Translate

Viser opslag med etiketten venskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten venskab. Vis alle opslag

torsdag den 23. februar 2023

Felix Van Groeningen & Charlotte Vandermeersch: De 8 bjerge (2022)


GLETSCHEREN BEVÆGER SIG
En hyldest til venskab og livskraft

Af BO GREEN JENSEN

HVEM lever stærkest og ser mest af livet? Den, som bliver på bjerget i midten, eller den, som rejser til verdens ende og slår sig ned ved det yderste sted? De 8 bjerge er fortællingen om to mænd, der mødes som drenge og bliver venner for livet, indtil der ikke er mere tid. Den handler om et særligt hus; om fædre og sønner; om drømme, der lykkes og kommer til kort.
   Pietro og Bruno er 12 år, da de mødes i 1984. Pietro kommer til Grana ved Brusson i de italienske alper sammen med sine forældre. Til hverdag bor familien i Torino, hvor Pietros far, Giovanni (Filippo Timi), er ingeniør. Han bruger sit liv på at længes. I Grana vil han altid op til den skiftende gletscher. Fra toppen af Monte Rosa er der udsyn over de andre bjerge. »Der er de,« siger han til sønnen, som gisper og sakker bagud. »Cervino, Grand Tournalin, Breithorn. Og det dér er Lyskamm.«



BRUNO er født på en gård i Aostadalen, som han aldrig forlader. Han passer dyrene og hjælper sin far. Fordi drengene er enebørn, bliver de venner. Pietros forældre vil betale for Brunos skolegang. Så tager Brunos far simpelt hen drengen med sig for sommeren. Brunos mor siger undskyld. Det var ikke hendes valg.
   I Torino er Pietro sikker på ét: Han vil ikke leve som sin far. De skændes om alt. Den unge mand rejser, og vennerne ses ikke i 15 år. Bruno bliver bygningsarbejder, men han drømmer om at gøre, hvad slægtens mænd altid gjorde, før hans fordrukne far brød traditionen. Han vil leve i bjergene som montanero og passe på dyrene oppe ved himlen.
   »Min far døde, da han var 62, og jeg var 31, den alder han havde, da jeg blev født,« siger Pietro, som reflekterer i voice over. Han kommer tilbage til bjerget, fordi hans far har efterladt en grund med en ruin på. Huset hedder Barma Drola, det er en fantastisk sekvens. Fotografen Ruben Impens skaber billeder, der formidler umådeligheden. 
   Pietro søger stadig efter mening og retning. Han indser, at Bruno blev en søn for Giovanni, mens han selv havde travlt med at lede. Han finder kortet over bjergene, hvor Giovanni har tegnet ruterne ind og givet hver af dem sin farve. Brunos tråd fylder mere end Pietros. Ved hver post i bjergene finder han notesbøger, hvor Giovanni har gjort status. Han forstår sin far bedre, han mærker bogstaveligt tiden. Så han bliver og tager imod arven.
   Vennerne finder hinanden igen. De er begge mænd med stort skæg nu. De river de gamle mure ned og begynder at bygge huset i bjergene. Egentlig er det først hér, godt og vel fem kvarter inde i filmen, at De 8 bjerge begynder for alvor: »Det hér er vores sommerhus, hvor vi vil se hinanden igen hvert år.«



FELIX VAN GROENINGEN (f. 1977) og Charlotte Vandermeersch (f. 1974) har skrevet en tæt håndfuld kantede film, der bryder de fleste formater. Vildest er nok Belgica (2016). Stærkest er The Broken Circle Breakdown (2012), en forbløffende film om kærlighed og stor sorg. Parret elsker countrymusik. De brugte Townes van Zandt-sangen »If I Needed You« på uforglemmelig vis. Det var det modsatte af en elegant film, men den ramte tilskueren rent i hjertekulen.
   The Broken Circle Breakdown var Oscar-nomineret. Van Groeningen fik fristende tilbud og sagde ja til at instruere Steve Carell og Timothée Chalamet som far og søn i misbrugsdramaet Beautiful Boy (2018). Formen var mere friseret, men alle motiver stod skærende klart.
   Hidtil har han instrueret alene, denne gang deler de arbejdet. Målet var at skabe »et episk drama, fortalt med små gestus«. Forlægget er en roman af Paolo Cognetti, der skriver, så alt virker selvoplevet. Det ligner, men er ikke exofiktion. Pietros vej snor sig naturligt. Det kunne ikke være på nogen anden måde.



