Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019)

LØVEN FRA SPARTA

Slaget ved Thermopylæ ifølge Frank Miller

Af BO GREEN JENSEN

»FREMMEDE, bring spartanerne bud om, at vi har gjort, hvad vi bør, og ligger døde hér.« Slaget ved Thermopylæ blev udkæmpet i september 480 f.Kr., da den persiske kong Xerxes førte sin mægtige hær mod de græske bystater, som på daværende tidspunkt – og absolut kun af nød - var allierede i et skrøbeligt peloponnesisk forbund. Under ledelse af kong Leonidas holdt 300 spartanske hoplitter i tre dage stand mod en persisk hær på ca. 200.000 soldater.

   Herodot af Halikarnassos, historieskrivningens fader, som skildrer slaget i syvende bog af pionerværket Historia, mente ganske vist, at den persiske hær var på mere end fem millioner mand, men moderne historikere regner med, at han løb sur i de asiatiske tal. Ligeledes talte den græske koalitionshær mere end fem tusind mand, men der var tale om et skrabsammen af thebanere, korintere, mykenere m.m., som førte hver sin undtagelsespolitik. I slagets afgørende fase synes der virkelig kun at have været Leonidas’ tapre 300 til at dæmme op for den persiske flod.

BEDRIFTEN var mulig, fordi passet ved Thermopylæ (»de varme porte«) dengang kun var 15-20 meter bredt, en ufremkommelig sti mellem bjerget og havet. I dag er landskabet forvandlet, men monumentet over spartanerne bærer stadig den indledningsvis citerede gravskrift, som skyldes Simonides af Keos. Især amerikanske kilder holder af at citere den mundrette engelske version, som begynder med ordene »Go tell the Spartans«. På alle verdens militærakademier brænder en evig ild for spartanerne.

   Slaget bliver i Zack Snyders effektfilm 300 en surrealistisk voldsom historie, som åbenlyst hylder de spartanske soldaters »nødvendige« blodoffer. Forlægget er Frank Millers grafiske fremstilling fra 1997, et hovedværk i nyere amerikansk seriekunst. Prologen skildrer beundrende, hvordan drengebørn i Sparta blev tugtet og hærdet fra tumlingestadiet, sat ud i sneen til ulve og vildsvin, som de siden blev mænd ved at dræbe. Man kasserede straks det svageste afkom. Mænd og kvinder levede netop spartansk i en kollektiv samfundsorden, som foregriber flere moderne totalitærstater.

SPARTA var den komplementære modsætning til demokratiet i Athen. Dét har altid været paradokset og attraktionen ved det klassiske eksempel.*

   Muligvis havde militærstaten ingen kunstnere og filosoffer, men det var de hårde mænd fra Sparta, som gjorde det nødvendige og skred til handling, når intellektuelle sofister ville diskutere problemerne bort. Mange tvivlsomme sager er retfærdiggjort med henvisning til det spartanske ideal. Det er potent propaganda for nationalister og ammunition for fanatiske kræfter. At det fascistiske Sparta faldt fra hinanden, mens den demokratiske model havde fremtiden for sig, bliver sjældent råbt fra talerstolen.

   Millers grafiske roman blev oprindelig udsendt i fem seriehæfter og senere samlet i bogform. Den lækre sofabordsbog kom i Danmark på feinschmeckerforlaget G. Floy Studio. I sin anmeldelse i Weekendavisen kaldte Christopher Arzrouni værket en krydsning mellem »fejende flot fascisme« og »herligt hellensk heltemod«. »Hvilken skamfuld nydelse,« konkluderer den indsigtsfulde artikel.

EN sådan guilty pleasure var, hvad flertallet følte ved Zack Snyders filmudgave, da den blev vist på Berlinalen i 2007. For eksempel skrev den britiske kritiker Jonathan Romney: »Som en overdreven, brutal oplevelse, forankret i en distinkt computerspil-æstetik, var 300 i sandhed en skyldbevidst glæde. Med sin anti-ironiske, homoerotiske forherligelse af blod, stål og sener, er det filmen som Leni Riefenstahl kunne have skabt, hvis hun havde haft et CGI-budget på millioner af Reichsmark til rådighed.«

   Noget er der nok om snakken, men filmen vil andet og mere. 300 er filmkunstens svar på arkitektonisk brutalisme. Især er Snyder – som Frank Miller – opsat på at fjerne ethvert spor af gylden eventyraura. Allerede Herodot benytter det heroiske nederlags retorik om spartanernes indsats. Det er dét, som gør Thermopylæ til et stednavn på linje med Alamo og Balaklava. Historien kan bruges af alle, som taber med ære og dør uden at stille spørgsmål. Ted Post lavede i 1978 en film om de sidste franske tropper i Indokina og de første amerikanske »rådgivere«. Titlen var netop Go Tell the Spartans.

