Translate

Viser opslag med etiketten livskrise. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten livskrise. Vis alle opslag

fredag den 29. september 2023

Tom McCarthy: The Visitor (2007) [Oscars 2009]


I MENNESKENES RYTME
Retten til at leve og drømme overalt

Af BO GREEN JENSEN

IKKE alle amerikanske mainstreamfilm er orgier i eskapisme og opportunisme. Som bekendt findes også en stærk tradition for independent cinema, intelligente menneskefilm, der er skabt uafhængigt af Hollywood og de store produktionsselskaber. Der er selvsagt nitter blandt disse film, som har deres primære scene i festivalkredsløbet. Enkelte bliver små succeser, som finder deres publikum i arthouse-biografer og får et langt liv på streaming og blu-ray. Andre dør fortjent på stedet, for at være lille og lukket i formen, er ingen kvalitet i sig selv. En sjælden gang skabes et storværk i det alternative filmmiljø. Se bare på Tom McCarthys The Visitor.
   Enkemanden Walter Vale (Richard Jenkins) har ingen plan om forandring, da forandringen kommer til ham. Han er 62 år, bor alene i Connecticut og underviser i økonomi på et college, som ikke venter sig mere af ham, end han gør af alle de glansløse dage. Ved begyndelsen af hvert semester justerer han blot det strategiske årstal. I praksis har han sagt de samme ting i tyve år. Han ser ikke, hvem de studerende er og kommer aldrig sine elever i møde. Det er ham meget imod, at han skal til New York for at deltage i et seminar og fremlægge en artikel, som han bidraget til for syns skyld. Det er ikke, fordi han skal noget andet. Han vægrer sig blot ved at bryde sin rytme.


WALTERS hustru var koncertpianist. Hendes efterladte album er den eneste musik, han hører, og han forsøger at holde fast i hendes minde ved at lære at spille klaver. I første scene tager han afsked med endnu en lærer. Måske kunne hun lære ham mere, men hun talte til ham som til et barn. Walter har bygget en mur om sit liv og lagt en ring om sit hjerte. Der er ikke mere, han vil eller skal. Hans ansigt er fuldkommen udtryksløst. Han må bare igennem de sidste fem år. Så kan han trække sig ind i pensionen.
   I New York vil han bo i den lejlighed, som han ejede sammen med hustruen. Den har stået tom i mange år. Der er dog lyde og lys, da han lukker sig ind. En badende kvinde, Zainab (Danai Gurira) fra Senegal, får et chok, der matcher Walters egen reaktion. Zainab lever sammen med Tarek (Haaz Sleiman) fra Syrien, der har købt lejemålet af »vennen« Ivan. Walter vil bare være sig selv, men får alligevel ondt af de hjemløse kærester, da parret står på gaden med deres ting. Først lader han dem overnatte, siden får de lov at flytte ind.
   Zainab er mistænksom og reserveret. Tarek rækker derimod ud efter Walter. Han lærer den stive økonom at spille djembe. Snart sidder begge mænd i trommecirklen i Grand Central Park, hvor en broget flok musikanter holder den store rytme i gang. Walter er målløs inde bag sin bleghed. For første gang deler han noget fælles. Sønnen blev voksen og rejste til England. Han har ikke følt sig så levende, siden hustruen døde.



DET gode samspil ender brat, da Tarek og Walter i undergrunden bliver standset af to officerer fra Department of Homeland Security. Har man selv haft kontakt med disse betjente, hvis beføjelser er uden indskrænkning, vil man vide, at The Visitor ikke overdriver deres arrogance. Tarek bliver interneret i et fængsel i Queens på ubestemt tid. Walter bliver bedt om at passe sig selv. Tarek og Zainab er illegale indvandrere. Det samme er Mouna, Tareks mor (Hiam Abbass), som kommer rejsende fra Michigan. Hun og Walter fatter ærbar sympati for hinanden. De går sammen i teatret, så hun kan opleve The Phantom of the Opera.
   Kun Walter kan handle, og det er nu, han vælger side. Han skaffer Tarek en advokat, sælger flygelet i Connecticut og tager orlov fra sit arbejde. Fra nu er findes bare djemben, Mouna, Zainab og Tarek, hans nye musik og hans nye familie. Hver dag besøger han Tarek i fængslet. Han tager Zainab og Mouna med på sightseeing. For første gang ser han Frihedsgudinden. Livet leves én dag ad gangen, og der er hverken kaskader eller fanfarer, men enhver der har øjne ser på lang afstand, at mennesket Walter Vale er forelsket.


