Reaching for the Moon: Elizabeth Bishop & Lota Soares

SJÆLDNE OG ALMINDELIGE BLOMSTER
Elizabeth Bishop og Lota Soares

Af BO GREEN JENSEN

DEN amerikanske lyriker Elizabeth Bishop (1911-79) og den brasilianske arkitekt Lota de Macedo Soares (1910-67) mødte hinanden i 1951. Bishop kom til Rio for at besøge to veninder fra studietiden på Vassar College, Pearl Kazin og Mary Morse.

   Sidstnævnte levede sammen med Soares, som havde skabt et paradisk fristed, Samambaia, i bjergene over Petrópolis. Bishop blev i Brasilien. Digteren og arkitekten var kærester i 15 år.

   Bruno Barretos dobbeltportræt af de væsensforskellige kvinder bygger på en biografisk skildring, Carmen L. Oliveiras Flores raras e banalissimas (1995), som var en bestseller i Brasilien. Detaljerne stemmer stort set med fremstillingen i biografier om Bishop, som skrev mange breve om forholdet. Soares var kontroversiel i sit hjemland. Hun tegnede bl.a. Parque de Flamengo, som i dag er et vartegn for Rio de Janeiro.

BISHOP (Miranda Otto) er en bleg, neurotisk skyggeblomst, da hun kommer til solen og de varme farver, som den gnistrende, handlekraftige Soares (Gloria Pires) er selve kropsliggørelsen af. Elizabeth drikker alene på rummet og har Eisenhower-tidens amerikanske fordomme med sig til Rio. Lota finder hende sart og arrogant, men kan citere udførligt fra digterens værker, som allerede da var berømte. En akut allergi ryster kvinderne sammen. Mary (Tracy Middendorf) tilgiver aldrig nogen af dem, skønt hun bliver på Samambaia, adopterer en datter og resignerer.

DE komplementære ekstremer er tegnet helt op. Filmen gør ikke meget ud af Bishops digte. I New York-prologen sidder hun i Central Park og taler med kollegaen Robert Lowell, som Treat Williams fremstiller særdeles utroværdigt. Forfatteren, som skrev Life Studies (1959) og var foregangsmand i den bekendende skole, sagde i anden forbindelse, at kun fire kvindelige digtere var på omdrejningshøjde med mændene i amerikansk poesi: Emily Dickinson, Marianne Moore, Elizabeth Bishop og Sylvia Plath - sådan var tidens sexistiske temperatur.

   Bishop læser et udkast til »The Art of Losing«, villanellen, som hun pillede ved til det sidste og som i regelen er den tekst, der bliver citeret. Lowell siger, at han ikke rigtigt kan mærke gløden og engamentet. Det tror man ikke en døjt på, men han råder hende til at rejse og gøre flere sanselige erfaringer.

   Filmens arbejdstitel var netop The Art of Losing. Nu hører vi Ella Fitzgerald synge »Reaching for the Moon« og ser imens på lygterne ved stien i Parque de Flamengo. Sådan skaber filmen balance i forholdet: Soares' kunst er lige så vigtig som Bishops. 

The art of losing isn't hard to master;

so many things seem filled with the intent

to be lost that their loss is no disaster.

Lose something every day. Accept the fluster

of lost door keys, the hour badly spent.

The art of losing isn't hard to master.

Then practice losing farther, losing faster:

places, and names, and where it was you meant

to travel. None of these will bring disaster.

I lost my mother's watch. And look! my last, or

next-to-last, of three well-loved houses went.

The art of losing isn't hard to master.

I lost two cities, lovely ones. And, vaster,

some realms I owned, two rivers, a continent.

I miss them, but it wasn't a disaster.

– Even losing you (the joking voice, a gesture

I love) I shan't have lied. It's evident

the art of losing's not too hard to master

though it may look like (Write it!) like disaster.

BISHOP blomstrer i Brasilien, får en Pulitzer-pris for samlingen A Cold Spring (1956) og skriver bl.a. digtet »Over 2000 Illustrations and Complete Concordance«, som er en poetisk bedrift af de store. Kvindernes elskov bliver filmet i nær, men er alligevel en halvhjertet affære. Derimod er der kritisk dybdeskarphed i skildringen af de politiske forrykkelser, som kulminerer i det brasilianske militærkup i 1964.

ELIZABETH og Carlota gik hver til sit i 1965. Efter et sammenbrud og en periode i politisk unåde, rejste Lota til New York for at møde sin eneste ene igen. Filmen giver sit særlige bud på, hvorfor Bishop aldrig fik Lotas breve. Da Lota når frem, er Bishop anderswo engagiert og har misbrugsproblemer. En urimelig slutning på forholdet følger. Egentlig var Soares dage om at dø. Her er der afregning ved kasse 1.

   Reaching for the Moon er interessant, både som kærlighedsfilm og som litterær biografi. Den er dog også for pæn til for alvor at rykke. Sidst en kvindelig digter fra tiden blev skildret på film, var da Gwyneth Paltrow spillede Sylvia Plath i Christine Jeffs’ Sylvia (2003). Den film kunne ikke citere fra kilden. Barreto har fri adgang, men bruger muligheden for lidt.

*) Carmen Oliveiras bog findes på engelsk med titlen Rare and Commonplace Flowers: The Story of Elizabeth Bishop and Lota de Macedo Soares (Rutgers University Press, 2002). Megan Marshalls biografi, Elizabeth Bishop: A Miracle for Breakfast, udkom i 2017. Den bedste samlede Bishop-udgave er Poems, Prose, and Letters (Library of America, 2008). Barbara Hammers Welcome to This House (2015) er en god portrætfilm om Bishop. John D. Scotts Elizabeth Bishop and the Art of Losing har premiere på FIN Atlantic International Film Festival i Halifax, Nova Scotia – hvor Bishop tilbragte lange perioder – i september 2021. 

Reaching for the Moon (Flores Raras). Instr.: Bruno Barreto. Manus: Matthew Chapman og Julie Sayres. Foto: Mauro Pinheiro, Jr. 118 min. Brasilien 2012. Dansk premiere: 17.10.2013.

Fotos: LC Barreto Productions/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i DK - i UK på Chilli og iTunes; i EU bl.a. på iTunes (Tyskland) og Amazon Prime (Frankrig)

Anmeldelsen stod (i en kortere version) i Weekendavisen Kultur 18.10.2013