Denis Villeneuve: Arrival (2016) [Sci-Fi 100]

DEN FØRSTE KONTAKT

Sober science fiction med en nyopdaget følsomhed

Af BO GREEN JENSEN

DET første møde med fremmede væsener er et grundmotiv i science fiction. Fra begyndelsen er der to modeller. Enten bliver Jorden angrebet – som det sker i fiktioner fra Klodernes kamp (1897) til Independence Day: Resurgence (2016) – eller også kommer de fremmede som gesandter for en højere civilisation. De vil lære os at slutte fred med hinanden, så menneskeden omsider kan tage sine første skridt ud af barndommen.

   I sidstnævnte spor er det menneskene, som reagerer fjendtligt. Der er altid en general, som vil køre arsenalet i stilling, og en statsleder, som er i tvivl. Der er videnskabsmænd, som prøver at mane til besindighed. Det lykkes i lyse fiktioner som Nærkontakt af tredje grad (1977). Det lykkes ikke i Den dag, jorden stod stille (1951), hvor Michael Rennie som ambassadøren Klaatu bliver skudt. Robotten Gort tager ham i sine arme og flyver væk i stjerneskibet, som i denne koldkrigslignelse virkelig er en flyvende tallerken.

ÆSTETIKKEN er en anden, men det er grundlæggende den samme fabel, som bliver fortalt i Arrival. Sprogforskeren Louise Banks (Amy Adams)  har som alle andre set billederne på CNN. Tolv sorte fartøjer svæver over Jordens storbyer. De ligner skåle, som står på højkant. Ingen ved, hvad de fremmede vil.

   Louise følger mindre ivrigt med end de fleste. Siden hun mistede sin datter – hvis barndom, sygdom og tidlige død er skildret i prologen, hvor Louise også taler om slutninger og begyndelser, der glider sammen – har hun boet alene i et glashus og passet sit arbejde på universitet. Der har ikke været én god dag, hvor hun smilede med øjnene.

   Så lander en helikopter i haven. Louise bliver hentet af oberstløjtnant Weber (Forest Whitaker) og fløjet til Montana, hvor militæret i yderste hemmelighed forsøger at kommunikere med de fremmede. Det er uvist, om de kommer i fred eller for at erobre. Sammen med fysikeren Ian Donnelly (Jeremy Renner) skal Louise konstruere et foreløbigt sprog, som gør det muligt at få klarhed.

HELT efter bogen er der aggressive kræfter, som vil angribe, før de stiller spørgsmål. Statslederne kan ikke enes om en fælles strategi. Snart truer Kina med at bruge våben. Man holder conference calls på monitorskærme. En af dem står i København. Men glasset bliver sort, efterhånden som de enkelte lande trækker sig ud.

   Medierne koger, planeten er i undtagelsestilstand. Det mærker man dog ikke på de åbne vidder i Montana, hvor der kun er bjerge, græs og det fremmede skib. Hver dag bliver Louise og Ian ført op gennem slusen i fartøjets bund. De står ved den glasvæg, der fungerer som en membran mellem verdener. De fremmede er mørke omrids i hvid røg. Der er to af de reptiliske væsener, som bliver kaldt heptapoder. Da Louise trykker hånden mod glasset, gør den ene af gæsterne lige sådan med sugekopperne på sin stjerneformede fod.

HEPTAPODERNE kommunikerer med lyd, der bliver malet i luften, sindrige sorte halvcirkler, der ligner tuschstriber trukket i mælk. Filmen bruger en time på oversættelsesarbejdet, som Louise udfører kompetent og metodisk. Hun bliver presset til at skynde sig. Høgene, som vil angribe, får stadig bedre argumenter. Kun Weber og Ian bakker forskeren op. Efterhånden kan hun virkelig »tale« med de fremmede. Hvem ved, om ikke de vil os det godt?

 

HER bryder jeg af for at skåne den spænding, som Arrival afgjort besidder. Stærkest er dog atmosfæren af undren og glæden ved stadig opdagelse. Jóhann Jóhannssons åbne musik er en vigtig stemningsskabende faktor.

   Filmen går, som de fleste seriøse forsøg i sin genre, efter klarheden, som fortsat udmærker Rumrejsen år 2001 (1968) og gør den til et tidløst eksempel på god science fiction. Heptapodernes geometriske skåle er designet i ånden fra Stanley Kubrick og Arthur C. Clarkes monolitter.

   Men Arrival vil også give forskeren en personlig historie, der gør fablen empatisk og universel. Her er den på linie med visionære epos som Robert Zemickis Contact (1997) og Christophers Nolans Interstellar (2014). Også i Arrival er der ormehuller i tiden, så før, nu og efter bliver relative begreber.

   Det er en meget smuk og strengt holdt film, som først går lidt over stregen til slut. Amy Adams er eminent som den fokuserede forsker. Tankestoffet er relevant og plausibelt. 

DENIS Villeneuve havde allerede skabt hårdfør spænding i Polytechnique, Incendies, Prisoners og Sicario. Med Arrival sprang han ud som den visionære filmskaber, der i 2018 - med Blade Runner 2049 - gav en af de store grundtekster en solid fortsættelse. Herefter ventede storværket Dune (2021).

Arrival. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Eric Heisserer (efter novellen 'Story of Your Life' af Ted Chiang). Foto: Bradford Young. 116 min. USA 2016. Dansk premiere: 01.12.2016

Fotos: Lava Bear Films/ FilmNation Entertainment/ 21 Laps Entertainment/ Xenolinguistics/ Paramount Pictures/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, C More, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.12.2016