IMENS drejer alle systemets små hjul. At protestere er som at slå i en dyne. Uret falder i slag for Tarek. En gammel udvisningsordre blev ignoreret, og Mouna bebrejder sig selv: »Man gør den slags, og siden går tiden. Man glemmer, at man ikke hører til.« Før gik ingen op i loven, men efter 9/11 er verden en anden. Publikum håber, at Tarek kan blive, men McCarthy er ikke eventyrdigter. Tarek deporteres, og Mouna rejser med ham. Der er én enkelt nat, hvor de holder om hinanden. Begge er vågne og véd, hvad der venter. Han følger med hende ud til den sidste gate. Der kommer ingen benådning fra oven.



SKUESPILLEREN Tom McCarthy (f. 1966) debuterede som filmskaber med The Station Agent (2003), som også i Danmark var en arthouse-succes. I The Visitor har han fravalgt den første films excentriske charme til fordel for en almen, åben og mere vedkommende form. I 2015 skrev og instruerede han Spotlight, som skildrede avisen Boston Globes arbejde med at afdække pædofiliskandalerne i den katolske kirke. Spotlight fik årets Best Picture Oscar . 
   Richard Jenkins (f. 1947) er en af de skuespillere, man har set i snesevis af sekundære roller, ofte som læge, lærer, svigerfar, kriminalkommissær, uden at huske hans navn. Han er indbegrebet af en type, men i The Visitor bliver han et menneske, som gradvis træder i fuld karakter. Jenkins fik en Oscar for The Visitor, og rollen gjorde hans kommunefarvede leverpostejskvalitet til en efterspurgt ingrediens. Han var særligt god som apotekeren, der er gift med Frances McDormand, som spiller titelrollen i miniserien Olive Kitteredge (2014).
   Som det unge par er Sleimann og Gurira sympatiske kræfter, men filmens følelsesmæssige dybde ligger i rytmen og samspillet mellem Jenkins og Hiam Abbass (f. 1960), der efter sin markante indsats i film som Munich, Free Zone og Paradise Now har fået noget nær monopol på at spille den modne kvinde fra Mellemøsten. Selv kommer Abbass fra Palæstina. Hun er både israelsk og arabisk. Rollen som Mouna er blandt hendes bedste.*



FILMEN kunne sagtens være mere sentimental og didaktisk. Der er stof til et stort melodrama, både i det unge pars adskillelse og i kærlighedsmødet mellem Walter og Mouna. McCarthy vil kritisere en selvforstærkende paranoia, umenneskeligheden i det amerikanske system, som har frit spillerum efter 9/11. Han vil tale imod selvtilstrækkeligheden. Det gør han bedre ved blot at fortælle historien. Filmen føles større, end den faktisk er, fordi New York bliver brugt som en levende baggrund. I sit væsen er The Visitor dog et kammerspil for fire karakterer. McCarthy orkestrerer musikken, som til det sidste følger menneskets rytme.
    Det er forstemmende at gense The Visitor i 2023. Skønt systemet fremstilles kritisk, er der en grundlæggende anstændighed, en respekt for invidet og en følelse af samhørighed, som omfatter selv de nidkære embedsmænd. Der er et overskud, som er fuldkommen forsvundet efter 15 år med finanskrise, Donald Trumps arrogante MAGA-populisme, mere social ulighed og polarisering. For ikke at tale om covid og militær genoprustning. Der er en ny, gennemgribende hjerteløshed. Hele omgangstonen i den globaliserede hverdag er forandret.

*) Hiam Abbass var måske allerbedst som enken Salma Zidane, der trodser israelsk lov i Lemon Tree (2008, da. Citronlunden) af palæstinenseren Eran Riklis. I 2012 skrev og instruerede hun selv Inheritance, som følger en palæstinensisk familie, der holder bryllup i Galilæa, mens Israel og Libanon fører krig. Abbas deler fortsat sine aktiviteter mellem lokale produktioner (Do Not Forget Me Istanbul, Gaza mon amour), international arthouse (The Limits of Control, Insyriated) og amerikanske studiefilm som Exodus: Gods and Kings og Blade Runner 2049. Hun blev verdenskendt for alvor som Marcia Roy, matriarken i HBO-serien Succession (2018-2023). På Venedig Festivalen 2023 viste Lina Soualem, der er datter af Hiam Abbass, dokumentaren Bye Bye Tiberias. Portrætfilmen følger mor/datter, som vender tilbage til hjemstavnen i Palestina, mens Abbass fortæller om sit liv, sit udgangspunkt og sin karriere.  


The Visitor. Instr. & manus: Thomas McCarthy. Foto: Oliver Bokelberg. 103 min. USA 2007. Dansk premiere: 29.08.2008.



