Translate

Viser opslag med etiketten Kurdistan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kurdistan. Vis alle opslag

fredag den 26. november 2021

Philippe Lioret: Welcome (2009) [Migranter]


BORGERNE I CALAIS

Ingen står med åbne arme

Af BO GREEN JENSEN

TO forladte mænd finder sammen i Philippe Liorets stilfærdigt bevægende Welcome. Bilal (Firat Ayverdi), en 17-årig irakisk kurder, har brugt tre måneder på at gå tværs over Europa. I Frankrig når han til Calais, hvor flere hundrede flygtninge venter på at få illegal transport.*
   Bilal har en plan om at slutte sig til sin kæreste (Derya Ayverdi) i London. Pigens far har dog andre planer. For Bilal er der ingen vej tilbage. Han vil dø, om så det gælder, og beslutter at svømme over Kanalen til England.
   Imens er den midaldrende bademester Simon (Vincent Lindon) mindre begejstret for livet. Hans hustru, læreren Marion (Audrey Dana) har forladt ham, og han driver gennem en svær mellemtid. Marion er stærkt engageret i Calais-flygtningenes situation. Blandt meget andet efterlyser hun et større socialt engagement hos Simon.
   Da Bilal dukker op i svømmehallen og beder om undervisning, er Simon mest tilbøjelig til at sige nej. Men han tager sig i det og betragter i begyndelsen det at hjælpe Bilal som en måde at nå ind til Marion på.



SIMON rejser sig med opgaven og er til slut både dybt engageret i den enkelte skæbne – Bilals – og kritisk bevidst om de forhold, som Frankrig byder indvandrerne.

   Filmens stærkeste scener ligger i begyndelsen, som viser hvordan ulovlig mennesketrafik foregår, men de for alvor anfægtende øjeblikke falder til slut, da man har fået Bilal og Simon ind i hjertet. Man drømmer måske om en eventyrslutning, men Welcome er en realistisk film trods sit besværgende menneskesyn.



MANGE fiktionsfilm vil informere deres publikum om de fremmedes lod. Michael Winterbottoms In This World (2002) fulgte en stor dreng fra Afghanistan til London i fingeret dokumentarform. Costa-Gavras’ Eden à l’Ouest (2009) lader en arabisk mand svømme i land ved et fransk feriecenter og nå til Paris ad den vej. Rachid Boucharebs London River (2009) forener en britisk xenofob og en stolt somalisk mand i sorgen efter bombeattentaterne i 2005. Stavros Iannous græske Iketes (2006) og Rigoberto Perezcanos mexicanske Norteado (2009) er måske de stærkeste bud, man har set på film, der gør flygtningens situation helt konkret.


DER er hundrede måder at gøre det på. Alligevel rammer Welcome dybere end flere af de skarpere film. Der er en kejtet troværdighed over den forsigtige far/søn-forbindelse, som Bilal og Simon indgår. Miljøet i Calais er skildret, så man føler, at man er der til hverdag, og skønt Simon er en sølle mand, gør hans fejlbarlighed filmen nærværende. Der er plads til både et stort perspektiv og den unikke, men repræsentative historie i Liorets gennemarbejdede form. Welcome er et meget europæisk take på de historier, som i USA uvægerligt bliver til thrillers.



I FRANKRIG var Welcome en stor succes. Filmen modtog Europaparlamentets Prix LUX og var med til at ændre flygtningeloven, så det ikke længere straffes med fem års fængsel, hvis man hjælper en illegal indvandrer.
   I årtiets danske sammenhæng er Kathrine Windfelds Flugten (2009) det tætteste, man kommer en tilsvarende historie. Welcome vinder i troværdighed netop ved ikke at være en spændingsfilm, men en realistisk samtidsskildring, som fortæller en grum lille hverdagshistorie. Nationalkonservative politikere vil have særligt udbytte af at se den.



*) Rubrikken henviser til billedhuggerens Auguste Rodins berømte skulptur, Les Bourgeois de Calais, påbegyndt i 1884; færdiggjort i 1889; indviet i 1895. Statuegruppen fungerer fremdeles som mindesmærke og vartegn for havnebyen.
   I 1346-47, ved begyndelsen af Hundredårskrigen (1337-1453) mellem England og Frankrig, var Calais i 11 måneder belejret af Edward den Tredjes britiske hær. Edward beordrede byens udslettelse, men ændrede mening og gav byens borgere et tilbud: Havde seks af dem mod til at ofre sig for fællesskabet, ville han lade nåde gå for ret.
    De seks skulle komme frivilligt, med galgenløkker om halsen, og overrække kongen byens nøgler. Figurerne forestiller de seks: Eustache de Saint Pierre, Jacques og Pierre de Wissant, Jean de Fiennes, Andrieu d’Andres og Jean d’Aire. Kongen skånede dem på dronning Filippas anmodning, da de havde demonstreret offerviljen. 
   Der var megen debat om skulpturens placering. Det var vigtigt for Rodin, at tilskueren kunne se borgerne i øjnene; optimalt ønskede han, at beskueren kunne gå omkring mellem bronzeskikkelserne. Adskillige afstøbninger blev fremstillet. Brygger Carl Jacobsen bestilte sin den 1. januar 1900, og Borgerne i Calais har siden 1. marts 1904 været blandt kronstykkerne i Moderne Samling på Glyptoteket i København.
   Ja, jeg har alt dette fra lex.dk og Wikipedia, men jeg har en autentisk barndomserindring om første gang, jeg så figurgruppen på Glyptoteket og hørte historien fra min far. En ironisk finesse: Vincent Lindon spillede Auguste Rodin i den desværre ikke så vellykkede film, som Jacques Doillon skrev og instruerede i 2017.

