Translate

Viser opslag med etiketten Tidsånd. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tidsånd. Vis alle opslag

lørdag den 22. februar 2025

J Blakeson: I Care A Lot (2020) [Noir 100]

 

ET FULDENDT KIRSEBÆR
Rosamund Pike inkarnerer tidsånden

Af BO GREEN JENSEN

TIDSÅNDEN aflæses bedst i de typer, vi dyrker for deres stil i fiktionen. For 80 år siden, da noir blev en selvbevidst krimi(sub)genre, så vi op til begærlige kvinder som Barbara Stanwyck i Double Indemnity (1944. da. Kvinden uden samvittighed). I 1992 var det Sharon Stone, der brugte sin seksualitet i Basic Instinct. Skamløsheden gjorde udslaget: selve den frejdige amoral.
   Marla Grayson er professionel værge. Hvis myndighederne skønner, at en ældre person ikke kan tage vare på sig selv – og hvis ingen i den nærmeste familie står til rådighed – bliver en autoriseret omsorgsgiver beskikket. Med ansvaret følger fuld rådighed over ejendom, økonomi og velfærd. Systemet findes i USA. Går man grådigt til værks, er det en guldgrube.



MARLA er en benhård kvinde i 40 års-alderen. Rosamund Pike eksponerer figuren med den samme dydsirede hæmningsløshed, som hun brugte i Gone Girl (2014, da. Kvinden der forsvandt), David Finchers film efter romanen af Gillian Flynn. Amy Dunne kunne på samme måde indgyde tillid, få autoriteterne på sin side og lade modparten virke hård og ufølsom.
   I første scene af I Care A Lot bliver Marla antastet af sønnen til en umyndiggjort kvinde. Manden raser, truer og fremstår forstyrret. Dommer Lomax er på fornavn med Marla. Han lytter til hendes fornuftige, ganske let forurettede tale og giver hende endnu mere carte blanche.
   Så i begyndelsen er der slet ingen skyer. Marla og kæresten Fran (Eiza González) har væggen fuld af værgemålsportrætter. En læge (Alicia Witt) giver kvinderne staldtips. Det gælder om at finde »et kirsebær« – en rig pensionist uden aktiv familie – og få dommeren med på ideen. Som det første sætter de huset til salg. Marla har gjort op med sig selv, at hun ikke er et lam, men en løvinde.



TONEN i J Blakesons moderne moralspil er kælen, raffineret og klar. Der er ingen forsøg på at forklare Marla som karakter. Vi skal holde med hende – det er svært – og vi skal studere fænomenet med fascineret interesse, hvilket er let. Marla nærer ingen illusioner. Det skulle da være om sin dømmekraft.
   For en skønne dag er der komplikationer. Jennifer Peterson (Dianne Wiest) ligner et perfekt kirsebær. Hun har orden i økonomien. Der ligger til og med diamanter i hendes bankboks, som Marla tømmer, mens hun vaper og studerer lysets genskin i sine pumps. Den grånende kvinde bliver anbragt, men hendes kriminelle søn er skuffet, da Mor ikke kommer til mødet. Han har som altid købt makroner og eclair.
   Den vækstudfordrede gangster bliver spillet med stor autoritet af Peter Dinklage (Tyrion Lannister fra Game of Thrones). Han og Marla forstår hinanden. Han har en hær til sin rådighed. Han eksisterer bare ikke officielt.



EN krig på – især – attitude begynder. Filmen er et misantropisk jonglørnummer, der på én gang skal holde tre bolde i luften: galgenhumor, sanselig spænding med jævnlige tvist og en grundfarve af moderne noir.
   Det bliver virkelig spændende, voldsomt og mørkt. Og det er alligevel morsomt og let. Neo-noir har udviklet sig til en semi-okkult minigenre i ånden fra David Lynch og disciple. I I Care af Lot er vi snarere tilbage ved kilden.
   I Care A Lot er skåret skarpt. Der scores billige #MeToo-point, og filmen dækker sig ind med en krølle af hybris. Men ellers passer pengene: I Care A Lot er et frisk kirsebær, der viser, at genren altid kan bruges.


Fotos: Black Bear Pictures/ Netflix/ Amazon Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på AMAZON PRIME, MAX, VIAPLAY
2K Blu-ray fra Remain in Light (Frankrig) 02.02.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.02.2021

fredag den 29. september 2023

Tom McCarthy: The Visitor (2007) [Oscars 2009]


I MENNESKENES RYTME
Retten til at leve og drømme overalt

Af BO GREEN JENSEN

IKKE alle amerikanske mainstreamfilm er orgier i eskapisme og opportunisme. Som bekendt findes også en stærk tradition for independent cinema, intelligente menneskefilm, der er skabt uafhængigt af Hollywood og de store produktionsselskaber. Der er selvsagt nitter blandt disse film, som har deres primære scene i festivalkredsløbet. Enkelte bliver små succeser, som finder deres publikum i arthouse-biografer og får et langt liv på streaming og blu-ray. Andre dør fortjent på stedet, for at være lille og lukket i formen, er ingen kvalitet i sig selv. En sjælden gang skabes et storværk i det alternative filmmiljø. Se bare på Tom McCarthys The Visitor.
   Enkemanden Walter Vale (Richard Jenkins) har ingen plan om forandring, da forandringen kommer til ham. Han er 62 år, bor alene i Connecticut og underviser i økonomi på et college, som ikke venter sig mere af ham, end han gør af alle de glansløse dage. Ved begyndelsen af hvert semester justerer han blot det strategiske årstal. I praksis har han sagt de samme ting i tyve år. Han ser ikke, hvem de studerende er og kommer aldrig sine elever i møde. Det er ham meget imod, at han skal til New York for at deltage i et seminar og fremlægge en artikel, som han bidraget til for syns skyld. Det er ikke, fordi han skal noget andet. Han vægrer sig blot ved at bryde sin rytme.