Fotos: Groundswell Productions/ Next Wednesday Productions/ Participant Productions/ K5 International/ Overture Films [clips + trailer]/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames ikke p.t.– udkom senest på Blu-ray i Canada 2009 [De Passage] og Tyskland 2010 [Ein Sommer in New York]
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.08.2008.

fredag den 2. juni 2023

To versioner: Ikiru – At leve | Living (1952/2022)




MENS DINE LÆBER ENDNU ER RØDE
Japansk fortælling omsat til britisk efterkrigstid

Af BO GREEN JENSEN

BRITISK forstad, 1953. Hver morgen mødes de unge kontorfolk. De bærer alle uniformen: nålestriber, bowlerhat, mappe; avis under armen, en fornuftig paraply. De tager toget ind til London, står af på Waterloo Station og går over broen. De er ens som borgerdyrene på et René Magritte-maleri. Eller som der står om myldretiden i T.S. Eliots The Waste Land: »Så mange – jeg troede ikke, at døden havde taget så mange.«
   Synsvinklen er lagt hos en ny rekrut. Peter Wakeling (Alex Sharp) har sin første arbejdsdag på Kontoret for Offentlige Arbejder i London County Hall. Han deler kupé med de øvrige bureaukrater. Flere taler trøstende til ham. Og ved en af de første stationer er det vigtigt at blive set af »the old man«. »Nej, han rejser aldrig sammen med os,« siger en af Wakelings kolleger.



DET er den gamle mand, Mr. Williams (Bill Nighy), som filmen Living handler om. Han har ikke haft en sygedag i 30 år. I kontorlabyrinten er han legendarisk. De forskellige afdelinger i administrationen sender sagerne videre til hinanden. At henlægge dem er et ritual i sig selv. »We can keep it here,« siger Williams. »It’s no harm done«. Det er ingen skade til.
   Living bruger lang tid på at etablere universet. Kun én gang i årenes løb har det vaklet. Det var, da Williams blev alene med sønnen Michael. Nu deler han huset med Michael (Barney Fishwick) og sin svigerdatter, Fiona (Patsy Ferran). Der var kærlighed mellem far og søn engang. Nu er der bare sameksistens. Fiona vil have Michael til at tale om arv og realiteter med den tilknappede far.
   Londons slum ligger stadig hen efter krigen og Blitzens bombardementer. En gruppe mødre ønsker sig en kommunal legeplads. De møder op hver dag på kontoret og bliver sendt fra Herodes til Pilatus i bureaukratiet. Wakeling inddrages tidligt, da Williams beder ham følge kvinderne rundt. De to forstår hinanden, fornemmer man, uden rigtigt at vide hvorfor.
   Dybhavsbomben springer, da Mr. Williams får sine resultater hos lægen. Det sker efter 18 minutter. »I’m afraid this time they’re pretty conclusive,« siger kræftspecialisten og tilføjer, at det jo aldrig er let at meddele den slags. »Quite,« siger den gamle kontormand. Lægen giver ham seks måneder – otte eller ni »by a stretch«.



DET er ingen hemmelighed, at fortællingen om Mr. Williams bygger på et andet arbejde. Titelsekvensen oplyser straks, at Living er baseret på Ikiru (1952, da. Ikiru – At leve), et kanoniseret værk af Akira Kurosawa (1910-1998). Han skabte samtidsfilmen mellem Rash
ōmon (1950, da. Rashomon – Dæmonernes port) og Shichinin no samurai (1954, da. De syv samuraier), to historiske stykker, som vestlige distributører bed på med det samme.*
   Living har manuskript af Kazuo Ishiguro (f. 1954), forfatteren til forrygende britiske bøger som An Artist of the Floating World (1986, da. Kunstner i den flydende verden), The Remains of the Day (1989, da. Resten af dagen), Never Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig) og senest Klara and the Sun (2021, da. Klara og solen). Ishiguro er født i Japan, men kom til England med sine forældre som dreng. Han modtog Nobelprisen i litteratur i 2017 – og har brugt megen energi på dels at fastholde, dels lægge afstand til den japanske forankring.
   Der er færre udenværker, da bureaukraten Watanabe får sin dødsdom på hospitalet i Japan. Ikiru begynder med et røntgenfoto, en ironisk-lakonisk fortæller og et måbende menneskeansigt. Lige så fattet, Bill Nighy er i situationen, lige så lamslået er Takasha Shimura. Følelsen indvendig er dog den samme.
   Kurosawa ville værdsætte bestræbelsen bag Living. Hjemme blev han ofte kritiseret for at være mere internationalt orienteret end fæller og forbilleder som Ozu og Mizoguchi. Ikiru forsvandt i første omgang mellem den stilskabende metafortælling i Rashōmon, hvor »sandheden« om en voldtægt er set fra flere vinkler, og den fysiske action i De syv samuraier. Først i 1960 fik filmen europæisk og amerikansk premiere.



