László Nemes: Sauls søn (2015) [Holocaust Remembrance Day 2022]

KREMATORIETS RAVNE
Den laveste kaste i lejrsystemet

Af BO GREEN JENSEN

SELV i fornedrelsen findes der hierarkier. I Auschwitz var Sonderkommandoen den gruppe fanger, som gjorde rent efter bødlerne. De tømte gaskamrene og bar ligene til krematoriet. De tog, hvad der ikke var taget endnu, før de døde og deres ting blev brændt.

   Sonderkommandoen sørgede for, at masseudryddelsen gled. Til gengæld spiste de bedre, fik lov at leve længere og kunne færdes i lejren med relativ frihed. Af samme grund var de særligt forhadte. »Krematoriets ravne,« bliver mændene kaldt i Primo Levis De druknede og de frelste (1992).

   Ungareren László Nemes debuterede med Saul fia, som var en af de store film på Cannes Festivalen 2015. Den modtog Juryens Grand Prix og fik siden en lang række priser. I 2016 modtog den en Oscar som bedste film i Foreign Language-kategorien.

   Nemes er født i 1977. Han kender kun Auschwitz fra vidnesbyrdlitteraturen. Alligevel virker Sauls søn uhørt troværdig. Filmen følger Saul Ausländer (Geza Röhrig), en jøde fra Sonderkommandoen, som bliver rystet i rutinen og næsten chokeret til atter at føle, da han finder en krop, som han kender.

SAUL er overbevist om, at det er den søn, som han ikke har set, siden han forlod drengens mor. Det var i den anden verden før krigen. Lejrens læge, Joseph Mengele, vil have liget obduceret. For Saul bliver det vigtigt at finde en rabbiner, som kan sige kaddish efter foreskrifterne.

   Der er skrevet adskilligt om Sonderkommandoerne. I filmen er det Miklos Nyiszli, som skal foretage obduktionen. Nyiszli skrev »en øjenvidneskildring«, som kom på ungarsk i 1946. Her er Sonderkommandoen skildret som gribbe, der mæsker sig, mens deres fæller bliver henrettet.

   Var Sonderkommandoen ofre eller kollaboratører? Den israelske historiker Gideon Greif har fundet mange fejl i Nyiszlis beskrivelser. Han citerer i Vi græd uden tårer (1999) et digt af Gunther Anders med titlen: »Og hvad ville I have gjort?«. Efter krigen fandt man begravede papirer med Sonderkommandoens egne optegnelser. De blev samlet i bogen The Scrolls of Auschwitz (1985).

DET er skriftrullerne fra Auschwitz, som har inspireret Sauls søn. Nemes gør to ting, som er sjældne i fiktionsfilm fra lejruniverset. For det første prøver han ikke at skabe empati. Saul har tunnelsyn. Han fjerner lig og finkæmmer dem. Han vil ikke rodes ind i oprørsplanen, som andre er ved at sætte i værk.

   Da han finder drengens lig, bliver han en pinballkugle, som brat ændrer retning. Nu gælder alt om at finde en hellig mand, som kan vaske et lig. Flugtplanen er blot forstyrrende støj. Saul er i alle henseender en mand, der har overlevet indvendig ved at reducere verden til det absurde og basale.

   Derfor prøver Nemes heller ikke at beskrive det store billede. Alt er set fra Sauls synsvinkel, men vi ser det ved at se på ham. Geza Röhrig er i billedet halvfems procent af tiden. Han er altid i bevægelse. Han ser somme tider vanvittig ud. Han lytter ikke til andre, for han kan ikke bruge deres fornuft.

   Det bliver aldrig klart, om den døde unge mand er Sauls søn. Til gengæld bliver flere falske rabbinere afsløret. Filmens styrke ligger ikke mindst i det jødiske værdigrundlag. For Saul handler det ikke om at overleve. Han betragter alle i lejren som døde. Det handler om at begrave korrekt.

MAN tænker måske: Er der mere at sige om Auschwitz? Det er der. Ingen anden film har fulgt processen så langt. Her tager man imod ved toget og følger ofrene til gaskammeret. Oprørsplanen bliver diskuteret ved højovnen, hvor man fordeler dagens rov.

   Selv dokumentaristen Claude Lanzmann (1925-2018), der med stor konsekvens fordømte ethvert forsøg på at fiktionalisere de ting, som han skildrede i monumentalværket Shoah (1985), kunne udtrykke sin beundring for filmen. Sauls søn er den diametrale modsætning til problematiske og sentimentale konstruktioner som Sophie's Choice (1982), Schindlers liste (1993) og Drengen i den stribede pyjamas (2008).

   Det er for øvrigt den samme historie, som Tim Blake Nelson fortalte langt mindre virkningsfuldt i The Grey Zone (2001). Nelsons film holdt afstand. Nemes er nede på Helvedes bund. Beskæringen er academy, det klassiske 4:3-format, så man er tvunget til at se på Saul. Der er ingen distraktioner. Sauls søn er en uafrystelig film.

Se også: László Nemes: Sunset (Napszállta) [Bedste biograffilm 2019 nr. 7]; Claude Lanzmann 1925-2018 [I anledning af Auschwitz 75 år]; Kertész | Koltai: Fateless/De skæbneløse (2005) [Krigens børn]. 

Sauls søn (Saul fia). Instr.: László Nemes. Manus: Clara Royer og László Nemes. Foto: Matyas Erdely. 107 min. Ungarn 2015. Dansk premiere: 25.02.2016.

Fotos: Laokoon Filmgroup/ Sony Pictures Classics/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max og SF Anmytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.02.2016.