Amazing Grace: Aretha Franklin 1942-2018

SJÆLEN I MUSIKKEN
Stor koncertfilm 50 år forsinket

Af BO GREEN JENSEN

I JANUAR 1972 gav Aretha Franklin to små koncerter i New Temple Missionary Baptist Church, en lille Los Angeles-kirke af den slags, hvor hun havde sunget gospel som barn. Dobbeltalbummet Amazing Grace solgte mere end to millioner eksemplarer. Det udkom 1. juni samme år og blev soulsangerindens største succes.

   Det er stadig stærkt at høre Franklins nøgne versioner af »What a Friend We Have in Jesus«, »Precious Memories«, »You’ll Never Walk Alone« og titelsangen, som bliver en klimaks, der varer 11 minutter. Da Franklin 15 år senere ville gentage succesen og indspillede One Lord, One Faith, One Baptism (1987) i sin egen barndoms kirke, New Bethel Baptist Church i Detroit, var lyden mere sikker, men ikke nær så virkningsfuld.

   Warner Brothers kunne regne ud, at der var guld i materialet. De bad derfor Sydney Pollack, som netop skulle til at instruere Barbra Streisand og Robert Redford i The Way We Were (1973, da. Vore bedste år) om at dokumentere begivenheden. Koncertfilmen Woodstock (1970) havde genrejst selskabets økonomi, og Franklin ville lave noget, der blev stående.

   Pollack var ivrig og havde både ambitioner og ideer. Men han var uvant med at indspille musik. Koncerten blev optaget uden de nødvendige synkroniseringsklap, så det var umuligt at redigere materialet. Det er lykkedes for Alan Elliott, som kun var syv år i 1972. Til gengæld kom han selv i kirken, hvor demografien var farveblind.

DET er bogstavelig talt som at træde ind i en tidsmaskine. Den lille kirke er kun to-tredjedele fuld. Koret er klædt som til skoleteater, og pastor James Cleveland fungerer som hyggeonkel og konferencier. Franklins far, C.L. Franklin, fortæller anekdoter fra prædikestolen. Midt i den gyngende gospel står Pollack og giver tegn til fotografen om at filme publikum – ikke alle de talende ansigter. Blandt æresgæsterne er to unge briter, Charlie Watts og Mick Jagger, der ser ganske overvældede ud.

MAN kan undre sig over valget af Pollack, der havde mange kvaliteter, men var det modsatte af en musikalsk instruktør. Det var dog hans fortjeneste, at rummet rundt om musikken kom med. Elliott fortæller, at Pollack – som døde i 2008 – havde planer for materialet, men ikke kunne få Franklin til at sige hverken til eller fra. Filmen var færdig i 2011. Så nedlagde Franklin fogedforbud. Hun gav dog sin velsignelse, før hun døde i 2018.

HVORFOR ville Franklin ikke have filmen vist? Også dét kan man undre sig over. Hun sagde med en kuriøs formulering, at man måtte respektere »kunstnerens ophavsret til sin egen fremtoning«. Det skal man da, men Franklin er indbegrebet af liv og sjæl i denne film. Hun har ikke gjort det bedre. Franklin fik mange filmtilbud, men sagde aldrig ja til andet end rollen som Mrs. Murphy i John Landis' to kultkomedier om The Blues Brothers.

   Amazing Grace emmer af stolthed og glæde. Taget løfter sig, stemmerne stiger, det må være selve sjælen i gospel. Franklin ville lave noget, der blev stående. Det er lykkedes med dette posthume værk.

Aretha Franklin – Amazing Grace (Amazing Grace). Instr.: Alan Elliott/ Sydney Pollack. 89 min. USA 1972/2018. Dansk premiere: 16.01.2018.

Fotos: 40 Acres & A Mule Filmworks/ Warner Bros./ Miracle Film Distribution/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og Viaplay Rent & Buy + YouYube Movies

Bragt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 17.01.2018