WALTERS hustru var koncertpianist. Hendes efterladte album er den eneste musik, han hører, og han forsøger at holde fast i hendes minde ved at lære at spille klaver. I første scene tager han afsked med endnu en lærer. Måske kunne hun lære ham mere, men hun talte til ham som til et barn. Walter har bygget en mur om sit liv og lagt en ring om sit hjerte. Der er ikke mere, han vil eller skal. Hans ansigt er fuldkommen udtryksløst. Han må bare igennem de sidste fem år. Så kan han trække sig ind i pensionen.
   I New York vil han bo i den lejlighed, som han ejede sammen med hustruen. Den har stået tom i mange år. Der er dog lyde og lys, da han lukker sig ind. En badende kvinde, Zainab (Danai Gurira) fra Senegal, får et chok, der matcher Walters egen reaktion. Zainab lever sammen med Tarek (Haaz Sleiman) fra Syrien, der har købt lejemålet af »vennen« Ivan. Walter vil bare være sig selv, men får alligevel ondt af de hjemløse kærester, da parret står på gaden med deres ting. Først lader han dem overnatte, siden får de lov at flytte ind.
   Zainab er mistænksom og reserveret. Tarek rækker derimod ud efter Walter. Han lærer den stive økonom at spille djembe. Snart sidder begge mænd i trommecirklen i Grand Central Park, hvor en broget flok musikanter holder den store rytme i gang. Walter er målløs inde bag sin bleghed. For første gang deler han noget fælles. Sønnen blev voksen og rejste til England. Han har ikke følt sig så levende, siden hustruen døde.



DET gode samspil ender brat, da Tarek og Walter i undergrunden bliver standset af to officerer fra Department of Homeland Security. Har man selv haft kontakt med disse betjente, hvis beføjelser er uden indskrænkning, vil man vide, at The Visitor ikke overdriver deres arrogance. Tarek bliver interneret i et fængsel i Queens på ubestemt tid. Walter bliver bedt om at passe sig selv. Tarek og Zainab er illegale indvandrere. Det samme er Mouna, Tareks mor (Hiam Abbass), som kommer rejsende fra Michigan. Hun og Walter fatter ærbar sympati for hinanden. De går sammen i teatret, så hun kan opleve The Phantom of the Opera.
   Kun Walter kan handle, og det er nu, han vælger side. Han skaffer Tarek en advokat, sælger flygelet i Connecticut og tager orlov fra sit arbejde. Fra nu er findes bare djemben, Mouna, Zainab og Tarek, hans nye musik og hans nye familie. Hver dag besøger han Tarek i fængslet. Han tager Zainab og Mouna med på sightseeing. For første gang ser han Frihedsgudinden. Livet leves én dag ad gangen, og der er hverken kaskader eller fanfarer, men enhver der har øjne ser på lang afstand, at mennesket Walter Vale er forelsket.


IMENS drejer alle systemets små hjul. At protestere er som at slå i en dyne. Uret falder i slag for Tarek. En gammel udvisningsordre blev ignoreret, og Mouna bebrejder sig selv: »Man gør den slags, og siden går tiden. Man glemmer, at man ikke hører til.« Før gik ingen op i loven, men efter 9/11 er verden en anden. Publikum håber, at Tarek kan blive, men McCarthy er ikke eventyrdigter. Tarek deporteres, og Mouna rejser med ham. Der er én enkelt nat, hvor de holder om hinanden. Begge er vågne og véd, hvad der venter. Han følger med hende ud til den sidste gate. Der kommer ingen benådning fra oven.



SKUESPILLEREN Tom McCarthy (f. 1966) debuterede som filmskaber med The Station Agent (2003), som også i Danmark var en arthouse-succes. I The Visitor har han fravalgt den første films excentriske charme til fordel for en almen, åben og mere vedkommende form. I 2015 skrev og instruerede han Spotlight, som skildrede avisen Boston Globes arbejde med at afdække pædofiliskandalerne i den katolske kirke. Spotlight fik årets Best Picture Oscar . 
   Richard Jenkins (f. 1947) er en af de skuespillere, man har set i snesevis af sekundære roller, ofte som læge, lærer, svigerfar, kriminalkommissær, uden at huske hans navn. Han er indbegrebet af en type, men i The Visitor bliver han et menneske, som gradvis træder i fuld karakter. Jenkins fik en Oscar for The Visitor, og rollen gjorde hans kommunefarvede leverpostejskvalitet til en efterspurgt ingrediens. Han var særligt god som apotekeren, der er gift med Frances McDormand, som spiller titelrollen i miniserien Olive Kitteredge (2014).
   Som det unge par er Sleimann og Gurira sympatiske kræfter, men filmens følelsesmæssige dybde ligger i rytmen og samspillet mellem Jenkins og Hiam Abbass (f. 1960), der efter sin markante indsats i film som Munich, Free Zone og Paradise Now har fået noget nær monopol på at spille den modne kvinde fra Mellemøsten. Selv kommer Abbass fra Palæstina. Hun er både israelsk og arabisk. Rollen som Mouna er blandt hendes bedste.*