KUROSAWA var altid brobyggeren. Han gendigtede William Shakespeares Macbeth i Kumonosu-jō (1957, da. Blodets trone) og Kong Lear i det sene hovedværk Ran (1985). John Sturges brugte til gengæld De syv samuraier som forlæg for The Magnificent Seven (1960, da. Syv mænd sejrer), der blev genindspillet i 2016.
   Japaneren holdt af krimi og western. Tengoku to jigoku (1963, da. Himmel og helvede) skildrer hverdagen på en politistation i Yokohama, men forlægget var King’s Ransom (1959, da. Skæbnen kræver løsepenge), en Station 87-krimi af Ed McBain. Kurosawa fik ideen til Yojimbo (1961, da. Livvagten), da han læste Dashiell Hammetts hårdkogte Red Harvest (1929, da. Dødens Høst eller Rød høst). Til gengæld brugte italieneren Sergio Leone Yojimbo, da han skabte A Fistful of Dollars (1964, da. En nævefuld dollars), den første af tre europæiske westerns med amerikaneren Clint Eastwood som »The Man with No Name«.**
   Kurosawa samarbejdede med Ingmar Bergman og Federico Fellini. Han besøgte Andrej Tarkovskij på produktionen af Solaris (1972) og instruerede Derzu Uzala (1975) for det sovjetrussiske Mostar-studie. Hans æstetik fik stor betydning for hele New Hollywood-generationen. Da Kurosawa selv blev gammel, var det George Lucas og Steven Spielberg, som fandt finansiering og sørgede for, at mesteren kunne realisere de otte vignetter i Yume (1990, da. Akira Kurosawas drømme). Her optræder Martin Scorsese – på Francis Ford Coppolas foranledning – som Vincent van Gogh i segmentet, der hedder »Krager«.
   Kurosawa begyndte som filmskaber i 1943, under 2. verdenskrig. Han vendte stadig oftere tilbage til atombombningen af Hiroshima og Nagasaki, som nivellerede landet og førte til kapitulationen i august 1945. Kurosawa castede Richard Gere i sin næstsidste film, Hachigatsu no rapusodi (1991, Rapsodi i August). En kvinde husker angrebet på Nagasaki. Hun har præcis samme tilgang til sin erindring, som den ældste fortæller i Kazuo Ishiguros debutroman A Pale View of Hills (1982), der på dansk hedder De fjerne blå bjerge.



DER ER GÅET 70 år siden Ikiru. Hermanus og Ishiguro ophæver afstanden ved at flytte handlingen til den samme evige fortid i London. Rodney Williams har spildt sit liv på samme måde som Kanji Watanabe. Begge mænd lod tiden gå. Også Mr. Williams når til at sige: »Før jeg dør, må jeg vide, hvorfor jeg har levet«.
   Flere scener er oversat 1:1 – i andre er trykket justeret. Ishiguro har rutine. Han skrev The White Countess (2005) til James Ivory, da denne havde gjort The Remains of the Day (1993, da. Resten af dagen) til britisk arvesølv. Han skrev The Saddest Music in the World (2003) til avantgardisten Guy Maddin. Som filmforfatter ligner han Harold Pinter (1930-2008), en anden britisk nobelpristager. Begge har rene ideer om formen. De sværger til civiliseret mainstream med diskret modernistisk accent.
   Jeg interviewede Ishiguro, da The Remains of the Day udkom på dansk. Han talte bl.a. om, hvor inderlig træt han var af at høre om den japanske faktor i sine bøger: »Jeg kunne have skrevet som Kafka, og man ville alligevel have modtaget det som en særlig japansk specialitet.« Han talte også om at undersøge »selvbedragets sprog«. Det er dét, som Williams har talt alt for længe.***



KUROSAWAS film skaber sin særlige rytme med skæve synsvinkler, stadige wipes og ekstreme nærbilleder. Hermanus skildrer London i heroisk Eastmancolor, der får farverne til at smælde, så det ligner og føles som 1953. Kurosawa gør en del ud af at skildre amerikaniseringen, der præger sønnens generation. Der er baseball, showgirls og boogie-woogie. Hermanus henlægger natten i byen til en tidløs udgave af Brighton.
   Williams tager kontorets unge (og eneste) kvinde med i biografen, hvor de ser Cary Grant som queer pioneer i Howard Hawks’ I Was A Male War Bride (1949, da. Jeg var en mandlig krigsbrud). Margaret Harris (Aimee Lou Wood) er svært imponeret, da han byder på fornem frokost hos Fortnam’s. Her er scenen med de øgenavne, som mændene på kontoret har fået. I Ikiru blev Watanabe kaldt »Mumien«. Hos Ishiguro hedder han »Mr. Zombie.«



