Translate

Viser opslag med etiketten Børn på film. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Børn på film. Vis alle opslag

lørdag den 24. august 2024

Alejandro Landes: Monos (2019)


VERDENS BEGYNDELSE (ELLER SLUTNING)
En tidløs skildring af teenagesoldater

Af BO GREEN JENSEN

DER er otte unge mennesker på toppen af et tilgroet bjerg. Klippegrunden er i niveau med skyerne. Der er slet ingen vind. Da vi ser de store børn første gang, er det morgen eller aften. Verden er blå i det dæmrende lys, og så langt øjet rækker, er der andre tilgroede bjerge.
   De unge mennesker leger en leg. De har bind for øjnene, mens de spiller fodbold. De råber navne til hinanden: Rambo, Smølf, Svensker, Hund, Ulv, Lady, Bigfoot og Boom Boom. Vi ser, at de har våben. Der er et gidsel, en amerikansk kvinde, som de kalder »Doctora«. Efter kort tid kommer en lille mand, »Budbringeren«, ridende over bjerget med en ko.
   Trods desorientering forstår vi, at de unge er teenagesoldater. Der er både drenge og piger. Budbringeren taler om, hvor meget de skylder »Organisationen«. Instruktøren Alejandro Landes (f. 1980) er colombianer. Partisanerne kunne være fra FARC, men kontekst bliver aldrig forklaret. De unge er helt uden overbevisning. De er bare soldater på bjerget.



DEN amerikanske kvinde (som spilles af Julianne Nicholson) læser op fra en avis, mens hun ryger en cigaret og bliver filmet. Ulv og Lady får Budbringerens tilladelse til at blive et par. Om natten er der fest ved bålet, hvor lyset og stemningen, som aldrig er uden en delirisk undertone, minder tilskueren om andre film, som Monos henviser til uafbrudt: Lord of the Flies, Apocalypse Now, måske Michael Hanekes Ulvetider. De unge kunne være en klasse på tur.
   Monos skildrer den gradvise opløsning i gruppen med en vild, berusende skønhed. Det er som at se på forrevne glansbilleder. Derouten begynder morgenen efter brylluppet, da de tømmermændsplagede drenge skyder løs i disen med deres våben. Koen dør, og nogen må tage skylden. Det bliver Ulv. Ulv er den første, der dør.



DER er noget, der ligner mescalineksperimenter. Så bliver billedsiden endnu mere mærkelig med negativt lys og natbriller. Doctora er en kvinde i fyrrerne. Hun er fortvivlet og skræmt, men somme tider bliver hun en voksen, der kan trøste pigerne i pubertetshæren. Hele følelsessiden af Monos er et overbevisende terra incognita.
   Efter en halv time angriber tropper, som bliver afvist af Organisationen. Så flytter fortællingen ned til floden i junglen og bliver endnu mere som Mørkets hjerte. Generelt foregår tingene i en trance, men i filmens mest spændende afsnit er det lykkedes Doctora – som hedder Sara Watson – at flygte. Hun tager en pose over hovedet, da hvepse går til angreb. Monos kommer fra begge sider, mens hun står på en bro. Hun ser på dem med sine hævede øjne. Da er hun sindbilledet på al frustreret fornuft.



SOM sagt er der Fluernes Herre i mikset. Den yngste soldat står bundet til et træ, og Rambo vil redde ham. Der er uden forklaring anbragt et grisehoved på et spyd. Rambo bliver spillet af en pige, som hedder Sofia Buenaventura. Måske er hun den androgyne overlever.
   Monos er uafbrudt smuk at betragte. Fortællingen lukker sig om sig selv. Så er junglen og bjerget atter pristine. De unge er evige skikkelser, som træder en forudbestemt skæbnedans i verdens begyndelse – eller slutning.




JEG ved ikke, om Monos røber en dybere sandhed, men jeg har sjældent set så smukke billeder. Bunkerkomplekset på bjerget er betagende som pyramider. Monos er en hallucination, som vil sige, at den fysiske verden altid er større. Vi er børn af Ouroboros. Vi lever midt i palindromet. Til slut ser vi slangens hale forsvinde.



