En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-80

SNØREVID OG DE SYV BJERGE

John Lennons krøllede digte på dansk

Af BO GREEN JENSEN

  

DIGTEREN John Lennon (1940-1980) havde en skæv fantasi, et stort sprogligt overskud og et lille krøllet talent for at tegne, som han egentlig aldrig fik ordentligt afprøvet, fordi der kom en Beatles-tid og en lang eftertid som legende i vejen.

   Som for Bob Dylan og Jim Morrison hed det sig altid, at Lennons litterære udgydelser kun fik lov at udkomme, fordi han tilfældigvis også var rockstjerne, og i det meste af 70'erne blev Lennons billedkunstneriske bestræbelser betragtet som en slags pinlighed i kunstmiljøet, fordi de for det første var prætentiøse og for andet var usælgelige. Hvad angår kunstnerisk status stod Lennon egentlig altid i skyggen af sin berømte kone. Hun havde så til gengæld nogle problemer i forhold til det populære musikpublikum.

VED sin død efterlod Lennon sig en lille stabel af de mest slidstærke og indflydelsesrige melodier og tekster, som populærmusikken har frembragt overhovedet, men hvis man tror at skriverkarlen Lennon blot fabrikerede flere versioner af »Imagine«, »Mother« og »Give Peace A Chance« og varierede sit store budskab om fred, sex, blomster og verdensfrelse i det evindelige og evindeligt lukrative, har man en temmelig stor overraskelse til gode. I sin første tid var Lennon en skarp og sulten ung liverpudlian, som vendte og drejede sproget, samt saboterede den borgerlige normalitetsdyrkelse med en indædt underfundighed, der bedst kan beskrives som et møde mellem Joe Orton, Shel Silverstein, den ældre James Joyce og den unge Edward Lear.

RESULTATET blev nogle af de mere eventyrlige og konfrontationssøgende Beatles-tekster, men det blev også to små bøger, som i midten af 60'erne cirkulerede i teenageuniverset med endnu større succes end Dylans automatroman Tarantula, Donovans Dry Songs and Scribles, Leonard Cohens Yndlingslegen og Jim Morrisons The Lords & The New Creatures. In His Own Write hed det første bind syrlige nonsenstekster. Det udkom i 1964 og blev året efter fulgt af A Spaniard in the Works, som faktisk er endnu mere stilsikker og rummer evergreens som »Skraldespansdk«, »Snørevid og de syv bjerge«, »Morris, Borris« og »Vores far«.

DET er disse to vejrbidte blasts from the past, der udgør grundstammen i Erik Thygesens formidabelt opfindsomme gendigtning af »den anden« John Lennons optegnelser. Den bedste del af Ingen fluer på Frank er imidlertid teksterne fra den posthumt udgivne nonsenssamling Skywriting by Word of Mouth (1986), et fænomen der i Thygesens originale og altid kongeniale version bliver til »Røgreklame fra mund til mund«.

   I 60er-teksterne kører Lennon løs og knitrer derudaf i en evig jagt på næsten hvad som helst, der kan lyde af noget og præsentere sig paradoksalt på en side. Hans faste gimmick er den ortografisk-fonetiske dobbelthed, ord som lyder ens og skrives forskelligt, ofte med frodig og fuldkommen desorientering til følge. Et eksempel er følgende fanbrev:

Kære hr! Hvorfor er der ikke flere bælder og nyeder om vores ynglingsgruppe (Børnaise und di Rippers). De er niogtredve som De ved. Vi foretrækker den fordi Alex hopper omkring og siger. Send venligst en frapperet dresseret konvolut med Børne og Ørni der danser og gør deres Bedste for at underholde en gruppe der fortjener det og vi håber dette nård Dem når De venter bunken. En beånder. En Fan.

Eller hvad med følgende formiddagssnapshot af mappedyret Frank, en gennemgående figur i de første tekster og en begrebsmæssig slægtning til sangbogens »Nowhere Man«?:

Der var ingen fluer på Frank den morgen - og når alt kommer til alt - hvorfor ikke? Han var dog en velrenommeret borger med kone og barn, ikke? For Frank var det en typisk morgen og med en ubeskrivelig adræthed sprang han ud i badeværelset og op på vægteren. Til sin store skræk opdagede han, at han var tolv tommer mere tungstor! Han nægtede at tro det, og hans blod strømmede op i hovedet på ham, så han blev farvet mægtig rød.