FILMEN kunne sagtens være mere sentimental og didaktisk. Der er stof til et stort melodrama, både i det unge pars adskillelse og i kærlighedsmødet mellem Walter og Mouna. McCarthy vil kritisere en selvforstærkende paranoia, umenneskeligheden i det amerikanske system, som har frit spillerum efter 9/11. Han vil tale imod selvtilstrækkeligheden. Det gør han bedre ved blot at fortælle historien. Filmen føles større, end den faktisk er, fordi New York bliver brugt som en levende baggrund. I sit væsen er The Visitor dog et kammerspil for fire karakterer. McCarthy orkestrerer musikken, som til det sidste følger menneskets rytme.
    Det er forstemmende at gense The Visitor i 2023. Skønt systemet fremstilles kritisk, er der en grundlæggende anstændighed, en respekt for invidet og en følelse af samhørighed, som omfatter selv de nidkære embedsmænd. Der er et overskud, som er fuldkommen forsvundet efter 15 år med finanskrise, Donald Trumps arrogante MAGA-populisme, mere social ulighed og polarisering. For ikke at tale om covid og militær genoprustning. Der er en ny, gennemgribende hjerteløshed. Hele omgangstonen i den globaliserede hverdag er forandret.

*) Hiam Abbass var måske allerbedst som enken Salma Zidane, der trodser israelsk lov i Lemon Tree (2008, da. Citronlunden) af palæstinenseren Eran Riklis. I 2012 skrev og instruerede hun selv Inheritance, som følger en palæstinensisk familie, der holder bryllup i Galilæa, mens Israel og Libanon fører krig. Abbas deler fortsat sine aktiviteter mellem lokale produktioner (Do Not Forget Me Istanbul, Gaza mon amour), international arthouse (The Limits of Control, Insyriated) og amerikanske studiefilm som Exodus: Gods and Kings og Blade Runner 2049. Hun blev verdenskendt for alvor som Marcia Roy, matriarken i HBO-serien Succession (2018-2023). På Venedig Festivalen 2023 viste Lina Soualem, der er datter af Hiam Abbass, dokumentaren Bye Bye Tiberias. Portrætfilmen følger mor/datter, som vender tilbage til hjemstavnen i Palestina, mens Abbass fortæller om sit liv, sit udgangspunkt og sin karriere.  


The Visitor. Instr. & manus: Thomas McCarthy. Foto: Oliver Bokelberg. 103 min. USA 2007. Dansk premiere: 29.08.2008.



Fotos: Groundswell Productions/ Next Wednesday Productions/ Participant Productions/ K5 International/ Overture Films [clips + trailer]/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames ikke p.t.– udkom senest på Blu-ray i Canada 2009 [De Passage] og Tyskland 2010 [Ein Sommer in New York]
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.08.2008.

mandag den 4. september 2023

Bertrand Bonello: Nocturama (2016) | Et interview


EN APPETIT PÅ EKSPLOSIONER
Et møde med filmskaberen Bertrand Bonello

Af BO GREEN JENSEN

PÅ plakaten står syv skikkelser med ryggen til tilskueren og ser ud over Paris. Den gyldne by er hysterisk illumineret. Der er fem unge mænd og to kvinder. De har netop udført en koordineret serie attentater på nøje udvalgte mål.
   Titlen Nocturama er en sammentrækning af nocturne og panorama. Bertrand Bonello har lånt den af sangskriveren Nick Cave. Det er samtidig ordet for den bygning, hvor natdyrene i en zoologisk have er samlet. På engelsk er der tilføjet et hipt »Paris is Happening«, som signalerer trendy modkultur 50 år efter 1968.*
   Bonello har et skæbnefællesskab med banneråret. Ikke for intet var Jean-Pierre Léaud – François Truffauts alter ego i Les 400 coups (1959, da. Ung flugt) og resten af Antoine Doinel-serien – castet som den fallerede filmskaber i Le Pornographe, Bonellos gennembrudsfilm fra 2001.
   Instruktøren er født i Nice den 11. september 1968. Nocturama er hans syvende spillefilm siden Quelque chose d’organique fra 1998. Han er en af de franske filmskabere, som arbejder videre i sporet fra la nouvelle vague og formår at markere en afstand til den kommercielle hovedstrøm, selv når han arbejder midt i den, f.eks. i Saint Laurent fra 2014.
   Bonello ligner ofte en Leos Carax med lidt mere sans for det sensationelle. Det er svært at glemme bordelskildringen i L’Apollonide – Souvenirs de la maison close (2011), som foregår ved forrige århundredeskifte. En prostitueret får sin hals skåret over, og i slutbilledet græder hun tårer af sæd.