Monos. Instr.: Alejandro Landes. Manus: Alejandro Landes, Alexis Dos Santos. Foto: Jasper Wolf. 102 min. Colombia-Argentina-Holland-Tyskland-Sverige-Uruguay-USA-Schweiz-DK 2019. Dansk premiere: 06.02.2020.


Fotos: Stela Cine/ Bord Cadre Films/ CounterNarrative Films/ Dynamo/ El Campo Cine/ Film i Väst/ Le Pacte/ Lemming Film/ Mutante Cine/ Pando Productions/ Pandora Filmproduktion/ Snowglobe Films/ Angel Films/ CineMaterial/ YouTube (trailer + clip).
Filmen streames på Filmstriben Blu-ray fra Universal Studios (region A) og Picture House Entertainment (region B) i 2020.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.02.2020.

lørdag den 16. december 2023

Maurice Sendak | Spike Jonze: Where the Wild Things Are (2009)


VILDE KRABATER
Maurice Sendaks klassiker

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste familiefilm falder i sukkerfælden og taler til genkendelsens glæde. Hvis de er store og amerikanske, er de som regel også konventionelt fortalt. Tre-fire formler varieres, ikke nødvendigvis på grund af idéforladthed, men fordi de er effektive, og fordi børn bliver utålmodige, hvis det hele er for mærkeligt at se på.
   Samtidig er børn anarkistiske væsener, som kan åbne sig for hvad som helst, hvis stoffet interesserer. Det kan derfor undre, at der ikke eksperimenteres mere med form, stil og indhold. Og der er grund til at slå gevaldigt på tromme for den originale filmatisering af Maurice Sendaks klassiske billedbog Where The Wild Things Are (1963, da. Villy Vilddyr eller Landet med de vilde krabater), som amerikaneren Spike Jonze (Being John Malkovich, Adaptation) har realiseret i ånden fra fællerne Michel Gondry og Charlie Kaufman.*


SENDAKS banebrydende bog var i samtiden både beundret og forkætret, fordi den gav krop til drengen Max’ aggressioner og angstfulde længsler. Han hærger i hjemmet og får af sin mor at vide, at han er »en vild krabat«. Efterfølgende forvandles hans værelse til landet med de vilde krabater – lådne bøhmænd og monsterpiger med distinkte personligheder og karakteristiske Sendak’ske træk – hvor han tilbringer en farlig og eventyrlig tid, før han vender hjem til sagosuppen.


JONZE viser Max’ verden frem i håndholdt stil med skarpe hjørner og moderne musik af Karen O. Især er Daniel Johnstons »Worried Shoes« inciterende fortolket. Carter Burwell bidrager med skæringen »Lost Fur«, der er mere som soundtracks er flest.**
   Max har bygget en iglo, som hans søster og hendes venner ødelægger. Drengen afreagerer og er overladt til sig selv, mens hans mor arbejder ved sin computer. Senere kommer han til at bide i vildskab. Der falder da en vis ro over scenerne i ørkenen, hvor Max møder Carol, Alexander, Judith, Ira, Bull, Douglas og KW. De vil bygge den perfekte by, og Carol stamper sten ud af bjerget. Max vender endelig hjem til sin mor, der ser forelsket på ham og tilgiver alt.


FILMENS billede af en barndom er levende og autentisk. Jonze har bearbejdet Sendaks forlæg sammen med Dave Eggers (forfatter til romanerne Et hjertegribende værk af overvældende genialitet og I skal føle vores hastighed). Tom Hanks har produceret filmen sammen med bl.a. den [i 2009] 82-årige Sendak, som altid har sagt, at han havde Max fra sig selv og krabaterne fra ældre slægtninge, der sagde ting som: »Du er så nuttet, at jeg kunne spise dig.« Og lød som om de mente det.***



KRABATERNE er skabt med en blanding af gammeldags sminke, animatronics og CGI. Det ser meget overbevisende ud. Den korte tekst strækkes rigelig langt, men sange og bevægelse glider sammen i et visuelt digt. Kapaciteter som James Gandolfini og Forest Whitaker har leveret de karismatiske stemmer. Det siger meget om markedets ånd, at filmen sendes ud i én kopi. Det er virkelig værd at lægge vejen om Grand, hvis man vil udfordres på sin eventyrlyst.


