Sarah Polley: Stories We Tell (2012)

MULIGE VERSIONER

Sarah Polley afdækker familiemysteriet

Af BO GREEN JENSEN

SOM barn blev Sarah Polley (f. 1979) drillet, fordi hun ikke lignede sine søskende. Det blev en stående vittighed i familien, skønt tonen var hjertelig nok. Sarah var den yngste i et kuld på fem, som Diane og Michael Polley delte i 1970ernes Toronto. Mysteriet fyldte meget for Sarah. Hun spurgte aldrig Michael direkte, og hun kunne ikke få svar af Diane, som døde i 1990, da Sarah var 11 år gammel. Tyve år senere besluttede hun at undersøge familiehistorien i en dokumentarfilm.

   Far var rolig, Mor var vild. Sådan så man forældrene. Det hører med, at film og teater var familiens levebrød. Diane og Michael Polley var skuespillere. Hun gav efterhånden slip på sine drømme om en stor karriere, men de var levende og realistiske nok i begyndelsen. Før Sarah blev født, var parret i krise. Diane tog til Montreal for at spille teater og havde en affære med en kollega. Hun kom siden hjem og blev casting director, mens Michael fortsatte som skuespiller.

SARAH Polley selv debuterede, da hun var seks (i julefilmen One Magic Christmas). Ni år gammel fik hun fik sin første hovedrolle i tv-serien Ramona (1988-89) og slog for alvor igennem som den melankolske pige i Atom Egoyans Exotica (1994). Hun havde medvirket i 50 film, da hun instruerede Alzheimer-dramaet Away from Her (2006) og parforholdsfilmen Take This Waltz (2011). Familien kunne dårligt undslå sig, da hun præsenterede planen for Stories We Tell.

PÅ papiret lyder filmen måske tynd og selvoptaget. Stories We Tell er dog en fængslende blanding af personlig erindring, familieportræt og essayistisk analyse af måden, vi husker hinanden og fortiden på.

   Polley interviewer sine søskende og filmer sin far, som altså ikke er hendes biologiske far, mens han sidder i et studie og indtaler sin egen tekst om Diane. Hun finder sin »rigtige« far, og også han taler ud om det hele, mens de lærer hinanden at kende i arrangerede situationer.

   Der er i sagens natur en akavet tone i mange af samtalerne. Man ved alt muligt om hinanden, og pludselig er der publikum på. Polley bruger den kejtede stemning som dramatisk virkemiddel, hævner barndommens små drillerier og siger endelig, at man i vid udstrækning vælger sin fortid blandt mange versioner af sandheden.

   I hvert fald vælger man sin far. Kun Sarah og Michael agerer naturligt i Stories We Tell.

DE filmede interviews er flettet sammen med private smalfilm, gamle arkivklip og fiktive rekonstruktioner af scener fra forældrenes ungdom. Polley kunne sagtens have skabt en renere film. Imidlertid er det netop filmens causerende kvalitet, som giver den styrke og nu og da skønhed. I et arkivklip fra canadisk tv ser man Diane Polley synge. Hun minder om en ung Dusty Springfield.

   Sarah Polley ser en større historie og søger en dybere sandhed med filmen. Det er nok at gå for vidt. Det er og bliver en personlig historie, men Polley fortæller den stille og stærkt.

Se også Sarah Polley: Away from Her (2006) og Sarah Polley: Take This Waltz (2011)

Stories We Tell. Instr. og manus: Sarah Polley. Foto: Iris Ng. 108 min. Canada 2012. Dansk premiere: 03.04.2013.

Fotos: National Film Board of Canada/ Venice Film Festival (Giornate degli autori 2012)/ DOXBIO/ SF Studios  

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 05.04.2013