DA JULI BLIVER til august, begynder smerten at bide i Williams. Han forstår, at han må skaffe kvinderne en legeplads, så hans minde vil leve i børnenes latter. Der er det samme frapperende klip til begravelsen. Som tilskuer tænker man: »Er det forbi allerede?«
   Hos Kurosawa følger en lang sekvens, hvor embedsmænd diskuterer, hvem der har æren for legepladsen. De drikker sig syngende fulde imens. Scenen blev fjernet i flere versioner, så Ikiru i spilletid varierer fra 103 til 143 minutter. Hermanus gør det mere stramt. Diskussionen er henlagt til toget og kontoret.***
   Erindringsglimtet fra bilen efter hustruens død er bevaret. Drengen vender sig stadig og siger: »Hurtigt! Mor kører fra os,« mens hans fars øjne løber i vand. Hvor Watanabe synger »Livet er kort« – »ah, en kærlighedssang fra gamle dage,« siger barpianisten hos Kurosawa – er det en skotsk tåreperser, »The Rowan Tree« (»Rønnebærtræet«), som Bill Nighy fremfører med patos og sjæl. Der er den samme følelse i sangen: »Lev, min pige, mens du kan,/ mens dine læber endnu er røde/ og før du bliver kold«.



ALT mødes i den ikoniske scene, hvor den døende mand sidder på gyngen i sneen, betragter sit værk og husker det hele. Kurosawa gik tæt på hans ansigt. Hermanus’ fotograf, Jamie Ramsay, gør atter brug af kran og drone, som er gennemgående virkemidler i Living. Det er det samme rum i den samme slags liv. Og det samme lys på et ansigt til slut.
   Ikiru er en klassisk film, som altid står på de kritiske lister. Men det lykkes Hermanus at skabe et værk, der kan stå ved dets side og være en film i sin helt egen ret. Både Nighy og Ishiguro var Oscar-nominerede for filmen.
   Stamtavlen er alenlang og meget imponerende, Det skal man ikke lade sig påvirke af. Jeg vil faktisk foreslå, at man bare ser Living, uden først at gå til originalen. Som jeg ikke desto mindre har sagt adskilligt om hér – for det er jo den slags, en kritiker gør.
   Filmen står eller falder med Bill Nighys portræt af en mand, der fortryder. Han har sjældent eller aldrig været bedre. Meget i Living kommer af stoffet, men det er frem for alt en stor skuespiller, som forløser og fører det hjem.


*) Kurosawa skrev Ikiru sammen med Hideo Oguni (1904-1996) og Shinobu Hashimoto (1918-2018). Hashimoto var på sin side inspireret af Lev Tolstojs fortælling om Ivan Iljits død (1886), som er oversat til dansk mange gange, senest af Marie Tetzlaff i 2015.. 


**) Den italienske originaltitel på En nævefuld dollars var Il magnifico straniero, og filmen hed stadig The Magnificent Stranger ved sin internationale lancering. Tre dage før den amerikanske premiere blev titlen ændret til A Fistful of Dollars. Yojimbo er ført tilbage til udgangspunktet i Walter Hills Last Man Standing (1996), hvor Bruce Willis og Christopher Walken er antagonister i Jericho, Texas, i 1930. Her hedder manden uden navn meget passende John Smith. »The Man with No Name« var et PR-påfund. I A Fistful of Dollars hedder han Joe. I The Good, The Bad and the Ugly (1965) bliver karakteren kaldt Blondie. Udvekslingen mellem japansk og amerikansk er mangfoldig. John Lasseter og Andrew Stanton lod sig lykkeligt inspirere af De syv samuraier, da de skabte Pixar-filmen A Bug's Life (1998, da. Græsrødderne). 

***  Ishiguro forsøgte faktisk at skrive som Kafka i romanen The Unconsoled (1995, da. Koncerten). Samtalen med Kazuo Ishiguro er trykt i Andre stemmer. Forfatterportrætter og værkstedssamtaler. 30 interviews (Forlaget Per Kofod, 1995).


**** Bjørn Rasmussen angiver følgende spillelængder i Verdens bedste film (1970): »Opr. længde: 143, 3918 m, nedklippede udgaver: 130 min. (i England), 126 min. (i Frankrig) og (i Japan) 103 min. 2820 m - længde i da. TV: 120 min. - Vist i TV 11.11.1965.« Jeg har ikke haft mulighed for at sammenligne de redigerede udgaver, men gætter på, at det er den lange (og trættende, skønt genialt anbragte) begravelsesscene, samt måske nogle nattelivsoptrin, der er taget ud.     