*) Bogen er oversat til dansk i flere omgange. Leif Panduro (1923-1977), den store sædeskildrer i sin generation af danske modernister, gendigtede teksten i Villy Vilddyr (Forlaget Carlsen, 1967). Det lå vel i opdraget, at han skulle gøre det frit. Anine Rud nyoversatte til anden udgave, Landet med de vilde krabater, som Carlsen udgav i 1972. Sendak havde i mellemtiden modtaget H.C. Andersen-medaljen 1970 for sine illustrationer, og værket var kanoniseret på forpligtende vis. »Den ligger tættere på den eng. tekst, hvilket dels er en svaghed, det virker et par steder lidt pedantisk; dels en styrke, idet den tager gentagelserne med; gentagelser, som er vigtige for ethvert eventyrs form, og som Panduro har taget let på i sin oversættelse,« skriver Jette Andersen i sin eksemplariske lektørudtalelse, der er typisk for den højere standard, som bibliotekernes interne anmeldelser havde for 50 år siden. »Panduros oversættelse er ret typisk for en voksen forfatter. Han bruger mange flere ord end nødvendigt, for at være sikker på, at den barnlige tilhører nu har forstået det, mens Anine Ruds mindre ordforråd ligger ret tæt på barnets. Alt i alt er det dog kun nuanceforskelle.« JA konkluderer: »Der er ingen grund til at kassere Villy Vilddyr til fordel for Landet med de vilde krabater, de kan udmærket stå side om side.« Tredjeudgaven fra forlaget Høst udkom i 2001 og indgik i klassikerserien Spiren. Nanna Gyldenkærne har moderniseret Panduros tekst i ånden fra Anine Ruds version. 


**) Også musikken besidder en håndlavet, hjemmebagt kvalitet, der er med til at gøre de mindste ting store og fastholde skovdrømmens taktilitet. Soundtrackalbummet med Karen O and the Kids blev skabt i ånden fra Langley Schools Music Project, et canadisk sidestykke til børnene fra Vesterbro Ungdomsgård. Albummet Innocence & Despair (2001), hvor kor med STORT orkester synger boomerhits fra 1960'erne og 70'erne – »Space Oddity«, »Desperado«, »Venus and Mars«, »Good Vibrations« – har kultstatus blandt millennials. Faktisk stammer optagelserne fra 1976-77, da musiklæreren Hans Fenger arbejdede med elever fra fire folkeskoler i Langley-distriktet. To lokale udgivelser blev glemt og genopdaget. Det er stadig stort og gribende udført. Bar/None Records genudgav Innocence & Despair på cd og vinyl i 2018.  


*) Maurice Sendak døde i sit hjem i Danbury, Connecticut, den 8. maj 2012. Han blev 83 år. Hans sidste udgivelser var Bumble-Ardy (2011) og My Brother's Book (2013). Den første, billedbogen Kenny's Window, udkom i 1956. Sendak, som skrev 18 bøger og illustrerede mange flere, fik aldrig selv børn. Gennem 50 år levede han sammen med psykoanalytikeren Eugene Glynn, som arbejdede for The Jewish Board of Family and Children’s Services i New York. Ved Glynns død i 2007 donerede Sendak 1 mio. dollars til JBFCS.


Where The Wild Things Are (Villy Vilddyr – og landet med de vilde krabater). Instr.: Spike Jonze. Manus: Spike Jonze, Dave Eggers. Foto: Lance Acord. 101 min. Tyskland-USA-Australien 2009. Dansk premiere: 08.04.2010.


