lørdag den 26. februar 2022

Omkring Ukraine: Plemya/The Tribe (2014)


KROPPENE TALER
På en skole for døve i Ukraine

Af BO GREEN JENSEN

I MIN fjerne barndoms sort-hvide tv præsenterede Poul Malmkjær et program, der hed Natkassen. Han så publikum i øjnene og forklarede, hvorfor det var værd at lade apparatet stå tændt, når der om lidt var premiere på ugens bulgarske filmperle. Natkassen var et alternativ til biografernes standardvare. Mange slukkede af princip. Programmet havde færre seere end Landbrugsmagasinet med Poul Jørgensen. Man ville hellere høre en ko sige muh, end se på en arbejdsløs skosælger i Sofia.
   The Tribe har premiere i ni biografer, som sikkert får fornøjelse af den. Alligevel føler man sig som Poul Malmkjær, når man skal præsentere, hvad der lyder som en næsten kontrært utilgængelig film. The Tribe, der på ukrainsk hedder Plemya, foregår på en skole for døve i Kiev. Skuespillerne er amatører, »børn fra gaderne«, som kommunikerer på tegnsprog. Der er reallyd, men ingen stemningsforstærkende musik eller forklarende tekster. The Tribe er skabt af Myroslav Slaboshpytskiy, som først brugte stoffet i kortfilmen Deafness (2010). Han debuterer i det lange format.



FILMEN
 skildrer en virkelighed, som man kender og alligevel slet ikke kender. En verden, hvor lydsproget mangler. Til gengæld svirrer luften af tegn. Mainstreamfilm som Johnny Belinda (1957), The Miracle Worker (1962) og Children of a Lesser God (1986) har typisk været lyriske stykker, hvor døvheden syntes at indebære en uskyld og i øvrigt var gjort til et tema. I The Tribe taler kroppene voldsomt og hårdt.
   Her er døvheden et grundvilkår, som alle eleverne deler. Det har gjort dem til en stamme, som kun har kontakt med de hørendes verden, når de vil udnytte den. På skolen florerer en omfattende kriminalitet i form af røverier, afpresning, handel med stoffer og prostitution. Der er rivaliserende fraktioner, og hver har sin plads i hierarkiet. Systemet fungerer, fordi lærerne enten ser væk eller lukrerer på den forbudte forretning. Det minder om tilværelsen i et fængsel. I øvrigt har ingen ondt af nogen, hverken andre elever eller sig selv.



FORTÆLLINGENS sonde er Sergey (Gregoriy Fesenko), der i første scene ankommer med bussen og spørger om vej til skolen. Han arbejder sig op gennem hierarkiet ved at tage de fornødne konfrontationer. Han bliver alfons for pigerne Anna og Rosa, som hver aften betjener langturschaufførerne ved en café, der også fungerer som hælercentral. Sergey forelsker sig i Anna, som er smigret og gengælder varmen, hvis han betaler. Hun foretrækker dog en ældre elev, der kan skaffe et visum til Italien.



FILMEN er komponeret i brede indstillinger, som giver billederne et statisk frisepræg. Især bliver der skabt skulpturelle effekter i sexscenerne mellem Sergey og Anna. Røverierne afvikles i sindrigt tilrettelagte tracking shots. Man tænker på Robert Bressons strategi i Pickpocket, en anden film, som satte dialogen på standby.
   Lyden bliver en faktor i flere scener, hvor det spiller en rolle, at karaktererne ikke kan høre den diegetiske lyd. En alfons bliver mast af en bakkende lastbil. Anna får afbrudt sin graviditet i en hjerteskærende scene, der kan måle sig med aborten i 4 måneder, 3 uger, 2 dage. Hun hører ikke selv sine skrig. Publikum hører ikke andet.



PLEMYA blev kåret som bedste film i siderækken Semaine de la Critique på årets Cannes Festival. Alle beundrede eksperimentets kompromisløshed. Flere ville se det som en politisk allegori om situationen i Ukraine. Det giver ærligt talt ikke mening.
   Slutningen er kalkuleret brutal. Man kunne lave den samme film om dårligt stillede unge, som kan høre. Formalismen giver The Tribe et antropologisk præg, men bortset fra kortlægningen af hierarkier, er der ingen særlig indsigt at hente.
   Der er til gengæld ubønhørlighed og en uafviselig følelsesstyrke. Kroppene taler, og man forstår, hvad de siger. Det er som at se stumfilm. Man må afkode situationerne, som af samme grund bliver særligt interessante.



SLABOSHPYTSKYI ser noget rent i »den lydløse film«, som han længe har drømt om at hylde. Det er nok at gå for vidt, men vist bliver koncentrationen belønnet. The Tribe er et lærerigt laboratorieforsøg. Se selv efter, om det er sandt, hvad jeg siger.



The Tribe (Plemya). Instr. og manus: Myroslav Slaboshpytskiy. Foto: Valentyn Vasyanovych. 130 min. Ukraine 2014. Dansk premiere: 30.10.2014.


Fotos: Ukranian State Film Agency/ Garmata Film/ Hubert Bals Fund of the Rotterdam Festival/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.10.2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar