onsdag den 26. januar 2022

Bruno Dumont: Ma Loute/Mysteriet ved Slack Bay (2016)


SAND I SNØRESTØVLERNE
Om klasseforskel og kannibalisme

Af BO GREEN JENSEN

DENNE cocktail af krimi og surrealistisk sædekomedie ligner ikke andre film, jeg har set. Skønt den trækker på velkendte typer, er kombinationen af form og register unik. Fra dyb diskurs til tindrende nonsens. Fra Den kære familie til Undskyld, vi flygter.
   Året er 1910, og den excentrisk indavlede Van Petaghem-slægt ferierer som altid i Normandiet. Hr. André (Fabrice Luchini) går pukkelryggede ture, mens fru Isabelle (Valeria Bruni Tedeschi) klipper roser. Skyggetanten Aude (Juliette Binoche) er en eksalteret og arrogant skabning.
   Denne sommer kommer også Audes datter, teenageren Billie (Raph), på besøg. Hun er en naturfisk i det dekadente akvarium, har en sund appetit og forstiller sig ikke. Hun ser ungersvenden Ma Loute og vil have ham.

   
MA Loute har flyveører, filipenser og masser af selvtillid. Den karismatiske knøs bor i landsbyen, hvor familien Brufort – også excentrisk og indavlet, men uden de rige naboers midler – lever af muslingefangst og tuskhandel.
   Patriarken Brufort – med tilnavnet »Den Evige« – har en lukrativ sidegesjæft. I sæsonen skal borgerskabets frøkener fragtes over den søvnige flod. Brufort tager hårdt fat og bærer dem over.
   Somme tider hjælper sønnen til. Det giver gode drikkepenge. Det er pikant for alle parter. Der er sand i snørestøvlerne og blafren i hvert stivet underskørt.


INDTIL nu har Mysteriet ved Slack Bay været en løbsk komedie, der kan minde om 1960ernes danske herregårdsfilm (eller 2020ernes Badehotellet). Farcen viser tænder, da Ma Loute når hjem til muddergrøften hos Mutter Brufort.
   Her er et mylder af små søskende. Rygtet siger, at familien er kannibaler. Rygtet taler sandt. De sidder netop og gnaver af afskårne lemmer fra den senest forsvundne sommerturist. Der er blod og snot i alle de trodsige børneansigter.
   Helt dadaistisk bliver farcen, da ordensmagten kommer på banen. Kommissær Machin (Didier Després) og assistenten Malfoy (Cyril Regaux) er en grotesk version af Den Tykke og Den Tynde. De er Gøg & Gokke som opdagerpar.
   Den korpulente Machin er så kolossal, at han må lade sig falde og trille, hvis han vil hurtigt fra klitterne ned til stranden. Manden ligner en spærreballon – og leviterer faktisk til slut.
   Machin har en uudgrundelig visdom. Malfoy er tynd som en tændstik og dum som en dør. Begge mænd bærer sort tøj og derbyhatte. De ligner noget, Hergé kunne have tegnet.


SAGEN er, at turister forsvinder. Publikum ved allerede, hvad der bliver af dem, og Machin har en fornemmelse. Van Petaghem-klanen vil helst intet vide om noget.
   Hvis Brufort & Søn frygter en straf, får det dem ikke til at ændre adfærd. Borgerskabets frøkener og unge mænd bliver nakket. De fattige spiser de rige. Og er lige så snu, som de andre er dumme.
   Sådan er tingenes orden på egnen – indtil Ma Loute bliver forelsket i Billie, som både vil ham og noget andet end sin klasses lediggang og forfald. Det er Håbløse Slægter som fransk tegneserie. Selvsagt er begge perverse familier imod den naturlige alliance.


BRUNO Dumont (f. 1958) har altid blandet professionelle og amatører. I Mysteriet ved Slack Bay bliver de lokale typer fremstillet af amatører, mens de fine i huset ved stranden er stjerner.
   Luchini, Tedeschi og Binoche spiller deres karakterer så stort og så overdrevent som muligt. Især Binoche leverer en arie af kvidrende idioti, fremført så hårene rejser sig stejlt, om det nu er af skræk eller undren.
   Dumont brugte også Binoche i den tragiske Camille Claudel 1915 (2013). »Den Evige« og Ma Loute bliver spillet af Thierry og Brandon Lavieville, som er far og søn i virkeligheden. Kontrasten er frugtbar og interessant. Metoden giver fuldkommen mening.


DE stiliserede billeder er realistiske nok, når kannibalerne mæsker sig i døde turister. Det ligner ofte en tæt tegneserie – Tintin ifølge Fellini eller Rohmer som tegnet af Moebius. Den enorme Machin er et knivskarpt fatamorgana. »La ligne claire« forstærker blot en fuldendt og vild absurdisme.
   Fra L’Humanité (1999) og Flandres (2006) til Hors Satan (2011) og Camille Claudel 1915 har den filosofisk skolede Dumont været en stor billedskaber. Han var indbegrebet af alvor, næsten lige så bondsk og intens som kommissæren i L’Humanité. Man troede knap sine øjne, da Dumont i tv-serien P’tit Quinquin (2014) sprang ud som grotesk humorist.


STILEN er en smagssag, men originaliteten må respekteres. Ma Loute havde premiere på Cannes Festivalen 2016. Nogle elskede den. Andre sukkede og spurgte, hvad der var blevet af alvorsmanden.
   Som han selv siger, er der nok ikke så langt fra L’Humanité til Ma Loute. Vort liv er en tragisk komedie, vort liv er en komisk tragedie. Det er rigtigt, at latteren stikker i halsen. Det er vigtigt, at begge masker bliver set.


Ma Loute (Mysteriet ved Slack Bay). Instr. og manus: Bruno Dumont. Foto: Guillaume Defontaines. 122 min. Frankrig-Tyskland-Belgien 2016. Dansk premiere: 06.07.2017.


Fotos: 3B Productions/ Memento Films/  Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.07.2017

Ingen kommentarer:

Send en kommentar