Spiros Stathoulopoulos: Metéora (2012)

LIVET OG KROPPEN

Profan kærlighed mellem tiden og blikket

Af BO GREEN JENSEN

DE ortodokse Méteora-klostre ligger i Thessalien, midt i det nordlige Grækenland. Naturen er spektakulær og romantisk: en bjergkæde af sandsten, der strækker sig mod himlen som søjler eller tårne. Her har ligget klostre fra de ældste byzantinske tider. I dag er der kun seks tilbage. Komplekset står på UNESCOS Verdensarvsliste.

   På græsk betyder méteoros noget i retning af »svævende« eller »ophængt« i luften. Hér, bogstavelig talt mellem himmel og jord, tager fortællingen om broder Theodoros (Asimakis Alfa Pagidas), som er græker, og søster Urania (Tamila Koulieva-Karantinaki), som tilhører en russisk nonneorden, sin begyndelse. Deres klostre ligger på hver sin bjergtop med et fald på 300 meter imellem, men de mødes af og til nede på sletten mellem klipperne, når der hentes forsyninger og udveksles verdslige fornødenheder.

MAN lever ellers som i de ældste tider. Der er minimal kontakt mellem bjerget og sletten. Kvindernes kloster er særligt afsondret. Urania fires op og ned i et net. På mændenes side fører en stejl sti op til klippeplateauet. Her ser man gamle mænd kravle i bod for synder, som de næppe kan huske, at de begik. I grotterne lever eremitter, som enten er sindsforstyrrede individer eller meget hellige mænd. Denne verden er marineret i spirituelle værdier. Naturen har isoleret kulturen.

THEODOROS holder af lyset på bjerget og priser Herren med overbevisning. Han elsker dog også livet og kroppen. Nede på sletten betragter han bonden, der dyrker sine marker og fodrer sine geder. Manden pløjer, sår og høster i en evig cyklus af forplantning. Klosterlivet er hævet over denne verdslighed, men der er øjeblikke, hvor munken længes efter at give sig hen til det nære og varme. Han kunne selv have dyrket jorden, hvis tilværelsen havde formet sig anderledes.

   Så han ser på Urania, og hun ser på ham. I bjergene har man kun tiden og blikket. De begynder at følges ad, når de mødes. Han spørger, om de skal spise frokost i græsset. I klostrene kan de signalere til hinanden med spejle, som blinker i solen. Begæret koger i blodet, så det kan høres. Der er endelig kærtegn og fuld nærkontakt.

   For ham er det et skud af varme. For hende er det et stejlt syndefald og et indre wake-up call. Hun beder til den hellige Jomfru med fornyet iver. Da han atter sender solpletten ind i hendes værelse, gør hun sig blind og døv for alle signaler. De har dog spist af frugterne sammen. Der er ingen fortrydelsesret.

SPIROS Stathoulopoulus (f. 1978) har både instrueret og fotograferet. Han fortæller historien i en blanding af monumentale naturbilleder, der er skudt i farvemættet total, og nervøse digitaloptagelser, der i de nære scener understreger sårbarheden og menneskeligheden.

   Ulrich Scheidelers score bruger kirkemusik, primært korarrangementer af middelalderkomponisten Perotinus (1155-1230), der spilles på traditionelle instrumenter. Filmens clou er dog en serie af animerede ikoner, som resumerer historien og i sig selv har patineret skønhed.

   Statholopoulus forholder sig ikke til de moralske aspekter. Han respekterer klosterlivets askese, men er fuld af forståelse for kærligheden i kødeligheden. Både nonnen og munken søger en værdig balance. Den findes næppe alene i afsavn eller sanselighed. Men måske et sted mellem sletten og himlen.

Se også Katrine Brocks: Den store stilhed | The Great Silence (2022); Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux | Om guder og mænd (2010).

Metéora. Instr. & foto: Spiros Stathoulopoulos. Manus: Alsimakis Alfa Pagidas, Spiros Stathoulopoulos. 82 min. Tyskland-Grækenland 2012. Dansk premiere: 22.08.2013.

Fotos: Polyplanity Productions/ Essential Filmproduktion Gmbh/ Filmförderungsanstalt (FFA)/ ZDF/Arte/ Little Big Bear Filmproduktion Gmbh [animation]/ Coproduction Office/ Potemkine Films/ Øst for Paradis Distribution/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ Filmaffinity

Filmen streames ikke i DK – i UK bl.a. på Apple TV, Amazon Store og Chili; dvd fra Soda Pictures 2012

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.09.2013.