Translate

Viser opslag med etiketten flygtning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten flygtning. Vis alle opslag

mandag den 16. maj 2022

Caroline Link | Judith Kerr: When Hitler Stole Pink Rabbit (2019)


DET SIDSTE HJEM
Judith Kerrs klassiske flygtningeskildring

Af BO GREEN JENSEN

TIL sidst når de endelig frem til et sted, der ligner et muligt hjemme lidt mere. Anna, hendes storebror Max og forældrene Arthur og Dorethea er for længst holdt op med at håbe på mere end et foreløbigt læ. Men der er afgjort en håbefuld tone i lyset, som falder på kysten ved Dover. I en lang indstilling fylder de hvide klipper lærredet ud. Anna på ti år kan ane et land, der åbner sig for familien Kemper i stedet for at afvise den.
   Da Hitler stjal den lyserøde kanin er en selvbiografisk, sandfærdig historie. Det er værd at bemærke, fordi den snurrige titel kan give et indtryk af noget fantastisk og muligvis morsomt. Der er intet fantastisk ved Annas historie. Det skulle da være, at familien kom i land og klarede sig trods antisemitismen, som de mødte alle vegne. Det gik dem ikke som familien Frank.



FAMILIEN må rejse let, da den flygter fra Tyskland. Det sker i 1933, kort før valget den 5. marts, som fører til nazisternes magtovertagelse. Anna kan kun have ét tøjdyr med, da børnene og Dorothea rejser med toget til Schweiz for at slutte sig til Arthur, der er taget i forvejen. Dorothea er komponist, Arthur er en anset teaterkritiker med stærke meninger om nationalsocialismen.
   En ven i politiet advarer Arthur om, at hans navn er på listen over forfattere, hvis bøger skal brændes. Anna vælger tøjhunden Julius i stedet for Lyserøde Kanin. Hun fortryder det i flere år, mens hun sætter krydser i en hjemmelavet kalender. Den er revet i stykker, da de sidder på båden fra Calais. Hun ved, at der ikke bliver noget gensyn. Ellers fylder kaninen kun lidt i historien. Bare som et totem i erindringen.


JUDITH Kerr (1923-2019) skrev romanen om Anna i 1971, da hun havde været i biografen med sine børn og se The Sound of Music. Familien von Trapp flygter over bjergene på samme tid og i det samme landskab, som familien Kemper færdes i. »Nu ved vi, hvordan det var for Mor, da hun var barn,« sagde Judiths søn. Kerr besluttede da at skrive romanen. For det var ikke som i musicalen. Det var heller ikke en tragisk holocausthistorie. Snarere en typisk flygtningefortælling. Det er derfor, at den stadig kan bruges.
   Familien bor først i en lille turistby. Arthur holder tale for det schweiziske litteraturselskab og får bifald, men ingen vil trykke hans bøger. I Paris får familien kummerligt husly hos en antisemitisk værtinde. Arthur skriver en ugentlig artikel om teater. Det kan familien ikke leve af. De er tidligt fri af Tyskland, men som den øvrige intellektuelle diaspora har de svært ved at klare sig økonomisk. Hvert sted må Anna og Max lære et nyt sprog og begynde i en ny skole. De er faktisk faldet til i Paris, da der kommer brev fra England om, at Alexander Korda vil købe Arthurs filmmanuskript om Napoleon.



DEN sidste aften er familien på picnic i Eiffeltårnet. »Kan vi aldrig tage hjem igen?« spørger Anna sin far. Det bedste i Caroline Links film er skildringen af dynamikken i familien. Arthur og Dorothea deler deres følelser med børnene, familien er virkelig sammen i vinden. »Måske vil vi aldrig høre hjemme ét sted. Men føle os lidt hjemme mange forskellige steder,« siger Arthur. Anna ved, at hun får en god forfatterkarriere. Hun har læst i sin brors bog om store mænds liv. De havde alle en rædsom barndom.
   When Hitler Stole Pink Rabbit udkom i 1971 og blev oversat til 20 sprog. Herhjemme udkom den hos Jespersen og Pio. Kerr skrev og illustrerede serien om Mugge, den glemsomme kat og havde sin største succes med den første bog, The Tiger Who Came to Tea (1968, da. Tigeren der kom til te). Men de selvbiografiske bøger om Anna Kemper var hendes hjertebørn. Der kom to bind mere i »Out of the Hitler Time«-trilogien: The Other Round (1975, da. Med modsat fortegn) og A Small Person Far Away (1978).