Fotos: Warner Bros/ Legendary Entertainment/ Village Roadshow Pictures/ Playtone/ Wild Things Productions/ Warner Home Video/ KLG Film Invest GmbH/ The Maurice Sendak Foundation/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 09.04.2010.

torsdag den 14. september 2023

Antologifilm | All the Invisible Children (2005)


DEN ØDELAGTE BARNDOM
Syv kortfilm til verdens udsatte børn

Af BO GREEN JENSEN

KUNSTEN bliver ofte tandløs, når berømte mennesker arbejder gratis til fordel for en lødig sag. Det gælder dog ikke for antologifilmen All the Invisible Children, hvor otte af tidens betydelige filmskabere fortæller hver sin historie om en udsat eller ødelagt barndom. Måske er ideen – som skyldes den italienske producer Chiari Tilesi – bare bedre end på beslægtede projekter. I hvert fald er der intet fyld og få falske toner i filmen, som følger børn i vidt forskellige kulturer, men taler til hjertet på det samme grænseløse sprog.
   I »Tanza« følger Mehdi Charef en afrikansk drengesoldat, som efter to år i borgerkrigen får anfægtelser ved at anbringe en bombe i skolestuen. Emir Kusturicas No Smoking Orchestra fyrer atter op under dræbermusikken i »Blue Gypsy«, hvor en serbisk romadreng ser sig nødsaget til at flygte tilbage til ungdomsfængslet. Hos Kusturica truer maneren konstant. Til gengæld er farverne stærke og tonen forfriskende hårdfør.



SPIKE Lees »Jesus Children of America« giver i fuld novellelængde en uafrystelig skildring af, hvad det vil sige at være den HIV-positive præpubertetsdatter i en familie, hvor begge forældre tager stoffer. Som Blancas mor og far er Rosie Perez og Andre Royo tæt på at stjæle opmærksomheden fra Hannah Hudsons stille, nødstedte datter. Til gengæld undgår Lees segment de socialrealistiske klicheer. Der er mange katastrofer, men også varme og hverdag i denne familie.
   Kátia Lunds brasilianske »Bilu & João« fortæller solidarisk og bittersødt om gadebørn i São Paulo, mens Stefano Veneruso i »Ciru« følger en dreng, der lever på gaden i Napoli, bogstavelig talt som en jaget hund. Ridley Scott og datteren Jordan Scott lader fotografen »Jonathan« være hjemme fra fronten for at lade op. Han har haft en dårlig nat og går ud for at ryge en cigaret, før taxien kommer og kører ham tilbage til krigen i den anden virkelighed.


FOTOGRAFEN
 (David Thewlis) ser to drenge ro forbi på floden og løber efter dem for at nå med. Gradvis bliver han til drengen Jonathan, som gik på eventyr med sine kammerater, da alting var enklere, skønt ikke nødvendigvis mere uskyldigt. Nu spørger de ham, hvor han har været, og hvad han arbejder med. Han tager dem med ind i et krigslandskab, der realiseres i fuld Black Hawk Down-størrelse.
   En voksen stemme kalder, fuldkommen som en mor, synes drengene, men det er Jonathans hustru (Kelly Macdonald), for bilen er kommet og holder og venter. Det er en overvældende lille film, hvis man selv kender til at se tilbage og undres ved, hvor småt det hele var engang. Bevidst eller utilsigtet har »Jonathan« samme erindringsfarve som Graham Greenes drømmenovelle »Under the Garden«.



MEST oplagt hjerteskærende er John Woos segment, »Song Song & Little Cat«, en for én gangs skyld kinesisk historie fra Woo, der i arketypisk klar form sidestiller en rig og en fattig piges historier. Den rige far forlader sin familie i første scene, og hustruen overvejer at tage sit og datterens liv. Pigen kasserer en dukke i trods. Den bliver samlet op af en gammel mand, som 6 år før fandt pigen Lille Kat i en skraldespand og tog sig af hende.
   En tid lang er alt som i Charlie Chaplins The Kid, men da Bedstefar bliver påkørt, er Lille Kat alene som »Den lille Pige med Svovlstikkerne«.
   All the Invisible Children er en meget bekræftende filmoplevelse. Vi har alle været børn, mange af os har fået flere af slagsen. Det er derfor hårdt at blive konfronteret med den voksne verdens omsorgssvigt på så mange indiskutable niveauer. Alle syv episoder undgår den følelsespornografiske fælde, som de let kunne være faldet i, og set sammen virker de små film som én. Et uafviseligt Se Mig, Hør Mig på vegne af verdens usynlige børn.