Welcome. Instr.: Philippe Lioret. Manus: Emmanuel Courco, Olivier Adam, Philippe Lioret. Foto: Laurent Dailland. 105 min. Frankrig 2009. Dansk premiere: 18.03.2010.


Fotos: Nord-Ouest Films/ Unifrance/ CineMaterial/ Camera Film
Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.03.2010

lørdag den 31. juli 2021

Hiner Saleem: My Sweet Pepper Land (2013) [Westerns 100]



DEN KURDISKE TROMME
Levantens bud på den evige western

Af BO GREEN JENSEN

DEN irakiske kurder Hiner Saleem forlod sit land i 1981, da han som 17-årig kom til Italien for at studere. I dag er han bosat i Frankrig. Alligevel er det kurdernes vilkår, han skildrer igen og igen. Saleems signatur er en gavmild galgenhumor. I 1998 brød han stort igennem med komedien Vive la mariée... et la libération du Kurdistan.
   Kurdistans undertrykkelse og den forhadte diktator Saddam Husseins fald fylder noget nær alt i Saleems univers. Begivenheden er skildret i komisk, dramatisk og tragisk form i henholdsvis Vodka Lemon (2003), Kilomètre Zéro (2005) og Apres la chute (2009). Den spraglede satire kan minde om tonen i Emir Kusturicas Balkan-film fra 1990erne. Der er aldrig nogen tvivl om, at livet er stort og rigt og bliver ved.


MY Sweet Pepper Land er mere douce og dæmpet i tonen end de absurde satirer fra sidste årti. Efter Saddam hersker orden i Irbil, og bureaukraterne vender tilbage til politiet, som krigshelten Baran (Korzmak Arslan) har bestyret. For at undgå ledelsens inkompetence – og sin mors Kirsten Giftekniv-aktivitet - søger Baran en stilling som sherif oppe nordpå, hvor Iran, Irak og Tyrkiet mødes i den kurdiske trekant.
   Samtidig prøver den skønne Govend (iranske Golshifteh Farahani) at forklare sin far og sine seks brødre, hvorfor det er vigtigt at vende tilbage til en stilling som lærerinde i landsbyen, skønt man som 24-årig stadig ikke er forlovet og bliver mødt med vrangvilje i grænselandet, hvor den lokale høvding, Aziz Aga, har fungeret som en kurdisk Don Corleone, uanset hvem der regerede det søde peberland.


HERFRA er historien enkel som i en gammeldags western. Baran flytter ind i arresten og markerer sig som den nye sheriff. Da Govend bliver chikaneret, handler han helt uden tøven. Aziz Aga spreder rygter om parret. Govends brødre truer med at begå æresdrab. Netop som Baran står mest alene, ankommer hjælpen i skikkelse af militante kvinder fra den tyrkiske del af Kurdistan.


FILMEN er et elegant stemningsstykke, som får særlig relevans og dybde i de poetiske scener, hvor Golshifteh Farahani spiller længselsfuld fingermusik på den flade hængetromme af metal. Ligesom hos Bahman Ghobadi, der er det kurdiske Irans svar på Hiner Saleem, får sangene særlig betydning. Skolebørnene smiler, og der er klodset, tung troværdighed i kampene mellem Baran og Aziz Agas røverslæng.*
   Medicinsmugling, juridisk korruption og det muslimske kvindesyn tages under behandling. Baran og Govend kunne være John Wayne og Angie Dickinson i en film om Sheriffen og skolelærerinden. De bliver heldigvis også et par, men spørgsmålet er, om det vilde Kurdistan giver dem lov.
   My Sweet Pepper Land er en af årtiets skæve og derfor livsnødvendige film. Kurdistan har fremdeles problemer, men ikke på fiktionsfronten, hvor regionen råder over to af tidens førende filmskabere, Bahman Ghobadi og Hiner Saleem.


*) My Sweet Pepper Land udspiller sig i det historiske vindue mellem Saddam Husseins fald i 2003 og krigen mod Islamisk Stat, der for alvor tog fart i 2014. Filmskaberne har reageret forskelligt. Hiner Saleem har instrueret to tyrkiske komedier, Tight Dress (2016) og Lady Winsley (2019), begge med en fransk komponent, men uden de første films ambitioner og kvaliteter. Bahman Ghobadi var tavs i tre år efter Rhino Season (2012). Så lavede han og fotografen Jafar Aslani A Flag Without a Country (2015), en dokumentar i spillefilmslængde, som kombinerer en gennemgang af Kurdistans historie med optagelser fra valgkampen i 2013, hvor en pilot og en kvindelig popsanger på hver sin måde engagerer sig. Den eneste fiktionsfilm, som skildrer kampene mellem IS  og den kurdiske Peshmerga-hær, er Eva Hussons Les filles du soleil/Girls of the Sun (2018), hvor en fransk fotograf (Emmanuelle Bercot) følger med den kurdiske kvindeenhed, som forbereder generobringen af deres by. Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2018. Den er desværre ikke særligt god. Golshifteh Farahani spiller den kurdiske leder.    


My Sweet Pepper Land. Instr. og manus: Hiner Saleem. Foto: Pascal Auffray. 100 min. Frankrig-Tyskland-Irak 2014. Dansk premiere: 24.04.2014.


Fotos: Agat Films & Cie/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial/ Filmaffinty
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.04.2014