CAROLINE Link er en diskret instruktør, hvis børnefilm stikker dybere, fordi hun husker at få forældrene med. I Jenseits die Stille (1996, da. Bag stilheden) beskrev hun et barn, som tolkede verden for sine døvstumme forældre. Link fik international succes med Nirgendwo in Afrika (2001, da. Fortabt i Afrika). Der kom en god film ud af klichebelagt stof i Im Winter Ein Jahr (2008).
   I rollen som Anna brænder Riva Krymalowski lige så stærkt igennem, som Sylvie Testud gjorde i Bag stilheden. I dén film var musik et stærkt virkemiddel. Her er det familiefølelsen. Carla Juri og Oliver Masucci er fremragende som Anna og Arthur. Så mange familiefilm glemmer de voksne eller forvandler forældrene til klicheer. Det er godt set at give dem tid.
   Arthur Kemper hed i virkeligheden Alfred Kerr (1867-1948). Han fik aldrig sin kritiske status tilbage og døde som en bitter mand. Det gik bedre for hans hustru, Julia Weismann (1898-1965), der var musiker som Dorothea Kemper i filmen. Storebror Max hed i virkeligheden Michael Robert Emanuel Kerr (1921-2002). Han blev som voksen den første britiske højesteretsdommer, der ikke var indfødt englænder.



JUDITH Kerr blev gift med forfatteren Nigel Kneale (som bl.a. skrev de klassiske tv-serier og kultfilm om Professor Quatermass) og arbejdede for BBC. De boede i det samme hus i 50 år. Alt i filmen er måske ikke, som det var for Anna, men her er der overensstemmelse. Da Judith Kerr fandt sit hjemme, blev hun der til sin død.
   Filmen føjer sig til en håndfuld skildringer af europæiske krigsbørn: Jojo Rabbit (Taika Waititi, 2019), The Painted Bird (Vaclav Mahoul, 2019), Det store stilehæfte (Janos Szász, 2013), Lore (Cate Shortland, 2012), Fateless (Lajos Koltai, 2005). Med sin grundige ro er den atypisk, men filmen er ikke anakronistisk. Den er et link til Anne Franks fortælling, og den er stadig et nyttigt korrektiv til »Climb Ev'ry Mountain«-sekvensen i The Sound of Music.
   En film for børn og voksne. Især skal den ses af familier.


Da Hitler stjal den lyserøde kanin (Als Hitler das rosa Kaninchen stahl). Instr.: Caroline Link. Manus: Anna Brüggemann, Link. Foto: Bella Halben. 119 min. Tyskland-Schweiz-Italien 2019. Dansk premiere: 12.05.2021.

Da Hitler stjal den lyserøde kanin. Oversat efter »When Hitler Stole Pink Rabbit« (1971) af Elly Sandal. 156 s. København: Jespersen og Pio, 1972.


Fotos: Sommerhaus Filmproduktion/ Warner Bros Germany/ La Siala Entertainment/ Hugofilm Features/ Mia Film/ Next Film/ Rai Cinema/ Angel Films/ CineMaterial/ Kino.de/ DW/ The Times/ picture-alliance/akg-images (Kerr family) 
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 10.09.2020  
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 12.05.2021.

fredag den 26. november 2021

Philippe Lioret: Welcome (2009) [Migranter]


BORGERNE I CALAIS

Ingen står med åbne arme

Af BO GREEN JENSEN

TO forladte mænd finder sammen i Philippe Liorets stilfærdigt bevægende Welcome. Bilal (Firat Ayverdi), en 17-årig irakisk kurder, har brugt tre måneder på at gå tværs over Europa. I Frankrig når han til Calais, hvor flere hundrede flygtninge venter på at få illegal transport.*
   Bilal har en plan om at slutte sig til sin kæreste (Derya Ayverdi) i London. Pigens far har dog andre planer. For Bilal er der ingen vej tilbage. Han vil dø, om så det gælder, og beslutter at svømme over Kanalen til England.
   Imens er den midaldrende bademester Simon (Vincent Lindon) mindre begejstret for livet. Hans hustru, læreren Marion (Audrey Dana) har forladt ham, og han driver gennem en svær mellemtid. Marion er stærkt engageret i Calais-flygtningenes situation. Blandt meget andet efterlyser hun et større socialt engagement hos Simon.
   Da Bilal dukker op i svømmehallen og beder om undervisning, er Simon mest tilbøjelig til at sige nej. Men han tager sig i det og betragter i begyndelsen det at hjælpe Bilal som en måde at nå ind til Marion på.