BONELLO er en lille mand med nøddebrune øjne. Vi sidder på Le Grand Hotel i Paris. Han bakker ivrigt på en slags e-pibe og har flanørskæg som Serge Gainsbourg. Han holder af at provokere, og med Nocturama får han styret sin lyst:
   »Nocturama havde premiere to uger efter terrorangrebet i Nice. Kritikken var overvejende god. Tilskuernes reaktion var mere blandet. Filmen giver ingen forklaringer, og de ville have forklaringer. Det var enklere uden for Frankrig.
   Mange gør sig ikke klart, at det tager to-tre år at lave en film. Så publikum troede, at jeg havde lavet filmen efter angrebene og ville lukrere på virkelig lidelse og død. Jeg fik skyld for at være en opportunist.«
   – Var det svært at få filmen distribueret?
   »Ikke svært, men – delikat. Ømtåleligt. Jeg gav mange interviews, og somme tider bad jeg om at læse dem igennem, før de blev trykt. Det gør jeg ellers aldrig. Men et enkelt ord kan ændre hele meningen med en sætning.«



NOCTURAMA er stramt holdt i to tætte akter. Den første er stort set uden dialog. De unge attentatmænd rigger bomberne til ved strategiske mål: metroen i myldretiden; en gade i finanskvarteret; rytterstatuen af Jeanne d’Arc. Atmosfæren er intens og præcis. Sekvensen ligner prologen i Pickpocket (1959), hvor Robert Bresson på samme saglige måde viser lommetyvenes rutine.
   I anden akt har gruppen forskanset sig i et stormagasin. Nu bliver der talt i lange baner. Karaktererne kommer fra vidt forskellige baggrunde. Nogle er politisk motiverede, andre er små filosoffer, atter andre blot ude på skrammer. Ingen af dem er islamiske fundamentalister.
   »I dag forbinder vi terrorisme med religion, men det er ikke emnet for filmen. For mig handler det mere om modstand og trangen til oprør, størrelser der har eksisteret lige så længe som statsbegrebet.
   De har nok alle deres grunde. Det er meget forskellige grunde. Derfor kan man godt være samlet i en fælles sag og dele følelsen af at være undertrykt eller udstødt. Jeg ville give en fornemmelse af den følelse. For mig er det mere som et skrig. Som nogen der råber for at blive hørt. Og efter eksplosionerne kan vi se, at de er en smule fortabte. De har gjort, hvad de satte sig for. Nu befinder de sig i tomheden bagefter.«



DE unge prøver varerne i forretningen af: masker, senge, gadgets, tøj. En arabisk Al Pacino-fan vil gå ned i flammer som Tony Montana i Scarface. Et hjemløst par bespises ved en Buñuelsk beggars’ banquet. Fællesskabet går i opløsning. To af terroristerne ser The Persuaders – 70er-serien med Roger Moore og Tony Curtis – og længes efter at være børn igen. Endelig angriber indsatstyrken.
   Blikket som kastes er på én gang distanceret og empatisk. Jean-Luc Godard kunne have instrueret det i sin politiske periode. Der er mere end en mundsmag af Weekend og La chinoise i Nocturama. Jeg spørger, om Bonello kan se ligheder mellem nu og 1968. Det er han meget utilbøjelig til:
   »Ja og nej. Ja, for der er altid en vilje til oprør i ungdommen. Men nej, fordi situationen nu er anderledes. I 60erne og 70erne var ideologien meget klar. Nu er det mere komplekst, svært at forstå og forklare, mere rodet i alle henseender. For 40 år havde jeg ikke lavet den anden halvdel af filmen.«



VI lader spørgsmålet hænge og skifter emne.
   – »Nocturama« kommer lige efter din film om Yves Saint Laurent –
   »Det er klart, at man tager en større risiko ved at lave en film som Nocturama. Karaktererne er svære at holde af, men man begynder at synes om dem, fordi man indser, at de er børn, som er faret vild. Og så bliver de slået ihjel med et puf.«
   – Filmen er dedikeret til din datter. Hvad sagde hun til det?
   »Hun tog det meget dårligt. Hun er 13 år. Hun sagde: Filmen handler om unge terrorister, der alle sammen bliver skudt. Så hvad har det med mig at gøre? Jeg sagde: Det er bare et billede. Den er til ungdommen i det hele taget. Hun var virkelig uenig. Men det er mig, der bestemmer.«
   – Er »Nocturama« en politisk film?
   »For mig er filmen en blanding af ultrarealisme og abstraktion. Jeg deler ikke opfattelsen af, at realisme er vigtigst. Vi er her for at læse tiden og oversætte den til vores kunst. Men jeg så Ken Loachs I, Daniel Blake. Hvad han vil med den film, er at opfordre til handling. Det har han gjort i 45 år, og han er virkelig god til det, men det er ikke min vision for filmkunsten. Jeg foretrækker film, som finder en anden måde at udtrykke den samme følelse på.«


