torsdag den 30. september 2021

Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)


EN STØVLE BLANDT LAKSKO
Nordisk noir med sjæl og hård humor

Af BO GREEN JENSEN

SAMERNE sælger våben, og man må ikke ryge noget sted. Verden er ikke den samme, da Ulrik (Stellan Skarsgård) efter 12 år i skyggen bliver lukket ud til en norsk fimbulvinter. »Husk nu at se fremad,« siger fængselsbetjenten og understreger ordene med en opmuntrende gestus, da Ulrik et øjeblik tøver i porten.
   Manden har tillagt sig måne, mave og hestehale, mens han afsonede sin drabsdom. Stikkeren var bror til en kollega, som Ulrik skød, fordi sjuften duskede Wenche (Kjersti Holmen). Måske har tanken om hævn holdt ham oppe, men med ét forekommer ideen abstrakt. Ulrik sætter sig på en bænk for at vente. Der er sne og fladt land, så langt øjet rækker. Han fortrækker ikke mine.



SENERE møder han godfather Jensen (Bjørn Floberg) og lakajen Rolf (Gard Eidsvold) på kaffebaren, hvor discountgangsterne hænger ud. Jensen har passet butikken. Der er hver måned blevet betalt til Wenche og lille Geir. Nu sørger chefen også for, at Ulrik får autoarbejde hos Sven (Bjørn Sundquist) og logi hos Karen Margrethe (Jorunn Kjellsby), som bag en barsk facon og et lidet tillokkende ydre er en romantisk sjæl på sin måde.
   I hvert fald kommer hun med aftensmad, når Ulrik sidder på sengen og ser polske quizshows. Hun råber på Gud og Jesus Kristus, mens han bestiger hende og gør sin pligt. Bagefter klapper hun hans skulder, som var han en pålidelig hest.



DAGENE går i den norske provins, som Hans Petter Moland skildrer med masser af deadpan i grinestykket En ganske snill mann. Kim Fupz Aakeson har skrevet det finurlige manuskript, og med svenske Skarsgård i titelrollen er filmen overhovedet et sjældent vellykket eksempel på nordisk teamwork. Tonen smager af brødrene Coen (i Fargo) og Aki Kaurismäki (i Manden uden fortid). Det hele kan af og til også minde om en norsk version af Frygtelig lykkelig.*
   En af filmens løbende vittigheder er kvindernes beredvillighed. Alle vil gerne give manden en hurtig tur, når han nu har savnet sex så længe. Ulrik er mest interesseret i at få en relation til sønnen Geir (Jan Gunnar Røise), som er blevet voksen og har fået familie, mens han sad inde. Wenche skrev Ulrik helt ud af bogen, og Geir har simpelt hen sagt til Silje (Julia Bache-Wiig), at hans far var død. Ulrik vil gerne tages til nåde. Han har fået et blødere væsen, meget som Erik Clausens figur i Løsladt på prøve. Faktisk er han blevet en ganske rar mand.



DÉT passer slet ikke Jensen. Gangsteren ligner en brugtvognsforhandler, vennesæl, ærekær og gemytlig, men er snu og lidt ond bag sin drævende facade. Har han ikke betalt for pistolen, som de købte af samernes mafia på konferencehotellet, hvor Ulrik stak ud som en støvle blandt laksko? Jensen vil ikke kendes ved Ulrik, før denne siger ja til at dræbe igen. Det kan ikke nytte, at man i underverdenen får opfattelsen af, at Jensen bare kan ignoreres.
   Ulrik er dog ikke til at rokke. På værkstedet er han blevet forelsket i Merete (Jannike Kruse), som også rækker ud efter ham, da Ulrik med brutal ekspertise har sørget for, at eksmanden aldrig vil slå hende. Vinteren har varet længe nok. Det er ved at blive forår i Ulrik. Nu er problemet, at Karen Margrethe bliver jaloux. Geir fortæller sin hustru om Ulrik, men hendes barn skal i hvert fald ikke vokse op med en morderisk farfar. Ergo har han at holde sig væk.



NÅR det nytter så lidt at være snill, vil Ulrik alligevel bruge pistolen og fjerne manden, som fjernede ham og som Jensen vil have fjernet. Da han konfronterer Kenny (Henrik Mestad), kommer endnu en skjult sammenhæng for en dag. Ulrik tøver. Jensen raser. Silje skal føde. Det er deus ex machina big time. Hvor mon det ender? Gå selv ind og se, men husk at poesiens gud som regel bakker de retskafne op. I hvert fald hvis filmen er nordisk og sjov.


MORSOM er denne fortælling bestemt. Den er lun, lakonisk og rigtigt godt skåret. Der er dog en tendens til at malke hver scene for latter og bygge alt op af komiske sætstykker. Karen Margrethes blå lår og store orgasmer er kun sjove første gang. Bjørn Sundquists værkstedsejer, der kan tale i lang syntaks uden at trække vejret, er et absurd og overflødigt ornament. Ofte venter man sig mere, end man får. Rolf, der altid bliver trådt på, måtte godt reagere mere ekstremt. Flobergs figur er svær at tage alvorligt, men charmerende som bare pokker.
   Den poetiske slutning er ren Kaurismäki med en umiskendelig anakronistisk følelse af 1950erne; en anden slags film fra en anden slags tid; sagte forår, rene hjerter og så videre. Hans Petter Moland er en alsidig instruktør, der har lavet storfilm om vietnamesiske flygtninge (The Beautiful Country, 2004) og bevægende politisk revisionisme (Kammerat Pedersen, 2006). Her er han brødrene Coen på norsk. Det er sjovt nok, mens det varer, men man tager ikke meget med sig hjem.


*) I tilbageblik ligner En ganske snill mann en skitse til den undergenre – nordisk noir med grotesk udstedsfaktor – som bliver et distinkt spor i 2010erne og 20erne med Moland/Fupz Aakeson/Skarsgård-triumviratets egen Kraftidioten (2014, eng. In Order of Disappearance), Molands amerikanske remake Cold Pursuit (2019), Netflix-serien Lilyhammer (2012-2014) og Dagúr Karí/Fupz Aakeson-serien Welcome to Utmark, som åbnede på HBO Nordic i 2021. Ole Bornedal (Dræberne fra Nibe/Small Town Killers, 2017), Henrik Ruben Genz (Frygtelig lykkelig/Terribly Happy, 2008)), Jannik Johansen (Mørke/Murk, 2005) og Anders Thomas Jensen (Blinkende lygter, Mænd & høns, Retfærdighedens ryttere) er afgjort fellow travellers. Coen-brødrenes Fargo (1996), serien efter samme (2014- ) og Sam Raimis A Simple Plan (1998), efter roman og manus af Scott B. Smith, er anduvningsmærker, men vigtigst er nok David Chase-serien The Sopranos (1999-2007), som giver New Jersey-gangsterne familie, lavpraktisk hverdag og et kompliceret sjæleliv, selv om provinsatmosfæren mangler. Afsættet til The Sopranos blev taget i komedierne Analyze This (1999) og Analyze That (2002) af Harold Ramis (1944-2014), men urstedet er Elmore Leonard-romaner som Get Shorty (1990), Rum Punch (1992) og Out of Sight (1996). Subgenren står i stejl kontrast til den mondænt polerede urbanitet i hovedsporet Nordic Noir (om det så gælder viften af politiserier eller kommunalpolitiske intriger som i Adam Prices DR-serie Borgen (2010-2013)).  

En ganske rar mand (En ganske snill mann). Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 103 min. Norge 2010. Dansk premiere: 02.09.2010.


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2010

Ingen kommentarer:

Send en kommentar