SIMON rejser sig med opgaven og er til slut både dybt engageret i den enkelte skæbne – Bilals – og kritisk bevidst om de forhold, som Frankrig byder indvandrerne.

   Filmens stærkeste scener ligger i begyndelsen, som viser hvordan ulovlig mennesketrafik foregår, men de for alvor anfægtende øjeblikke falder til slut, da man har fået Bilal og Simon ind i hjertet. Man drømmer måske om en eventyrslutning, men Welcome er en realistisk film trods sit besværgende menneskesyn.



MANGE fiktionsfilm vil informere deres publikum om de fremmedes lod. Michael Winterbottoms In This World (2002) fulgte en stor dreng fra Afghanistan til London i fingeret dokumentarform. Costa-Gavras’ Eden à l’Ouest (2009) lader en arabisk mand svømme i land ved et fransk feriecenter og nå til Paris ad den vej. Rachid Boucharebs London River (2009) forener en britisk xenofob og en stolt somalisk mand i sorgen efter bombeattentaterne i 2005. Stavros Iannous græske Iketes (2006) og Rigoberto Perezcanos mexicanske Norteado (2009) er måske de stærkeste bud, man har set på film, der gør flygtningens situation helt konkret.


DER er hundrede måder at gøre det på. Alligevel rammer Welcome dybere end flere af de skarpere film. Der er en kejtet troværdighed over den forsigtige far/søn-forbindelse, som Bilal og Simon indgår. Miljøet i Calais er skildret, så man føler, at man er der til hverdag, og skønt Simon er en sølle mand, gør hans fejlbarlighed filmen nærværende. Der er plads til både et stort perspektiv og den unikke, men repræsentative historie i Liorets gennemarbejdede form. Welcome er et meget europæisk take på de historier, som i USA uvægerligt bliver til thrillers.



I FRANKRIG var Welcome en stor succes. Filmen modtog Europaparlamentets Prix LUX og var med til at ændre flygtningeloven, så det ikke længere straffes med fem års fængsel, hvis man hjælper en illegal indvandrer.
   I årtiets danske sammenhæng er Kathrine Windfelds Flugten (2009) det tætteste, man kommer en tilsvarende historie. Welcome vinder i troværdighed netop ved ikke at være en spændingsfilm, men en realistisk samtidsskildring, som fortæller en grum lille hverdagshistorie. Nationalkonservative politikere vil have særligt udbytte af at se den.



*) Rubrikken henviser til billedhuggerens Auguste Rodins berømte skulptur, Les Bourgeois de Calais, påbegyndt i 1884; færdiggjort i 1889; indviet i 1895. Statuegruppen fungerer fremdeles som mindesmærke og vartegn for havnebyen.
   I 1346-47, ved begyndelsen af Hundredårskrigen (1337-1453) mellem England og Frankrig, var Calais i 11 måneder belejret af Edward den Tredjes britiske hær. Edward beordrede byens udslettelse, men ændrede mening og gav byens borgere et tilbud: Havde seks af dem mod til at ofre sig for fællesskabet, ville han lade nåde gå for ret.
    De seks skulle komme frivilligt, med galgenløkker om halsen, og overrække kongen byens nøgler. Figurerne forestiller de seks: Eustache de Saint Pierre, Jacques og Pierre de Wissant, Jean de Fiennes, Andrieu d’Andres og Jean d’Aire. Kongen skånede dem på dronning Filippas anmodning, da de havde demonstreret offerviljen. 
   Der var megen debat om skulpturens placering. Det var vigtigt for Rodin, at tilskueren kunne se borgerne i øjnene; optimalt ønskede han, at beskueren kunne gå omkring mellem bronzeskikkelserne. Adskillige afstøbninger blev fremstillet. Brygger Carl Jacobsen bestilte sin den 1. januar 1900, og Borgerne i Calais har siden 1. marts 1904 været blandt kronstykkerne i Moderne Samling på Glyptoteket i København.
   Ja, jeg har alt dette fra lex.dk og Wikipedia, men jeg har en autentisk barndomserindring om første gang, jeg så figurgruppen på Glyptoteket og hørte historien fra min far. En ironisk finesse: Vincent Lindon spillede Auguste Rodin i den desværre ikke så vellykkede film, som Jacques Doillon skrev og instruerede i 2017.