Living. Instr.: Oliver Hermanus. Manus: Kazuo Ishiguro. Foto: Jamie Ramsay. 102 min. UK-Japan-Sverige 2022. Dansk premiere: 04.05.2023.

Ikiru (Ikiru - At leve). Instr.: Akira Kurosawa. Manus: Akira Kurosawa, Shinobu Hashimoto, Hideo Oguni. Foto: Asakazu Nakai. 143 min. Japan 1952. Dansk premiere: 11.11.1965 [tv]; 13.10.2000 [bio].


Fotos: Film4/ County Hall/ Lipsync Production/ Rocket Science/ Kurosawa Production Co./ Filmgate Films/ Film i Väst/ Number 9 Films/ Creative Europe MEDIA/ Business Finland/ British Film Institute/ Ingenious/ Sony Pictures Classics/ SF Studios/ Toho Company/ Criterion Collection
Living er i nordisk biografdistribution – streames i UK på Apple TV, Chili Play, Rakuten TV, Sky Store, Virgin Media Store og YouTube Movies
Ikiru streames ikke i Europa – i USA og Canada på AMAZON PRIME, Apple TV, Google Play, HBO MAX, THE CRITERION CHANNEL, VUDU og YouTube Movies
Living er udkommet på (regionsfri) Blu-ray fra Sony Pictures (2023)
Ikiru er udkommet på 4K Blu-Ray fra The Criterion Collection (#221) 
Anmeldelsen indlæst [i kortere udgave] og lagt på Weekendavisen Kultur 04.05.2023

onsdag den 12. oktober 2022

Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020)


DEN RIGTIGE HIMMEL
Et stort snakkestykke om alder og tidsånd

Af BO GREEN JENSEN

MANHATTAN-forfatteren Alice Hughes skal modtage den fornemme Footlinger Prize i London. Hun har egentlig opgivet at tage af sted, for hun er ikke i stand til at flyve. Så spiser hun frokost med Karen, sin »nye« redaktør, der har været hos agenten i otte år. Den sædvanlige læser trak sig tilbage, skønt hun »kun« var 70.
   For Alice, som selv har nået den alder, er tiden blevet abstrakt og elastisk. Det vil hun skrive om i manuskriptet, der er ventet med spænding. Alice har antydet, at det »vender tilbage« til et af de tidlige værker. Agenten håber meget, at hun mener You Always You Never, romanen om tre veninder, som definerede karrieren. Ingen ønsker en opfølger på A Function of the Body, den anden og mere miskendte bog, som er Alices personlige favorit.
   Både for Alice og Karen er der mere på spil, end de giver udtryk for. Karen foreslår Alice at tage luksusdamperen Queen Mary 2 til England. Hun kan udvirke, at Alice får stillet en suite til rådighed, hvis hun vil læse op undervejs. Alice er et menneskesky vanevæsen. Hun tænker sig længe om, før hun spørger: »Må jeg gerne tage et par gæster med?«



SÅDAN sættes scenen i Let Them All Talk, en bittersød sædekomedie i Steven Soderberghs omfattende filmografi, der altid har en krølle i præmissen, uanset om han filmer med smartphone (Unsane), laver profetiske epidemifilm (Contagion), udfordrer fans af Andrej Tarkovskij (med en ny version af Solaris), tager livtag med myten om Che Guevara (Ché) eller diverterer med spændende mainstream (Ocean's Eleven-Twelve-Thirteen etc).
   Soderbergh var kun 26 år, da han modtog Guldpalmen i Cannes for sex, lies, and videotape (1989). I 2000 fik han en Oscar for multiplotfilmen Traffic. Nu er han 58 og har 30-40 film under bæltet. Han er yngre end Alice, ældre end Karen og fuldender således symmetrien. Det er nemlig, hvad Let Them All Talk bliver hen ad vejen: et panoramisk snakkestykke om tiden og tidsånden, set fra forskellige generationers synsvinkler.



AF samme grund har filmen alder på hjernen. Alice på cirka 70 bliver spillet af Meryl Streep på 71. Hun rækker ud til veninderne Susan (Dianne Wiest på 73) og Roberta (Candice Bergen, 74), som hun ikke har set siden studietiden, da de levede som i gennembrudsbogen.
   Alice inviterer også sin nevø, Tyler (Lucas Hedges på 24), der er overrasket og lidt spændt på rejsen. Han forklarer sine venner, hvem Alice er. Eller hvem Alice var – for de unge taler altid om ældre mennesker i datid. Vi forstår, at der har været både film og miniserier baseret på You Always You Never.
   Veninderne lever i hver sin bobbel. Skønt alle smiler elskeligt, er de usikre på, hvad Alice vil. Susan ser altid mulighederne i sine medmennesker. Dianne Wiest har derfor den bedste rolle og de mest ekspansive replikker i den halvt improviserede dialog. Roberta er derimod bitter og vred. Hun er sikker på, at Alice vil stjæle hendes liv en gang til. Hun giver bogen, som brugte hendes historie, skylden for alt, der er gået galt. Karakteren har kun to toner og er lidt af uriaspost for Candice Bergen.