MENS det nok kan være fornøjeligt at tage tidsmaskinen tilbage til denne permanent sort-hvide, kronisk regngennemblæste og i øvrigt usigeligt engelske skoledrengssurrealisme, en slags tidløs anarkistisk graffiti, som aldrig tør sige helt fra eller vække anstød for alvor, kan det ikke nægtes, at der gradvis kommer et præg af litterær mindestue over projektet. Erik Thygesens partisan-sikre gendigtning er fuld af flotte løsninger og genialske sproglige koblinger (»bredrøvet bedragtede Frank sin hustru«), men der er meget lidt udvikling i selve materialet og udvalget forvinder sjældent præget af rekonstruktion.

   Det gør derimod teksterne i bogens sidste tredjedel. I Skywriting by Word of Mouth, som tilsyneladende blev skrevet over en meget længere periode, kom Lennon for det første ud over sine værste studentikose manerer. For det andet skrev han beske kommentarer til det liv, han havde haft, og den myte han havde fået. Der er intet unødigt indsmigrende over den verbale ækvilibrisme i »Undertitel: Lucy i skørt med diabetes«, føljetonen »Puma æder kystvagt« og »Puma æder syndebuk« eller udstyrsstykkerne »Dement i Danmark« og »Et paradox og en sweater der matcher, tak«.

LENNON »fodretter« ænder i Central Park og kører så det paradoksale skyts i stilling til de sidste sorte parodier og den erindringsbetonede satire »Nobels fredspris til morderhval«, der åbner med følgende stump klassisk surrealisme: »Nu kommer vort mismods vinter (se trækningslisten side 94)«. Her foretager Lennon et lifligt flashback til den søgende tid, da The Beatles tog til Østen for at lære om karma og fred, mens hele den skumplende mediemaskine kom slubrende efter de Frygtløse Fire:

Klip til Marahishis biodynamitfarm på Himalayas top. Om og om og (igen) om. Han fandt den helt rigtige mantra til mig. OK, han er en tand mere skaldet end da jeg kendte ham. Hvorfor er Gud altid på nakken af de hellige? Mavesår mv. »Han tager aldres kamme på sig.« Jeg vil skyde på, det er derfor de små får bræger. Men smilet er kønt. Det her er ved at udvikle sig til »En Yoghurts Selvbiografi«, men det er der også så meget andet, der gør, ikke? Han fik os til at bo i hytter adskilte fra vore koner... Jeg vil nu ikke sige, det var så hårdt endda.

VÆK er den kælne, selvimponerede fartglæde, der driver sprogets motor i In His Own Write og A Spaniard In the Works. Mens den retoriske tvivl og de indbyggede stilheder tager til, mens forvrængede citater dekonstrueres og skrues sammen igen for langsomt at bygge en anden slags stemme, bliver den »private« digter Lennon gradvis ét med den »officielle« sanger og generationsikon, der i sine mest inspirerede øjeblikke skrev med skarp, stærk klarhed om længsel, savn, opfyldt kærlighed og nødvendige afsavn i de tekster, der er John Lennons virkelige eftermæle.

   »Hvorfor så ked af fortiden for tiden?« spørger Lennon til slut i Skywriting by Word of Mouth. Hvis man skulle vælge mellem sange som »God« eller »Watching the Wheels« og notaterne her i Ingen fluer på Frank, ville man vælge til enhver tid vælge sangene. Alligevel er man glad for en bog, hvor Lennon sætter det hele fast og bringer hele Beatles-begyndelsen hjem i undrende afskedsnotater som dette:

Hvad hed hende pigen, jeg knaldede i korridoren på vej til kunstmaling? Hun elskede Fellini, men ville ikke sluge det. Hun var forlovet med en anden elev. En besynderligt normal type. Hun har sikkert giftet sig med ham af hensyn til statssikkerhedsårsager. Jeg var bare et sex-objekt! Knæppel-skønt. Those Were The Days, My Friend. Tra-la-la­la...

John Lennon: Ingen fluer på Frank. Forvansket, udvalgt og oversat efter »In his Own Write« (1964), »A Spaniard in the Works« (1965) og »Skywriting by Word of Mouth« (1986) af Erik Thygesen. Tegninger af forfatteren. 128 s. Rævens Sorte Bibliotek/Forlaget Politisk Revy, 1995.

Fotos:The Estate of John Lennon and Yoko Ono/ Yoko Ono/ Forlaget Politisk Revy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 03.02.1995