– DE unge er en blandet gruppe. Ville de finde sammen i virkeligheden?
   »I 2016 var der en bevægelse, som kaldte sig Nuit debout. De besatte Place de la Republique hver aften i en måned. For når lovgiverne ikke lyttede til dem, måtte de selv tage diskussionen. Det var en ikke-voldelig demonstration, men flere deltagere ønskede handling. De ville sprænge ting i luften. Min film er en fiktion, men det er den samme trang til vold.«
   – Hvor fandt du skuespillerne?
   »Jeg ville blande professionelle med amatører. Bare for at skabe en anden slags musik. Så jeg så 30-40 film med unge skuespillere og valgte nogle ud. Amatørerne fandt jeg ved politiske arrangementer. Det var svært at få dem til at fungere som en gruppe. Det tog 8-9 måneder. Men det var umagen værd.
   Der var ingen improvisation. De kendte teksten, og jeg ville ikke præge dem for meget. 50 pct af filmen har jeg tænkt og skrevet. Resten er noget, de har med. Deres ansigter, måden de taler og går på. Min iscenesættelse bidrager med fiktionen, de bidrager med dokumentarismen.«
   – Talte I om politik?
   »Naturligvis. Det var grundlaget for arbejdet. De er meget som de karakterer, de spiller. Høj social bevidsthed og stor naivitet på én gang. Derfor er det vigtigt, at de er 18 og ikke 30 år. Selv målene de vælger er naive.«
   – En af pigerne sætter ild til Jeanne d’Arc –
   »Jeanne d’Arc er et vigtigt symbol for Frankrig, og Front National har prøvet at tage patent på hende. For franske tilskuere er det en stærk oplevelse at se Jeanne d’Arc brænde, for nu tilhører hun det yderste højre.«


SOM Bonello siger, giver filmen ingen forklaring. Den er funderet på en stemning, og æstetikken er det stærkeste virkemiddel. Udførelsen er ubønhørligt præcis. Det gælder ikke mindst slutaktens famlen, der er lige så omhyggeligt koreograferet som logistikken omkring attentaterne.
   – Hvor ligger stormagasinet, de gemmer sig i?
   »Det var umuligt at finde et rigtigt stormagasin. Det er bygget op i studiet, en kæmpestor dekoration på 6000 kvadratmeter. Det skulle ikke være et bestemt firma. Bare en dekadent luksusforretning.«**
   – Men resten er lavet på gaden?
   »Ja. Vi måtte skaffe en masse tilladelser. Den sværeste var metroen. De fleste eksplosioner er skabt digitalt, men bilerne der springer i luften er virkelige. Vi måtte spørge mange steder. I dag ville jeg sikkert ikke få de tilladelser. Ikke efter november 2015.«
   – I stormagasinet ser vi, hvordan medierne dækker attentaterne. Man får fornemmelsen af et samfund, der lukker ned. På en af kanalerne siger de: Vi må ikke vise flere billeder…
   »Da Charlie Hebdo blev angrebet, viste de for meget i tv. Terroristerne kunne se, hvor politiet var. Så efter det blev der nedlagt billedforbud. Dengang havde jeg ikke skrevet filmen endnu. Det var noget af det, jeg tog fra virkeligheden og brugte i fiktionen.«
   – En af mændene trækker frisk luft. Han taler med en ung kvinde, som cykler forbi. Hun er ikke bange, snarere lettet. Hun siger sådan noget som, at »dette måtte ske på et tidspunkt« –
   »Det er kernen i filmen. Som jeg siger, er der en anspændthed, en appetit på eksplosioner og noget, der må ske. Jeg vil ikke gøre det mere specifikt. Det er Adèle Haenel, som siger det, men det er mine ord i hendes mund.«
  – Overvejede du at lade dem flygte?
   »Jeg prøvede i manuskriptet. De slap ikke væk alle sammen, men en eller to af dem gjorde. Og det virkede ikke. Det føltes virkelig fake.«


NOCTURAMA er ikke bevægende i gængs forstand. Der er – om Bonello så vil være ved det – en reminiscens af 1970ernes film om en forurettet terror, der blev begået af borgerskabets egne børn. Bonello har selv komponeret musikken. Noget dyrebart bliver risikeret med nervepirrende skødesløshed. Nocturama er uafbrudt interessant og elektrisk.

Bertrand Bonello blev interviewet på Le Grand Hotel i Paris den 13. januar 2017.


*) Bonellos første titel var Paris est une fête, som er den franske titel på Ernest Hemingways erindringsbog A Moveable Feast (1964), der i Michael Tejns danske oversættelse hedder Der er ingen ende på Paris. Bonellos film vil kritisere konsumerismen og kapitalismens værdier. Måske er det sandt, at Nocturama var færdig før terrorangrebene på satiremagasinet Charlie Hebdo (07.01.2015), spillestedet Bataclan og Stade de France (13.11.2015) og strandpromenaden i Nice (14.06.2016). Men filmen gnider kind med virkeligheden, uanset hvad forfatteren siger. Nocturama får sin særlige frisson i kraft af forbindelsen til de islamistiske terrorhandlinger. Det gør det ikke mindre bemærkelsesværdigt, at filmen fremstår som en tillidserklæring til ungdommen.   