FRANK Millers primære inspirationskilde er – naturligvis, havde jeg nær sagt – den eneste anden film, som er drejet over Antikkens sidestykke til slaget ved Fort Alamo. Miller er født i 1957 og kunne således møde Rudolph Matés The 300 Spartans (1962, da. Løven fra Sparta) med de samme vidtåbne sanser, som 60ernes danske drenge besad, da filmen fik premiere herhjemme. Om sin bestemmende oplevelse har Miller udtalt:

   »Jeg var på én gang rystet og inspireret af det, jeg havde set, for det gik pludselig op for mig, at heltene ikke nødvendigvis er dem, der får medaljerne til sidst. De virkelige helte er mennesker, der gør det, der er nødvendigt og det, der er det rigtige at gøre, selv om de må betale den ultimative pris. Hele mit liv har jeg villet fortælle den historie, for det er stadig den bedste, jeg nogensinde har hørt. Så da jeg havde tilegnet mig tilstrækkelig erfaring som tegner, kastede jeg mig ud i det.«

   Der er næppe tvivl om, at det i lige så høj grad var tegneserieudgaven af filmen, som bjergtog den 8-årige knægt. Før VHS og dvd var det sådan, man lagrede filmiske indtryk. Herhjemme udkom Løven fra Sparta som nr. 12 i serien Filmklassikere, der var et af Illustrerede Klassikeres mange forsøg på at forlænge succesen med de bearbejdede værker fra verdenslitteraturen. Løven fra Sparta var en bevægende oplevelse, som drenge kunne gentage dagligt. Der var ingen ende på offerviljen. Vi ville alle leve i Sparta.

   

FOR nylig genfandt jeg tegneserien, der fyldte så meget for 55 år siden. Der er tale om et tarveligt hæfte på 32 sider, et gennemført dusinprodukt, tegnet i 60ernes kønsløse husstil, dårligt farvelagt og ubehjælpsomt tekstet.
   Formentlig var kunstnerne italienske, det var stort set hele holdet bag den østrigsk fødte Matés filmudgave, et ambitiøst eksempel på 60ernes glæde ved udstyrsstykker i sværd-og-sandal genren, som var filmet i Cinemascope og befolket med tusind statister. Richard Egan spillede Leonidas, og Diane Baker var hans dronning, Gorgo, som hjemme i Sparta taler politikerne til rette, mens hoplitterne kæmper mod Xerxes i passet.

   Hos Snyder ses Gerard Butler som Leonidas og Lena Headey som Gorgo. Hun lader sig misbruge seksuelt for at få taletid i rådet. Han bruger hvert øjeblik til at råbe fyndord om ære og svinge sine våben over perserne. Forræderen Efialtes (Andrew Tiernan), som lukker fjenden ind ad en bagvej, da Leonidas har afvist ham, er en forkrøblet vanskabning. Xerxes lover ham kvinder og respekt. Efialtes ligner samtidig en af de dekadente eforer, præsterne som forsøger at standse Leonidas. Der er for skams skyld også en snert af Gollum og Ringenes Herre på spil.

ALT er gjort med skuespillere, som agerer på computerskabte baggrunde. Det er det for alvor radikale ved 300. Man har faktisk aldrig set noget lignende. Snyders film overfører æstetikken fra Millers grafiske roman (som var farvelagt af hans daværende hustru, Lynn Varley) til levende, stærkt stiliserede billeder, der giver tilskueren indtryk af at befinde sig midt i en altomsluttende simulation. Hvor Millers og Robert Rodriguez’ Sin City (2005) dyrkede forlæggets sort-hvide askese, hælder Snyder masser af detaljer på. Grækernes verden er badet i kobber. Det forrevne mørke bløder livagtigt.

   Man er derfor delt mellem principiel respekt, stedvis begejstring og en overordnet betænkelighed ved filmens fascistiske formsprog. For det er klart, at 300 kan tages til indtægt for ekstreme ideologiske positioner. Det var ingen ubetinget god nyhed, at den blev et tilløbsstykke i USA, Rusland, Korea og Indonesien. Efter 14 dage var der solgt billetter for 240 mio. dollar. Det fortjente filmen ikke.

