelle, langsomt akkumulerende og omhyggeligt koreograferede gags er virtuost realiserede. Til gengæld er man som tilskuer skrevet helt ud af ligningen.
   Verdens forenede cineaster var begejstrede. Imidlertid var det ikke sådan, at Tatis fans ville se ham. PlayTime er blandt andet berømt, fordi den blev en kommerciel katastrofe. Tati ville realisere sin kulturkritik i fuld størrelse, og det bedste var ikke for godt. Hundrede håndværkere brugte seks måneder på at rejse »Tativille«, to labyrintiske stål- og glaskonstruktioner, som i filmen gør det ud for Paris. PlayTime blev optaget i 70mm-formatet, der gav Tati mulighed for at afvikle flere små plots på én gang og fylde lærredet op med detaljer. Lydsporet blev optaget i stereo på fire spor, hvilket var meget avanceret for tiden.

DET første sammenklip varede 155 minutter. Tati skar det selv ned til 126 minutter. Ved den danske premiere – i Palladium den 19. februar 1969 – varede Play Time 116 minutter. Bjørn Rasmussen var begejstret og tog på stedet filmen med i femte bind, dét med Verdens bedste film, af sit skelsættende opslagsværk Filmens Hvem Hvad Hvor (1968-70). Ved en relancering i 1979, tre år før Tatis død, blev filmen klippet ned til 108 minutter. Det var denne amputerede pan-scan version, som udkom på VHS-bånd. Frem til restaureringen i 2002 var det således ikke muligt at danne sig et indtryk af den autentiske PlayTime.** 
   Tati var tre år om at optage filmen, som kostede ti mio. franc og satte ham i bundløs gæld. Mange mener, at det kompromisløse resultat var det værd. François Truffaut udtalte, at PlayTime var en film som kom »fra en anden planet, hvor de laver film på en anden måde« og erklærede, at man ikke kunne yde værket retfærdighed ved et enkelt gennemsyn. Englænderen Gilbert Adair supplerede med en betragtning om, at man hver gang må sidde et nyt sted i salen: så mange sætstykker og vignetter har Tati fået plads til i filmen.

JEG må tilstå, at jeg er uenig. Jeg har set Tatis hovedværk flere gange, blandt andet ved premieren på den istandsatte version i Cannes i 2002. Michel Piccoli trak i Hulots kostume for at præsentere filmen i det kolossale Théâtre de Lumière, hvor den sandt nok stod smukkere end nogen sinde. Det år var hele byen fyldt med Tati-effekter. På stranden havde man genrejst de bolsjestribede badehuse fra Festlige feriedage. Luften var ør af Francis Lemarques musik, og man kunne dårligt undgå at blive revet med.
   Ved gentagne gennemsyn virker filmen dog i stigende grad steril og fortænkt, faktisk lige så gold som kulturen, den retter sin skarpe satire imod. PlayTime er Tatis svar på Charlie Chaplins Moderne tider (1936), men rammehistorien om de strejfende amerikanske turister, der kvidrer til hinanden på Art Buchwald’sk kaudervælsk, mens hr. Hulot skiftevis prøver at finde og blive væk fra en besværlig gammel bekendt, virker mest som et distraherende knæfald for det internationale publikum, der kunne have gjort filmen til en økonomisk succes.
   Satiren er helt uden nye pointer. Indpakningen er overdådig, men her bliver intet sagt om moderniteten, som ikke kom til udtryk i kontrasten mellem Hulots skæve menneskebolig og søsterens automatiserede »Maison Arpel« i Mon Oncle. Bilernes ballet til slut er en ouverture til Trafic, hvor man atter kan føle empati med Hulot. Denne ligner ofte en forløber for Rowan Atkinsons Mr. Bean-karakter. Hulot er i flere henseender et hængsel mellem klassisk slapstick og moderne situationskomik. Det er en kendt sag, at det selvforstærkende anarki i Blake Edwards’ Peter Sellers-farce The Party (1968) var inspireret af Jacques Tati.

