Bogen og filmen | Cormac McCarthy: The Road (2009) [Sci-Fi 100]

I STILHEDEN

Om livet efter slutningen

Af BO GREEN JENSEN

DER var et skærende lys og en kort serie rystelser. Siden døde al varme i verden. Ingen ved nøjagtigt, hvad der skete, og ti år efter katastrofen er det egentlig uden betydning. Vejret gik i stykker, strukturerne brød sammen. Nu færdes de sidste mennesker på Vejen, hvor man kan overleve ved at holde sig i stadig bevægelse.
   Cormac McCarthys The Road blev årtiets roman, da The Times i 2010 skulle vælge de 100 vigtigste bøger efter 2000. I USA fik den en Pulitzer Prize ved udgivelsen i 2006. Vejen er da også en forbavsende stærk og vedkommende fabel om livet efter slutningen på historien. Skønt temaet ofte er gennemspillet, lykkes det McCarthy at tilføre scenariet en ny kvalitet af håndgribelighed. Kun englænderen J.G. Ballard (1930-2009) har i trilogien om The Drowned World, The Burning World og The Crystal World (1962-66) beskrevet Efterlandet med samme tonløse indlevelse.

   

VEJEN følger en far og hans søn, der blev født lige efter apokalypsen. Mens de fouragerer, hvor de kan, og undgår kannibalistiske bander, fortæller manden om verden som var. Han forbereder drengen på sin død. Sønnen bliver samtidig mere selvstændig. Endelig protesterer han åbent og overtager umærkeligt styringen, da faderen ikke vil hjælpe en gammel mand, som de møder.
   

FAR og søn vandrer i stilheden mellem ruinerne for at nå til havet på den anden side af landet. Det lykkes, men også vandet er gråt. På slutstranden i Californien må de endelig sige farvel. Da giver en familie sig til kende, og drengen begynder at glemme sin sorg, da han ser, at de fremmede har en hund. Med manden dør den sidste forbindelse til verden før konflagrationen. Drengen er dog i sit element. Der vil trods alt være en fremtid, skønt verden – som vi kender den – er gået under.

AUSTRALIEREN John Hillcoat har filmatiseret McCarthys roman med fuldkommen loyalitet, uden at stramme forløbet eller tilføje den obligatoriske action, som kendetegner andre fremtidslegender. Umiddelbart ligner scenariet Mad Max eller Abernes Planet, men der er lysår til begge kulørte klassikere. The Road er drænet for farve. Kun faderens drømme viser i glimt, hvad der var.

   Viggo Mortensen fremstiller manden med absolut empati, og Kodi Smit-McPhee bliver stadig bedre som sønnen. I flashbacks gør Charlize Theron indtryk som kvinden, der tog sit liv. Filmen giver en fornemmelse af, hvordan den ødelagte verden vil føles, men savner bogens bibelske skær. Et væsentligt tema hos McCarthy er oplevelsen af at være ved skabelsens kerne: »Perhaps in the world’s destruction it would be possible at last to see how it was made.«

HILLCOATS film forvinder aldrig helt præget af illustration, men den gør et prisværdigt forsøg, og Mortensen og Smit-McPhee er ægte helte. Ikke supermænd, men rigtige mennesker. De viser, at livet altid bliver ved, selv når tilværelsen ikke giver mening. Selv når verden ikke mere er vores. Cormac McCarthy kaldes sin tids William Faulkner. Da må Vejen være hans bud på A Fable.

Se også Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013).

Cormac McCarthy: The Road. 242 s. New York: Alfred A. Knopf, 2006.

Cormac McCarthy: Vejen. Oversat efter The Road af Jan Hansen. 258 s. Gyldendal, 2008.

The Road. Instr.: John Hillcoat. Manus: Joe Penhall. Foto: Javier Aguirresarobe. 113 min. USA 2009. Dansk premiere: 28.01.2010.

Fotos: Dimension Films/ 2929 Productions/ Nick Wechsler Productions/ Chockstone Pictures/ FilmNation Entertainment/ Scanbox Entertainment/ Alfred A. Knopf

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.01.2010