   For Miller er spartanerne ikke overmennesker – kødets skrøbelighed er en forudsætning for den tragiske heroisme – men de er modeller for, hvad et menneske kan og bør kan være. Som han sagde i Cannes i 2005, da jeg spurgte ham om volden i Sin City: »Jeg erkender, at jeg har en tragisk opfattelse af historiens væsen og den menneskelige natur. Jeg er ikke leveringsdygtig i utopier, for jeg tror ikke på dem, og jeg kan ikke bruge dem til noget. For mig er en helt et menneske, der vil ofre alt for at gøre de rigtige ting. Ikke en mand, der får en medalje til slut, eller en Harry Potter som resten af klassen tiljubler.«

DEN androgyne kong Xerxes (Rodrigo Santoro) begærer Leonidas og sender elefanter og næsehorn mod spartanerne. Kværnende masser af »udødelige« stormtropper presser på, men hoplitterne hugger dem ned som de kommer. Man føjer stadig mere stof til ligmuren, der er filmens makabre sætstykke.

   Med dybdepsykologisk filmkunst har 300 kun lidt at gøre. Man kan dog heller ikke tale om genreforlængende spekulation. Som Millers serie er Snyders film båret af en umiskendelig kunstnerisk vision. Den er skiftevis som en gammeldags western, en syret rapport fra helvedes porte og et playstationspil, der vil mobilisere. Man er uafbrudt fascineret og af og til godt underholdt.

FILMEN blev en stor succes, skønt den kritiske velvilje aftog. 300 fik i 2014 en fortsættelse, som egentlig er en prequel, der fortæller forhistorien, i form af 300: The Rise of Empire. Her taler Gorgo til sine tropper om Slaget ved Marathon (890 f.Kr.), hvor Xerxes' far døde. Krigen mod grækerne begyndte som et hævntogt. Det fører ti år senere til søslaget ved Salamis, som foregår samtidig med forsvaret af Thermopylæ. Især forholdet mellem Xerxes og hans admiral, Artemisia (Eva Green), er i fokus. I slutningen af det lange flashback, kommer Gorgo selv de græske skibe til undsætning med flere krigere. 
   Filmen krediterer Frank Miller, men er skrevet af Zack Snyder og instrueret af Noam Murro. Lena Headey gentager rollen som Gorgo. Hun var i mellemtiden blevet et stort navn i kraft af sin rolle som Cersei Lannister i Game of Thrones (2011-2019). Hvis film som 300 gødede jorden for Game of Thrones, kan fortsættelsen omvendt siges at være præget af den fantastiske realisme (eller realistiske fantastik) i HBO-serien. 
   Frank Millers egen udgave af Xerxes udkom først i 2018. Til gengæld er Xerxes: The House of the Fall of Darius and the Rise of Alexander en større historie, der fortsætter efter Xerxes' død i 465 f.Kr. og slutter ved Darius den Tredjes grav i 331 f.Kr., da perserhæren er endeligt besejret, og Alexander den Store indleder sit asiatiske felttogt.

 

I 2020 kan man se, hvor ny og tæt-på-primitiv CGI-teknikken var i 2007. Det er til gengæld næsten nostalgisk at sammenligne 300 med Oliver Stones Alexander fra 2004. Ikke alene er Colin Farrell fejlcastet som Alexander. Stone vælger også en klassisk episk stil, der vil være Spartacus eller Ben-Hur for sin tid, men ender med at have mere tilfælles med Løven fra Sparta, end 300 har med sit mentale forbillede, som må være Ridley Scotts Gladiator.
   Det er en kvalitet i både 300 og Xerxes, at kvinderne får lov at være stærke og grusomme semi-fascister på linje og højde med mændene. Til Frank Millers andre bedrifter hører hans opskrivning af Elektra-karakteren fra DareDevil-universet. Hun fik sin egen film med Jennifer Garner i 2005. Elektra Natchios er forløberen for Artemisia, Eva Greens karakter i 300: The Rise of an Empire.