Welcome. Instr.: Philippe Lioret. Manus: Emmanuel Courco, Olivier Adam, Philippe Lioret. Foto: Laurent Dailland. 105 min. Frankrig 2009. Dansk premiere: 18.03.2010.


Fotos: Nord-Ouest Films/ Unifrance/ CineMaterial/ Camera Film
Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.03.2010

mandag den 25. oktober 2021

Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]


ET LIV I VOR TID
Verdenshistorie og kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

EN bemærkelsesværdig dannelsesskildring fortalt i et usædvanligt format. Skønt genren vinder indpas, er det stadig nødvendigt at forklare, når animationsfilm er henvendt til voksne. Det gælder i dén grad for Jonas Poher Rasmussens Flugt. Filmen skildrer en virkelighed, som burde være forbudt for børn. Faktisk skal man være fyldt 15 år for at se den.
   Det er den voksne, nu 36-årige Amin Barawis fortælling om, hvordan han som dreng måtte flygte fra mujahedinernes Afghanistan; hvordan familien fra Kabul blev spredt for alle vinde; hvordan han tilfældigt endte i Danmark. Da havde menneskesmuglere og immigrationsmyndigheder sendt ham frem og tilbage mellem Rusland, Ukraine og Estland i en årrække. Flugt er også historien om en homoseksuel mand, der bliver bevidst om sin identitet.
   Amin fortæller historien i dag i New York. Somme tider ligger han på briksen, somme tider sidder han op og taler til intervieweren, som kunne være Jonas Poher Rasmussen. Anledningen og relationen er aldrig uddybet. Kun i kraft af pressematerialets »instruktørintention« ved vi, at Jonas fortæller om sin barndomsven fra »den lille vestsjællandske by«, hvor de begge er vokset op.




DER går et års tid, mens Amin fortæller. Ved begyndelsen er han i Danmark og kan ikke blive klog på, om han skal forpligte sig på forholdet til Kasper, den solide danske kæreste, som gerne vil giftes og bo i hus med havudsigt, katte og vildt hindbærkrat. Amin betror os, at han har fået et tilbud om at gøre postdoktorale studier i USA.
   I midt-80ernes Kabul er Amin en glad og tryg dreng. Han danser ud på gaden i sin søsters kjole og hører »Take On Me« med norske a-ha på sin walkman. Det er godt sted at åbne historien. Sangen sætter stemningen bedre end geopolitiske udredninger. Det samme gælder tv-klip med actionstjernen Jean Claude Van Damme, der giver Amin seksuelle længsler.



VI er i Reagan/Rambo-æraen, hvor USA sendte våben og penge til Taleban, som var de eneste, der ville kæmpe mod de sovjetrussiske besættelsesstyrker, der rykkede ind efter monarkiets afvikling. Fundamentalisterne var frihedskæmpere i vestlig optik. Meget har ændret sig i det ideologiske landskab. Den kolde krigs verden var mere nervøs, men mindre porøs. Flygtningetilstandens vilkår er evigt.
   Amins far forsvinder som andre dissidenter. Da Afghanistan bliver umuligt at leve i, rejser familien til Moskva, fordi Rusland er det eneste land, der vil give dem visa. Det er umiddelbart efter Sovjetunionens opløsning. Rusland i 1991 er »et mærkeligt land«, hvor berusede mænd raver rundt mellem nedslidte husmødre, der står i kø ved de lænsede supermarkeder.
   Flugt er ikke en ode til globalisering. Ej heller et forsvar for nogen ideologi eller tro. De eneste, som altid forstår at læse virkeligheden, er menneskesmuglerne og de korrupte politifolk, som stjæler, voldtager og mishandler alle, der ikke slår fra sig.