All the Invisible Children (De usynlige børn). »Tanza«. Instr. & manus: Mehdi Charef. Foto: Philippe Brelot; »Blue Gypsy«. Instr.: Emir Kusturica. Manus: Stribor Kusturica. Foto: Glucica Milorad; »Jesus Children of America«. Instr.: Spike Lee. Manus: Cinqué & Joie Lee. Foto: Cliff Charles; »Bilu & João«. Instr. & manus: Kátia Lund. Foto: Toca Seabra; »Jonathan«. Instr.: Jordan & Ridley Scott. Manus: Jordan Scott. Foto: James Whitaker; »Ciro«. Instr.: Stefano Veneruso. Manus: Diego De Silva, Stefano Veneruso. Foto: Vittorio Storaro; »Song Song & Little Cat«. Instr.: John Woo. Manus: Li Qiang. Foto: Zeng Nianping. 124 min. Frankrig-Italien 2005. Dansk premiere: 08.12.2006.


Fotos: MK Film Productions/ Rai Cinema/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ YouTube [trailer]
Filmen streames ingen steder og er senest udsendt på dvd i  2009 – de fleste af filmene ligger på YouTube og kan ses i rækkefølge
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2006 

lørdag den 18. marts 2023

Charlotte Wells: Aftersun (2022) [Oscars 2023]


OMKRING EN FAR

Erindringens sprog får en ny dialekt

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er de bare Calum og Sophie, en far med sin datter på tur i Tyrkiet. Det må være tilbage i videotiden. Billedet er grynet. Kameraet snerrer, når der bliver zoomet. Hun filmer ham, mens de indretter sig på hotellet, som han siger undskyld for. »Jeg er lige blevet 11,« siger pigen. »Du er 130 – fylder 131 om to dage. Da du var 11, hvad troede du så, at du ville lave lige nu?«
   Manden undviger og bliver mørk. Han er ellers en kærlig og hensynsfuld far. De bliver taget for søskende af teenagerne, som Sophie hænger ud med, da hun og Calum har tørret dem ved billardbordet. Hun er nysgerrig på, hvad de siger om sex. Calum har hånden i gips. De bor ikke sammen til hverdag i Skotland. Der er meget af Calum i Sophie, men manden er ikke nysgerrig mere.



DE har en god ferie sammen. De forstår at sige undskyld og tilgive hinanden. Hun kan alligevel ikke tilgive den aften, han nægter at gå med på scenen og synge karaoke. Hun kæmper sig alene gennem en pivfalsk udgave af »Losing My Religion«, og Calum vil ikke forklare, hvorfor han ikke vil hjælpe.
   Musik fylder meget i filmen. Den sætter også tiden. Blur synger »Tender«, David Bowie og Queen synger »Under Pressure«. Rejselederne får stadig alle op at stå til Bayside Boys-remixet af »Macarena«. Vi er altså ved årtusindeskiftet. Hvis Sophie ser det som voksen, må hun selv være 31 om lidt.



DE taler meget om, hvordan det var, da hun var lille. Interviewet fra begyndelsen bliver gentaget fra andre vinkler. Nu er situationen lidt mere foldet ud. Det er næsten, som om nogen sidder og scanner i materialet. Det gør Calum tit, før de skal sove. Eller han står på balkonen og balancerer og ryger med lukkede øjne.
   Når han ikke vil lege med, siger hun: »I’ll just record it in my little mind-camera.« Netop dét er, hvad Aftersun gør. Den bruger pigens billeder af tiden, som hun husker den. Der er afstand og taktilitet på en gang. Vi er fulde fem kvarter inde, før et klip fører til nutid. Og så straks tilbage til lufthavnen, hvor manden siger »Love you«, før han forsvinder.