**) Ikke desto mindre er de fleste interiørscener optaget i Grand Magasin de la Samaritaine i rue de la Monnaie i 1. arrondissement. Udendørsscenerne er optaget ved indgangen i rue du Pont-Neuf. Det er uklart, om Bonello svarer undvigende af hensyn til La Samaritaine. En dansk version af Nocturama ville bruge Magasin du Nord som location.

Nocturama. Instr. & manus: Bertrand Bonello. Foto: Léo Hinstin. 130 min. Frankrig-Tyskland-Belgien 2016. Dansk premiere: 30.03.2017.


Fotos: Rectangle Productions/ Wild Bunch/ Pandora Filmproduktion/ Arte France Cinéma/ WDR/Arte/ Scope Pictures/ My New Picture/ Canal+/ Ciné+/ ARTE/ Eurimages/ CNC/ FFA/ La Région Île-de-France/ Film- und MedieStiftung NRW/ SoftTVCiné 3/ Cinémage 10/ Cofinova 12/ Palatine Étoile 13/ Cinéventure/ Cofinova 9/ Cinémage 7 Développement/ GrassHopper Pictures/ Wild Bunch Distribution/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab/ Toronto International Film Festival [YouTube trailer]/ The Criterion Channel [Bonello portrait photo]
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies
Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 31.03.2017

lørdag den 2. september 2023

Olivier Assayas: Personal Shopper (2016)


ET BRODERI AF BANGE ANELSER
Generationsportræt i gyserforklædning

Af BO GREEN JENSEN

DER er langt mellem ægte spøgelseshistorier, som ikke udarter og bliver horror, men lader døren til virkeligheden stå åben. Olivier Assayas (f. 1955) fortæller én i Personal Shopper, som er den franske superauteurs anden film med Kristen Stewart i en stor rolle.

   Filmen blander behændigt en fast realisme med satire, mystik og ren poesi. Personal Shopper er også et generationsportræt – Kristen Stewart er født i 1990. Den åbne slutning kan gå fire veje, og her er tvivlen en livskvalitet.
   Amerikaneren Maureen Cartwright bor i Paris, hvor hun er blevet hængende efter et studieophold. Hun har ikke smilet med øjnene, siden tvillingebroderen Lewis døde. De var begge clairvoyante og lovede hinanden, at den som »passerede først« skulle skrive.
   Lige siden har hun ledt efter tegn. I prologen undersøger hun huset, hvor Lewis boede med sin kæreste. Det står tomt, før de nye ejere flytter ind, og der er afgjort noget i huset – eller også er det bare stemningsmusikken, som skaber en porøs virkelighed.



MAUREEN lyder som en okkult ekspert, når hun taler. Eller en skeptisk energikonsulent. Faktisk arbejder hun som personlig assistent for en professionel celebrity, modellen Kyra (Nora von Waldstâtten), der kommer og går uden varsel.
   Maureen henter og bringer de kjoler og smykker, som Kyra skal bære til store events. Det er et skyggeliv med lånte fjer. Hun kører ærinder i byen på sin scooter. Med styrthjelmen på er hun svær at genkende. Hun kunne være en spion. Eller en terrorist.
   Filmen skildrer en marginal eksistens, der må anstrenge sig for at bevare sit greb om virkeligheden. Skønt Maureen udadtil virker tjekket, er hun ofte fortabt og forvirret i enrum. Hun klæder sig ud i arbejdsgiverens tøj, hun prøver Kyras liv af for sjov.
   Der er meget løse kontakter til mænd, som hun møder på sine ruter. En af dem er Ingo (Lars Eidinger), Kyras kæreste, som måske er den mystiske mand, der skriver skræmmende og pirrende sms’er. Eller også er det virkelig Lewis.


PERSONAL Shopper er holdt meget stille og gør sig ikke til med dramatiske plotpunkter. Snarere er filmen et broderi af bange anelser, løst og særdeles fint vævet sammen.
   Styrken og svagheden er de svævende, gennemsigtige genfærd. Der går en time med at overveje, om de skal tages alvorligt. Det er primitive og skræmmende nærver. De ligner effekter fra tiden, da Harry Houdini og Arthur Conan Doyle skændtes om spiritisme.
   Assayas har som altid et sikkert blik for yngre menneskers liv lige nu. Det samme var sagen i historiske øvelser som L'Heure d'été (2008, da. Sommertid) og Aprés mai (2012, da. Efter revolutionen). Han var en af de første til at udforske de mørke egne af nettet i Demonlover (2002).
   Her betragter han mentaliteten, som dyrker enhver form for åndelighed. I Kristen Stewart, som ingen længere kalder »ex-Twilight-stjernen«, har Assayas fået en actrice fetîche, der kan bruges i mange slags roller, ganske som ekspartneren Maggie Cheung blev for år tilbage i kultfilmen Irma Vep (1996) og misbrugerskildringen Clean (2004).
   