SKAL det endelig være, er Tatis morsomste og varmeste arbejde ikke nogen af Monsieur Hulot-filmene, men den robuste og rørende Jour de Fête (1948, da. En festlig dag), som er en ode til provinsiel fransk oprindelighed og langsommelighed. Tati fremstiller her landpostbudet François, en quixotisk figur som er forelsket i amerikansk effektivitet og prøver at implementere den i sin pragmatiske hjemby, da han i beruset tilstand har set en dokumentarfilm om »The American Way« i teltbiografen.
   Tatis svanesang blev cirkuseventyret Parade (1974), som han skabte i samarbejde med svensk tv. På Moskva-festivalen i 1975 blev filmen kåret til årets bedste, og i dét var der poetisk retfærdighed, eftersom Tatis far kom til Frankrig fra Rusland. Mest interessant blandt de sene arbejder er kortfilmen Cours du soir (1967, da. Aftenkursus), hvor Hulot i kulissen fra PlayTime instruerer et hold ikke udpræget lærenemme gentlemen i sportslige discipliner som tennis og sociale færdigheder som høflig tobakshoste.

Aftenkursus udgør en katalog over Tatis faste komiske numre. Blandt andet repeteres tableauet med de trænende cykelbude fra kortfilmen L’École de facteurs (1947, da. Skolen for postbude), der var en forstudie til Jour de Fête. Alllerede i kortfilmen Soigner ta gauche (1936, da. Træn din venstre hook) er der et landpostbud, som slår en kolbøtte med sin cykel for hurtigst muligt at overbringe et telegram til den boksetrænende Tati.
   Jour de Fête blev optaget i landsbyen Sainte-Sévère-sur-Indre, hvor Tati gik i hi under krigen. Som filmskaber var han forelsket i den moderne teknik, som værkerne undsagde. Jour de Fête blev optaget både i sort-hvid og farver, men kun den monokrome version kom i distribution. Det viste sig for kompliceret at fremstille farvekopier i Thomson Color, som var et alternativ til markedets dominerende system, Technicolor. I 1995 blev farveversionen istandsat af François Ede og Tatis datter, Sophie Tatischeff. Jour de Fête i farver er faktisk en større åbenbaring end den restaurerede PlayTime.

Se også Animation | Sylvain Chomet: L'illusioniste/ The Illusionist (2010). 

*) Ben Sharpsteen instruerede Mickey's Trailer (1938), den klassiske Walt Diney-kortfilm, hvor Anders And, Mickey Mouse og Fedtmule får plads til de mest utrolige ting i vognen, som er deres rullende hjem.

**) En boks med de centrale Tati-titler har været i omløb siden 2004. I tilgift til de fire Hulot-film, herunder den restaurerede PlayTime, indeholder sættet både sort-hvid og farveudgaven af Jour de Fête og tre håndplukkede kortfilm. I tilgift får man hele historien om den store franske komiker, som mødte sit Waterloo, da han realiserede PlayTime. Jacques Tati Essential findes på 2K Blu-ray (fra Studio Canal og British Film Institute) og kan streames. Med muligheden for digital restaurering i 4K-opløsning fik filmene stadig flere nye fans og detaljer. Kanoniseringen var fuldbragt i 2014, da The Criterion Collection samlede værket i 7-disc bokssættet The Complete Jacques Tati (Spine #729).  

PlayTime. Instr.: Jacques Tati. Manus: Jacques Tati og Jacques Lagrange. Amerikansk dialog: Art Buchwald. Foto: Jean Badal og Andréas Winding. 126 min. Frankrig-Italien 1967. Dansk premiere: 19.02.1969. Restaureret version 2004.

Fotos: Specta Films/ Jolly Film/ Les Films de Mon Oncle/ StudioCanal/ British Film Institute/ Park Circus/ The Criterion Collection/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube 

Artiklen er rekonstrueret efter et blognedbrud i 2023. Teksten stod oprindelig i Weekendavisen Kultur 29.09.2006, blev hen ad vejen justeret i Filmmagasinet Ekko og var endelig arbejdspapir for en introduktion i Cinemateket i Filmhuset 08.11.2022 [da verden endnu stod, og jeg havde fast arbejde og var rask].