Sarah Polley: Take This Waltz (2011)

SAVN OG VANE
Skal tvivleren gå, når forandringen frister?

Af BO GREEN JENSEN

CANADISKE Sarah Polley (f. 1979) blev kendt som den stille, sørgmodige pige i to af Atom Egoyans bedste film, Exotica (1994) og The Sweet Hereafter (1999), hvor hun var smerteligt klog for sin alder. Senere gjorde hun indtryk i Isabel Coixets My Life without Me (2003), hvor hun spiller en døende mor, der indtaler en række bånd, som hendes endnu spæde døtre kan spille, når de bliver større.

   De seneste ti år har Polley koncentreret sig om selv at skrive og instruere.* Away from Her (2007) var en sober beskrivelse af, hvad der sker, når et langt ægteskab ændrer vilkår og væsen, fordi den ene ægtefælle forsvinder lidt mere ind i sig selv for hver dag. Julie Christies rolle som den Alzheimer-ramte Fiona Anderson var en af de bedste i hendes karriere, og Polley fastholdt svære nuancer, som de fleste beslægtede film skærer fra.

TAKE This Waltz fokuserer på Polleys egen aldersgruppe, men har mange træk tilfælles med Away From Her. Det er atter en kvinde, som bærer historien, skønt manden i billedet ikke er glemt, og Polley interesserer sig mere for detaljerne i den enkelte scene end for det samlede overblik. Den store kvalitet i hendes film er, at ingen følelser fremstår helt rene. Intet er fuldkommen sort eller hvidt, og hverdagen udgør et stort kompromis. Med andre ord ligner virkeligheden sig selv.

DET synes at være en film om begær, men den viser sig at handle om mere: savn og vane, frustreret tvivl, kedelig tryghed og spændende fare. Freelancejournalisten Margot (Michelle Williams) er i dén grad gift med Lou (Seth Rogen), som skriver kogebøger om kyllingeretter. Tilfældigt møder hun Daniel (Luke Kirby), som bedre kan se hende for, hvad hun er. Det viser sig, at de er naboer, og vægten kan næsten kun tippe én vej. Skal hun gå eller blive? I hvert fald lever hun stærkt for en tid.

   Mens kunstneren Daniel er fri som en fugl – han kører cykeltaxi for at tjene til huslejen, men sidder ellers og maler – er Margot og Lou begravet i familie. Ydermere er det hans familie, der kommer for at prøvesmage de nye delikatesser. Hun vil gerne have et barn, men han vil hellere vente. De taler babysprog sammen og har udviklet et privat ritual, hvor de udtrykker kærlighed ved i detaljer at beskrive, hvordan de vil rive, skære, snitte, brænde eller generelt bare flå hinanden i stykker.

FILMEN følger Margot, mens hun går ved siden af selv og overvejer. Da hun træffer et valg, formulerer svigerinden Geraldine (Sara Silverman) nogle sandheder om, hvordan der er et tomrum midt i livet, som ingen kærlighed kan fylde. Nye ting skinner, men bliver matte, som de gamle var. Geraldine taler af erfaring. Hendes forsøg på at bryde en alkoholvane er en af filmens sidehistorier.

   De fleste parforholdsfilm skildrer optakten til en krise, selve krisen eller det, som følger efter. Polley har hele bevægelsen med. Hun laver også nogle fejl. Der er nørklet med manuskriptets detaljer og stiliseret, så det halve kunne være nok. Away From Her var vinterligt mismod, Take This Waltz satser på sanselig sommer. Men erkendelsen af futilitet er konkret. Det er bittersød realisme for voksne. Og alligevel romantik af en slags.

*) Efter Take This Waltz og dokumentaren Stories We Tell (2012) fulgte en tilsyneladende pause på fem år. De gik med at skrive og producere Alias Grace, miniserien efter Margaret Atwoods roman, som Netflix lagde til streaming den 3. november 2017. Mary Harron har instrueret, og Sarah Polley har skrevet alle seks episoder. Atwood medvirker selv i en lille rolle i episode 4. Hun er krediteret som 'Old Woman at Church'.     

Take This Waltz. Instr. og manus: Sarah Polley. Foto: Luc Montpellier. 116 min. Canada 2011. Dansk premiere: 16.08.2012

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Angel Films

Filmen streames på Blockbuster, Rakuten TV og SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2012