SET fra 2020, var 300 et kulturelt øjeblik. Vi blev faktisk revet med i fem minutter. Miller er sin egen mand. Han har haft personlige og professionelle problemer i tiåret mellem Sin City-filmen og Xerxes. Bogen hører ikke til hans bedste værker. Det gør til gengæld Batman: The Dark Knight: Master Race (2017), hvor gammelmandsinkarnationen af Nattens Ridder er tilbage som fascistisk selvtægtsmand (med Carrie Kelley som Robin og Batwoman).
   Jeg kommer fra en tid, hvor man gik i biografen og så westerns og romantisk adventure til en dobbeltforestilling søndag eftermiddag. Lørdag aften handlede midnatsforestillingen typisk om horror, hemmelige agenter, 2. verdenskrig og hed erotik.
   Det var fantastiske tider, som forsvandt med VHS, kabel-tv, dvd og endelig streaming. Men de dér dobbeltforestillinger var vores serie-binging. 300 havde passet perfekt i genrelandskabet. Den var nok blevet vist efter midnat, men det var søndag eftermiddags drenge, der sneg sig ind for at aflure mændenes slag.
   Så Go tell the Spartans: Løverne lever. Antikkens soldater har gjort deres pligt.

Se også Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008).

*) Man kan fortolke meget forskelligt på Sparta. Nobelpristageren William Golding (1911-1993), som skrev andet og (meget) mere end Fluernes Herre, samlede i 1965 ti års essays og artikler op i en bog med titlen The Hot Gates. Her står en lovsang til spartanernes selvopofrende konge: "Neither you nor Leonidas nor anyone else could foresee that here thirty years' time was won for shining Athens and all Greece and all humanity (...) A little of Leonidas lies in the fact that I can go where I like and write what I like. He contributed to set us free." ("Hverken du eller Leonidas eller nogen anden kunne forudse, at der her blev vundet tredive år for strålende Athen og hele Grækenland og hele menneskeheden (...) Lidt af Leonidas lever videre i den kendsgerning, at jeg kan gå, hvor jeg vil, og skrive, hvad jeg har lyst til. Han bidrog til at sikre vores frihed.") Der er ingen, der kan vide ret meget om kong Leonidas' motiver. Der er intet, der tyder på, at de var særligt ædle. Men det er, som Golding skriver, en kendsgerning, at diktaturet i Sparta forsvarede demokratiet i Athen. Tilsyneladende uden at anfægte sine ordrer. Leonidas bliver i regelen fremstillet som kriger, en hoplit med sin hjelm og sit spyd. En romantisk og lidt vidtløftig undtagelse er franskmanden Jacques-Louis Davids portræt fra 1814. David er især kendt for heroiske fremstillinger af Napoleon Bonaparte og for sit portræt af den myrdede Jean-Paul Marat. Han malede mange motiver fra Antikken. Det er formentlig en pointe, at neoklassicisten skildrer det gamle og det nye på samme måde. 

Frank Miller & Lynn Varley: 300. 117 s. Dark Horse Comics, 1999

Frank Miller & Alex Sinclair: Xerxes: The Fall of the House of Darius and the Rise of Alexander. 112 s. Dark Horse Comics, 2019

300. Forfatter og tegner: Frank Miller. Farvelægger: Lynn Varley. Oversat af Steffen P. Maarup. 90 s. Roskilde: G. Floy Productions, 2007

300. Instr.: Zack Snyder. Manus: Zack Snyder og Kurt Johnstad. Foto: Larry Fong. 117 min. USA 2007. Dansk premiere: 30.03.2007

300: The Rise of an Empire. Instr.: Noam Murro. Manus: Zack Snyder, Kurt Johnstad. Foto: Simon Duggan. USA 2014. Dansk premiere: 06.03.2014

Løven fra Sparta (The 300 Spartans). Instr: Rudolph Maté. Manus: George St. George, Ugo Liberatore, Remigio Del Grosso, Giovanni d'Eramo, Gian Paolo Callegari. Foto: Geoffrey Unsworth. 114 min. USA 1962.

Fotos: Warner Bros. Pictures/ Legendary Entertainment/ Virtual Studios/ Hollywood Gang Productions/ Atmosphere Entertainment/ Mel's Cite du Cinema/ Nimar Studios/ Dark Horse Comics/ G. Floy Productions/ Faber & Faber/ Wikimedia Commons

300 streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 05.10.2020

300: Rise of an Empire streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.09.2014 

Kimen til artiklen var en anmeldelse af 300 i Weekendavisen Kultur 30.03.2007. Resten er skrevet i juli 2020.