søndag den 14. november 2021

Peter Weir: Master and Commander (2003) [Bogen og filmen]



I SKIBENES TID
The Aubrey-Maturin Chronicles

Af BO GREEN JENSEN

DER var en tid, da mænd var mænd og havene tilhørte store sejlskibe. Ord som mod og ære gav stadig en vis form for mening. Mændene var dog ikke større, mere eller mindre helte, end de er nu. Det er vel den første fejl, som megen historisk digtning begår. I filmsammenhæng ruller blodet altid raskere, og smilene er bredere. Resultatet er drengedrømme for voksne.
   Englænderen Patrick O’Brian (1914-2000) nåede at skrive tyve romaner om Jack Aubrey, kommandør i den Kongelige Flåde, der under Napoleonskrigene sejler verdenshavet tyndt som kaptajn på fregatten H.M.S. Surprise. Han er så godt som altid i selskab med skibslægen Stephen Maturin, med hvem han deler en lidenskab for musik og visse basale anskuelser. Siden Master and Commander (da. Den første kommando) udkom i 1970, har serien fået stadig flere trofaste læsere, ikke mindst i USA, hvor forlaget Norton lancerede Aubrey i 1990. Herhjemme udgav Rosinante de første fem romaner.



AUBREY og Maturin tilhører skibenes verden og heltenes tid. De griber os dog med deres nutidighed og pragmatiske væsen. O’Brian baserede sine romaner på faktiske træfninger fra Napoleonstiden og opererede ud fra en overbevisning om, at »den usandsynlige virkelighed« overgår fantasien. Han ville ikke skabe, men beskrive og genskabe. »Det autentiske er uforligneligt,« står der i forordet til Den første kommando. Der er blot justeret i kronologien.
   Romanerne repræsenterer en genre, som Frederick Marryatt (1792-1848) grundlagde med Peter Simple (1834) og Mr. Midshipman Easy (1836). C.S. Forester (1899-1966) moderniserede den med sin serie om Horatio Hornblower, der i 11 romaner avancerer fra kadet til admiral i Lords Nelsons flåde. Siden har forfattere som Dudley Pope (Ramage-serien), Ellis K. Meacham (Merewether-serien) og Alexander Kent (Bolitho-serien) gjort naval fiction til en populær litterær specialitet.

   
PATRICK O'Brian tilførte genren noget ekstra med sin blanding af historisk akkuratesse og overvældende menneskelighed. »Jeg vil ikke sige, at jeg græd, men jeg vil heller ikke sige, at jeg ikke græd,« skrev David Mamet i sine mindeord i The New York Times.
   Den hårdkogte filmskaber tilføjede, at O’Brian har skabt skikkelser, som betyder mere for ham end mange virkelige bekendtskaber. Han sætter O’Brian væsentligt højere end parnassets fejrede navne. Det er nok at gå rigeligt langt. Der er områder af tilværelsen, eksempelvis livet på land og familier, som der ikke står meget om hos O’Brian.
   Men vi ved, hvad Mamet mener, og på sin måde har han ret. Endvidere skylder man militærgenren tak, fordi den skabte rammen, som krystergenren lukrerer på. George MacDonald Frasers udødelige Harry Flashman ville ikke være det samme uden eksempler som Hornblower og Aubrey.


PETER Weirs store film tager sin titel fra den første roman, men er i alle væsentlige henseender en filmatisering af seriens tiende bind, The Far Side of the World fra 1984. Her ligger H.M.S. Surprise og hugger langs kysten ud for Brasilien, idet Aubrey har fået ordre til med alle midler at eliminere det franske kaperskib Acheron, som har bragt krigen til Stillehavet. »You will sink, burn or take her a prize,« står der i Aubreys instrukser. Det er lettere sagt end gjort, for Acheron er et moderne skib, som modstår kanonilden og skyder en højere fart end Surprise.
   Året er 1805. Der er 197 sjæle og 28 kanoner ombord på fregatten. Undervejs i filmen går Aubreys besætning kun i land en eneste gang. Denne pause er til gengæld spektakulær: på de legendariske Encantadas, dvs. Galapagos-øerne, har den naturvidenskabeligt interesserede Maturin lejlighed til at studere arternes oprindelse et kvart århundrede før Charles Darwin. Aubrey vil gerne give sin ven mulighed for at fordybe sig, men krigen forhindrer et længere ophold. Også til slut må Surprise lette anker i noget, der nærmer sig yderste hast. Jeg skal undlade at røbe hvorfor, eftersom dét er fortællingens clou.