PIETRO REJSER UD, når han ikke er på bjerget. Han når helt til Koto i Nepal, hvor han hører om kosmologien med otte have, otte bjerge og stedet i midten. Han tegner diagrammet for Bruno, som virkelig bliver montanero med tiden. Men først er der Lara (Elisabetta Mazzulo), som kommer med Pietro og bliver hos Bruno. De får en datter sammen og har succes med at fremstille ost.
   Krisen bider, og vinteren kommer. Det er, som Giovanni sagde: Gletscheren bevæger sig altid. Jeg skal selvsagt ikke røbe, hvad der sker, og hvor det ender. Fimen lever af sin store ro og dybe glæde ved erfaringsstoffet, som synes dyrekøbt. Luca Marinelli fra Martin Eden spiller Pietro med færre manerer end sædvanligt. Alessandro Borghi er den vejrbidte Bruno.
   


DET er en film, som man lever sig ind i og er taknemmelig for. Det lykkes virkelig at sige noget stort med små gestus. Der er også denne gang countrysange, som kommenterer: »Everything you know/ Melts away like snow.« Sangene knaser som lakplader. Faktisk er de nye og stammer fra albummet Alabursy (2015) med svenskeren Daniel Norgren.
   Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2022, den første efter COVID-pandemien. Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch siger selv, at arbejdet med manuskriptet hjalp dem gennem en parforholdskrise. Og at nedlukningen passede godt til projektet. Le otto montagne modtog Juryens Pris. Forlaget People's Press udgav De otte bjerge i 2019. Oversætteren er Lorens Juul Madsen.



De 8 bjerge (Le otto montagne). Instr. og manus: Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch. Foto: Ruben Impens. 147 min. Italien-Belgien-Frankrig 2022. Dansk premiere: 09.02.2023.


Fotos: Wildside/ Menuetto Film/ Rufus/ Pyramide Productions/ Camera Film/ People's Press (omslagsgrafik: Rasmus Funder)
Filmen er i biografdistribution
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 09.02.2023

onsdag den 12. oktober 2022

Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020)


DEN RIGTIGE HIMMEL
Et stort snakkestykke om alder og tidsånd

Af BO GREEN JENSEN

MANHATTAN-forfatteren Alice Hughes skal modtage den fornemme Footlinger Prize i London. Hun har egentlig opgivet at tage af sted, for hun er ikke i stand til at flyve. Så spiser hun frokost med Karen, sin »nye« redaktør, der har været hos agenten i otte år. Den sædvanlige læser trak sig tilbage, skønt hun »kun« var 70.
   For Alice, som selv har nået den alder, er tiden blevet abstrakt og elastisk. Det vil hun skrive om i manuskriptet, der er ventet med spænding. Alice har antydet, at det »vender tilbage« til et af de tidlige værker. Agenten håber meget, at hun mener You Always You Never, romanen om tre veninder, som definerede karrieren. Ingen ønsker en opfølger på A Function of the Body, den anden og mere miskendte bog, som er Alices personlige favorit.
   Både for Alice og Karen er der mere på spil, end de giver udtryk for. Karen foreslår Alice at tage luksusdamperen Queen Mary 2 til England. Hun kan udvirke, at Alice får stillet en suite til rådighed, hvis hun vil læse op undervejs. Alice er et menneskesky vanevæsen. Hun tænker sig længe om, før hun spørger: »Må jeg gerne tage et par gæster med?«



SÅDAN sættes scenen i Let Them All Talk, en bittersød sædekomedie i Steven Soderberghs omfattende filmografi, der altid har en krølle i præmissen, uanset om han filmer med smartphone (Unsane), laver profetiske epidemifilm (Contagion), udfordrer fans af Andrej Tarkovskij (med en ny version af Solaris), tager livtag med myten om Che Guevara (Ché) eller diverterer med spændende mainstream (Ocean's Eleven-Twelve-Thirteen etc).
   Soderbergh var kun 26 år, da han modtog Guldpalmen i Cannes for sex, lies, and videotape (1989). I 2000 fik han en Oscar for multiplotfilmen Traffic. Nu er han 58 og har 30-40 film under bæltet. Han er yngre end Alice, ældre end Karen og fuldender således symmetrien. Det er nemlig, hvad Let Them All Talk bliver hen ad vejen: et panoramisk snakkestykke om tiden og tidsånden, set fra forskellige generationers synsvinkler.