SKOTSKE Charlotte Wells (f. 1987) debuterer i lang form med en diskret film, som antyder meget og siger vigtige ting indirekte. Den voksne Sophie vågner i mørket. Hun har en kone nu og en baby, der græder. Kameraet står på kommoden. Vi genkender gulvtæppet fra Tyrkiet. Den sidste dag tog de mudderbad i Kleopatras spa. Han sagde »Love you« til hendes mor, når de ringede til Edinburgh. Hun spurgte hvorfor, når de ikke længere var sammen.
   De smiler på polaroidbilledet, som kanonfotografen tog sidste aften. Lige dér er de glade turister. Der er fortalt mange far/datter-historier, men alligevel ikke helt sådan hér. Der er ingen dramatiske konstruktioner. Sophie får alle på turen til at synge »For He’s a Jolly Good Fellow«, da det er Calums fødselsdag. Vi ser fortvivlelsen i hans ansigt, men Sophie kunne ikke se det dengang.


PAUL Mescal er Oscar-nomineret for sin rolle som den erindrede far. Det er dog i samspillet med debutanten Frankie Corio, at han virkelig skinner. Det er en meget bevægende film, som er spinkel og stærk på en gang. Aftersun taler erindringens sprog, og Wells har sin særlige dialekt. Livet er set gennem sart spindelvæv. Sangen sidder i kroppen endnu.

Paul Mescal var Oscar-nomineret i Best Actor-kategorien. Ved de britiske BAFTA Awards var han indstillet i Best Leading Actor-kategorien (som gik til Austin Butler for titelrollen i Baz Luhrmanns Elvis), og Charlotte Wells modtog prisen for Outstanding Debut by a British Writer, Director, or Producer. Filmmagasinet Sight & Sound satte Aftersun øverst på listen over 50 Best Films of 2022. 


Aftersun. Instr. & manus: Charlotte Wells. Foto: Gregory Oke. 102 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 02.02.2023.


Fotos: BBC Film/ BFI/ Screen Scotland/ Tango Entertainment/ PASTEL/ Unified Theory/ AZ Celtic Films/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen er i biografdistribution
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 02.02.2023

torsdag den 23. februar 2023

Felix Van Groeningen & Charlotte Vandermeersch: De 8 bjerge (2022)


GLETSCHEREN BEVÆGER SIG
En hyldest til venskab og livskraft

Af BO GREEN JENSEN

HVEM lever stærkest og ser mest af livet? Den, som bliver på bjerget i midten, eller den, som rejser til verdens ende og slår sig ned ved det yderste sted? De 8 bjerge er fortællingen om to mænd, der mødes som drenge og bliver venner for livet, indtil der ikke er mere tid. Den handler om et særligt hus; om fædre og sønner; om drømme, der lykkes og kommer til kort.
   Pietro og Bruno er 12 år, da de mødes i 1984. Pietro kommer til Grana ved Brusson i de italienske alper sammen med sine forældre. Til hverdag bor familien i Torino, hvor Pietros far, Giovanni (Filippo Timi), er ingeniør. Han bruger sit liv på at længes. I Grana vil han altid op til den skiftende gletscher. Fra toppen af Monte Rosa er der udsyn over de andre bjerge. »Der er de,« siger han til sønnen, som gisper og sakker bagud. »Cervino, Grand Tournalin, Breithorn. Og det dér er Lyskamm.«



BRUNO er født på en gård i Aostadalen, som han aldrig forlader. Han passer dyrene og hjælper sin far. Fordi drengene er enebørn, bliver de venner. Pietros forældre vil betale for Brunos skolegang. Så tager Brunos far simpelt hen drengen med sig for sommeren. Brunos mor siger undskyld. Det var ikke hendes valg.
   I Torino er Pietro sikker på ét: Han vil ikke leve som sin far. De skændes om alt. Den unge mand rejser, og vennerne ses ikke i 15 år. Bruno bliver bygningsarbejder, men han drømmer om at gøre, hvad slægtens mænd altid gjorde, før hans fordrukne far brød traditionen. Han vil leve i bjergene som montanero og passe på dyrene oppe ved himlen.
   »Min far døde, da han var 62, og jeg var 31, den alder han havde, da jeg blev født,« siger Pietro, som reflekterer i voice over. Han kommer tilbage til bjerget, fordi hans far har efterladt en grund med en ruin på. Huset hedder Barma Drola, det er en fantastisk sekvens. Fotografen Ruben Impens skaber billeder, der formidler umådeligheden. 
   Pietro søger stadig efter mening og retning. Han indser, at Bruno blev en søn for Giovanni, mens han selv havde travlt med at lede. Han finder kortet over bjergene, hvor Giovanni har tegnet ruterne ind og givet hver af dem sin farve. Brunos tråd fylder mere end Pietros. Ved hver post i bjergene finder han notesbøger, hvor Giovanni har gjort status. Han forstår sin far bedre, han mærker bogstaveligt tiden. Så han bliver og tager imod arven.
   Vennerne finder hinanden igen. De er begge mænd med stort skæg nu. De river de gamle mure ned og begynder at bygge huset i bjergene. Egentlig er det først hér, godt og vel fem kvarter inde i filmen, at De 8 bjerge begynder for alvor: »Det hér er vores sommerhus, hvor vi vil se hinanden igen hvert år.«