STEWART spillede også en diskret assistent i Clouds of Sils Maria (2014, da. Skyerne over Sils Maria), hvor Juliette Binoche var den krævende diva. Der var både Alt om Eva og Petra von Kants bitre tårer i cineastens remix, men da kvinderne ventede sammen til sidst – og Stewart gik, før skyslangen endelig kom kravlende mellem bjergtinderne – var Assayas for en sjælden gangs skyld helt sin egen.
   Det er han også i Personal Shopper, og dét er det bedste ved filmen: at den dokumenterer en mystisk sensibilitet og dertil er et fint portræt af en ung kvinde. Kun François Ozon virker lige så overbevisende i Jeune et jolie (2013, da. Ung & smuk), hvor studinens dannelsesskildring er hængt op på fem sange af Françoise Hardy.
   Også Assayas forstår at bruge musikken. Her er kontrasten mellem okkulte excesser og anonymt storbyliv markeret af udtag fra Amazing Blondel (»The Leaving of the Country Lover«) og klassisk klingende kompositionsmusik ved Anna von Hausswolff, gambisten Jordi Savall og Hesperion XX.


FILMEN skal ses som et stort stemningsstykke. De gode detaljer forsvinder, hvis man bruger mental energi på at få vished. For der er ingen vished i verden, og sandheden hænger i laser. Kun kærligheden kan løfte os op, og spørgsmålet er, om Maureen vil lukke den ind.
   Hun ser gamle programmer om Victor Hugo, der troede fast på de flydende ånder. Der er søgende søstre ned gennem tiden. Hun ser på sjælelig kunst af Hilma af Klint. Hun hører sakral muzak af Hildegard Van Bingen, der var så tilpas eksotisk, at hun stadig kan bruges som rollemodel.
   Maureen sorterer Kyras tøj, drikker hendes spiritus og hører Marlene Dietrich synge »Das Hobellied«. Beskederne på telefonen bliver mere spydige. Kommer de fra Lewis eller Ingo eller muligvis manden i toget til London? Måske hallucinerer kvinden det hele.


ET spøgelse brækker ektoplasma op. Da er der fuldkommen stille i salen. Det er afgjort den stærkeste scene. Vi ser det. Vi tror det. Det skræmmer og betrygger. For så er der alligevel noget – måske.
   Fordi Maureens genfærd fylder en masse, men alligevel ikke er hovedsagen, bliver Personal Shopper en film, der rækker langt ud over sin genre. Skruen strammes i Åndernes Hus, men først og sidst er der en kvinde, som lever. Det er filmen om vaklende menneskers søgen. Den er svær at forstå på en rigtig god måde.


Personal Shopper. Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Yorick Le Saux. 115 min. Frankrig 2016. Dansk premiere: 06.06.2017.


Fotos: CG Cinéma/ Vortex Sutra/ Sirena Film/ Detailfilm/ Arte France Cinéma/ ARTE/ Canal+/ Ciné+/ SCOPE Invest/ IFC Films/ Metrodome Distribution/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, SKY SHOWTIME, TV2 Play | SkyShowtime, YouTube Movies
Personal Shopper er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#899)
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.06.2017

mandag den 28. august 2023

Olivier Assayas: Doubles vies | Non-Fiction | Mellem linjerne (2019)


BEKYMREDE MYRER MED STORHEDSVANVID
Olivier Assayas sætter tiden på plads

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste af os lever i en dobbelt eksponering. Vi er døgnvæsener uden særlig betydning i den store sammenhæng; forfængelige og forgængelige individer i massen af identiske eksemplarer. Enhver kan se, hvordan det er, men det føles ikke sådan. For vi er samtidig hovedpersoner i filmen, der handler om vores personlige forhold.
   En særlig type samtidskunst forener de to perspektiver. Den får gerne skyld for at være nærsynet, narcissistisk, navlebeskuende og andre kritiske n-ord. Og må i sagens natur ofte være de ting. Men enkelte stemmer skiller sig ud i mængden af myrer med storhedsvanvid. Blandt filmskabere for eksempel franskmanden Eric Rohmer (1920-2010) og amerikaneren Woody Allen (f. 1935). De gør det med humor, selvironi og en vis bittersødme, der i let form fanger selve essensen.
   Olivier Assayas (f. 1955) holder af begge mestre. I sin nye film følger han deres eksempel. Doubles vies – som på engelsk hedder Non-Fiction og i Danmark Mellem linjerne – er et litterært snakkestykke om en kreds af parisiske døgnvæsener. De bekymrer sig om kulturen, mens de lever deres liv og navigerer efter bedste evne.


FORLÆGGEREN Alain Danielson (Guillaume Canet) må forholde sig til den digitale udvikling, der truer bogen som fysisk format og gør markedet glemsomt og volatilt. Han har derfor ansat den yngre Laure d'Angerville (Christa Théret) som teknisk konsulent. Laure er født i nettets egen tid. Hun skal udtænke en digital strategi, som han vægrer sig ved at implementere. Han får dog ret hurtigt smag for at skabe forandring, og en affære med Laure hører ligesom med.
   Husforfatteren Léonard Spiegel (Vincent Macaigne) skriver forurettet autofiktion om sit kærlighedsliv, der ellers er vitalt og varieret. Han går i chok og komisk selvynk, da Alain forklarer, at forlaget ikke vil udgive det seneste manuskript. Alains hustru, skuespilleren Selena (Juliette Binoche), foragter i udgangspunktet den rolle, hun spiller i en populær tv-krimi. Men den har givet hendes karriere en tiltrængt genopblomstring.