AF samme grund har filmen alder på hjernen. Alice på cirka 70 bliver spillet af Meryl Streep på 71. Hun rækker ud til veninderne Susan (Dianne Wiest på 73) og Roberta (Candice Bergen, 74), som hun ikke har set siden studietiden, da de levede som i gennembrudsbogen.
   Alice inviterer også sin nevø, Tyler (Lucas Hedges på 24), der er overrasket og lidt spændt på rejsen. Han forklarer sine venner, hvem Alice er. Eller hvem Alice var – for de unge taler altid om ældre mennesker i datid. Vi forstår, at der har været både film og miniserier baseret på You Always You Never.
   Veninderne lever i hver sin bobbel. Skønt alle smiler elskeligt, er de usikre på, hvad Alice vil. Susan ser altid mulighederne i sine medmennesker. Dianne Wiest har derfor den bedste rolle og de mest ekspansive replikker i den halvt improviserede dialog. Roberta er derimod bitter og vred. Hun er sikker på, at Alice vil stjæle hendes liv en gang til. Hun giver bogen, som brugte hendes historie, skylden for alt, der er gået galt. Karakteren har kun to toner og er lidt af uriaspost for Candice Bergen.



DER er intet ydre drama på overfarten. Der er til gengæld gode, famlende samtaler, mens atmosfæren strammer til på følelsessiden. Tyler spørger til sin tantes arbejde, fordi han har lovet Karen – der rejser på anden klasse – at rapportere om manuskriptet. Han forsøger samtidig at flirte med kvinden (spillet af Gemma Chan, 38), der er 14 år ældre end han.
   Alice har et vemod i sin distræte facon, som frustrerer både den milde og den maniske veninde. Da hun optræder på skibet, taler hun ikke om sine egne bøger, men om den miskendte Blodwyn Pugh, en walisisk kvinde, som kun skrev én bog. In the Realm of the Owl er et magisk værk, der taler tværs over tiden. Det er det andet, de skal i England: besøge Blodwyn Pughs grav.



DET er (heldigvis) svært at genrebestemme Let Them All Talk. En medpassager er krimiforfatteren Kelvin Kranz (Daniel Agrant), som har skrevet stakke af detektivhistorier. Veninderne er vilde med hans bøger. Alice finder én og holder den op i to fingre. Men Kranz forvirrer hendes fordomme ved at være en fan, som spørger indsigtsfuldt til detaljer i A Function of the Body. Hele filmen har et præg af whodunnit. Alice forklarer, hvorfor hun ikke kan holde krimier ud. De har ikke virkelighedens tvivl og nuancer. Susan siger, at netop dét er kvaliteten. Mordgåder er livsmysterier, som man får lov at opklare.


DET er Soderberghs film, og han tackler opgaven elegant. Men manuskriptet er skrevet af Deborah Eisenberg (f. 1945), som underviser på Columbia University og er elsket for sine skarpe noveller. I The New York Review of Books (25.03.2021) kan man læse Eisenbergs essay om Tove Ditlevsen, som p.t. lanceres i USA. Filmens oversete geni, Blodwyn Pugh, er Eisenbergs opfindelse, skønt stenen på graven ser virkelig ud.
   Da vi når så langt og har lyttet så længe, sker noget brat og uventet. Faktisk er det varslet, men man har glemt at være opmærksom, fordi tiden er gået i godt selskab. Wiest har holdt en brav tale om, hvordan veninderne skal se op fra deres navler og betragte nathimlen. Elon Musk har fyldt den med falske stjerner i form af tindrende satellitter. De tilhører den sidste generation, som har set den rigtige himmel.


LET Them All Talk er åndrig, eftertænksom og konsekvent interessant. Atter lykkes det lette anslag for Soderbergh, som har instrueret, fotograferet (som altid under navnet Peter Andrews) og klippet/redigeret (under navnet Mary Ann Bernard, der er et andet fast alias). Måske endda uden at have én personlig aktie i følelsesstoffet. Det er dét, der også er ved Soderbergh. Efter 40 vidt forskellige film har man stadig ikke noget indtryk af personen.
   På skibet siger Alice til Roberta, at hun altid skriver om sig selv, også når det ikke virker sådan. Soderbergh gør den modsatte ting, men han kan lave film som få andre.



Let Them All Talk. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Deborah Eisenberg. Foto: Peter Andrews (alias Soderbergh). 113 min. USA 2020. Dansk premiere: 10.12.2020 (streaming).


Fotos: Warner Max/ HBO Films/ Extension 765/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på HBO Max
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.04.2021.