DER er intet ydre drama på overfarten. Der er til gengæld gode, famlende samtaler, mens atmosfæren strammer til på følelsessiden. Tyler spørger til sin tantes arbejde, fordi han har lovet Karen – der rejser på anden klasse – at rapportere om manuskriptet. Han forsøger samtidig at flirte med kvinden (spillet af Gemma Chan, 38), der er 14 år ældre end han.
   Alice har et vemod i sin distræte facon, som frustrerer både den milde og den maniske veninde. Da hun optræder på skibet, taler hun ikke om sine egne bøger, men om den miskendte Blodwyn Pugh, en walisisk kvinde, som kun skrev én bog. In the Realm of the Owl er et magisk værk, der taler tværs over tiden. Det er det andet, de skal i England: besøge Blodwyn Pughs grav.



DET er (heldigvis) svært at genrebestemme Let Them All Talk. En medpassager er krimiforfatteren Kelvin Kranz (Daniel Agrant), som har skrevet stakke af detektivhistorier. Veninderne er vilde med hans bøger. Alice finder én og holder den op i to fingre. Men Kranz forvirrer hendes fordomme ved at være en fan, som spørger indsigtsfuldt til detaljer i A Function of the Body. Hele filmen har et præg af whodunnit. Alice forklarer, hvorfor hun ikke kan holde krimier ud. De har ikke virkelighedens tvivl og nuancer. Susan siger, at netop dét er kvaliteten. Mordgåder er livsmysterier, som man får lov at opklare.


DET er Soderberghs film, og han tackler opgaven elegant. Men manuskriptet er skrevet af Deborah Eisenberg (f. 1945), som underviser på Columbia University og er elsket for sine skarpe noveller. I The New York Review of Books (25.03.2021) kan man læse Eisenbergs essay om Tove Ditlevsen, som p.t. lanceres i USA. Filmens oversete geni, Blodwyn Pugh, er Eisenbergs opfindelse, skønt stenen på graven ser virkelig ud.
   Da vi når så langt og har lyttet så længe, sker noget brat og uventet. Faktisk er det varslet, men man har glemt at være opmærksom, fordi tiden er gået i godt selskab. Wiest har holdt en brav tale om, hvordan veninderne skal se op fra deres navler og betragte nathimlen. Elon Musk har fyldt den med falske stjerner i form af tindrende satellitter. De tilhører den sidste generation, som har set den rigtige himmel.


LET Them All Talk er åndrig, eftertænksom og konsekvent interessant. Atter lykkes det lette anslag for Soderbergh, som har instrueret, fotograferet (som altid under navnet Peter Andrews) og klippet/redigeret (under navnet Mary Ann Bernard, der er et andet fast alias). Måske endda uden at have én personlig aktie i følelsesstoffet. Det er dét, der også er ved Soderbergh. Efter 40 vidt forskellige film har man stadig ikke noget indtryk af personen.
   På skibet siger Alice til Roberta, at hun altid skriver om sig selv, også når det ikke virker sådan. Soderbergh gør den modsatte ting, men han kan lave film som få andre.



Let Them All Talk. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Deborah Eisenberg. Foto: Peter Andrews (alias Soderbergh). 113 min. USA 2020. Dansk premiere: 10.12.2020 (streaming).


Fotos: Warner Max/ HBO Films/ Extension 765/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på HBO Max
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.04.2021.

søndag den 29. maj 2022

Blandine Lenoir: Aurore – 50 somre/I Got Life! [2017]


SMÅ FORANDRINGER
Livet begynder med stort ved 50

Af BO GREEN JENSEN

50 ÅR er »det nye 40«, har jeg læst i Alt for Damerne. Der står sikkert noget lignende i Euroman, men det blad har jeg ikke set i lang tid. Siden jeg rundede 60, vil ingen livsstilsmagasiner bruge krudt på at fange min opmærksomhed. Hver ting har sin tid, vil annoncørerne sige.
   Servitricen Aurore (Agnès Jaoui) er 50 år og mærker forskellige skrøbelighedstegn. I hvert fald er der små forandringer i en hverdag, som hun ganske vist ikke har jublet vildt over, men alligevel levede udmærket med.
   På restauranten ændrer en ny ejer alt til det værre og giver hende kælenavnet Samantha. Ældste datter, Lucie på 20, fortæller, at Aurore skal være bedstemor – og klager i øvrigt over sin opvækst. Yngste datter er tæt med en musiker, som flader ud og er flyttet ind, mere eller mindre.
   Værst er dog de hormonale hedeture, som følger med at komme i klimakteriet. Gynækologen siger, at man bare må acceptere, at det går ned ad bakke. Efter 30 begynder kroppen i det små at lukke ned.