DET er netop præget af fortælling, som Peter Weir overfører så smukt. Man læser ikke O’Brians bøger for spændingen og effekterne, men for atmosfæren i romanernes rum, de minutiøse beskrivelser af livet ombord, det ekstremt konkrete, beskrivende sprog og den maskulint understatede rapport mellem vennerne Aubrey og Maturin.
   Produktionen har kostet en formue (nærmere bestemt 135 mio. dollar). Man kunne derfor frygte, at Fox-studiet ville kræve sex, søuhyrer og saftige eksplosioner, gimmicks der kunne få hoben i tale, men det er ikke tilfældet. Weir respekterer bøgernes sjæl og fortæller i samme rolige tempo og saglige tone som O’Brian.
   Endvidere filmer han denne verden af vand med samme sans for konkret magi og slående kompositioner, som har kendetegnet hans arbejde fra de australske begyndelser med Picnic at Hanging Rock (1975), The Last Wave (1977) og Gallipoli (1981) til amerikanske produktioner som Dead Poets Society (1989), Fearless (1993) og The Truman Show (1998). Peter Weir er en af de meget få tilflyttere, som har skabt synkefri filmkunst i Hollywood. Også inkarnerede landkrabber vil lade sig bjergtage, når Surprise og Acheron veksler skud.


RUSSELL Crowe er fremragende som Aubrey, der netop er kendetegnet ved sin fysiske overstørrelse. Første gang vi møder ham – og første gang Aubrey og Maturin mødes, til en koncert på Menorca i april 1800 – står der om kaptajnen, at han »var en mand på mellem tyve og tredive, hvis store korpus var alt for fyldigt til stolen, så man kun anede en stribe forgyldt træ hist og her.« I rollen som Maturin udgør Paul Bettany – der gjorde indtryk som Tom i Lars von Triers Dogville – en skarp og nødvendig kontrast. Også i filmen musicerer Aubrey og Maturin sammen, spiller Mozart, Corelli og Boccherini, når krigens pauser tillader det.
   Omkring dem kredser en hel galakse af unge og ældede ansigter, alle mandens aldre er repræsenteret ombord på Surprise. Kadetter i puberteten giver skarpe ordrer til menige voksne. En Jonas tager sig af dage. En læge må operere sig selv, og man kan aldrig vide, hvornår fjendens lydløse spøgelsesskib tager form i muren af tåge. Master and Commander er en gennemført god filmoplevelse. Den indre søulk fryder sig.

*) Patrick O’Brian blev adlet, hyldet og fejret for sine tyve romaner om Aubrey og Maturin. Han var 50, da han begyndte på serien, og han var fyldt 70, da den blev populære. Der kom et helt forfatterskab før Master and Commander. Endvidere skrev han en biografi om Pablo Picasso og foretog de engelske oversættelser af Henri Charrière og Simone de Beauvoir.
   O’Brian hed egentlig Richard Patrick Russ og kom fra Buckinghamshire. Han forlod sin første familie, da han mødte Mary Wickstead Tolstoy, som var gift med et medlem af Tolstoj-familien. Parret bosatte sig i Collioure i Frankrig, hvor O’Brian skrev alle Aubrey-bøgerne.
   Forfatteren havde i årenes løb konstrueret en biografi, der omfattede opvækst i Irland, maritim militæruddannelse og efterretningsarbejde under 2. verdenskrig. Da han fyldte 80, blev britiske medier opmærksomme på uoverensstemmelser i livshistorien. Der var ikke belastende hemmeligheder, men mange omskrivninger og fortielser.
   O’Brian følte sig afsløret og kompromitteret. Hans ven, historikeren Max Hastings, fortæller om forløbet i forordet til den fornemme Folio Society-udgave af Master and Commander (2008). Folio har udgivet hele Aubrey/Maturin-serien. I 2004 udkom The Final Unfinished Voyage of Jack Aubrey. Den amerikanske titel var 21.
   Nikolai Tolstoy har skrevet biografierne Patrick O’Brian: The Making of a Novelist (2004) og Patrick O’Brian: A Very Private Life (2019) om sin stedfar.


Master and Commander: The Far Side of the World (Master and Commander  Til Verdens Ende). Instr.: Peter Weir. Manus: Peter Weir, John Collee. Foto: Russell Boyd. 138 min. USA 2003. Dansk premiere: 27.11.2003.


Fotos: Twentieth Century Fox (20th Century Studios - Walt Disney Studios Motion Pictures)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Sunday Times (Patrick O'Brian portrait)/ The Folio Society/ Rosinante Gyldendal/
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.11.2003

Ingen kommentarer:

Send en kommentar