FELIX VAN GROENINGEN (f. 1977) og Charlotte Vandermeersch (f. 1974) har skrevet en tæt håndfuld kantede film, der bryder de fleste formater. Vildest er nok Belgica (2016). Stærkest er The Broken Circle Breakdown (2012), en forbløffende film om kærlighed og stor sorg. Parret elsker countrymusik. De brugte Townes van Zandt-sangen »If I Needed You« på uforglemmelig vis. Det var det modsatte af en elegant film, men den ramte tilskueren rent i hjertekulen.
   The Broken Circle Breakdown var Oscar-nomineret. Van Groeningen fik fristende tilbud og sagde ja til at instruere Steve Carell og Timothée Chalamet som far og søn i misbrugsdramaet Beautiful Boy (2018). Formen var mere friseret, men alle motiver stod skærende klart.
   Hidtil har han instrueret alene, denne gang deler de arbejdet. Målet var at skabe »et episk drama, fortalt med små gestus«. Forlægget er en roman af Paolo Cognetti, der skriver, så alt virker selvoplevet. Det ligner, men er ikke exofiktion. Pietros vej snor sig naturligt. Det kunne ikke være på nogen anden måde.



PIETRO REJSER UD, når han ikke er på bjerget. Han når helt til Koto i Nepal, hvor han hører om kosmologien med otte have, otte bjerge og stedet i midten. Han tegner diagrammet for Bruno, som virkelig bliver montanero med tiden. Men først er der Lara (Elisabetta Mazzulo), som kommer med Pietro og bliver hos Bruno. De får en datter sammen og har succes med at fremstille ost.
   Krisen bider, og vinteren kommer. Det er, som Giovanni sagde: Gletscheren bevæger sig altid. Jeg skal selvsagt ikke røbe, hvad der sker, og hvor det ender. Fimen lever af sin store ro og dybe glæde ved erfaringsstoffet, som synes dyrekøbt. Luca Marinelli fra Martin Eden spiller Pietro med færre manerer end sædvanligt. Alessandro Borghi er den vejrbidte Bruno.
   


DET er en film, som man lever sig ind i og er taknemmelig for. Det lykkes virkelig at sige noget stort med små gestus. Der er også denne gang countrysange, som kommenterer: »Everything you know/ Melts away like snow.« Sangene knaser som lakplader. Faktisk er de nye og stammer fra albummet Alabursy (2015) med svenskeren Daniel Norgren.
   Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2022, den første efter COVID-pandemien. Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch siger selv, at arbejdet med manuskriptet hjalp dem gennem en parforholdskrise. Og at nedlukningen passede godt til projektet. Le otto montagne modtog Juryens Pris. Forlaget People's Press udgav De otte bjerge i 2019. Oversætteren er Lorens Juul Madsen.



De 8 bjerge (Le otto montagne). Instr. og manus: Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch. Foto: Ruben Impens. 147 min. Italien-Belgien-Frankrig 2022. Dansk premiere: 09.02.2023.


Fotos: Wildside/ Menuetto Film/ Rufus/ Pyramide Productions/ Camera Film/ People's Press (omslagsgrafik: Rasmus Funder)
Filmen er i biografdistribution
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 09.02.2023