DER er for det første en kunstnerisk gevinst ved at fortælle historien i animationsform. For det andet en række praktiske hensyn: som realfilm ville Flugt – der i udlandet hedder Flee – være en kostbar produktion.
   Den ville kræve store ressourcer og hære af medvirkende. Der findes faktisk en håndfuld af de film: Michael Winterbottoms In This World (2002), som rekonstruerer en flugtvej; Hans Petter Molands uretfærdigt oversete The Beautiful Country (2004); Marc Fosters solide filmatisering af The Kite Runner (2007, da. Drageløberen), som mainstreamer hele oplevelsen.
   Flugt kan bevæge sig frit i tre æstetiske lag. De fortællende afsnit er animeret i husstilen fra en grafisk roman. Drømme- og erindringssekvenser benytter en mere abstrakt, ekspressionistisk tegnestil, der forstærker mareridtsatmosfæren. Hårde nyheder får ekstra vægt ved at citere autentiske tv-aviser. Her er der brugt live action, f.eks. ved færgen Estonias forlis.



RASMUSSEN har lyttet til sin afghanske barndomsvens flimrende upræcise baggrundshistorie. Det er egentlig fortællingen om, hvorfor det var umuligt for Amin – der selvsagt er et pseudonym – at fortælle hele sandheden før nu, hvor han må forholde sig til sit inderste væsen og lægge sig fast på en identitet.
   Formen er forfriskende, og Amin reagerer ikke altid korrekt. I et af mange flugtforsøg når båden fra Estland ind i norsk farvand. Flygtningene bliver nidstirret af passagerne på færgen. Men de jubler og håber at blive samlet op.
   Amin deler ikke glæden. Drengen skammer sig over at være reduceret til ydmygende tiggeri. Fra båden bliver det meddelt, at de estiske myndigheder er kontaktet og vil sejle renegaterne tilbage. På den måde ender familien i Ukraine, hvor den er levende begravet i et år.
   Da Amin får adgang til Vesten, er det som skjult passager i en lastbil, hvor han deler mørket med en anden ung mand. I det hele taget er filmens LGBTQ-spor en solskinshistorie i mareridtslandskabet. Da Amin erklærer sig for sin familie, reagerer den med kærlighed og accept. I denne film er Paradis faktisk en mørk bøssebar i et vinterligt Sverige.



FLUGT er en vigtig film og en æstetisk bedrift, der forhåbentlig får det store publikum, som den fortjener. Israeleren Ari Folman er den nærmeste kunstneriske slægtning. Folman skildrede Seksdageskrigen i animationsform i Waltz with Bashir (2008) og er på årets Cannes-festival i konkurrence med Where is Anne Frank? Andre fæller og sidestykker er Marjane Satrabis Persepolis (2007) og Zabou Breitmans Svalerne i Kabul (2019).

   Amin er et liv i vor tid, en uledsaget flygtningedreng, der må lyve om sin situation for at blive værdigt behandlet. De danske myndigheder er ikke de værste, men den afghanske dreng får en iransk tolk, fordi man går ud fra, at sprogene ligner. Herfra er eksistensen et babylonisk kaudervælsk. Glæd dig til at se en film, hvor verdenshistorie og kønspolitik blander blod.

Jonas Poher Rasmussens film var udtaget til Cannes Festivalen, som ikke blev afholdt i 2020. I 2021 fik Flugt premiere på Sundance Film Festival, hvor den modtog Juryens Grand Prix. I Göteborg blev den kåret som årets bedste nordiske dokumentar. Flee er nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2021 og er netop i dag indstillet som Danmarks Oscar-kandidat i Best International Feature-kategorien. De 94. Academy Awards bliver uddelt den 27. marts 2022.

Flugt (Flee). Instr. og manus: Jonas Poher Rasmussen. 83 min. DK-Frankrig-Sverige-Norge 2021. Dansk premiere: 17.06.2021.


Fotos: REEL Pictures/ Neon/ Sun Creature Studio/ Final Cut for Real 
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, YouTube Film
2K Blu-ray fra CURZON Film World (UK) 11.04.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.06.2021