LIVET ER POLITISK
Sangskriveren Björn Afzelius 1947-1999
Af BO GREEN JENSEN
SANGSKRIVEREN Björn Afzelius var kun 52 år, da han døde i
1999. Mange skal først til at lære ham at kende. Tusen bitar, Magnus Gertten og Stefan Bergs
portrætfilm fra 2014, er henvendt til generationen, der er på alder med eller lidt yngre end Afzelius’
døtre, Rebecka (f. 1979) og Isabelle (f. 1981), men den har sikkert mere at
sige til gamle fans og fjender af den politiske sangskriver.
Afzelius
dannede Hoola Bandoola Band sammen med Mikael Wiehe i 1970. Senere blev de
rigtige venner, men i begyndelsen var deres forhold af Lennon/McCartney-typen. Wiehes
force var ideologisk skarphed og musikalsk kompleksitet. »Affe« havde alle dage
en mere romantisk tilgang til stoffet og en solid forankring i amerikansk folkrock.
Han skrev en af bandets bedste sange: »Juanita« fra Fri Information (1975).
DET var her, at jeg selv stod på toget. »Juanita« handler om en svensk veteran,
som kæmper på republikanernes side i den spanske borgerkrig. 40 år senere
kommer hans sønner på charterferie. De falder i snak med en gammel kvinde, som
siger, at hun elskede deres far. Hun siger også, at de skulle skamme sig: »Ni
borde veta att turisternas pengar/ är som honung i förtryckarnas mun!«
Det var en velanbragt sang i 1975, hvor man godt kunne høre om Franco i
skolen og alligevel tage på klassetur til Torremolinos. Faktisk er en hel film
i stil med Ken Loachs Land and Freedom (1995) koncentreret i »Juanita«. Fortællingen er iscenesat som flamenco og drejet i
samme etniske retning, som også Troels Trier og Røde Mor valgte herhjemme, når
de skulle synge om Chile og Salvador Allende.
AFZELIUS’
helte var Bob Dylan og John Lennon, men over tid fik han næsten et skær af Bruce Springsteen
på svensk. Amerikaneren bliver lovprist for sin autentiske lyd og stabile
tematik. Afzelius blev kritiseret for at gentage sig selv på henved 30 albums. Den
svenske musikpresse fandt ham trættende og pinlig. Imens blev han landets
størst sælgende kunstner. Her er portrætfilmens største udfordring. Det svarer til
pludselig at komme og sige, at det var Lars Lilholt, som havde den sande
vision.
Tusen bitar tegner et gribende portræt.
Mikael Wiehe er i Nicaragua for at spille Afzelius’ oversættelser af Sylvio
Rodriguez. Kæresten Marianne Lindberg De Geer fortæller om deres on again/off again-forhold, mens hun
iscenesætter forestillingen Johnny Boy,
der bygger på Afzelius’ sange. Sært nok fortæller Anne Linnet ikke om »Tusind
stykker«, der i Afzelius’ version blev årets store nordiske sang i 1990.
MANGE vidner taler om sangerens lukkede væsen. Han smuglede penge ind i Cuba på den svenske regerings vegne og var ansvarlig for opførelsen af et
kulturhus i Nicaragua. Afzelius og Wiehe var eksemplariske socialister. Efter
en støtteturne sidst i 80erne kunne de donere en million svenske kroner til sandinisternes
revolution.
Alligevel
blev Afzelius set som en letvægter. Han var notorisk sammen med striber af
kvinder, men kom altid tilbage til døtrenes mødre. I Castelvecchio fik han et
italiensk vinterhjem, hvor han skrev nogle af sine mest harmoniske og mindst
interessante sange. »Natt i Ligurien« er ærligt talt ikke ret god.
Skolekæresten Eva-Lena Elfsving fortæller om Afzelius’ mor, som sang
sammen med dem i stuen, før hun løj om, hvad Björn havde lavet, når Affes fjerne
far kom hjem. Hun tog sit liv i 1971, hvor sønnen fandt hende på sengen. Om det
handler titelsangen »Exil« fra et af Afzelius’ stærkeste albums. Sangen »Ikaros«
konstaterer, at »ingen älskar ett barn som inte lyckas/ ingen älskar ett barn
som är starkt«.
DET hele bliver sagt så klart, at man får kuldegysninger af at lytte, men som en af
musikerne fra Globetrotters bemærker, fulgte hverken han selv eller
kammeraterne med. Kritikerne hørte slet ikke efter. Jeg anmeldte selv Exil i Weekendavisen i 1985. Jeg skrev
vist nok, at man savnede ånden og intensiteten fra »Juanita«.
Med
sit faste mix af romantisk besværgelse og politisk doceren fik Afzelius øgenavnet
Afskylius. Romanen En gång i Havanna (1993), som også kom på dansk, ændrede intet ved dette, skønt bogen kritiserede
det diktatur, som Cuba var blevet. Afzelius blev stadig vejet og fundet for
let. Ingen kritiker med respekt for sig selv kunne tilstå at holde af Tusen bitar, som blev karrierens største
succes.
AFZELIUS døde under arbejdet med sit 22. soloalbum, Elsinore, som er et af hans bedste. Han nåede at høre otte af
pladens ti sange i de færdige versioner. Hans døtre fortæller om stemningen i
huset, mens sangene blev til i køkkenet. De siger, at der var en forbavsende styrke
og vrede i manden, selv om han var blevet så syg.
I »Liten
blues vid gravens rand« fra albummet Tanker
vid 50 (1997) synger Afzelius om det paradoksale ved eftermæler: »Sjung
ingen lovsång, håll inga tal/ Låt bli att säja hur fin jag var/ Vill du säga
nåt så säj det till mej nu.« Det er dét, man tager med sig fra filmen. Hvor
bliver der dog skrevet en masse kritisk vrøvl for effekten.
AFZELIUS-filmen
er ikke en nyskabende dokumentar. Snarere er den loyalt fortalt i den klassiske
form, man bryder i mere markante musikfilm som Nick Cave: 20,000 Days on Earth og The Possibilities Are Endless (om den afasiramte sangskriver Edwyn
Collins). Men Tusen bitar er god at
få forstand af, og den giver fornemmelsen at et menneske, som levede i
overbevisningen om, at modstand altid er bedre end stilhed.
Björn Afzelius: Tusen bitar. Instr.: Magnus Gertten og Stefan Berg. Manus: Magnus Gertten, Stefan Berg og Jesper Osmund. Foto: Stefan Berg. 96 min. Sverige 2014. Dansk premiere: 06.02.2015.
Fotos: ABF Films/ Auto Images/ DHF/ Dag Hoel Filmproduksjon/ Film i Skåne/ Filminvest Midt-Norge/ SVT/ Camera Film/ Forlaget Turbine/ YouTube (trailer + clips)
Björn Afzelius Tusen bitar streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.02.2915
Ingen kommentarer:
Send en kommentar