søndag den 2. januar 2022

La cinquième saison + At Any Price (2012) [Climate Change]


DEN FEMTE ÅRSTID
Profetisk flamsk apokalypse

Af BO GREEN JENSEN

VENEDIG 2012: EN dag i Movie Village bliver jeg standset af en gruppe unge mennesker i hvidt tøj. De beder mig skrive på en plakat, der reklamerer for The Green Drop Award, en af de alternative priser, som altid skyder op i periferien af de store festivaler. Hensigten med denne er at præmiere en film, som har økologisk tema eller på anden vis forsøger at skabe opmærksomhed omkring planetens videre skæbne.
   Jeg skriver mit navn på plakaten og fortæller imens, at der ikke været nogle film med økologisk tema i programmet indtil videre. I parentes skal det bemærkes, at markante dokumentarfilm som Hubert Sauberts Darwin's Nightmare (2004) og Michael Glawoggers Workingman's Death (2005) fik premiere på Mostraen i Venedig. Der er ingen tilsvarende tilbud i firsårsudgaven.


DER er dog to miljøbevidste fiktionsfilm i hovedkonkurrencen. Ramin Bahranis At Any Price er en skiftevis corny og slet ikke håbløs familieskildring fra landbrugsstaten Iowa i det amerikanske Midtvesten, hvor stordrift og genetisk manipulerede afgrøder har skabt en lille overklasse af rige landmænd, mens det omvendt er blevet umuligt at overleve som husmand.
   Dennis Quiad har en atypisk stor og alvorlig rolle som en foderstofhandler, der har svindlet med de frø, han sælger videre. Samtidig er hans yngste søn, spillet af Zack Ephron, slet ikke interesseret i at overtage forretningen. Drengen vil køre stockcar og får sin chance, som han imidlertid ikke er i stand til at gribe. En fælles skyld kommer til at binde far og søn sammen i en film, der i lige så høj grad handler om, hvordan de gamle måder dør. Der er en decideret apokalyptisk atmosfære i luften – ikke ulig stemningen i Jeff Nichols' Take Shelter (2011).
   Imidlertid er det en flamsk film, en co-produktion mellem Frankrig, Belgien og Holland, som til fulde fortjener The Green Drop Award. La cinquième saison (»Den femte årstid«) er skabt af Peter Brosens og Jessica Woodworth. Brosens har lavet tre dokumentarfilm om Mongoliet, men her vender han blikket hjemad og indad i en bemærkelsesværdig fabel, der med vilje giver tilskueren en bitter smag i munden.*


DET begynder ellers lunt og trygt med en introduktion til landsbyen i Flandern, hvor man dyrker jorden og følger med årstiderne. En mand forsøger at få sin hane til at gale, så den kan deltage i en lokal turnering. Tableauet ligner Roy Anderssons film, og i nogen tid har La cinqieme saison faktisk den samme blanding af galgenhumor og ægte undergangssteming, om Andersson satte så fint fast i Sange fra anden sal. Her begynder det i vinterens hjerte. Egnen har en skik med at sætte ild til en stråmand, som sidder på et bjerg af visne juletræer.
   Forberedelserne til festen skildres i brede, detaljerede totalbilleder, som fotografen Hans Bruch og produktionsdesigneren Igor Gabriel med vilje lægger frem i stilen fra Brueghel, Bosch og andre middelaldermalere. Vinteren dømmes til døden på skrømt. Efter irsk gruppedans skal stråmanden brænde, og hele byen ser til. Da begynder den femte årstid. Bålet vil ikke brænde, uanset hvor meget man anstrenger sig.


NU følger fimbulvinteren. Da det bliver forår, vil frøene ikke spire i jorden. Køerne producerer ikke længere mælk, og tyskeren Pol, en tilflytter med en handicappet dreng, konstaterer, at bierne i hans stader er døde, da han vil lukke dem ud og fjerne tavlerne med honning. Intet vil gro. Konflikter opstår, og den spirende kærlighed mellem købmandssønnen Thomas og bondedatteren Alice går i stykker, da hendes far begår selvmord. Ene af alle har købmanden stadig en forretning i gang.
   Farverne bliver mørkere for hver scene. Klimaet er gået i stykker. Samtidig vænner indbyggerne sig til lidt at hvert. Ingen tager særlig notits af sneen, som falder om sommeren. Det fremgår, at andre byer er ramt. Soldater med gaze for munden rykker ind og fjerner dyrene for at aflive dem. For landsbyboerne er det let at give tilflytteren skylden, da man leder efter en syndebuk.


INDTIL nu er filmen skiftevis smuk og lidt irriterende, som det ofte er tilfældet, når art cinema ved præcis, hvad den vil. Som nævnt har Roy Andersson lavet lignende apokalypser med bymennesker. Også Michael Hanekes Le temps du loup og Bela Tarrs The Turin Horse er referencer. Vendepunktet nås og passeres, da manden med hanen igen sidder ved spisebordet med sit dyr. Nu har han dræbt det. Hovedet ligger på bordet. Han rækker ud efter en hvid karnevalsmaske med næb af den slags, som borgerskabet bar i Pestens Europa.


DET samme gør alle andre i byen. De går med deres hvide fuglemasker, som en procession i et maleri af James Ensor, og de standser ved tilflytterens campingvogn for pågribe ham. Alle bruger skralder for at dække over skrigene. Tilflytteren sættes på bålet, men ilden vil stadig ikke fat. Først i campingvognen – igen med masker og skralder – lykkes det.
   Det ligner den britiske kultfilm The Wicker Man, men ritualet er malet på en mørkere og mere konkret baggrund. Der er en lille tillidserklæring til de unge, nogle af dem, i det mindste, og måske også anelsen om en fremtid. Den bliver dog ikke, som vi kender den.



*) For god ordens skyld: La cinquième saison modtog The Green Drop Award 2012. Prisen uddeles stadig hvert år og har med tiden fået flere kategorier. Ramin Bahrani (f. 1975) fortsatte skildringen af den amerikanske finanskrise i 99 Homes (2014). I 2018 instruerede han HBO-udgaven af Ray Bradburys Fahrenheit 451, men hovedværket er den indisk baserede The White Tiger – efter Aravind Adigas selvbiografiske roman – som fik premiere på Netflix under covidnedlukningen i 2021.
 

La cinquième saison (The Fifth Season). Instr. og manus: Peter Brossens & Jessica Woodworth. Foto: Hans Bruch Jr. 93 min. Belgien-Holland-Frankrig 2012. Set på Venice Film Festival 05.09.2012  ingen dansk premiere).

At Any Price. Instr.: Ramin Bahrani. Manus: Hallie Elizabeth Newton & Ramin Bahrani. Foto: Michael Simmonds. 105 min. USA 2012. Set på Venice Film Festival 30.08.2012. Dansk premiere: 16.04.2013 (CPH:PIX).


Fotos: Black Bear Pictures (At Any Price)/ Bo Films/ Entre Chien et Loup/ Molewiek Film BV/ Eurimages/Venice Film Festival
La cinquième saison streames – kun i Italien – på Amazon Prime. Udkom på dvd i 2014 (og forhandles stadig i 2022)
At Any Price streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime
Teksten er et udtag af festivalreportagen »Til Miraklet« – Weekendavisen Kultur 07.09.2012

Ingen kommentarer:

Send en kommentar