TIDEN går – og vanen brydes – med serielle utroskaber, som heller ikke døgnfluerne er specielt lidenskabelige omkring. Der er knap nok nogen reaktion, da Alain afbryder sit forhold til Laure. Forfatterens kæreste (Nora Hamzawi) er spindoktor for en idealistisk politiker, som viser sig at have ankler af ler. Det kommer ikke bag på hende, da Léonard tilstår sit sidespring. »Du har jo skrevet bøger om det,« bemærker hun sagligt.
   Imens taler alle i ét væk om tidsånd, kulturens forvitring og den digitale omstilling. Ingen er skråsikre. Charmen sidder ofte i detaljen: Selena gav Léonard et blowjob i en biograf, hvor de så Star Wars: The Force Awakens. I hans bog ser de i stedet Michael Hanekes Det hvide bånd, som har mere valør i miljøet. Hun driller ham med hans forfængelighed. Og synes i øvrigt om bogen.
   Binoche og Macaigne er det bedste ved filmen. De pjækker fra den ansvarlige hverdag, hvor man har korrekte meninger om, hvad kulturen bør og skal. De griner ofte godt og grundigt, af andres indbildskhed såvel som deres egen. De har bevaret en smitsom livsglæde og er derfor også elskede. Måske statuerer Alain et eksempel, da han siger nej til Léonards auto-fiktion. Eller også forstår han, at Selena er med.


OLIVIER Assayas har lavet nogle af de bedste franske film i nyere tid. Modsat Léonards bøger ligner de ikke altid hinanden. Et skrøbeligt periodedrama som Les destinées sentimentales (2000) blev fulgt op med Demonlover (2002), som var en af de første film, der beskæftigede sig med den virtuelle virkeligheds mørke side. Han er særligt god til genrefilm med en kvinde i fokus: Maggie Cheung i Irma Vep (1996); Asia Argento i Boarding Gate (2007); Kristen Stewart i Personal Shopper (2016).
   Kronstykket er stadig den selvbiografiske Aprés mai (2013, da. Efter revolutionen). Når Binoche medvirker, er det som regel tegn på, at kulturen som institution skal behandles. Det gjaldt i L'Heure d'été (2008, da. Sommertid), hvor arvingerne efter en maler skulle enes om at sælge eller bevare hans bo. I Clouds of Sils Maria (2014, da. Skyerne over Sils Maria), hvor Binoche spillede en falmende diva på sin egen alder, var der melodrama i stedet for smilerynker.


GUILLAUME Canet udstyrer Alain med manerer, som ligger tæt på instruktørens egen gestik og fremtoning. Jeg talte i sin tid med Assayas om Sommertid, der behandler billedkunsten, som Doubles vies bag latteren behandler litteraturen. Han sagde, at han ville vise, »hvordan forbindelsen til kunstens sjæl kappes over, når man begynder at tænke på kunstens markedsværdi. Og hvordan den sjæl er forbindelsen til den enkelte kunstner, mennesket, som i sin tid skabte det unikke kunstværk.«
   Doubles vies er stemt i et komisk register, men Assayas er som altid optaget af, hvad Walter Benjamin kaldte »Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder«.* Døgnvæserne ved, at deres liv er banale, og Assayas ved, at kun en krise kan drive os til forandring. De ting er også med i filmen, hvis arbejdstitel for resten var »E-book«.


DER er intet ydre drama, kun fortumlet utroskab og dårligt håndterede situationer. Filmen er bygget af ordrige samtaler. Det er meget som at læse en begavet kronik, der nægter at tage emnet og sig selv helt alvorligt. For vi skal jo også være her og leve vores liv. Assayas siger, at han lavede filmen, fordi han kunne; fordi man i Frankrig stadig kan slippe af sted med at lave den slags.
   Forskellige tilskuere vil se en række forskellige film. Nogle vil kede sig, andre vil klukle. Det lette greb om tunge emner er hovedsagen. Selvsagt ved siden af godt skuespil og en dyb kærlighed til den truede kunstart.


*) »Das Kunstwerk im Zeitalder seiner technischen Reproduzierbarkeit« (1935) som oversat af Jørgen Holmgaard i Walter Benjamin: Kulturkritiske essays (1998). Den mere mundrette engelske titel er »The Work of Art in the Age of Mechanical Reproduction«. Uanset sproget en væsentlig tekst i enhver diskussion af sekventiel billedkunst.


Mellem linjerne (Double vies/ Non-Fiction). Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Yorick Le Saux. 108 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 22.08.2019.


Fotos: CG Cinéma/ Vorterx Sutra/ Arte France Cinéma/ Playtime/ ARTE/ Canal+/ Ciné+/ Cinécapital/ Cinéventure 3/ Cofinova 14/ Indéfilms 6/ La Banque Postale Image 11/ Sofica Manon 8/ SofiTVciné 5/ Lynk Investmens/ Curzon Film Distributors/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO
Curzon Artificial Eye udgav filmen på Blu-ray i 2020
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 23.08.2019