DEN snusfornuftige hverdagskomedie begynder i kvidrende modus og bruger først en irriterende halv time på at vise situationer, hvor man som ældre oplever tabet af status. Så falder der ro over tingene, og filmen bliver et fortroligt portræt af en presset person i den bedste mellemalder.

   

DER er endelig en gedigen varme i tredje akt, hvor flere forhold falder på plads, og Aurore bliver genforelsket i ungdomskæresten Totoche (Thibault de Montalembert). Hun giftede sig med hans bedste ven, Nanar, som nu har to hujende småpiger med en langt yngre kvinde.
   Filmen gør en del ud af navne. På Arbejdsformidlingen synes rådgiveren, der selv er ramt af hedeture, at Aurore Tabort er et prægtigt navn, som formelig ruller af tungen. Aurore røber, at hendes pigenavn er Plou. Det var faktisk filmens første titel: Aurore Tabort født Plou.



AGNÈS Jaoui, der selv er født i 1964, fanger alle rollens nuancer og agerer præcis, som hun skal. Jaoui er især kendt for de sædekomedier, hun skrev i samarbejde med partneren Jean-Pierre Bacri (1951-2021). Hun instruerede selv Le goût des autres (2000, da. De andres smag (2000), Comme une image (2004, da. Se på mig), Parles-moi de la plui (2008, da. Det regner altid i Provence) og Au bout du conte (2013, da. Under regnbuen).*
   Jaoui og Bacris varemærke er en blanding af skarphed og inderlighed. Gradvis lægger de løjerne væk og begynder at tale alvorligt, så farcen får en bevægende slutning, der alligevel kalder på smilet. Blandine Lenoir (f. 1973) vil kopiere teknikken, men er ikke nær så sikker. Filmen fungerer i kraft af Jaoui.



DÉT gør den så til gengæld. Aurore hører til en familie af film, der ser med et indlevet, bittersødt blik på den modne kvindes situation. Mest beundret er Claire Denis’ Un beau soleil intérieur (2017, da. Luk solskinnet ind) med Juliette Binoche, men bedst er Mia Hansen-Løves L'avenir (2016, da. Dagen i morgen), hvor Isabelle Huppert bliver fanget i den samme perfekte storm som Aurore.
   I Denis’ film er kvinden billedkunstner; hos Mia Hansen-Løve en akademiker, som bliver valgt fra i faglige sammenhænge og kasseret i personlige forhold. Aurore giver gulvarbejderens vinkel. Alle tre film er samtidig frigørelseshistorier. Der findes jo liv efter midten af livet.
   Filmen spiller sig op undervejs og er værd at se, både for ældre og yngre. Den er heller ikke kun til kvinder. Mænd får ikke hedeture, men udfasningen er den samme, og målet for rejsen nærmer sig lige så stærkt.

*) Jean-Pierre Bacri døde af cancer. Han blev 69 år. Hans uforligneligt syrlige type er savnet. Jaoui og Bacri begyndte at skrive sammen i 1992, da de bearbejdede Alan Ayckbourns tvillingeskuespil Smoking/ No Smoking for Alain Resnais. Som skuespiller kan Bacri ses allerede i kultfilmen Subway (1985) af Luc Besson. Privat gik Jaoui og Bacri fra hinanden i 2012, men de fortsatte samarbejdet. Deres sidste film blev Place Publique (2018). Den sidste af Bacris film, som nåede til Danmark, var Le sens de la fête (2017, da. C'est la vie). Han spiller her en misantropisk-stundesløs cateringchef, der skal afvikle en stor opgave. Filmen var skrevet og instrueret af Olivier Nakache og Éric Toledano, som fik en verdenssucces med Les intouchables (2011, da. De urørlige).

Aurore – 50 somre (Aurore). Instr.: Blandine Lenoir. Manus: Jean-Luc Gaget, Blandine Lenoir m.fl. Foto: Pierre Milon. 89 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 04.10.2018.


Fotos: Karé Productions/ 41Shadows/ Unifrance/ CineMaterial/ Wikimedia Commons (Georges Biard - Jaoui/Bacri photo). 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.10.2018.