Feras Feyyad: The Cave (2019) [Oscars 2020]

SOM GUERNICA

Æstetik som opmærksomhedsskabende våben

Af BO GREEN JENSEN

I DET sønderbombede Ghouta i Syrien lever 400.000 mennesker under belejring. Da krigen kom, gik byens hospital under jorden. Med årene er det blevet et netværk af tunneler, gange og bunkers. Foreløbigheden har sat sig. Der er afstivning og vægudsmykning. Man prøver at smile for børnenes skyld. Det er et fungerende hospital med en stab på 150. En bedre virkelighed under krigen. Her praktiserer Amani Ballour, en syrisk læge på 30 år, som overlæge og øverste leder.

   Filmen er et arbejdsportræt af en enestående kvinde, som udretter små og store mirakler under ekstreme og – for os – erfaringsoverskridende forhold. Børn bliver født, mens missilerne slår ned, verden er i ruiner. Når filmen bevæger sig op i al-Ghouta, ser vi en ødelagt by. Og kender desværre situationen. The Cave kunne være en dokumentar på BBC eller CNN. Vi har set så mange af dem, at vi næsten ikke ser dem mere.

DERFOR har instruktøren Feras Feyyad brugt sit hemmelige våben. Billederne i The Cave er så klare, at krigen for en tid bliver smuk. Alene titelsekvensen tager pusten fra én. Og det er ikke en lækker æstetiseren, som holdet af fotografer fremelsker. Der er dybde og stor præcision.

BUNKERSYSTEMET er kortlagt. Hver detalje i krigen står mejslet. Men også lys latter, fem kilo ris, skænderier med sexistiske patienter, en kat på en mur og mobiltelefonen, som viser klassisk koncert, når Amina og Salim Namour opererer. Det er ikke humanistisk kitsch, som et reklamebureau har designet på vegne af en NGO. Det er billeder med en virkning som Guernica og anden kunst, der på tidløs vis skildrer Dødens triumf.

THE CAVE er en syrisk-dansk samproduktion. Den skal gerne ses på stort lærred i en mørk biograf, hvor formen og klarheden kommer til deres ret. Men filmen skal ses under alle omstændigheder. Og ikke kun for sin overjordiske skønhed, men præcis for sin jordiske menneskelighed.

The Cave. Instr.: Feras Feyyad. Manus: Alisar Hasan og Feras Feyyad. Foto: Asala Abdo, Mohammad Eyad, Muhammed Khamir Al Shami, Ammar Suleiman. 107 min. Syrien-Danmark-Tyskland-Qatar-USA 2019. Dansk premiere: 09.01.2020

Det blev (desværre) ikke The Cave, som er produceret af Sigrid Dyekjær og Kirstine Barfod for Danish Documentary Production, der modtog en Oscar for Bedste Dokumentar ved Oscar-uddelingen i nat. Det blev heller ikke den makedonske Honningland, som er i samme klasse og fortjente det lige så meget (eller Todd Douglas Millers Apollo 11, som var med på den lange kortliste, men blev siet fra, da de sidste skarpe fem skulle findes. The Cave skal ses alligevel, og jeg benytter dagens blogindlæg til at reklamere.

Ellers var det på alle måder et skudår, som næppe bliver gentaget. Bong Joon-hos Parasite vandt Bedste Film, Bedste Internationale Film, Bedste Instruktør OG Bedste Originale Manuskript. Blandt de øvrige vindere var: Jojo Rabbit (Bedste Bearbejdede Manuskript), Joker (Joaquin Phoenix for Bedste Mandlige Hovedrolle), Marriage Story (Laura Dern for Bedste Kvindelige Birolle), Once Upon a Time in Hollywood (Brad Pitt for Bedste Mandlige Birolle), 1917 (Bedste Visuelle Effekter, Bedste Lyddesign, Roger Deakins for Bedste Foto) og Ford v Ferrari/ Le Mans '66 (Bedste Klip, Bedste Lydredigering). Antonio Banderas var nomineret for sin rolle i Pedro Almodovars Smerte og ære, som også var kandidat til Best International Feature. Men intet kunne bremse toget fra Korea.

Foto: Danish Documentary Production/ Camera Film

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.01.2020